Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Bidragsforhøjelser.

Sagsnummer: 21111120/2012
Dato: 27-02-2012
Ankenævn:
Klageemne: Bidrag - forhøjelse
Ledetekst: Bidragsforhøjelser.
Indklagede: Realkredit Danmark A/S
Øvrige oplysninger:
Senere dom: Download som PDF
Realkreditinstitutter

20110111120
Bidragsforhøjelser
Klagerne ejer et boliglandbrug, hvori der indestår to kortrentelån til det indklagede realkreditinstitut. Det årlige bidrag udgjorde på udbetalingstidspunktet hhv. 0,90 og 0,93 pct. Pantebrevene såvel som instituttets ”Låntyper og forretningsbetingelser” indeholdt bestemmelser, hvorefter instituttet til enhver tid – og med nærmere anførte begrundelser - kunne ændre størrelsen og beregningsmåden for bidrag. Instituttet meddelte i maj 2010 klagerne, at instituttet havde besluttet at forhøje bidragssatsen til 1,23 pct. på grund af stigende kredit- og kapitalomkostninger. I april 2011 blev bidragssatsen forhøjet til 1,35 pct. med en tilsvarende begrundelse. I august 2011 varslede instituttet en ændret prisstruktur pr. 1. januar 2012, således at den afspejlede de omkostninger og risici, der er forbundet med de enkelte låntyper. Den ændrede prisstruktur indebar blandt andet en omlægning af 12 terminers-rabatten med en mindre stigning i ydelsen til følge. Klagerne rettede i januar 2011 henvendelse til instituttet, idet de var utilfredse med, at bidraget på deres lån var blevet forhøjet. Af instituttets svar fremgik det, at bidragssatsen var sket efter en samlet vurdering af kundernes kreditværdighed. Klagerne fastholdt klagen vedrørende bidraget.

Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, at bidragssatserne ikke kunne havde kunnet forhøjes til det aktuelle niveau og derfor skulle nedsættes. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet henviste til aftalegrundlaget, herunder pantebrevet samt ”Låntyper og forretningsbestemmelser”, hvoraf det fremgik, at instituttet til enhver tid kunne ændre størrelsen af bidrag. Under hensyntagen til realkreditaftalers karakter af mangeårige, for kreditor uopsigelige aftaler anerkendte Nævnet i overensstemmelse med sin hidtidige praksis denne ensidige adgang til for kreditor at ændre vilkår. Bidragsforhøjelsen kunne ifølge Nævnet alene tilsidesættes, hvis den fremstod som vilkårlig og urimelig. Nævnet henviste til instituttets breve fra maj 2010 og april 2011, hvori bidragsforhøjelsen var begrundet med bl.a. stigende kredit- og kapitalomkostninger. Det var ikke muligt for Nævnet at foretage en konkret bevismæssig efterprøvelse af instituttets begrundelser for bidragsforhøjelserne. Nævnet var derfor henvist til at foretage en mere overordnet vurdering af de økonomiske forhold, der forelå på realkreditområdet på tidspunktet for bidragsforhøjelsen. Nævnet fandt ikke på baggrund af en sådan vurdering at kunne fastslå, at bidragsforhøjelsen var vilkårlig eller urimelig. Et mindretal i Nævnet ønskede at tilføje, at de var enige i afgørelsen, men at det forekom påfaldende, at det havde været nødvendigt at hæve bidragssatsen 3 gange i løbet af kort tid. Nævnet frifandt som følge af det anførte realkreditinstituttet.


K E N D E L S E

afsagt den 27. februar 2012



JOURNAL NR.: 2011-01-11-120-D


INSTITUT: Realkredit Danmark A/S


KLAGEEMNE: Bidragsforhøjelser


DATO FOR NÆVNSMØDE: Den 21. februar 2012


SAGSBEHANDLER: Sekretariatschef Susanne Nielsen


NÆVNSMEDLEMMER, DER HAR DELTAGET I BEHANDLINGEN:
Henrik Waaben (formand)
Morten B. Pedersen
Mads Svaneklink
Per Englyst
Mads Laursen


SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:

Klagerne ejer et boliglandbrug, hvori der indestår to kortrentelån til det indklagede realkreditinstitut, henholdsvis et F5-lån på 632.100 euro og et F1-lån på 456.900 euro.

På udbetalingstidspunktet udgjorde det årlige bidrag i henhold til pantebrevene 0,90 pct. på F5-lånet og 0,93 pct. på F1-lånet.

