Investering i ScandiNotes III Mezzanine og ScandiNotes V Junior obligationer i henhold til en formueplejeaftale med middel risikovillighed.
| Sagsnummer: | 282/2010 |
| Dato: | 25-05-2011 |
| Ankenævn: | Eva Hammerum, Christian Bremer, Jesper Claus Christensen, Maria Hyldahl, Bent Olufsen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - formuestyring
|
| Ledetekst: | Investering i ScandiNotes III Mezzanine og ScandiNotes V Junior obligationer i henhold til en formueplejeaftale med middel risikovillighed. |
| Indklagede: | DiBa Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører, om DiBa Bank har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren i forbindelse med bankens investering af klagerens midler i ScandiNotes III Mezzanine og ScandiNotes V Junior obligationer i henhold til en formueplejeaftale med middel risikovillighed.
Sagens omstændigheder.
Klageren indgik den 15. maj 2006 en aftale med DiBa Bank om formuepleje af hans frie midler. Af aftalen fremgår:
"…
Bemyndigelse
… Banken er således bemyndiget til løbende at disponere over og omlægge depotet samt foretage geninvestering af indestående på kontoen.
…
Aftalens formål
Med henblik på størst muligt afkast af opsparingen forvalter banken, dog under hensyntagen til den valgte investeringsstrategi - efter bedste skøn - de aktiver, der er placeret i ovennævnte depot og ovennævnte konto i overensstemmelse med betingelserne i denne aftale.
Banken alene træffer afgørelse om, på hvilke tidspunkter og i hvilke papirer, der skal investeres indenfor den valgte investeringsstrategi. …
Ansvar
Al investering er forbundet med mulighed for både gevinst og tab. Kunden erklærer ved sin underskrift på denne aftale at være bekendt med, at investering i værdipapirer indebærer risiko for tab, der bl.a. kan opstå i forbindelse med ændringer i værdipapirerne, i valutakurser eller i udsteders situation. Omfanget af denne risiko afhænger bl.a. af de aftalte retningslinier for investeringerne. Banken påtager sig intet ansvar for utilfredsstillende resultat, herunder negativt resultat i forbindelse med den løbende forvaltning.
Banken bestræber sig på at forvalte kapitalen i overensstemmelse med denne aftale bedst muligt. Kunden er indforstået med ikke at gøre banken erstatningsansvarlig for noget fejlskøn eller tab, undtagen i tilfælde af grov uagtsomhed eller bevidste misligheder fra bankens side.
Investeringshorisont
Tidshorisonten for de aftalte investeringer er over 5 år, svarende til en lang investeringshorisont.
Risikoprofil
Middel risiko:
Kunden ønsker et højere afkast end afkastet for den toneangivende danske obligationsrente set over den samlede investeringshorisont. Afkastet kan i perioder udvise store udsving i både negativ og positiv retning i forhold til det afkast kunden forventer. Kundens absolutte afkast kan i enkelte år være forbundet med tab, men set over den samlede investeringshorisont er der mulighed for et positivt afkast, der overstiger den toneangivende danske obligationsrente.
Definitioner
Obligationsbaserede investeringer: Omfatter danske statsobligationer, realkreditobligationer, erhvervsobligationer, virksomhedsobligationer, obligationsbaserede investeringsforeninger i danske og udenlandske obligationer samt andre investeringsprodukter, hvor det underliggende aktiv er obligationslignende.
…
Investeringsfordeling
Banken anbefaler følgende overordnede investeringsfordeling:
Risikoprofil | 0-5 års investeringshorisont | Over 5 års investeringshorisont | ||
Lav | Aktier: | 0-20% | Aktier: | 0-30% |
Obligationer: | 80-100% | Obligationer: | 70-100% | |
Middel | Aktier: | 0-30% | Aktier: | 0-50% |
Obligationer: | 70-100% | Obligationer | 50-100% | |
Høj | Aktier: | 0-50% | Aktier | 0-75% |
Obligationer: | 50-100% | Obligationer | 25-100% | |
Aktier skal i ovennævnte matrix opfattes som aktiebaserede investeringer, og obligationer skal opfattes som obligationsbaserede investeringer.
