Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om rettidig meddelelse ved bortkomst af kort på udlandsrejse. Betalingsmodtagers forhold.

Sagsnummer: 441 /2001
Dato: 11-11-2002
Ankenævn: Peter Blok, Christian Egeskov, Jette Kammer Jensen, Bjarne Lau Pedersen, Ole Reinholdt
Klageemne: Betalingstjenester - betalingsmodtagers forhold
Betalingstjenester - meddelelse om bortkomst
Ledetekst: Spørgsmål om rettidig meddelelse ved bortkomst af kort på udlandsrejse. Betalingsmodtagers forhold.
Indklagede: Nordea Bank Danmark, PBS
Øvrige oplysninger: OF IF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Under et ophold i Barcelona i Spanien mistede klageren sit VisaDankort, som herefter blev misbrugt. Klagen vedrører, om klagerens kort blev spærret tilstrækkelig hurtigt efter, at kortets bortkomst var opdaget, og om klagerens eventuelle hæftelse skal bortfalde som følge af betalingsmodtagernes forhold.

Sagens omstændigheder.

Under et ophold i Barcelona i Spanien den 9.-11. august 2001 mistede klageren sit VisaDankort, som herefter blev misbrugt.

Klagerens VisaDankort var tilknyttet klagerens konto hos indklagede 1's Bækmarksbro afdeling. Indklagede 2 varetager på vegne indklagede 1 administrationen mv. af betalinger foretaget i udlandet.

I en erklæring af 7. september 2001 har klageren oplyst:

"Vi ankom til Barcelona torsdag d. 9. august. Fredag d. 10. august havde vi været i byen og kom hjem til vandrehjemmet lidt efter midnat. Undertegnede går ned for at hente nogle flasker vand i en butik i gågaden. Idet jeg er kommet et stykke hen ad gågaden opdager jeg at min pung ikke er i min lomme. Der er en del mennesker i gågaden på dette tidspunkt så det er sandsynligvis her pungen er mistet. Jeg løber op på værelset hvor jeg ringer hjem for at få telefonnummeret på [indklagede 1] således at jeg kan få spærret mit visa/dankort. Hertil skal tilføjes at min ene rejsekammerat , inden jeg gik ned efter vand, at jeg puttede pungen i lommen og netop derfor var vi sikre på at pungen ikke bare var blevet væk på værelset e.lign. Herefter kontakter jeg det spanske politi som sender en patruljevogn ud til denne gågade. Jeg taler med disse betjente som siger at der ikke er noget at gøre, de mener bare at jeg skal få visa/dankortet spærret hurtigst muligt."

Klageren har indhentet oplysning fra sit telefonselskab for tidspunkterne for de telefonopkald, som han foretog fra sin mobiltelefon. Heraf fremgår, at han den 11. august 2001 kl. 05.38 og 05.42 var i telefonisk kontakt med sin far i Danmark. Dette førte dog ikke til spærring af klagerens dankort på dette tidspunkt.

Klagerens VisaDankort blev misbrugt ved tre transaktioner foretaget den 11. august 2001 kl. henholdsvis 7.32, 9.46 og 10.23. Transaktionerne, hvoraf de to første var foretaget i den samme forretning, var på henholdsvis 8.000 ESP, 7.500 ESP og 259.000 ESP svarende til i danske kroner henholdsvis 361,42 kr., 338,83 kr. og 11.700,92 kr. Alle transaktionerne blev gennemført ved teleterminaler, dvs. ved anvendelse af kortet og falsk underskrift.

Under sagen er fremlagt kopi af notaerne vedrørende de tre transaktioner.

Den 11. august 2001 kl. 10.43 blev klagerens VisaDankort spærret ved klagerens fars henvendelse til indklagede 2.

Ved skrivelse af 25. oktober 2001 meddelte indklagede 1, at klagerens hæftelse for misbrugene udgjorde 8.000 kr., jf. § 11, stk. 4, i lov om visse betalingsmidler. Beløbet blev samme dag hævet på klagerens kassekredit.

Af "Visa International Operating Regulations", der vedrører betalingsmodtagerens identifikation af brugeren/kortholder fremgår:

"5.2.D

Cardholder Identification

5.2.D.1

Identification Validation

5.2.D.1.a

A Merchant must do the following to validate a Cardholder's identity:

With the exception of a Vehicle-Specific Fleet Card, verify that the signature on the card matches the signature on the Transaction Receipt. This signature may be different from the name embossed or printed on the Card.

If applicable, verify that the Cardholder resembles the person depicted in any photograph intended for identification on the Card

Verify one or more Card security features if required by the Merchant Agreement

5.2.D.2

Uncertain Identification

If identification or the Card's validity is uncertain, the Merchant must contact its Acquirer for instructions. If the Acquirer instructs the Merchant to recover the Visa Card, as specified in Section 5.2.F."