Begge pantebreve indeholder i de særlige bestemmelser følgende vilkår:

”…1. Udlånsbetingelser.

Debitor er underkastet kreditors til enhver tid gældende vedtægter, samt bestemmelserne i ”Låntyper og forretningsbetingelser”, der udleveres ved henvendelse til kreditor… De på tidspunktet for lånetilbudets afgivelse gældende betingelser for udbetalingen og fastsættelse af kursen er udleveret til debitor…”

Pantebrevene indeholder herudover vilkår om bidragsændringer, som i pantebrevet for F5-lånet er formuleret på følgende måde:

”…I overensstemmelse med førnævnte ”Låntyper og forretningsbetingelser” kan …(indklagede)… til enhver tid i lånets løbetid ændre størrelsen og/eller beregningsmåden for bidraget for såvel grupper af lån som individuelle lån. Såfremt ændringen er til fordel for låntager, kan ændringen gennemføres uden varsel. Såfremt ændringen ikke er til fordel for låntager, skal ændringer for grupper af lån være begrundet med et eller flere af de under punkterne A-C anførte forhold, og individuelle ændringer skal være begrundet med et eller flere af de under punkterne A-E anførte forhold:

A At …(indklagede)… ændrer sin generelle prisstruktur af forretningsmæssige herunder indtjeningsmæssige grunde, eller for at opnå en mere hensigtsmæssig anvendelse af …(indklagedes)… ressourcer eller kapacitet.
B At ændring i skatter og afgifter har betydning for …(indklagede)…
C At markedsmæssige forhold begrunder ændringen.
D At betalingsforpligtelsen har været misligholdt.
E At der er sket ændringer i et eller flere af følgende forhold:
- låntagers økonomiske bonitet,
- pantets værdifasthed, omsættelighed og behæftelse,
- engagementets størrelse, rentabilitet og beskaffenhed i øvrigt.

Ændringer af bidraget træder i kraft med mindst 3 måneders varsel fra afgivelse af ændringsmeddelelsen. Låntager får meddelelse om ændringer for grupper af lån ved annoncering i dagspressen eller ved brev. Låntager får meddelelse om individuelle ændringer ved brev…”

For F1-lånet er vilkåret om bidragsændringer anført i pantebrevet på følgende måde:

”…Kreditor kan ændre størrelsen af bidraget og mindstebidraget samt ændre beregningsmåden for bidrag…”

Indklagedes ”Låntyper og forretningsbetingelser” gældende fra den 27. oktober 2011 indeholder blandt andet følgende bestemmelser om bidrag:

”…24. Priser

Vi kan opkræve bidrag, renter, gebyrer eller andet vederlag, som er beskrevet i de prisblade, der gælder. Bidragets størrelse fastsættes, når lånet udbetales og efter de retningslinjer, der står beskrevet i vores prisblad.

Vi kan til enhver tid ændre vores priser for både grupper af lån og individuelle lån.

Det kan være ændringer af størrelsen af og/eller beregningsmetoden for morarenter og bidrag, ændringer af eksisterende og/eller indførelse af nye gebyrer, samt indførelse af kurtage og/eller ændring af kursskæring ved rentetilpasning af FlexLån®.

Hvis prisændringerne omfatter grupper af lån og ikke er til fordel for dig, skal ændringerne være begrundet med et eller flere af de forhold, der er nævnt under punkterne A-C.

Individuelle ændringer skal være begrundet med et eller flere af de forhold, der er nævnt under punkterne A-E.

A. …(Indklagede)… ændrer sin generelle prisstruktur af forretningsmæssige – herunder indtjeningsmæssige – grunde eller for at opnå en mere hensigtsmæssig anvendelse af selskabets ressourcer eller kapacitet.
B. Der sker ændringer i skatter og afgifter, som har betydning for …(indklagede)…
C. Hvis markedsmæssige forhold begrunder ændringen.

D. Betalingsforpligtelsen har været misligholdt.

E. Der er sket ændringer i et eller flere af følgende forhold

• din økonomi
• pantets værdifasthed, omsættelighed og behæftelse
• engagementets størrelse, rentabilitet og beskaffenhed i øvrigt.

24.1. Hvis vi ændrer vores priser.
Vi varsler ikke prisændringer, der
• er til fordel for dig
• skyldes udefrakommende forhold, som vi ikke har indflydelse på, ændringer i lovgivning eller retspraksis.
• vedrører ændringer eller indførelse af nye gebyrer.

