Indsigelse om for langsom konvertering af en kapitalpension til en aldersopsparing
| Sagsnummer: | 234/2013 |
| Dato: | 13-11-2013 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Lani Bannach, Jesper Claus Christensen, Morten Bruun Pedersen, George Wenning |
| Klageemne: |
Pensionskonti - øvrige spørgsmål
Kapitalpensionskonti - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Indsigelse om for langsom konvertering af en kapitalpension til en aldersopsparing |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører klagerens indsigelse over for Danske Bank om, at banken var for længe om at konvertere hans kapitalpension til en aldersopsparing.
Sagens omstændigheder
Klageren havde omkring årsskiftet 2012/2013 en kapitalpension i Danske Bank.
Klageren har oplyst, at han og hans repræsentant R primo 2013 tog kontakt til banken for at få konverteret klagerens kapitalpension til en aldersopsparing.
Klageren fik med et brev af 16. april 2013 fra banken tilsendt et ”Tillæg til kapitalpensionsaftale – konvertering til aldersopsparing”. Af bankens brev fremgår:
”…
Aftalen sendes i to eksemplarer, og du bedes underskrive det ene eksemplar og sende det retur, hvis du fortsat er interesseret. Sidste frist er den 30. september 2013.
…
Vi vedlægger også en oversigt, der viser, hvordan omlægningen foregår i praksis, og har du spørgsmål, er du meget velkommen til at ringe til os på …
…”
Af den vedlagte aftale om ”Tillæg til kapitalpensionsaftale – konvertering til aldersopsparing” fremgår:
”…
Jeg beder hermed Danske Bank om i 2013 at konvertere min kapitalpension til en aldersopsparing, så jeg allerede i 2013 betaler en afgift på 37,3 pct. i stedet for 40 pct. ved ordinær udbetaling af kapitalpensionen. …
Der er forskel på, hvordan konverteringen sker – det afhænger af, om midlerne er placeret kontant, i Puljeinvest, i eget pensionsdepot eller på en fastrentekonto. Danske Bank konverterer kapitalpensionerne i den rækkefølge, konverteringsaftalerne modtages. Danske Bank kan derfor ikke oplyse præcist, hvornår ordningen konverteres.
…
Jeg er opmærksom på, at
• …
• hvis jeg har et pensionsdepot, og der opstår et overtræk pga. afgiftsbetalingen, skal dette overtræk være dækket inden syn bankdage efter konverteringen. Hvis overtrækket ikke er betalt, vil banken sælge værdipapirer fra depotet, der modsvarer overtrækket. Danske Bank vil sælge det sidstkøbte værdipapir først, herefter det, der er købt næstsidst, og så videre, i det nødvendige antal, så overtrækket dækkes. Hvis der opstår et overskydende beløb ved Danske Banks salg af værdipapirer, indsættes beløbet på aldersopsparingens kontantkonto.
…
Aftalen om konvertering af kapitalpensionen til aldersopsparing træder først i kraft, når banken har modtaget dette tillæg i underskrevet stand – senest den 30. september 2013.
I vejledningen ”Sådan omlægges kapitalpension til aldersopsparing” er det nærmere beskrevet, hvordan konverteringen håndteres i praksis.
…”
Af den vedlagte vejledning fremgår:
”…
Vi konverterer kapitalpensionerne automatisk i den rækkefølge, vi modtager aftalerne retur fra vores kunder. Når først konverteringen er sat i gang, kan det ikke fortrydes.
Tidspunktet for konverteringen afhænger desuden af den måde, opsparingen er placeret på.
Kontant: ...
…
Puljeinvest: ...
…
Depot: Når du har besluttet dig for at konvertere, bør du – da tidspunktet for konverteringen ikke ligger fast – overveje selv at sælge de værdipapirer, der er nødvendige for, at der er dækning til betaling af afgiften. Derved mindskes risikoen for mellemkommende kursfald ved konverteringen. Søg rådgivning om salget hos banken. Vi gør opmærksom på, at afgiftens størrelse beregnes af den samlede værdi på konverteringstidspunktet.
Fastrente: ...
…
Vi afregner afgiften direkte til SKAT i forbindelse med konverteringen. I skemaet nedenfor kan du se, hvordan vi hæver midlerne til betalingen, hvis du har flere ordninger. Opgørelsesdagen er den dag, hvor afgiften på 37,3 pct. opgøres og afregnes til SKAT.
…”
Den 9. maj 2013 underskrev klageren tillægget.
Klagerens repræsentant R sendte den 13. maj 2013 en mail til klagerens rådgiver i banken. R oplyste, at anmodningen om konvertering var blevet sendt den 9. maj 2013.
Banken har oplyst, at klageren den 21. maj 2013 solgte nogle af sine værdipapirer til brug for betaling af konverteringsafgiften på 37,3 %.
Banken har videre oplyst, at det ikke er muligt at skaffe dokumentation for, hvornår banken modtog konverteringsaftalen fra klageren, men at konverteringsanmodningen blev registreret i banken den 25. maj 2013.
Ved en mail af 28. maj 2013 rykkede R rådgiveren for en status på konverteringen. Af rådgiverens svar samme dag fremgår:
”…
Hmm.. mærkeligt ! Umiddelbart oplyser afdelingen der sidder med det, at de kører mere eller mindre dag til dag (dvs. det der er modtaget i dag, konverteres idag)
- Med mindre at der er fejl – fx glemt en underskriftsdato / uafviklede fondshandler, der ved modtagelse var under afvikling / blevet væk i posten etc…
Så falder den ud, og bliver ikke konverteret før der køres en ny rykkerprocedure på de 25.000 der endnu ikke har skrevet retur
Jeg foreslår, at … [klageren] skriver under igen – nu kan dette ske via hans netbank. Underskriver han idag, bør det være på plads i løbet af ugen ?
