Afgørelse

Spørgsmål om forældelse af erstatningsansvar i forbindelse med investering i 4 % ScandiNotes V Junior 2015 obligationer

Indledning

Denne sag vedrører, om Roskilde Bank, nu FS Finans A/S, pådrog sig et erstatningsansvar i forbindelse med bankens rådgivning af klageren om køb af 4 % ScandiNotes V Junior 2015 obligationer i december 2007.

Sagens omstændigheder

I 2007 var klageren blandt andet kunde i Roskilde Bank, der den 11. februar 2007 udarbejdede en investeringsprofil for klageren.

Ifølge profilen var klagerens nettoformue større end 10 mio. kr. Det fremgik videre, at "Alle dispositioner foregår i samråd med revisor og bank." og at "Kunden har middel risiko. Dette passer glimrende med de aktuelle investeringer, hvor ca. 75 % af depotet er investeret i obligationsbaserede produkter."

I december 2007 var klageren til møde i banken. På mødet deltog klagerens kunderådgiver, en investeringskonsulent fra banken og klagerens revisor. På mødet blev klageren anbefalet at investere i ScandiNotes obligationer og hun købte med valør den 12. december 2007 nominelt 1,7 mio. kr. 4 % ScandiNotes V Junior 2015 obligationer til kurs 88,55 for i alt 1.509.651 kr. Samtidig købte hun for ca. 2,5 mio. kr. investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande.

I forlængelse af at Roskilde Bank blev overtaget af Nationalbanken og det Private Beredskab den 24. august 2008 blev klagerens engagement i oktober 2008 overflyttet til pengeinstituttet P.

Klagerens advokat har under sagen fremlagt en udskrift af "Investor Report" af 30. september 2008 fra HSH Nordbank, som var den bank, der arrangerende ScandiNotes udstedelserne. Det fremgår heraf, at hovedstolen på ScandiNotes V Junior 2015 efter sammenbruddet i Roskilde Bank var blevet nedskrevet med ca. 85 %, hvilket ville reducere rentebetalingerne tilsvarende.

Den 18. februar 2009 sendte P en depotudskrift til klageren med en opregning af i alt 12 fondskoder med kursværdi m.v. Heraf fremgik blandt andet, at værdien af ScandiNotes obligationerne var faldet til 4.250 kr., svarende til kurs 0,25, og at årets renter udgjorde 10.189,05 kr.

I forbindelse med klagerens 70 års fødselsdag havde klageren den 19. oktober 2011 en drøftelse med en medarbejder fra P, hvor klageren blev gjort opmærksom på ScandiNotes obligationernes struktur og muligheden for at klage.

Ved brev af 24. februar 2012 fra klagerens advokat til FS Finans, rejste klageren krav om erstatning for hendes tab. Ved brev af 12. april 2012 gjorde FS Finans gældende, at klagerens krav var forældet.

Parternes påstande

Den 17. april 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at FS Finans (Roskilde Bank) skal tilbagekøbe nominelt 1,7 mio. kr. 4 % ScandiNotes Junior 2015 obligationer.

FS Finans (Roskilde Bank) har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at hun var aldeles uvidende om investering i værdipapirer.

Det er banken, der énsidigt har anført risikovilligheden i investeringsprofilen som "mellem risiko", dog alene med værdien 5 i et stræk på 4-7. Hun havde ikke indflydelse herpå eller nogen mening om betydningen heraf. Beskrivelsen i investeringsprofilen viser, at hendes risikovillighed reelt var lav.

Købet af ScandiNotes obligationer skete på bankens anbefaling. Rådgiveren var forholdsvis ny i banken, og hun havde ikke mødt ham før. Han nævnte ikke noget om risikoen ved obligationen, der blot blev betegnet som sådan. Der var tale om en hurtig handel, og hun var af den overbevisning, at hun havde købt en almindelig obligation.

Det har ingen betydning, at hendes revisor deltog i mødet, da det er banken, der bærer ansvaret for tilstrækkelige oplysninger. Revisoren har i øvrigt som naturligt er, koncentreret sig om hendes økonomi og ikke om de foreliggende produkter, som han ikke havde nogen viden om.

Hendes investeringsprofil berettigede ikke til investering i strukturerede, risikofyldte produkter uden helt særlig rådgivning.

MiFID-reglerne blev ikke overholdt.

Investering i ScandiNotes obligationer var kun egnet for finansielt sofistikerede investorer, som var i stand til at vurdere kvaliteter og risici ved en sådan investering. Hun blev ikke gjort opmærksom på, at hun ved købet indskød ansvarlig lånekapital i banken og i andre banker med den risiko, at investeringen kunne gå tabt helt eller delvist ved konkurs. Hun blev heller ikke gjort opmærksom på, at obligationerne var inddelt i fire trancher, super senior, senior, mezzanine og junior, hvoraf junior stod først for, når tab skulle afdækkes.

Juniortranchen havde således stødpudefunktion med helt særlig risiko.

Der er ingen tvivl om, at hun ville være veget tilbage for denne investering, hvis hun havde modtaget den rette rådgivning og orientering.

Bankrådgiveren har formentlig som en række andre rådgivere i bankerne rundt om i landet ikke været klar over de særlige risici, der var forbundet med obligationen.

Hun hørte ikke noget fra banken i forbindelse med, at der opstod tab.

Efter praksis efter den tidligere forældelseslovs § 3, stk. 1 er der betydelig tilbageholdenhed med at statuere forældelse i en situation som den foreliggende, hvor hun har måttet gå ud fra, at banken har foretaget rigtige dispositioner og givet tilstrækkelige vejledninger.