Hvis prisændringen foretages i lånets løbetid og er til ulempe for dig, varsler vi det mindst 3 måneder i forvejen. Indførelse af kurtage og/eller ændring af kursskæring ved rentetilpasning af FlexLån® sker dog med mindst 3 måneders varsel til førstkommende rentetilpasning…”

Indklagede fremsendte den 25. maj 2010 følgende brev til klagerne om bidragsforhøjelse:


”Ny bidragssats
Den økonomiske krise har betydet, at det er blevet dyrere for realkreditinstitutterne at tilbyde realkreditlån på grund af stigende kredit- og kapitalomkostninger. Set i lyset af denne udvikling har vi besluttet at forhøje bidragssatsen på jeres realkreditlån pr. 1. juli 2010 og senere således:

Pantnr.: … Adresse: … By: …

Lånenr: Hovedstol Ny bidragssats p.a.: Gældende fra:

009 397.113 EUR 1,23% 01.07.2010

Bidragssatsen til …(indklagede)… er for tiden minimum 2.000 kroner/270 EUR pr. lån pr. år.

Har I spørgsmål, er I som altid velkomne til at ringe til os på …”

Den 26. april 2011 fremsendte indklagede på ny brev til klagerne om bidragsforhøjelse. Af brevet fremgår følgende:

”Ny bidragssats
Den økonomiske udvikling har bevirket, at vores kredit- og kapitalomkostninger er steget. Derfor har vi besluttet at forhøje bidragssatsen på jeres realkreditlån pr. 1. juli 2011.


Pantnr.: … Adresse: … By: …

Lånenr: Hovedstol Ny bidragssats p.a.: Gældende fra:

008 632.100 EUR 1,35% 01.10.2011
009 397.113 EUR 1,35% 01.07.2011

Bidragssatsen til …(indklagede)… er for tiden minimum 2.000 kroner/270 EUR pr. lån pr. år.

Har I spørgsmål, er I som altid velkomne til at ringe til os på …”

Den 26. august 2011 fremsendte indklagede følgende brev til klagerne vedrørende en ændret prisstruktur:

”Nye priser på realkreditlån
…(Indklagede)… står ligesom de øvrige danske realkreditinstitutter og banker over for stigende krav til den samlede kapital. Samtidig er det blevet dyrere at anskaffe den kapital, der skal til, for at vi fortsat kan tilbyde vores kunder realkreditlån på de bedst mulige markedsvilkår. Derfor ændrer vi pr. 1. januar 2012 vores prisstruktur, så den afspejler de omkostninger og risici, der er forbundet med de enkelte låntyper.

Kort om ændringerne
For alle lån omlægger vi 12 terminers-rabatten, så den ikke længere bliver beregnet som en procentsats af ydelsen, men er indeholdt direkte i din nuværende bidragssats. Da bidragssatsen er uændret, svarer det reelt til en mindre stigning i ydelsen.

På FlexLån® indfører vi samtidig kursskæring i forbindelse med rentetilpasningen. Kursskæring er et fradrag på 0,05%-point i auktionskurserne ved rentetilpasningen og indføres med virkning fra rentetilpasningen 2011/2012. For FlexLån® på 1 mio. kr. uden afdrag og med årlig rentetilpasning stiger den månedlige ydelse med ca. 43 kr. før skat. For lån med rentetilpasning hvert 3. år er stigningen ca. 14 kr. pr. måned, og stigningen vil være endnu mindre, hvis der går længere tid mellem rentetilpasningerne. For FlexLån® med afdrag er stigningen mindre.

Ændringerne gælder for alle eksisterende lån og lånetilbud.

Hvad betyder det for dig
Her kan du se det/de lån, der påvirkes.

Adresse: … By: … Pant.nr.: …

Lånenr: Restgæld i dag* Låntype: Terminer:

008 632.100 EUR FlexLån® F5K 4
009 397.113 EUR FlexLån® F1K 4

*Ovennævnte restgæld forudsætter, at alle ydelser er betalt rettidigt.

Hvis du betaler hver måned, stiger din ydelse med det, der svarer til din nuværende 12 terminers-rabat.

Hvis du har FlexLån®, skal du være opmærksom på, at kursskæringen først får betydning for dig næste gang, dit lån rentetilpasses…”

Klagerne rettede den 7. januar 2011 henvendelse til indklagede, idet de var utilfredse med, at bidraget på deres lån var blevet forhøjet til 1,2 pct. p.a., svarende til ca. 40.000 kr. årligt. Klagerne ønskede samtidig en forklaring på det høje bidrag.