Kundens valg af investeringshorisont og risikoprofil | Aktier: | 0-50% | |
giver følgende standard-investeringsfordeling: | Obligationer: | 50-100% | |
Midlernes fordeling samt valg af værdipapirer foretages ud fra bankens aktuelle markedsvurdering og den af kunden valgte risikoprofil og investeringshorisont. Den aktuelle fordeling mellem aktier og obligationer kan til enhver tid oplyses af banken.
Kunden erklærer sig indforstået med, at den procentuelle fordeling på grund af markedssvingninger i perioder kan afvige. I sådanne tilfælde vil banken indenfor et passende tidsrum sikre, at depotets sammensætning tilpasses den planlagte fordeling.
…
Meddelelser
Banken giver ved hvert køb, salg eller nytegning af værdipapirer meddelelse til kunden om de enkelte handler ved fremsendelse af nota eller via Webbank.
Oplysninger, som banken vurderer skal tilgå kunden, vil straks blive udsendt. Herudover vil kunden hvert kvartal modtage en oversigt over beholdningens sammensætning. …
…"
Banken foretog herefter investering af klagerens midler.
Af en fremlagt beholdningsoversigt pr. 30. juni 2008 for klagerens depot fremgår:
Papirnavn | Kursværdi inkl. | % af total |
Danske obligationer | ||
2% Kommunekredit 2010 | 209.252,57 | 5,16 |
2% Scandinotes lii Mezzanine 1 | 409.245,75 | 10,08 |
2,00% Danmarks Skibskreditfond | 466.502,11 | 11,49 |
2,00% Danmarks Skibskreditfond | 416.836,98 | 10,27 |
2,00% Rd 10.S.Ink 2010 | 432.385,21 | 10,65 |
4% Scandinotes V Junior 5/12-2 | 209.235,50 | 5,15 |
Danske obligationer i alt | 2.143.458,12 | 52,81 |
Udenlandske obligationer | ||
Bankinv. Højrente. Akk. B BCOI | 416.429,26 | 10,26 |
Bankinvest Virksomhedsobl.Akk. BCOI | 205.227,00 | 5,06 |
DKK i alt: | 621.656,26 | 15,32 |
Udenlandske obligationer i alt | 621.656,26 | 15,32 |
OBLIGATIONER I ALT: | 2.765.114,38 | 68,12 |
Udenlandske aktier | ||
Bankinv. Pen. Tyske Aktier ABCI | 170.506,20 | 4,20 |
Bankinv. Pension Basis AB ABCI | 352.481,76 | 8,68 |
Bankinv. Lv Pen. Europæ ABCI | 174.774,86 | 4,31 |
Valueinvest Global Akkumu ABCI | 595.187,70 | 14,66 |
DKK i alt: | 1.292.950,52 | 31,85 |
Udenlandske aktier i alt | 1.292.950,52 | 31,85 |
AKTIER I ALT | 1.292.950,52 | 31,85 |
Kontantbeholdninger | ||
Opbevaringsdepot formuepleje | 980,80 | 0,02 |
Kontantbeholdninger i alt | 980,80 | 0,02 |
KONTANTBEHOLDNINGER I ALT: | 980,80 | 0,02 |
PORTEFØLJE I ALT: | 4.059.045,70 | 100,00 |
Klageren indgik i januar 2009 en ny formueplejeaftale, hvoraf det fremgår, at hans risikovillighed fortsat er "mellem".
Ved mail af 29. november 2009 anførte klagerens advokat overfor banken, at klageren var utilfreds med bankens investering i ScandiNotes obligationer, som han havde lidt tab på.
I den følgende korrespondance mellem klagerens advokat og banken blev forskellige forhold vedrørende investeringerne drøftet.
Banken har oplyst, at ScandiNotes III Mezzanine obligationerne (nominelt 443.278,31) blev købt til kurs 91 og ScandiNotes V Junior obligationerne (nominelt 209.236) til kurs 87,38. Der er pr. 12. maj 2010 konstateret en nedskrivning på 100 % på ScandiNotes III Mezzanine obligationerne og en nedskrivning på ca. 85,42 % på ScandiNotes V Junior obligationerne.
Parternes påstande.
Klageren har den 7. maj 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at DiBa Bank skal erstatte tabet på investeringerne i ScandiNotes III Mezzanine og ScandiNotes V Junior obligationerne opgjort til henholdsvis 398.951,02 kr. og 166.769,66 kr.
