Indsigelse mod omlægning af lån, hvorved ydelsen blev forhøjet.
| Sagsnummer: | 171/2013 |
| Dato: | 13-11-2013 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Lani Bannach, Jesper Claus Christensen, Morten Bruun Pedersen, George Wenning |
| Klageemne: |
Udlån - ydelse
Udlån - omlægning |
| Ledetekst: | Indsigelse mod omlægning af lån, hvorved ydelsen blev forhøjet. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod omlægning af lån, hvorved ydelsen blev forhøjet.
Sagens omstændigheder
Ved gældsbrev underskrevet den 2. august 2008 optog klageren og hans daværende ægtefælle, Æ, et lån i Danske Bank på 281.326,53 kr.Renten var variabel, for tiden 11,6 % p.a. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 3.800 kr. og var forudsat afviklet den 29. maj 2019.
Banken har oplyst, at klageren og Æ efter deres skilsmisse var til møde i banken den 31. juli 2009, hvor lånevilkårene blev drøftet, og hvor klageren oplyste, at han forsøgte at sælge parrets fælles ejendom. Lånets restgæld udgjorde da 265.305,98 kr. Banken har endvidere oplyst, at der ad flere omgange blev aftalt henstand med betaling af låneydelserne, gældende fra den 31. juli 2009 og frem til den 31. december 2009.
I marts 2010 blev lånet forhøjet med 47.346,94 kr. til 316.634,05 kr. Renten var da for tiden 11,8 % p.a. Den månedlige ydelse blev nedsat til 2.500 kr. i en periode på 14 måneder, hvorefter ydelsen fra den 31. maj 2011 skulle udgøre 4.000 kr. Lånet var forudsat afviklet den 30. juni 2025.
Banken har oplyst, at klageren den 24. august 2010 fik bevilget henstand med betaling af låneydelser i en periode på seks måneder på grund af arbejdsløshed.
I marts 2011 fik klageren bevilget et tre måneders overtræk på 4.000 kr. på sin budgetkonto i banken.
Ved gældsbrev underskrevet af klageren og Æ den 11. august 2011 blev lånet forhøjet med 12.900 kr. til 358.556,89 kr. Renten var da for tiden 12,55 % p.a. Den månedlige ydelse blev nedsat til 2.500 kr. i en periode på fem måneder, hvorefter ydelsen fra den 31. januar 2012 igen skulle udgøre 4.000 kr. Lånet var forudsat afviklet den 31. oktober 2036. Banken har oplyst, at låneforhøjelsen blev anvendt til inddækning af restancer på klagerens engagement.
I februar 2012, hvor ejendommen stadig ikke var solgt, blev lånet forhøjet med 1.500 kr. til 362.818,36 kr. Renten var da for tiden 13,55 % p.a. Den månedlige ydelse blev nedsat til 2.500 kr. i en periode på 11 måneder, hvorefter ydelsen fra den 28. februar 2013 skulle udgøre 6.000 kr. Lånet var forudsat afviklet den 31. oktober 2022. Gældsbrevet vedrørende omlægningen blev efter det oplyste underskrevet af klageren og Æ via netbank. Banken har oplyst, at låneforhøjelsen blev anvendt til inddækning af restancer, og at den ændrede afvikling var en betingelse for bankens fortsatte bevilling af lånet.
Den 24. september 2012 rejste klageren indsigelse mod den forhøjede ydelse på 6.000 kr. og anførte, at han og Æ ikke tidligere havde været opmærksomme på, at aftalen indebar en forhøjet ydelse.
Den 25. januar 2013 anmodede Æ’s advokat om bankens samtykke til, at klageren overtog gælden i ejendommen. Advokaten anmodede samtidig om, at banken bevilligede Æ et lån på 200.000 kr., der blandt andet skulle anvendes til nedbringelse af klagerens og Æ’s fælles gæld til et andet pengeinstitut. Den 12. februar 2013 afslog banken anmodningen.
Den 21. marts 2013 rykkede banken klageren for betaling af en restance på 2.700 kr. på lånet og meddelte, at lånet ville blive opsagt til fuld indfrielse, hvis beløbet ikke var indbetalt inden 10 dage. På møde med klageren den 26. marts 2013 fastholdt banken efter det oplyste, at den månedlige ydelse skulle udgøre 6.000 kr. Den 16. april 2013 opsagde banken lånet som misligholdt til indfrielse med en restgæld på 402.197,33 kr. Den 28. maj 2013 anmodede banken klageren om at underskrive et frivilligt forlig, hvorefter restgælden på lånet var opgjort til 408.721,14 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente, for tiden 8,2 % p.a.
Banken har oplyst, at banken under ankesagen pr. telefon og e-mail har opfordret klageren til at underskrive det frivillige forlig, og at klageren derefter vil kunne aftale den ønskede ydelse på 4.000 kr. med bankens inkassoafdeling.