Indklagede besvarede den 9. februar 2011 klagernes henvendelse på følgende måde:

”…De har desuden efterspurgt en forklaring på, hvorfor Deres bidrag er steget fra 0,6 henholdsvis 0,9 til 1,2 pct. I den forbindelse kan jeg oplyse, at …(indklagede)… for erhvervskunder generelt har ændret sin prisstruktur for såvel nye som bestående lån. Bidragsfastsættelsen er sket efter en samlet vurdering af vores kunders kreditværdighed og pantsikkerhed som led i det samlede risikobillede…”

Klagerne var efterfølgende i dialog med den lokale landbrugsrådgivning om niveauet på bidragssatser i landbrugsejendomme. Her oplyste en rådgiver blandt andet, at bidraget på lån i de landbrugsejendomme med en anstrengt økonomi, han havde kendskab til, lå i intervallet 0,85-0,90 pct. p.a.

Klagerne indbragte efterfølgende sagen for Realkreditankenævnet.

I forbindelse med, at klagerne og indklagede indgik forlig vedrørende et andet klagepunkt, protesterede klagerne den 7. december 2011 på ny over bidragssatsen. Klagerne redegjorde for deres aktuelle og fremtidige økonomi og henstillede i den forbindelse til, at indklagede ikke foretog yderligere bidragsforhøjelse, således at klagerne kunne få ro omkring deres økonomi.


PARTERNES PÅSTANDE:

Klagerne påstår indklagede tilpligtet at anerkende, at bidragssatserne ikke har kunnet forhøjes til det aktuelle niveau, og at bidragssatserne for deres to realkreditlån hos indklagede derfor skal nedsættes.

Indklagede påstår frifindelse.


KLAGERNES FREMSTILLING:

Klagerne oplyser, at de bor på et statshusmandssted sammen med deres 2 voksne børn. De købte gården i december 1998 og har frem til dato istandsat alle bygninger. Med i købet fulgte ca. 10 ha. jord. Deres ejendom er af indklagede blevet vurderet som en lyst-/liebhaverejendom. Den ene af klagerne arbejder som logistikchef, og den anden af klagerne er socialpædagog. I fritiden dyrker de deres store interesse, som er heste og landbrug.

De klager over den kraftige stigning i deres bidragsprocenter – fra hhv. 0,60 pct. og 0,90 pct. til først 1,23 pct. og senest til 1,35 pct. - en bidragsprocent, der af deres landbrugsrådgiver, på tværs af alle realkreditinstitutter, ikke er set så høj før for et eksisterende realkreditlån.

Da de ifølge deres landbrugsrådgiver ubetinget betaler den højeste bidragssats, rådgiveren til dato har set, antager de, at indklagede herved på forhånd har sikret sig mod erstatningssagen vedrørende det klagepunkt, der efterfølgende blev forligt.

De har ikke set formlen fra indklagede, der beskriver sammensætningen af deres bidragssats. De savner således en gennemsigtighed af, hvordan den nuværende bidragssats på 1,35 pct. er beregnet og ikke blot en forklaring om, at det skyldes ”en samlet vurdering af deres erhvervskunders kreditværdighed og pantsikkerhed som led i det samlede risikobillede”.

De ønsker at vide, hvordan indklagede kommer frem til 1,35 pct. på deres lån og tilsyneladende en lavere bidragssats på andres kunders realkreditlån. Ifølge deres rådgiver giver indklagedes sidste officielle regnskab ikke belæg for en bidragsforhøjelse.

Til indklagedes udtalelse har de følgende bemærkninger:

Af indklagedes sagsfremstilling fremgår det, at:

”Den 26. august 2011 skrev indklagede til klagerne og varslede en ændret prisstruktur. I brevet beskrev indklagede årsagen til, at indklagede mente, at dette var nødvendigt. Der er tale om en generel bidragsforhøjelse for grupper af lån, og der er således ikke tale om en konkret risikovurdering af klagernes lån”,

og senere i fremstillingen:

”Det skal bemærkes, at klagerne ikke har påklaget bidragsændringen direkte til indklagede inden klagen til Realkreditankenævnet, og indklagede har derfor ikke fået mulighed for at svare på klagen før.”

Deres påstand er begrundet i, at:

• Bidragsforhøjelserne er skriftligt varslet i to omgange, henholdsvis den 25. maj 2010 og 26. april 2011 og således forud for indklagedes skrivelse af den 26. august 2011. Bidragssatserne er senest forhøjet til 1,35 pct. fra 1,23 pct. og før dette fra henholdsvis 0,60 pct. og 0,90 pct. til 1,23 pct.