FS Finans har svigtet sin vejlednings- og rådgivningsforpligtelse.

Da HSH Nordbanks Investor Report af 30. september 2008 forelå, burde indklagede have orienteret om muligheden for at rejse erstatningskrav. I så fald ville forældelsesspørgsmålet ikke være opstået.

Hun var som almindelig og usagkyndig forbruger ikke klar over betydningen af Roskilde Banks sammenbrud og af afviklingsbankens overtagelse ligesom hun ikke fulgte med i HSH’s investorrapporter. Hun var heller ikke opmærksom på den reducerede rente.

Man kan ikke forlange, at en almindelig forbruger, med høj alder, uden nærmere vejledning skal være klar over, at der eksisterede et erstatningskrav. Det er netop derfor, at FS Finans burde have indset sin særlige vejledningspligt efter overtagelsen af Roskilde Banks forpligtelser.

Da hun utilregnelig havde manglende viden om obligationerne har hun også været i utilregnelig uvidenhed om erstatningskravet, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2.

Det er ikke rimeligt, at banken blot lader tiden gå og nu påberåber sig forældelse.

FS Finans (Roskilde Bank) har til støtte for afvisningspåstanden anført, at indklagede ikke har hørt fra klageren før ved brev af 24. februar 2012 fra klagerens advokat. Et potentielt krav er derfor forældet eller bortfaldet som følge af passivitet.

Den nye forældelseslov trådte i kraft den 1. januar 2008. Det følger af lovens § 3, at den almindelige forældelsesfrist herefter er tre år, medmindre andet følger af lovens særlige bestemmelser.

Det følger af lovens § 2, at når en fordring der skyldes, at fordringshaveren har modtaget dårlig rådgivning, regnes forældelsesfristen som udgangspunkt fra tidspunktet for ydelsen af den pågældende rådgivning, det vil i nærværende sag sige den 17. december 2007. Af lovens § 3, stk. 2, fremgår dog, at hvis fordringshaveren var ubekendt med fordringen, regnes forældelsesfristen først fra det tidspunkt, hvor fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil.

Forældelsesfristen vedrørende rådgivningen til klageren om ScandiNotes V Junior obligationerne løber fra Roskilde Banks sammenbrud den 24. august 2008, hvor samtlige aktiver og passiver blev overdraget til afviklingsbanken eller i hvert fald i forlængelse af Roskilde Banks betalingsstandsning i oktober 2008. Pressemeddelelser blev udsendt i denne forbindelse.

Det fremgår af HSH Nordbanks Investor Report pr. 30. september 2008 på Mare Baltics hjemmeside (www.marebaltic.com) anført under meddelelser pr. 15. oktober 2008 vedrørende ScandiNotes V Junior obligationerne, at sidste indikative pris er 5-30, som følge af Roskilde Banks kollaps. Mare Baltic var det selskab, der udstedte obligationerne.

I december 2008 kunne klageren endvidere konstatere en betydeligt lavere renteudbetaling end forventet. Der var tale om et års forfalden rente af 1,7 mio. kr. I hvert fald senest fra dette tidspunkt burde det have stået klageren klart, at der var noget galt.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at kunderådgiveren og investeringsrådgiveren ikke i dag husker, hvilken konkret rådgivning, der blev givet på mødet forud for købet. På mødet var klageren bistået af sin revisor, som sagkyndig.

Der er udarbejdet en investeringsprofil for klageren, der viser at hun havde en mellem risiko, og at alle dispositioner skulle foregå i samråd med revisor og banken.

Alene rentesatsens størrelse var et tegn på, at der var en vis risiko forbundet med investering i obligationerne.

Investeringen lå inden for rammerne af klagerens investeringsprofil (mellem risiko).

I december 2007 fremstod det ikke som en nærliggende mulighed, at en investering i ScandiNotes obligationer risikerede at blive helt eller delvist værdiløs, hvis et enkelt af de låntagende pengeinstitutter måtte vise sig ude af stand til at honorere deres forpligtelser.

Klageren traf selv beslutning om køb af obligationerne og accepterede den med investeringen forbundne risiko.

Klageren var bistået af sin revisor som sagkyndig i forbindelse med investeringen.

Det er herefter ikke godtgjort, at banken har handlet ansvarspådragende som følge af mangelfuld rådgivning, og banken er derfor ikke erstatningsansvarlig for det tab, som klageren efterfølgende led på obligationsinvesteringen.

Ankenævnets bemærkninger

Efter forældelseslovens § 3, stk. 1 og 2 forældes klagerens krav i anledning af Roskilde Banks rådgivning efter tre år, medmindre klageren var i undskyldelig uvidenhed om kravet. I så fald regnes forældelsesfristen fra det tidspunkt, hvor klageren fik eller burde have fået kendskab til kravet.

Ankenævnet finder, at klageren på baggrund af den depotudskrift, hun modtog fra sit nye pengeinstitut i februar 2009, havde eller burde have haft kendskab til risikoen forbundet med hendes beholdning af ScandiNotes obligationer, da de ifølge oversigten var næsten værdiløse. Senest på det tidspunkt havde hun således grundlag for at bedømme Roskilde Banks (nu Finansiel Stabilitets) eventuelle erstatningsansvar.

Klagerens krav var derfor forældet, da klageren den 17. april 2012 indbragte sagen for Ankenævnet. Det bemærkes herved, at det ikke generelt påhviler et pengeinstitut at rådgive om muligheden for at rejse erstatningskrav og om reglerne om forældelse.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.