Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Rådgivning om valutalån i forbindelse med finansiering af bolig.

Sagsnummer: 572/2010
Dato: 14-02-2012
Ankenævn: Kari Sørensen, Karin Duerlund, Niels Bolt Jørgensen og Morten Bruun Pedersen
Klageemne: Udlån - udlandslån/valutalån
Ledetekst: Rådgivning om valutalån i forbindelse med finansiering af bolig.
Indklagede: Jyske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører, om Jyske Bank pådrog sig et ansvar i forbindelse med klagerens optagelse af lån i canadiske dollar (CAD), schweizerfranc (CHF), svenske kroner (SEK) og singapore dollar (SGD) til finansiering af fast ejendom.

Sagens omstændigheder

Klageren, der er hollandsk statsborger, kontaktede den 14. juni 2007 Jyske Banks spanske afdeling pr. mail, idet han ønskede at optage et lån til erhvervelse af en fast ejendom i Spanien. Af klagerens mail fremgår (oversat):

"Jeg overvejer at anskaffe en ejendom her i Spanien via [selskab]. Kan du i store træk fortælle mig om Jyske Banks betingelser med hensyn til et realkreditlån i 50% CHF og 50 % Jap Yen.

…."

Af mail af 18. juni 2007 fra banken til klageren fremgår (oversat):

"…

Som du meddelte i din e-mail, kan du konvertere lånet til en anden valuta. Du kan skifte valutaen og den tilhørende lånerente igen på et mellemliggende tidspunkt i hele løbetiden, afhængigt af den valgte renteperiode. Valutakurser kan være meget volatile (bevægelige). Lån i fremmed valuta skal kunne matche din udbytte- og risikoprofil.

…"

Den 21. juni 2007 meddelte klageren banken, at han havde til hensigt at finansiere ejendommen med et lån på modværdien af 660.000 EUR med 70 % CHF og 30 % japanske yen (JPY). Lånet skulle være afdragsfrit i 10 år.

I forlængelse af en telefonsamtale med klageren sendte banken den 10. august 2007 en mail med oplysning om rentesatserne for lån i henholdsvis CHF, CZK og EUR, som var på henholdsvis 4,24 %, 4,96 % og 5,90 %.

Den 4. september 2007 spurgte klageren, om det i betragtning af den høje kurs var fornuftigt at købe CHF på det pågældende tidspunkt og om et miks af valutaer (CHF, EUR, CZK, DKK og JPY) kunne være en mulighed. Banken svarede, at det ville være mere overskueligt at låne i to forskellige valutaer og at kombinationen af CHF og CZK blev anbefalet på grund af valutakursernes indbyrdes korrelation.

Ved brev af 15. november 2007 bevilgede banken klageren et lån på 450.000 EUR. Det fremgik af brevet, at lånet kunne udbetales i andre valutaer og at klageren i så fald skulle være opmærksom på, at valutakurser svinger og at et fald i kursen på den valuta, hvor klageren havde sin indkomst, i forhold til lånevalutaen ville betyde, at det ville være dyrere at tilbagebetale lånet. Følgende fremgår videre af brevet: "Taking a loan in a foreign currency can therefore be considered to be a "high risk"".

Den 28. januar 2008 underskrev klageren en låneaftale med Jyske Bank i London vedrørende lånet. Følgende fremgår af låneaftalen:

"….

This Facility Letter and the Security Documents required hereby (unless otherwise stated therein or required by the Bank) shall be governed by the Laws of England and the Bank and the Borrower shall submit to the jurisdiction of the courts of England provided that the Bank but not the Borrower shall have the right of recourse to the courts of any other Country of its choosing.

…."

Efterfølgende havde klageren telefoniske drøftelser med banken om valg af valuta.

Den 11. marts 2008 blev lånet hjemtaget i følgende fire valutaer med hver en fjerdedel: CAD, CHF, SEK og SGD. Renten var henholdsvis 5,25 %, 4,4375 %, 6,375 % og 3,25 %.

Den 20. marts 2008 sendte banken et spørgeskema til klageren med spørgsmål vedrørende investeringsformål, økonomiske forhold, investeringshorisont, risikoprofil m.v. Følgende fremgår af fremsendelsesmailen:

"I need you to answer these questions, before we can talk about investment. We use this for your safety, means that it gives us information so that we don’t recommend investment, you don’t want."

Klageren returnerede ikke spørgeskemaet til banken.

Den 9. september 2010 bad klageren banken forholde sig til, at hans lån var steget til 525.000 EUR på grund af kursstigninger over for euro i de valutaer, som lånet var hjemtaget i, idet han hævdede, at banken havde oplyst ham om, at de fire valutaer mere eller mindre ville følge euroen.

Den 18. oktober 2010 afviste banken at være ansvarlig for klagerens situation.

Parternes påstande.

Klageren har den 19. oktober 2010 indbragt sagen for Ankenævnet, der forstår klagerens påstand således, at Jyske Bank skal konvertere hans lån til EUR til de kurser, der var gældende på tidspunktet for lånets udbetaling.

Jyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han henvendte sig til banken på baggrund af dens markedsføring af valutalån.

Banken tilsidesatte sine forpligtelser til at klarlægge hans risikoprofil, da banken solgte ham et valutalån. Forpligtelserne gælder uanset hans baggrund og økonomiske situation. Man kan ikke ud af den fremlagte korrespondance sige noget om hans viden om valuta.

Det er ikke tilstrækkeligt blot i lånedokumentet at nævne, at hjemtagning af lån i fremmed valuta er "high risk". Banken må undersøge, om den høje risiko passer til kunden og fremlægge relevante følsomhedsberegninger. Banken sendte ham først efterfølgende et spørgeskema vedrørende risiko.

Banken fortalte, at de fire valutaer var bundet til euroen og at han derfor fik fordelen af en lav rentesats, uden at risikoen var særlig stor. Banken gjorde ikke noget for at sikre sig, at de valutaer, der blev valgt, passede til hans risikoprofil. Valuta-sammensætningen blev anbefalet af banken.

Valutaerne har imidlertid vist sig at svinge voldsomt i forhold til euroen og han har lidt et tab på ca. 50.000 EUR. Desuden blev valutalånene hjemtaget på et tidspunkt, hvor værdien af EUR i forhold til de pågældende valutaer var på sit historiske højdepunkt, hvilket banken ikke orienterede ham om.

Han havde et job, da han var 23 år gammel, hvor han i en hollandsk bank var med til at indkøbe valuta til bankens filialer. Dette gav ham ikke noget nærmere kendskab til valutamarkedet. Han er direktør for et firma, der markedsfører investeringsprodukter, men han har ingen ekspertviden om investering eller valuta.

Jyske Bank har anført, at klageren er en meget formuende kunde, der blandt andet har fungeret som bestyrelsesmedlem i en investeringsfond og et investeringsforvaltningsselskab. Han havde en sådan berøring med de finansielle markeder, at han ikke kunne være ubekendt med risikoen ved låneoptagelse i fremmed valuta.

Han havde desuden en fortid i pengeinstitut- og forsikringsbranchen, hvor han i en periode arbejdede som valutahandler.

Det var klageren selv, der rettede henvendelse til banken og spurgte til muligheden for at optage lån i CHF og JPY.

Det må lægges til grund - både på grund af klagerens erhvervserfaring og den viden han giver udtryk for i sine e-mails - at klageren var fuldstændig klar over risikoen ved at optage lån i fremmede valutaer og at han var villig til at påtage sig en sådan valutarisiko.

Banken har ikke givet udtryk for, at det var uden væsentlig risiko at få udbetalt lånet i de pågældende fire valutaer, men har ved flere lejligheder oplyst klageren om, at der var en væsentlig risiko forbundet med låneoptagelse i fremmed valuta. Det kan ikke afvises, at banken har tilkendegivet, at de fire valutaer historisk har haft en vis korrelation med euroen. Det er dog ikke korrekt, at banken skulle have oplyst, at en sådan korrelation også ville bestå fremadrettet.

Det fremsendte spørgeskema til brug for udarbejdelse af risikoprofil blev sendt til klageren for det tilfælde, at han ønskede at modtage investeringsrådgivning fra banken. Optagelse af et valutalån er ikke omfattet af MiFID-reglerne.

Banken har overholdt alle "know-your-customer" regler og havde via sit kendskab til klageren samt den løbende dialog med ham, et godt kendskab til klagerens risikovillighed. Banken fandt på den baggrund ikke noget grundlag for at afslå klagerens ønske om låneoptagelse i de fire valutaer.

Banken er ikke ansvarlig for udviklingen i de fire valutakurser, der naturligvis ikke kunne forudses af banken.

Det fremgår af lånedokumenterne, at der er indgået lovvalgsaftale mellem klageren og banken om anvendelse af engelsk ret, idet det dog er bankens opfattelse, at almindelige retsprincipper, der må antages at være gældende efter såvel dansk som engelsk ret, vil føre til, at klageren ikke får medhold.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion

Da Jyske Bank ikke har påstået sagen afvist, lægger Ankenævnet til grund, at klageren i perioden indtil lånets hjemtagelse blev rådgivet af en medarbejder i banken, som arbejdede i en del af banken, som er omfattet af Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 1.

Ankenævnet finder, at lovvalgsreglen i aftalen mellem banken og klageren ikke omfatter bankens rådgivning i forbindelse med indgåelsen af aftalen, herunder rådgivningen ved klagerens valg af lånevalutaer.

Ankenævnet finder det godtgjort, at det måtte stå klageren klart, at ved optagelse af lån i andre valutaer end EUR er der en risiko for, at kursen på disse valutaer udvikler sig ugunstigt, således at lånets restgæld i EUR stiger. Klageren måtte indse, at bankens udtalelser om valutaernes korrelation med EUR var baseret på forventninger, der kunne vise sig ikke at holde stik, og at han selv måtte bære risikoen ved kursudviklingen.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Klagen tages ikke til følge.