Parternes påstande.

Klageren har den 7. december 2001 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at de indklagede tilpligtes at betale 8.000 kr.

Begge indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han og hans kammerater om natten/morgenen den 11. august 2001 var på vej hjem fra byen. Efter at være tilbage på deres værelse ville han ved 05-tiden hente nogle flasker vand og gik ned på gaden. Han konstaterede da, at kortet var væk. Han gik tilbage til værelset og kontaktede sin far telefonisk i Danmark. Han fik af denne oplyst nummeret til indklagede 1's afdeling i Bækmarksbro, som han dog ikke kunne komme i kontakt med. Han gik herefter ned på gågaden for at lede efter pungen, men forgæves. Efter en time vendte han tilbage til sine kammerater.

Senere på formiddagen kontaktede han igen sin far, som nu havde fundet telefonnummeret til indklagede 2's kortservice.

Han finder ikke, at han bør hæfte for de 8.000 kr. for ikke at have spærret kortet tilstrækkeligt hurtigt. Han gjorde alt, hvad der var i hans magt for at spærre kortet, uden at det dog lykkedes før godt fem timer efter kortets forsvinden. Situationen blev ikke mindre kompliceret af, at han befandt sig i udlandet.

Han er uforstående over for, at indklagede uden videre kunne hæve 8.000 kr. fra hans kassekredit til dækning af misbruget.

Begge indklagede har anført, at det af reglerne for VisaDankort fremgår, at der uden for indklagede 1's åbningstid kan gives besked til denne indklagedes spærreservice eller til indklagede 2 telefonisk. Det er derfor klagerens ansvar, at han ikke var bekendt hermed.

Den første uberettigede transaktion fandt sted kl. 07.32, dvs. ca. to timer efter at klageren positivt havde fået kendskab til kortets bortkomst. Klageren bør derfor hæfte for 8.000 kr. af misbruget, jf. lov om visse betalingsmidler § 11, stk. 4, nr. 1, idet klageren undlod at spærre kortet snarest muligt efter at have fået positivt kendskab til dets bortkomst.

Bestemmelsen i § 11, stk. 8, 1. pkt., i lov om visse betalingsmidler bør ikke føre til et andet resultat. Efter bestemmelsen hæfter udstederen af betalingskortet uanset bestemmelserne i § 11, stk. 2-6, hvis betalingsmodtageren vidste eller burde vide, at der forelå en uberettiget anvendelse af betalingsmidlet.

Ved vurderingen af, om betalingsmodtager er i ond tro med hensyn til misbrugerens berettigelse til kortet, kan der bl.a. lægges vægt på, om betalingsmodtageren har forholdt sig i overensstemmelse med de instrukser, som typisk findes i aftalen mellem indløseren og betalingsmodtageren om dennes pligt til at kontrollere brugerens berettigelse.

Den oprindelige betalingskortlov indeholdt i § 21, stk. 3 (senere § 21, stk. 7), en bestemmelse om, at betalingsmodtageren var ansvarlig, hvis denne indså eller burde indse, at brugeren var uberettiget til at benytte kortet. Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår, at det ikke i sig selv medfører ond tro hos betalingsmodtager, hvis en misbruger af et kort eftergør kortindehavers underskrift.

Indklagede 2 har bestilt notakopier fra den udenlandske indløser, men har ikke fundet grundlag for at foretage yderligere.

Det fremgår af reglerne for Visa, at en betalingsmodtager skal sikre, at underskriften på kortet ligner underskriften på notaen. Herudover skal betalingsmodtager sikre, at brugeren/kortholderen ligner personen på fotoet på kortet. Ved vurderingen af, om underskrifterne på de fremlagte notaer afviger fra underskriften på klagerens stamkort, der ligeledes er fremlagt, skal det tages i betragtning, at der altid vil forekomme variationer beroende på den skrivendes eventuelle psykiske eller fysiske tilstand, harmoni og selvforvaltning. Omstændighederne, hvorunder skriften udføres har indvirkning f.eks. stedet, hvor man sidder eller står, papir, skriveredskab og underlag tilligemed skrivefladen har betydning. En underskrift vil derfor ikke sjældent afvige fra underskriften på selve kortet.

Der er ikke fremkommet oplysninger, som kan sandsynliggøre, at de tre forskellige betalingsmodtagere, hvor kortet blev misbrugt, har handlet i strid med Visas fastsatte regler. Det er heller ikke sandsynliggjort, at betalingsmodtagerne vidste eller burde vide, at kortholder var uberettiget til at anvende kortet.