DiBa Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han via formueplejeaftalen med banken har investeret i ScandiNotes III Mezzanine og ScandiNotes V Junior obligationer.
Det var alene banken, som traf beslutning om disse investeringer. Han blev kun orienteret herom.
DiBa Bank har bl.a. anført, at banken indenfor rammerne af formueplejeaftalen havde en forpligtelse og en fuldmagt til at forvalte klagerens midler uden forudgående henvendelse til ham.
Den nærmere opbygning af investeringer blev aftalt efter en procentuel fordeling mellem de nævnte aktivtyper herunder erhvervsobligationer, danske og udenlandske aktier.
Banken foretog inden investering i ScandiNotes obligationerne en vurdering af risikoen. Banken lagde bl.a. følgende faktorer til grund:
- obligationernes rating
- hvor ofte et pengeinstitut ikke har kunnet honorere sin ansvarlige lånekapital
- hvor ofte flere pengeinstitutter samtidig ikke har kunnet honorere deres ansvarlige lånekapital
- den tætte overvågning Finanstilsynet foretog af den danske finansielle sektor
ScandiNotes III Mezzanine obligationen fik ved udstedelsen ratingen Baa. Dette må anses for værende lav risiko.
Samtlige værdipapirer var børsnoterede, og de officielle kurser kan derfor tages som markedets vurdering af papirernes risiko på investeringstidspunktet. Det er således uomtvisteligt, at det organiserede marked vurderede risikoen som lav.
Det er sammensætningen af den samlede portefølje, der er afgørende for, om der er investeret i overensstemmelse med klagerens risikoprofil - og ikke det enkelte værdipapir, hvilket fremgår af Ankenævnets afgørelse nr. 420/2009.
Banken har investeret i overensstemmelse med mandatet i aftalerne.
Ansvarsfraskrivelsesklausulen i aftalerne er af betydning for sagens afgørelse.
Tabet på ScandiNotes III Mezzanine obligationerne kan (pr. 12. maj 2010) opgøres til 398.951 kr. og tabet på ScandiNotes V Junior obligationerne til 166.770 kr. Dette forventede samlede tab på ca. 565.721 kr. skal reduceres med 2.650 kr., som er en fortjeneste opnået ved et salg den 23. juni 2006 af nominelt 378.253 ScandiNotes III Mezzanine obligationer. Det samlede tab udgør herefter 525.573,75 kr.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Indledningsvis bemærkes, at klageren ved indgåelse af formueplejeaftalen med DiBa Bank gav banken fuldmagt til for hans midler at foretage køb og salg af værdipapirer indenfor rammerne af aftalen uden forinden at indhente samtykke til de enkelte handler.
Af formueplejeaftalen fra 2006 fremgår, at der ved middel risiko ønskes "et højere afkast end afkastet for den toneangivende danske obligationsrente set over den samlede investeringshorisont. Afkastet kan i perioder udvise store udsving i både negativ og positiv retning i forhold til det afkast kunden forventer."
Af aftalen fremgår videre, at obligationsbaserede investeringer omfatter "danske statsobligationer, realkreditobligationer, erhvervsobligationer, virksomhedsobligationer, obligationsbaserede investeringsforeninger i danske og udenlandske obligationer samt andre investeringsprodukter, hvor det underliggende aktiv er obligationslignende."
Ankenævnet finder, at investering i ScandiNotes obligationer som udgangspunkt ligger inden for aftalens mulige investeringsområde.
Af den fremlagte beholdningsoversigt pr. 30. juni 2008 fremgår, at banken havde investeret ca. 10 % af klagerens midler i ScandiNotes III Mezzanine obligationer og ca. 5 % i ScandiNotes V Junior obligationer.
Ankenævnet finder ikke, at de oplyste investeringer er i strid med aftalerne fra 2006 og 2009.
Der er ikke hermed taget stilling til, om bankens investeringer i øvrigt på vegne af klageren - herunder om de skiftende sammensætninger af porteføljen - har været i overensstemmelse med de rammer, som er en følge af formueplejeaftalen og klagerens risikovillighed. Det bemærkes herved, at Ankenævnet ikke påtager sig at foretage en revisionsmæssig gennemgang af de under en formueplejeaftale foretagne investeringer med henblik på at konstatere eventuelle investeringer i strid med aftalen.
Som følge heraf træffes følgende
afgørelse:
Klagen tages ikke til følge.