Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse om for hvilket engagement der blev stillet sikkerhed.

Sagsnummer: 257 /2002
Dato: 23-12-2002
Ankenævn: John Mosegaard, Lisbeth Baastrup, Kåre Klein Emtoft, Ole Reinholdt, Erik Sevaldsen
Klageemne: Kaution - stiftelse
Tredjemandspant - stiftelse
Ledetekst: Indsigelse om for hvilket engagement der blev stillet sikkerhed.
Indklagede: Sydbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne klage vedrører klagerne A og B's anmodning om frigivelse af et ejerpantebrev stillet til sikkerhed over for indklagede for tredjemands gæld samt klageren C og D's krav om ikke at være bundet af en kautionserklæring vedrørende samme tredjemand.

Sagens omstændigheder.

Klagerne under denne sag er A, B, C og D. A og B er gift. A's bror C har tidligere været gift med D.

I maj 2000 henvendte J, der tidligere har været gift med A's søster, sig til klagerne med anmodning om, at klagerne påtog sig at kautionere med i alt 110.000 kr. i forbindelse med J's køb af en fast ejendom. Klagerne indvilgede heri, således at de 110.000 kr. blev fordelt med 55.000 kr. til henholdsvis A og B samt C og D.

Indklagede har anført, at man i juni 2000 bevilgede J et boliglån på 86.000 kr. Til sikkerhed herfor modtog indklagede et ejerpantebrev i den købte ejendom, idet ejerpantebrevet blev pantsat til indklagede til sikkerhed for al mellemværende.

J's engagement bestod ud over boliglånet af et allerede eksisterende lån, som blev forhøjet til 160.000 kr. i forbindelse med J's køb af ejendommen. J er kunde i indklagedes Augustenborg afdeling.

Den 8. juni 2000 underskrev C og D i indklagedes Guderup afdeling særskilt kautionserklæring. Kautionen vedrørte ethvert krav vedrørende lånet på 160.000 kr. til J, dog således at kautionisternes tilsvar til indklagede var begrænset til 55.000 kr. Endvidere var anført, at "nærværende gæld hidrører fra gammel gæld samt omkostninger og anskaffelser i.f.m. køb af ….". Oplysningen om gammel gæld er anført på kautionserklæringens side 1 under gældsforhold samt kautionserklæringens side 2 under "Oplysninger til kautionist". C og D underskrev på side 2.

Den 9. juni 2000 underskrev B håndpantsætningserklæring, hvorefter A og B til sikkerhed for J's lån på 160.000 kr. pantsatte indholdet af et sikkerhedsdepot samt værdipapirer registreret i Værdipapircentralen. Det fremgår, at pantet alene kunne gøres gældende for 55.000 kr. Endvidere var anført, at pantet for tiden omfattede et ejerpantebrev på 415.000 kr. med pant i A's og B's ejendom. A underskrev håndpantsætningserklæringen den følgende dag.

Pr. 15. juli 2001 solgte J sin faste ejendom. Indklagede har oplyst, at provenuet ved salget af ejendommen var 116.593 kr., hvoraf 84.697 kr. blev anvendt til indfrielse af boliglånet. 10.210 kr. blev indsat på det lån, som ved J's køb blev forhøjet til 160.000 kr., mens 10.960 kr. anvendtes til inddækning af et overtræk på J's løn- og budgetkonto. Herudover anvendtes 10.726 kr. til betaling af indskud og første måneds husleje vedrørende J's nye lejlighed.

J's resterende engagement blev opsagt den 3. maj 2002 som følge af misligholdelse. Indklagede underrettede samtidig klagerne herom. Indklagede har anført, at restgælden på lånet på oprindeligt 160.000 kr. blev opgjort til 147.275,83 kr. Der er ikke siden indbetalt herpå.

Parternes påstande.

Klagerne har den 24. juni 2002 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frigive ejerpantebrevet på 415.000 kr. til A og B samt anerkende, at C og D ikke er forpligtet i henhold til kautionserklæringen.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse mod anerkendelse af, at klagernes hæftelse nedsættes med 10.726 kr.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at J kontaktede dem i forbindelse med ejendomskøbet, da indklagede krævede yderligere sikkerhed i form af kaution i forbindelse med finansieringen af ejendomskøbet. Det blev udtrykkeligt nævnt, at sikkerheden skulle stilles for udbetalingen, som J skulle låne hos indklagede.

Der var ikke forud for dokumenternes underskrift kontakt mellem dem og J's bankrådgiver. De fik blot oplyst fra J, at dokumenterne var klar til underskrift.

C og D henvendte sig i denne tro til Guderup afdeling for at underskrive kautionsdokumentet. De blev ikke opfordret til at gennemlæse dokumentet, ligesom kautionserklæringen og retsvirkningen af denne heller ikke blev gennemgået med dem. Underskriftseancen tog maksimalt 60 sekunder, hvorfor det må have stået klart for indklagedes medarbejder, at de ikke havde gennemlæst dokumentet. De var således ikke klar over, at de kautionerede for tidligere stiftet gæld.

Klagerne A og B var ligeledes i den tro, at sikkerheden skulle sikre udbetalingen i forbindelse med J's køb.

I forbindelse med underskrift af håndpantsætningserklæringen forelagde J's egen bankrådgiver dokumenterne. B gennemlæste ikke dokumenterne og blev heller ikke opfordret hertil. Det kom bag på B, at der var tale om en håndpantsætningserklæring, idet B havde forventet, at der skulle underskrives en kautionserklæring.