…”
Af bankens brev af 29. maj 2013 til klageren fremgår, at hans kapitalpension er omlagt til en aldersopsparing.
I den følgende korrespondance udtrykte klageren og R utilfredshed med bankens ekspedition af konverteringen og anmodede om, at banken afgiftsmæssigt skulle stille klageren som om, at afgiftsberegningen var gennemført 14 dage tidligere. Banken afviste anmodningen.
Parternes påstande
Den 16. juli 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der forstår påstanden således, at Danske Bank skal yde ham en erstatning, der stiller ham som om, at konverteringen var blevet foretaget den 13. maj 2013, således at afgiftens størrelse var blevet beregnet på grundlag af værdipapirernes kurser denne dag.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at han underskrev tillægget om formiddagen den 9. maj 2013 og postede det umiddelbart herefter.
Brevet blev sendt i en af bankens kuverter, hvorved banken betaler portoen. Banken har påstået, at brevet var et B-post brev. Han er tvivlende heroverfor. Det var meget vigtigt, at brevet nåede frem så hurtigt som muligt, hvorfor han gerne selv havde frankeret brevet, hvis bankens brev havde været B-post.
Der står i aftalen, at aftalen først træder i kraft, når banken har modtaget tillægget i underskrevet stand.
Brevet må have været banken i hænde den næste dag - fredag den 10. maj 2013 - eller om lørdagen eller allersenest mandag den 13. maj 2013.
R gjorde den 13. maj 2013 bankrådgiveren opmærksom på afsendelsen af anmodningen.
Den 28. maj 2013 rykkede han ved mail bankrådgiveren, der svarede, at afdelingen, der sidder med det, kører mere eller mindre dag til dag - dvs. det der modtages i dag, konverteres i dag. Da R samme dag kontaktede rådgiveren telefonisk oplyste han, at det var de elektronisk underskrevne konverteringsaftaler, der blev behandlet så hurtigt. Under samtalen fandt rådgiveren hans anmodning. Det blev aftalt, at rådgiveren skulle finde ud af, hvad der var sket.
Rådgiveren oplyste næste dag, at brevet var blevet åbnet lørdag den 25. maj og scannet den 27. maj 2013. Det er sløset, at brevet har ligget uåbnet over 14 dage i banken.
Et brev er kommet til kundskab, når det er modtaget.
Han skal ikke bære den økonomiske byrde for, hvornår brevet til banken åbnes, at det lægges i en bunke i 14 dage og først behandles herefter. Dette har kostet ham mellem 10-12.000 kr. mere i afgift.
Det kan ikke være rigtigt, at kunderne ikke behandles ens. Han ville gerne have godkendt konverteringen elektronisk og derved fået den gennemført hurtigere.
Det må bebrejdes banken, at hans brev først blev åbnet og behandlet senere end 14 dage efter modtagelsen - der allersenest må anses for at være sket den 13. maj 2013.
Banken er derfor ansvarlig for, at afgiftsberegningen foretages med de kurser, som er gældende på den dag, hvor brevet reelt må anses for modtaget.
Han har ingen sikkerhed for, at kapitalpensionerne konverteres i den rækkefølge, som de modtages.
Det bestrides, at rådgiveren - som banken har anført - skulle have orienteret om, at der måtte påregnes en ekspeditionstid på ca. 14 dage fra bankens modtagelse af aftalen.
Danske Bank har blandt andet anført, at banken ikke har tilsikret klageren, at konvertering af hans kapitalpension til alderspension kunne ske inden for et konkret tidsrum.
Rådgiveren har i hele forløbet taget forbehold over for klageren for bankens ekspeditionstid og anslået den til ca. 14 dage.
Klageren blev i tillægget, som han underskrev den 9. maj 2013, gjort opmærksom på, at banken ikke præcist kunne oplyse, hvornår ordningen ville blive konverteret.
Banken gennemførte konverteringen så hurtigt, som det var teknisk muligt og i den rækkefølge, som konverteringsanmodningerne blev modtaget.
Banken har ikke handlet ansvarspådragende.
Det er en særlig afdeling i banken, som håndterer konverteringerne. Når de underskrevne konverteringsaftaler modtages i banken, bliver de scannet ind i bankens edb-system og gjort klar til konvertering ved at blive registreret på et ”bånd”, hvorefter konverteringen gennemføres.
Klagerens konverteringsaftale blev scannet ind i bankens system lørdag den 25. maj 2013 og gjort klar til konvertering mandag den 27. maj 2013. Konverteringen blev gennemført den 29. maj 2013. Denne proces kørte automatisk og var ikke påvirket af den samtale, som R havde med rådgiveren.
Banken gennemførte konverteringen så hurtigt, som det var teknisk muligt. Klageren blev i hele forløbet gjort opmærksom på, at der måtte påregnes en ekspeditionstid på ca. 14 dage.
Ankenævnets bemærkninger
Af aftalen, som klageren - underskrev den 9. maj 2013 og - indgik med Danske Bank, fremgår, at konverteringsaftalerne ekspederes i den rækkefølge, som de modtages, og at det ikke præcist kan oplyses, hvornår konverteringen vil ske. Tilsvarende oplysninger er givet i den medsendte vejledning. Af vejledningen fremgår også, at afgiftens størrelse beregnes af depotets samlede værdi på konverteringstidspunktet.
Klagerens kapitalpension blev omlagt til en aldersopsparing den 29. maj 2013.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at banken herved har overskredet en aftalt frist eller på anden vis har handlet ansvarspådragende herunder ved tilrettelæggelse af sin forretningsgang ved konvertering af kapitalpension til alderspension. Dette gælder selvom det lægges til grund, at banken modtog anmodningen den 10. maj 2013.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.