Betalingsmodtagerne har leveret kopier af notater med kortaftryk og underskrift og har herved opfyldt deres forpligtelser ifølge Visas internationale regler. Der er derfor ikke grundlag for at foretage yderligere såsom at bede betalingsmodtagerne om beskrivelse af kunden mm. Herved bemærkes, at der oftest vil være gået så lang tid fra transaktionen blev foretaget til notabestilling/indsigelse fremkommer, at det næppe vil tjene noget formål at bede betalingsmodtageren om at beskrive kunden.

Indklagede har ikke mulighed for at foretage tilbageførsel af misbrugstransaktioner, såfremt kortet er aflæst og notaer forsynet med underskrift.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

3 medlemmer - Peter Blok, Christian Egeskov og Jette Kammer Jensen - udtaler:

Efter § 11, stk. 4, nr. 1, i lov om visse betalingsmidler, hæfter brugeren (kortindehaveren) med op til 8.000 kr. for tab som følge af andres uberettigede anvendelse af betalingsmidlet, "når betalingsmidlet har været aflæst fysisk eller elektronisk, og den uberettigede i tilknytning hertil har anvendt en falsk underskrift, og udsteder godtgør … at brugeren … har undladt at underrette udsteder snarest muligt efter at have fået kendskab til, at betalingsmidlet er bortkommet".

Vi lægger til grund, at klageren den 11. august 2001 mellem kl. 05.00 og 05.38 blev opmærksom på, at han havde mistet sit VisaDankort, og at han umiddelbart efter telefonisk kontaktede sin far i Danmark, hvilket imidlertid først førte til spærring af kortet samme dag kl. 10.43. Vi finder, at klageren burde have været klar over, at kortet også uden for pengeinstitutternes åbningstid kan spærres ved henvendelse til PBS, og at klageren - hvis han havde været klar herover - kunne og burde have foranlediget, at kortet blev spærret i hvert fald forud for det andet og det tredje misbrug, som fandt sted den 11. august kl. 09.46 og 10.23. Som udgangspunkt hæfter klageren derfor med 8.000 kr. for tabet ved disse misbrug.

Det følger imidlertid af lovens § 11, stk. 8, 1. pkt., at kortudstederen uanset stk. 2-6 tillige hæfter, "hvis betalingsmodtager vidste eller burde vide, at der forelå uberettiget anvendelse af betalingsmidlet". Af "Visa International Operations Regulations" fremgår bl.a., at betalingsmodtageren skal sammenholde underskriften på notaen med underskriften på kortet og den pågældende persons udseende med et eventuelt fotografi på kortet. Vi finder, at underskrifterne på de fremlagte notaer afviger væsentligt fra klagerens underskrift på VisaDankortet. Hertil kommer, at det har formodningen for sig, at betalingsmodtagerne kunne have opdaget, at den pågældendes udseende ikke svarede til fotografiet på kortet, hvis behørig kontrol heraf var foretaget. På dette grundlag og idet bemærkes, at indklagede 2 ikke har indhentet udtalelse fra betalingsmodtagerne, finder vi det tilstrækkeligt sandsynliggjort, at betalingsmodtagerne burde have opdaget, at der forelå en uberettiget anvendelse af kortet. Vi stemmer herefter for at tage klagerens påstand til følge.

2 medlemmer - Bjarne Lau Pedersen og Ole Reinholdt - udtaler:

Vi er enige med flertallet i, at klageren kunne og burde have foranlediget kortet spærret i hvert fald forud for det andet og tredje misbrug den 11. august kl. 09.46 og 10.23. Denne forsømmelse må efter vores opfattelse føre til, at klageren hæfter med 8.000 kr. for tabet ved disse misbrug, jf. lovens §11, stk. 4, litra 1).

Med hensyn til anvendelsen af § 11, stk. 8, 1. pkt. finder vi det ikke bevist eller sandsynliggjort, at betalingsmodtageren vidste eller burde vide, at kortholder var uberettiget til at anvende kortet. En stillingtagen til dette spørgsmål ville forudsætte en yderligere bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene.

Vi bemærker endvidere, at bestemmelsen i § 11, stk. 4, litra 1) og i øvrigt også i § 11, stk. 3, litra 1) efter vores opfattelse må ses som en lovfæstet bekræftelse på det almindelige princip om tabsbegrænsningsforpligtelse. Vi mener ikke, at der er tilstrækkelige holdepunkter i forarbejderne til lovens § 11, stk. 8, 1. pkt., for at fastslå, at det på trods af bestemmelsens ordlyd kan have været lovgivers hensigt med bestemmelsen at fravige kortindehaverens almindelige forpligtelse til at begrænse tabet hos kortudsteder. Vi finder således ikke, at det almindelige princip om tabsbegrænsningsforpligtelse kan fortolkes anderledes end efter de udtrykkelige bestemmelser herom i lovens § 11, stk. 4, litra 1). Vi stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf

De indklagede skal inden fire uger indsætte 8.000 kr. på klagerens kassekredit med valør den 25. oktober 2001.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.