B underskrev håndpantsætningserklæringen i tiltro til, at der var tale om den nødvendige sikkerhedsstillelse som aftalt med J og til brug for udbetalingen. Indklagede rådgav på ingen måde om betydningen af håndpantsætningserklæringen eller om, at pantet dækkede J's tidligere stiftede gæld.

A underskrev håndpantsætningserklæringen den 10. juni 2000. Der blev intet drøftet i denne forbindelse, bortset fra at bankrådgiveren pegede på det sted, hvor underskriften skulle sættes.

Som følge af, at indklagede ikke har ydet nogen form for rådgivning over for dem eller opfordret til at gennemlæse dokumenterne inden underskrift, har de været i en vildfarelse omkring, hvilken erklæring de egentlig afgav.

Deres kendelige relevante og bestemmende forudsætninger for deres underskrifter er bristet, ligesom deres manglende indsigt og letsindighed er blev udnyttet af indklagede, jf. aftalelovens § 31.

Deres forpligtelser bør subsidiært tilsidesættes efter aftalelovens § 36, da det vil være urimeligt at gøre forpligtelserne gældende på baggrund af indklagedes forsømmelse med hensyn til oplysnings- og rådgivningsforpligtelser. Indklagede har ikke dokumenteret eller godtgjort, at der er sket nogen form rådgivning.

Indklagede har anført, at man ønskede sikkerhed for det lån, som skulle forhøjes i forbindelse med J's køb af ejendommen. J aftalte med klagerne, at disse ville være behjælpelige med at stille sikkerhed over indklagede.

Indklagede har opfyldt sin oplysningspligt over for kautionisterne og tredjemandspantsætterne, idet det er tilstrækkeligt oplyst, for hvilket forhold disse stillede sikkerhed.

Klagernes forudsætning er ikke bristet, idet betingelsen om, at forudsætningerne skal være kendelige, relevante og bestemmende, ikke er opfyldt.

Der er ikke tale om udnyttelse af klagerne, da indklagede ikke har været klar over, at klagerne skulle befinde i en tilstand af letsind og manglende indsigt.

Det bestrides endvidere, at aftalelovens § 36 kan medføre en tilsidesættelse af klagernes forpligtelser.

Med henvisning til det af J stillede ejerpantebrev bemærkes, at det er indklagedes eget valg, hvilke dele af et engagement der skal inddækkes af en sikkerhed, som er stillet for al mellemværende.

For så vidt angår den af C og D underskrevne kautionserklæring fastholdes det, at denne på tilstrækkelig vis oplyser om de forhold, som kautionen dækker. Oplysningerne fremgår såvel af side 1 som af side 2 i kautionserklæringen. Erklæringen er underskrevet på side 2, og de oplysninger, som kautionisterne efterlyser, fremgår såvel af side 1, som umiddelbart præsenteres for kautionisterne, som af side 2, som der bliver slået op på for underskrift.

Det bemærkes herved, det er normalt fremgangsmåde at gennemlæse dokumenter, som man bliver anmodet om at underskrive, specielt når det er uomtvistet, at det drejer sig om en sikkerhedsstillelse i form af kaution.

For så vidt angår A og B's underskrifter har den ekspederende medarbejder oplyst, at denne har modtaget underskrift fra begge klagere. Medarbejderen forklarede A og B, at de stillede sikkerhed i deres ejerpantebrev, og at denne skulle dække et lån, der allerede eksisterede således, at der var tale om gammel gæld, ligesom forhøjelsen også skulle dække en forhøjelse af lånet til brug for J's køb af ejendommen. Det blev oplyst, at indklagede ydede J et boliglån, og at J i denne forbindelse havde fået sikkerhed i ejendommen. Det er medarbejderens klare opfattelse, at pågældende har berørt ethvert relevant spørgsmål med tredjemandspantsætterne ved underskriften af håndpantsætningserklæringen.

A og B havde tidligere stillet ejerpantebrevet til sikkerhed for indklagede og havde således kendskab til betydningen af en håndpantsætningserklæring.

Klagerne havde ikke oplyst indklagede om deres forudsætninger for indgåelsen af aftalerne, hvorfor man ikke kunne tage stilling hertil.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Af den af A og B underskrevne håndpantsætningserklæring fremgår, at ejerpantebrevet på 415.000 kr. blev stillet til sikkerhed for J's lån på 160.000 kr. Klagerne må således anses for bekendt med, at det ikke var J's boliglån, for hvilket de stillede sikkerhed. Indklagede har anført, at den ekspederende medarbejder oplyste A og B om, at sikkerheden skulle dække et lån, der allerede eksisterede, således at der var tale om gammel gæld, mens klagerne bestrider dette. Ankenævnet finder, at en afgørelse af dette tvistepunkt vil forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men må ske ved domstolene. Ankenævnet afviser derfor denne del af klagen efter Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.

Af den af C og D underskrevne kautionserklæring af 8. juni 2000 fremgår, at kautionen vedrørte et lån på 160.000 kr., ligesom det var anført, at gælden hidrørte "fra gammel gæld". Ankenævnet finder herefter, at klagerne ikke efterfølgende kan gøre gældende, at deres forpligtelse alene skulle angå J's boliglån, eller at de ikke var bekendt med, at der blev stillet sikkerhed for tidligere stiftet gæld.

I overensstemmelse med indklagedes påstand skal indklagede anerkende, at klagernes hæftelse nedsættes med 10.726 kr.

Som følge af det anførte



Ankenævnet kan ikke behandle klagerne A og B's påstand om udlevering af ejerpantebrevet på 415.000 kr. Klagerne C og D's påstand om, at de ikke er forpligtet af kautionserklæringen, tages ikke til følge. Indklagede skal anerkende, at klagernes hæftelse nedsættes med 10.726 kr. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.