Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om ansvar i forbindelse med forsinket kurssikring.

Sagsnummer: 30/1999
Dato: 07-07-1999
Ankenævn: Peter Blok, Peter Stig Hansen, Leif Nielsen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen
Klageemne: Realkreditbelåning - kurssikring
Realkreditbelåning - ejerskifte
Ledetekst: Spørgsmål om ansvar i forbindelse med forsinket kurssikring.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig erstatningsansvar over for klagerne i forbindelse med kurssikring af et ejerskiftelån.

Sagens omstændigheder.

Ultimo juli/primo august 1998 rettede klagerne i forbindelse med et påtænkt køb af en bestemt fast ejendom henvendelse til indklagedes Skovlunde afdeling, hvor klagerne var kunder. Klagerne blev i denne forbindelse forhåndsgodkendt til et realkreditlån på op til 1,3 mio. kr. fra Unikredit, der er koncernforbundet med indklagede.

Den 6. august 1998 underskrev klagerne købsaftale vedrørende den pågældende ejendom. Af købesummen skulle 1.270.000 kr. finansieres ved optagelse af et kontantlån i Nykredit. Af et tillæg af s.d. fremgår:

"Ejerskiftelånet skal optages i Unikredit som et 30-årigt 6% obligationslån, der skal kurssikres hurtigst muligt."

Af tillægget fremgår yderligere bl.a., at klagernes advokat hurtigst muligt skulle modtage tingbogsattest samt kommunalt ejendomsoplysningsskema, og at handelen var betinget af, at dette ikke gav klagerne anledning til indsigelse, som i så fald skulle være fremsat senest tre hverdage efter modtagelsen af oplysningerne. Købstilbudet skulle være accepteret af sælgerne senest den 10. august 1998.

Ved skrivelse af 7. august 1998 fremsendte den ved handelen medvirkende ejendomsmægler kopi af købsaftalen med tillæg til klagernes advokat. Af skrivelsen fremgår:

"Da ejerskiftelånet optages i Unikredit ser vi frem til at modtage lånetilbudet direkte fra Dem/købers bank."

Den 7. august 1998 rettede klagerne henvendelse til indklagedes medarbejder GJ. Ifølge klagerne blev GJ informeret om, at købsaftale vedrørende ejendommen var underskrevet af begge parter. Ifølge indklagede fik GJ meddelelse om, at klagerne havde afgivet et købstilbud over for mægleren.

Indklagede har anført, at klagerne i perioden fra 7. til 18. august 1998 flere gange kontaktede GJ telefonisk med forespørgsel bl.a. om, hvorvidt kurssikring var foretaget. GJ meddelte, at indklagede ikke kunne indhente lånetilbud eller foretage kurssikring, før indklagede modtog kopi af endelig købsaftale.

Klagerne har anført, at GJ den 10. august 1998 blev forespurgt, om indklagede manglede oplysninger til brug for udfærdigelse af lånetilbud, men GJ svarede benægtende, da indklagede var godt bekendt med deres økonomi. Den 12. s.m. blev GJ forespurgt om, Unikreditlånet var kurssikret. GJ oplyste, at dette ikke var sket, da sælgeren ikke havde sendt nødvendige papirer. Det var mæglerens opgave at sende købsaftalen til indklagede, og indklagede kunne intet foretage forinden. Der var imidlertid ikke tale om noget akut problem, da obligationskurserne var stigende. GJ lovede herefter at kontakte dem, såfremt købsaftalen ikke blev modtaget fra mægleren snarest. Indklagede bestrider, at GJ lovede at kontakte klagerne, såfremt købsaftale ikke blev fremsendt af mægleren.

Den 1. september 1998 modtog indklagede den underskrevne købsaftale, hvorefter der blev indgået kurssikring af ejerskiftelånet.

I september 1998 rettede klagerne henvendelse til indklagede og anførte, at en negativ kursudvikling frem til kurssikringstidspunktet havde medført et kurstab på ca. 23.000 kr. Under en yderligere korrespondance afviste indklagede at have pådraget sig erstatningsansvar over for klagerne.

Parternes påstande.

Klagerne har den 20. januar 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale "fuld eller delvis erstatning for vort tab".

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at GJ ved telefonsamtalen den 12. august 1998 blev anmodet om at rette henvendelse, såfremt købsaftale m.v. ikke blev modtaget snarest fra ejendomsmægleren. Dette undlod indklagede. Da kurssikringen blev foretaget, var kurserne faldet, således at der var opstået et tab på ca. 23.000 kr. På et senere møde i oktober 1998 oplyste indklagedes afdelingsdirektør, at man havde så mange lånesager, så man ikke kunne holde øje med den enkelte sag, men det blev ikke imødegået, at GJ havde givet dette tilsagn. Først under klagesagen har indklagede bestridt tilsagnet. I perioden fra 7. august til 1. september 1998 blev de på intet tidspunkt bedt om at fremskaffe købsaftalen, og de er bekendt med, at ejendomsmægleren heller ikke blev rykket herfor.

Indklagede har anført, at klagerne, forinden der blev indgået købsaftale, blev orienteret om, at indklagede ikke kunne kurssikre ejerskiftelånet eller indhente et lånetilbud, før man modtog den underskrevne købsaftale eller kopi af denne. Klagerne blev endvidere orienteret om konsekvenserne af en kurssikring. I det efterfølgende forløb blev kravet om at modtage underskrevet købsaftale gentaget over for klagerne. Hertil kommer, at klagernes advokat af ejendomsmægleren blev bedt om at sørge for, at lånetilbud blev fremsendt til mægleren. Mægleren orienterede imidlertid ikke indklagede, uanset mægleren var bekendt med klagernes pengeinstitutforbindelse. Mægleren valgte således at lade berigtigende advokat have ansvaret for hjemtagelsen af ejerskiftelånet, hvilket ikke er i overensstemmelse med almindelig praksis. Normalt sender mægleren sagen direkte til det pengeinstitut, der skal forestå lånets hjemtagelse, hvilket i den foreliggende situation var indklagede, da klagerne havde ændret finansieringen. Indklagede kunne således ikke foretage kurssikring eller indhente lånetilbud, idet man indtil den 1. september 1998 ikke havde sikre oplysninger om, hvorvidt der var indgået en endelig handel. GJ lovede ikke at kontakte klagerne, såfremt mægleren ikke fremsendte købsaftalen til indklagede.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det må lægges til grund, at klagerne var bekendt med, at indklagede ikke kunne foretage kurssikring og indhente lånetilbud, før indklagede modtog den underskrevne købsaftale eller kopi heraf. Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagedes medarbejder den 12. august 1998 lovede klagerne, at hun ville kontakte dem, såfremt indklagede ikke snarest modtog købsaftalen eller kopi af denne fra ejendomsmægleren. Hverken denne eller klagernes advokat kontaktede indklagede. Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at anse indklagede for erstatningsansvarlig for det tab, de led ved forsinkelsen med kurssikring.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.