Betalingskonto. Spørgsmål om ansvar for overtræk. Rådgivning.
| Sagsnummer: | 74/2000 |
| Dato: | 06-11-2000 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Lisbeth Baastrup, Timme Bertolt Døssing, Ole Reinholdt, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Udlån - ydelse
Budgetkonto - overtræk |
| Ledetekst: | Betalingskonto. Spørgsmål om ansvar for overtræk. Rådgivning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet, om indklagede i forbindelse med tilrettelæggelsen af klagerens betalinger har pådraget sig et erstatningsansvar, samt klagerens krav om nedsættelse af ydelsen på sine lån hos indklagede.
Sagens omstændigheder.
I oktober 1997 blev klageren kunde i indklagedes Vejle privatkundeafdeling, hvor der blev oprettet en grundkonto med en tilknyttet kredit på maksimum 50.000 kr.
Kreditten blev indfriet i januar 1998, hvor indklagede ydede klageren et boliglån på 155.466 kr. Primo 1998 blev der tillige etableret et privatlån på 30.000 kr. til finansiering af klagerens bilkøb. Indklagede forestod endvidere en låneomlægning i klagerens ejendom, og der blev oprettet en lønkonto og en budgetkonto.
Ved en fejl blev der ikke etableret automatiske overførsler fra lønkontoen til budgetkontoen. I takt med de løbende betalinger fra budgetkontoen opstod der derfor overtræk.
I februar/marts 1998 bevilgede indklagede et overtræk på 20.000 kr. på budgetkontoen.
Primo august 1998, hvor saldoen på budgetkontoen var i debet med ca. 38.000 kr., kontaktede indklagede klageren. Ved denne lejlighed blev det konstateret, at årsagen til overtrækket var de manglende automatiske overførsler. Til inddækning af overtrækket på budgetkontoen blev privatlånet ved gældsbrev af 3. august 1998 forhøjet med 40.120 kr. til 65.977,59 kr., som skulle afvikles med uændret ydelse på 1.000 kr. månedligt. Samtidig blev der iværksat automatiske overførsler fra lønkontoen til budgetkontoen med 4.300 kr. hver 14. dag.
Ved gældsbrev af 6. maj 1999 blev privatlånet forhøjet med yderligere 41.223 kr. til 103.726,54 kr., og ydelsen blev forhøjet til 1.675 kr. månedligt. Låneprovenuet blev indsat på budgetkontoen, som havde en negativ saldo på 31.605 kr. Samtidig blev de automatiske overførsler fra lønkontoen til budgetkontoen forhøjet til 4.450 kr. hver 14. dag.
I efteråret 1999 opstod der problemer med afviklingen af lånene og gennemførelsen af klagerens betalinger som følge af manglende dækning på løn- og budgetkontoen.
Den 4. januar 2000 udarbejdede indklagede et budget for klageren, der viste et månedligt rådighedsbeløb for klageren på 3.577 kr.
Ved gældsbreve af 21. marts 2000 blev boliglånet forhøjet med 6.150 kr. til 136.640,73 kr. og privatlånet forhøjet med 5.425 kr. til 99.936,52 kr. Forhøjelserne svarede til aktuelle restancer på lånene. Afviklingen skulle påbegyndes henholdsvis 1. juni og 31. maj 2000.
Parternes påstande.
Den 21. februar 2000 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet. Klageren har nedlagt endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at yde erstatning og nedsætte ydelserne på lånene.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har bl.a. anført, at han blev kunde hos indklagede, da indklagede hjalp ham med afståelse af nogle anparter.
Lånene i hans ejendom blev omlagt, og indklagede ville i forbindelse hermed udarbejde et budget. Han fik ikke kopi af budgettet, men indklagede oplyste, at dette var i orden.
Efterfølgende viste det sig, at der blev begået en fejl, der medførte, at han kom bagud med sine betalinger. På baggrund af indklagedes oplysninger kunne han berettiget gå ud fra, at budgetkontoen var i orden, og indklagedes fejl er årsag til hans merforbrug. Det er urimeligt, at han med forhøjelse af sine lån skal betale for indklagedes fejl. Fejlen har medført et tab svarende til låneforhøjelserne. Såfremt hans ejendom bliver solgt på tvangsauktion, er tabet større.
Han har ejet ejendommen siden 1992, og han har været i stand til at betale sin husleje m.m., indtil han blev kunde hos indklagede, hvor hans økonomi blev ødelagt. Indklagede bør nedsætte låneydelserne, idet disse er for høje i forhold til hans indtægt.
Indklagede har anført, at man ved forhøjelsen af klagerens lån og fastholdelsen af størrelsen af de månedlige ydelser har rettet fejlen vedrørende de automatiske overførsler til budgetkontoen således, at klageren blev påført mindst mulig ulempe. Klageren har ikke lidt noget tab, idet han selv har forbrugt de ekstra penge, som på grund af de manglende overførsler til budgetkontoen indestod på lønkontoen.
Forhøjelsen af ydelsen på privatlånet med 675 kr. i maj 1999 beroede på en yderligere låneforhøjelse, som klageren efter egen anmodning fik bevilget. Årsagen til denne forhøjelse var, at klageren havde ubetalte forfaldne regninger på ca. 21.000 kr. samtidig med, at hans kredit var fuldt udnyttet.
Klageren har fået bevilget henstand på sine to lån for så vidt angår ydelserne for januar - maj 2000.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Fejlen vedrørende de manglende overførsler fra klagerens lønkonto til budgetkontoen i det første halve år af 1998 har ikke medført et egentligt tab for klageren. Klagerens krav om erstatning kan derfor ikke tages til følge. Det bemærkes herved, at indklagede for at afhjælpe de likviditetsproblemer, der opstod som følge af fejlen, bevilgede klageren en forhøjelse af det eksisterende privatlån med uændret ydelse.
Årsagen til det fortsatte budgetunderskud må søges i, at klagerens indkomst ikke har været tilstrækkelig til at dække klagerens betalingsforpligtelser og øvrige leveomkostninger. Der er ikke grundlag for at fastslå, at indklagede i forbindelse hermed har begået ansvarspådragende fejl, og Ankenævnet har ikke mulighed for at pålægge indklagede at nedsætte ydelserne på klagerens lån.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.