Parternes påstande
Den 30. maj 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal tilpligtes at anerkende, at lånet skal tilbageføres til de oprindelige vilkår uden ekstra omkostninger.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at han i en periode på ca. to år ikke havde mulighed for at betale den aftalte ydelse på 4.000 kr. som følge af arbejdsløshed. Han aftalte derfor en midlertidigt nedsat ydelse på 2.500 kr. Da han kom i arbejde igen regnede han og Æ med at genoptage den fulde ydelse på 4.000 kr.
Det er ikke korrekt, at han og Æ var orienteret om og accepterede de vilkår, som fremgår af gældsbrevet vedrørende omlægningen i februar 2012. Banken meddelte, at de skulle skynde sig at underskrive aftalen. Banken nævnte intet om den forhøjede ydelse. Aftalen blev underskrevet via netbank. De nærlæste ikke betingelserne, da der var tale om en beskeden låneforhøjelse på 1.500 kr., og da de havde tillid til deres mangeårige rådgiver i banken. De opdagede efterfølgende, at banken uden at oplyse dem herom, udover den aftalte låneforhøjelse på 1.500 kr., havde nedsat løbetiden med 20 år og hævet den månedlige ydelse til 6.000 kr.
De ville aldrig have skrevet under på en aftale, som de vidste, at de ikke kunne overholde. De ville derfor ikke have skrevet under på aftalen, hvis banken havde nævnt, at ydelsen var forhøjet, men ville i stedet have prøvet at finde andre løsninger.
Bankens behandling af dem har været helt uacceptabel. Sagen handler ikke kun om et afdrag på 4.000 kr. eller 6.000 kr., men om hvorvidt banken kan tillade sig at ”køre om hjørner med sine kunder” i jagten på den for banken bedste aftale. Banken vidste, at bankens eneste mulighed for at ændre de aftalte vilkår var, hvis han og Æ ikke opdagede ændringerne.
Banken har trods flere forespørgsler ikke villet oplyse om begrundelsen for at ændre lånevilkårene. Det er vanskeligt at gennemskue, hvad banken har ud af, hvis han og Æ underskriver forliget. Det er muligt, at lånet med den lavere rentesats er betalt tilbage før 2064. Banken kunne imidlertid blot have sat renten på lånet tilsvarende ned.
Danske Bank har blandt andet anført, at afviklingsvilkårene og afviklingsprofilen på klagerens lån er i overensstemmelse med den aftale, der blev indgået mellem banken og klageren.
Klageren har til stadighed været behørigt orienteret om vilkårene og har accepteret vilkårene. Der er ikke omstændigheder i sagen, der kan tilsige en hel eller delvis tilsidesættelse af vilkårene i aftalen.
Ved en månedlig ydelse på 4.000 kr. og en uændret rentesats ville lånet først have været afviklet i 2064. Klageren er født i 1955. Dette forhold blev mundtligt drøftet med klageren.
Klageren havde misligholdt betaling af den månedlige ydelse på 6.000 kr., hvorfor banken opsagde engagementet.
Klageren kan få imødekommet sin påstand i klagen ved at underskrive det frivillige forlig og indgå aftale med bankens inkassoafdeling om afvikling af lånet med 4.000 kr. månedligt.
Bankens fremsendelse af et frivilligt forlig beror på en standardprocedure for at sikre en afbrydelse af forældelsesfristen. Det fremgår af forliget, at renten for tiden vil udgøre 8,2 % p.a., hvis klageren accepterer forliget. Fastsættelsen af denne rente sker af administrative årsager og for at fastholde klagerens incitament og mulighed for at afvikle sin gæld.
Ankenævnets bemærkninger
Den 2. august 2008 optog klageren og Æ et lån i Danske Bank på 281.326,53 kr., derskulle afvikles med en månedlig ydelse på 3.800 kr. Lånet var forudsat afviklet den 29. maj 2019. I flere perioder blev den månedlige ydelse nedsat, ligesom klageren og Æ fik henstand med afvikling af lånet. Lånet blev forhøjet i marts 2010 og i august 2011.
I februar 2012 blev lånet forhøjet med 1.500 kr. til i alt 362.818,36 kr. Den månedlige ydelse blev nedsat til 2.500 kr. i en periode på 11 måneder, hvorefter ydelsen skulle udgøre 6.000 kr. Lånet var forudsat afviklet den 31. oktober 2022. Banken har oplyst, at den ændrede afvikling var en betingelse for bankens fortsatte bevilling af lånet.
Gældsbrevet vedrørende omlægningen blev underskrevet af klageren og Æ. Ankenævnet finder ikke, at der er godtgjort forhold i forbindelse med omlægningen af lånet i februar 2012, der kan føre til, at aftalen ikke er bindende for klageren. Ankenævnet har ikke mulighed for at pålægge Danske Bank at acceptere en lavere ydelse. Klageren får derfor ikke medhold i klagen.
Ankenævnet bemærker, at banken under ankesagen har oplyst, at klageren, hvis han underskriver det frivillige forlig, dels vil kunne opnå en nedsat rente på for tiden 8,2 % p.a., dels vil kunne aftale den ønskede månedlige ydelse på 4.000 kr. med bankens inkassoafdeling.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.