Indfrielse af pantebrev, rådgivning.
| Sagsnummer: | 132/1993 |
| Dato: | 29-09-1993 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Niels Busk, Kirsten Nielsen, Niels Bolt Jørgensen |
| Klageemne: |
Pantebreve - indfrielse
|
| Ledetekst: | Indfrielse af pantebrev, rådgivning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I forbindelse med, at klageren i foråret 1992 overdrog sin faste ejendom til sin ægtefælle, forestod indklagede en omprioritering af ejendommen, i hvilken forbindelse der bl.a. skulle indfries et pantebrev med en restgæld på ca. 368.000 kr., som klageren havde udstedt til indklagede. Det var i pantebrevet, hvis rente var 12 3/4 % p.a., under særlige bestemmelser anført:
"Erlæggelse af ekstraordinært afdrag eller indfrielse af pantebrevet kan kun finde sted til en kurs beregnet på basis af samme effektive rente som den effektive rente på obligationer i 9% Kreditforeningen Danmark 22. serie 2006 på indfrielsesdagen. Erlæggelse af ekstraordinært afdrag eller indfrielse af pantebrevet skal finde sted til ovennævnte beregnede kurs, uanset om denne overstiger kurs pari (kurs 100). Ekstraordinært afdrag skal have en sådan størrelse, at pantebrevets restgæld nedskrives med minimum kr. 10.000."
Ved omprioriteringen blev pantebrevet indfriet med 440.528 kr. Klageren rettede derpå henvendelse til indklagedes direktion.
Ved skrivelse af 8. maj 1992 meddelte indklagedes direktion, at man havde været af den opfattelse, at der blot var tale om en ren ekspeditionssag, hvor afdelingen skulle hjemtage de nye lån og indfri de gamle prioriteter. Indklagede havde derfor ikke bestilt indfrielsesopgørelser over pantebrevet, idet afdelingen havde indtryk af, at klageren havde et godt økonomisk overblik over handlen og de økonomiske konsekvenser heraf. Indklagede beklagede endvidere den misforståelse, der havde resulteret i, at indklagedes medarbejder havde oplyst kursen på de obligationer, der dannede basis for indfrielseskursen på pantebrevet, og ikke indfrielseskursen på selve pantebrevet. Indklagede godtgjorde pr. kulance klageren 40.000 kr., som udgjorde halvdelen af den omhandlede kursdifference.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre klageren det fulde tab, herunder påløbne renter og øvrige omkostninger.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at Nykredit i efteråret 1991 vurderede ejendommen og fremsendte et tilbud på et 9% lån på 655.000 kr., som blev forelagt indklagede ved et møde i januar 1992. Indklagedes medarbejder undersøgte sagen og meddelte herefter, at sælgerpantebrevene i ejendommen kunne indfries til kurs 100 og indklagedes eget pantebrev til kurs 97-98. Der ville herefter være et overskud ved omprioriteringen på ca. 100.000 kr. På baggrund heraf besluttede klageren at gennemføre handlen. Den 9. april 1992 modtog klageren kontoudtog fra indklagede, hvoraf fremgik, at indklagedes eget pantebrev var indfriet den 17. marts 1992 med 440.528 kr. og ikke som forudsat med 360.000 kr. Differencen mellem det forventede indfrielsesbeløb og det faktiske indfrielsesbeløb blev debiteret klagerens konto hos indklagede, hvorved kontoen blev overtrukket. Indklagedes afregning skete uden forudgående underretning og uden specifikation af, hvordan man var kommet frem til beløbet 440.528 kr. Klageren finder, at indklagede ydede fejlagtig rådgivning, hvorfor indklagede bør godtgøre klageren differencen mellem den forventede indfrielseskurs på 97-98 og den rent faktiske indfrielseskurs.
Indklagede har anført, at man på klagerens anmodning har ekspederet hjemtagelsen af et kreditforeningslån i forbindelse med en ægtefællehandel. Klageren oplyste ved sin første henvendelse, at han selv havde beregnet et overskud på ca. 60.000 kr. Beregningerne blev ikke forevist indklagede, idet klageren gav udtryk for at have god økonomisk indsigt og selv ville udfærdige skødet, således at handlen kunne gennemføres uden advokatbistand. Indklagede bestrider at have fået til opgave at undersøge indfrielseskursen på pantebrevet, ligesom det bestrides, at indklagede skulle have oplyst indfrielseskursen til 97-98. Indklagede oplyste derimod, at obligationernes kurs var 97-98. Det måtte også stå klart for klageren, at et pantebrev med en rente på 12 3/4 % og en særlig indfrielsesklausul, ifølge hvilken indfrielse af pantebrevet kun kan ske til en kurs beregnet på basis af samme effektive rente som den effektive rente på nærmere opgivne obligationer, ikke kunne indfries til en kurs under pari. Indklagede har valgt at godtgøre klageren 40.000 kr., hvilket udelukkende er sket som kulancemæssig betaling og ikke som udtryk for, at indklagede mener at have pådraget sig et ansvar ved sagens ekspedition.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter det foreliggende finder Ankenævnet at måtte lægge til grund, at indklagedes medarbejder ved klagerens henvendelse vedrørende den påtænkte ægtefællehandel og omprioritering enten - som anført af klageren - urigtigt oplyste, at pantebrevet til indklagede kunne indfries til kurs 97-98, eller ved alene at oplyse kursen på de obligationer, der dannede grundlag for beregningen af indfrielseskursen for pantebrevet, har givet anledning til en misforståelse, for hvilken indklagede må være ansvarlig. Det må imidlertid samtidig tages i betragtning, at det i nogen grad kan bebrejdes klageren selv, at han ikke indså, at det ikke kunne være rigtigt, at pantebrevet til indklagede kunne indfries til kurs 97-98. Hertil kommer, at klageren ved omprioriteringen har fået ombyttet det højere forrentede pantebrev til indklagede med et lavere forrentet obligationslån, således at differencen på ca. 80.000 kr. i forhold til det af klageren forventede overskud ved omprioriteringen ikke er udtryk for et egentligt tab. På denne baggrund finder Ankenævnet ikke grundlag for at tage klagerens påstand om yderligere kompensation til følge.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.