• Indklagede i ovenstående uddrag af indklagedes sagsfremstilling oplyser, at der er tale om en generel bidragsforhøjelse.

• Deres rådgiver fra Landbrugsrådgivningen, jf. mail af 8. juli 2011, oplyser:

”Af de landmænd jeg kender har jeg ikke fundet nogen der betaler over 0,85% - 0,90% årligt i bidragssats af dem som har en anstrengt økonomi. Har også lige tjekket lidt omkring et par andre der også lå i det niveau. En af kollegaerne er dog bekendt med et eksempel på 1,2% hos en …(indklagede)… kunde”.

Ud fra ovenstående må de formode, at det ikke er generelle bidragsforhøjelser, som indklagede udmelder til sine landbrugskunder, men derimod vilkårlige forhøjelser af bidragssatserne, der muligvis udmeldes med baggrund i de regnskaber, der indsendes til indklagede i årets første kvartal – set i lyset af, at bidragsforhøjelserne er varslet den 26. april 2011 og 25. maj 2010, eller muligvis begrundet i, hvem der kan ”tåle” en bidragsforhøjelse, uden at firmaet går ned – der mangler, som tidligere anført, en formel for bidragssatserne, således at prisfastsættelsen er gennemskuelig for kunderne.

I forhold til bemærkningen om, at de ikke har påklaget bidragsændringerne direkte til indklagede, er dette sket jf. referat af telefonsamtale af 7. januar 2011 med svar/afslag fra indklagede den 9. februar 2011.


INDKLAGEDES FREMSTILLING:

Indklagede oplyser, at stigningen i klagernes bidrag med virkning fra den 1. juli 2010 og fra den 1. juli 2011 begge er generelle og omfatter grupper af lån. Begge stigninger er begrundet med en stigning i indklagedes kredit- og kapitalomkostninger. I henhold til indklagedes ”Låntyper og forretningsbetingelser”, jf. nedenfor, kan indklagede ændre priserne for grupper af realkreditlån med henvisning til forretningsmæssige – herunder indtjeningsmæssige – grunde samt markedsmæssige forhold.

Den 26. august 2011 varslede indklagede i relation til klagerne alene en omlægning af 12 terminers-rabatten samt en indførelse af kursskæring i forbindelse med rentetilpasning. I brevet beskrev indklagede årsagen til, at indklagede mente, at dette var nødvendigt. Der er også her tale om en generel bidragsforhøjelse for grupper af lån, og der er således ikke tale om en konkret risikovurdering af klagerens lån. Årsagen til bidragsforhøjelsen skal findes i de stigende krav til kapital, som stilles til de danske banker og realkreditinstitutter, og da kapitalen samtidig er blevet dyrere at anskaffe, medfører det, at indklagede har set sig nødsaget til at hæve bidraget for såvel eksisterende som nye lån.

I forbindelse med udbetaling af lånene underskrev klagerne pantebrevene med oprindelig hovedstol på henholdsvis 632.000 EUR og 456.900 EUR. Under de særlige bestemmelser i disse pantebreve fremgår det, at ”Debitor er underkastet kreditors til enhver tid gældende vedtægter, samt bestemmelserne i ”Låntyper og forretningsbetingelser”, der udleveres ved henvendelse til kreditor.”

Det fremgår ligeledes af pantebrevet på opr. 632.100 EUR, under hvilke forudsætninger indklagede kan ændre bidraget, samt af pantebrevet på opr. 456.900 EUR, at kreditor kan ændre størrelsen af bidraget og mindstebidraget samt ændre beregningsmåden for bidraget. For begge pantebreve gælder dog, at de er underlagt indklagedes til enhver tid gældende ”Låntyper og forretningsbetingelser”.

Som det fremgår af indklagedes ”Låntyper og forretningsbetingelser” punkt 24, kan indklagede ændre priser for grupper af lån med henvisning til

- forretningsmæssige – herunder indtjeningsmæssige – grunde eller for at opnå en mere hensigtsmæssig anvendelse af selskabets ressourcer eller kapacitet,

- ændringer i skatter og afgifter, der har betydning for indklagede,

- markedsmæssige forhold, der begrunder ændringen.

I henhold til punkt 24.1 kan prisændringen træde i kraft med mindst 3 måneders varsel.

Det skal bemærkes, at klagerne ikke har påklaget bidragsændringen direkte til indklagede inden klagen til Realkreditankenævnet, og indklagede har derfor ikke fået mulighed for at svare på klagen før.

ANBRINGENDER:

Til støtte for påstanden gøres gældende:

at klagerne i henhold til underskrevne pantebreve er underlagt indklagedes til enhver tid gældende ”Låntyper og forretningsbetingelser,

at indklagede i henhold til gældende ”Låntyper og forretningsbetingelser” kan ændre priserne for grupper af realkreditlån med henvisning til forretningsmæssige – herunder indtjeningsmæssige – grunde samt markedsmæssige forhold, og

at indklagede dermed har været berettiget til med det afgivne varsel at ændre priserne med virkning fra henholdsvis 1. juli 2010, 1. juli 2011 og 1. januar 2012.


ANKENÆVNETS BEMÆRKNINGER:

Af begge de pantebreve, der er udstedt for lånene, fremgår af ”Særlige bestemmelser”, pkt. 1, Udlånsbetingelser, at debitor er underkastet kreditors til enhver tid gældende vedtægter samt bestemmelserne i ”Låntyper og forretningsbetingelser”. Pantebrevene indeholder endvidere vilkår om, at indklagede kan ændre bidragets størrelse. Også i indklagedes ”Låntyper og forretningsbetingelser” er det bestemt, at indklagede til enhver tid kan ændre bl.a. størrelsen af bidrag for både grupper af lån og individuelle lån. En ændring til ugunst for debitor skal, hvad enten den omfatter grupper af lån eller individuelle ændringer, være begrundet i en eller flere omstændigheder som angivet i forretningsbetingelserne, herunder bl.a. af indtjeningsmæssige grunde, eller hvis markedsmæssige forhold begrunder det.

Realkreditankenævnet kan oplyse, at vilkår som ovenstående, der i princippet indebærer en ensidig adgang for den ene kontraktpart til at ændre bidragsbetalingen i et løbende kundeforhold, er udbredt på realkreditområdet. Nævnet har i sin praksis fundet ikke generelt at kunne tilsidesætte sådanne vilkår som urimelige. Baggrunden herfor er, at aftaler om realkreditlån er langvarige aftaleforhold, som ikke kan opsiges af realkreditinstituttet. Der må derfor levnes instituttet en vis mulighed for at ændre enkelte elementer i sådanne aftaler. I de offentligretlige regler om god skik er det således også forudsat, at der efter omstændighederne kan ske ændringer i bidragssatsen.

Afgørende for, om Nævnet efter offentligretlige og formueretlige regler kan tilsidesætte bidragsforhøjelser i en sag som denne, er efter Nævnets opfattelse, om bidragsforhøjelsen fremstår som vilkårlig og urimelig. Indklagede har i sine breve af 25. maj 2010 og 26. april 2011 begrundet forhøjelsen af bidraget med stigende kredit- og kapitalomkostninger. Dette var også begrundelsen for den ændrede prisstruktur, som blev varslet den 26. august 2011, hvor der yderligere blev henvist til stigende krav til realkreditinstitutters samlede kapital. Indklagede har i sit brev af 9. februar 2011 til klagerne supplerende henvist til, at bidragsfastsættelsen er sket efter en samlet vurdering af kundernes kreditværdighed og pantsikkerhed som led i det samlede risikobillede.

Det er ikke muligt ved Nævnet at foretage en konkret bevismæssig efterprøvelse af indklagedes begrundelse for bidragsforhøjelsen. Nævnet er derfor henvist til at foretage en mere overordnet vurdering af de økonomiske forhold, der forelå på realkreditområdet på tidspunktet for bidragsforhøjelsen. Nævnet finder ikke på baggrund af en sådan vurdering at kunne fastslå, at bidragsforhøjelsen var vilkårlig eller urimelig.

Realkreditankenævnet bemærker, at Nævnet ud fra de foreliggende oplysninger må lægge til grund, at der i denne sag var tale om ændringer for grupper af lån. Indklagede har imidlertid, også hvis der var tale om individuelle ændringer, hjemmel i aftalegrundlaget til de foretagne bidragsforhøjelser.

2 medlemmer – Morten B. Pedersen og Mads Svaneklink – ønsker at tilføje, at de er enige i afgørelsen, men at det forekommer påfaldende, at det har været nødvendigt at hæve bidragssatsen 3 gange i løbet af kort tid.

Realkreditankenævnet kan derfor ikke give klageren medhold i klagen.

Som følge af det anførte

b e s t e m m e s

Indklagede, Realkredit Danmark A/S, frifindes.




Henrik Waaben / Susanne Nielsen