Personlig fordring. Forældelse. Gældsovertagelse. Frigørelse for gældsansvar.
| Sagsnummer: | 9904030/2000 |
| Dato: | 18-01-2000 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Daniel Noe Harboe, Ole Just, Mads Laursen og Lene Staunsager |
| Klageemne: |
Frigørelse - gældsansvar
Personlig fordring - tvangsauktion Gældsovertagelse - betingelser |
| Ledetekst: | Personlig fordring. Forældelse. Gældsovertagelse. Frigørelse for gældsansvar. |
| Indklagede: | Nykredit Realkredit A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som pdf |
| Realkreditinstitutter |
Klageren havde en ejerlejlighed, hvori der indestod et lån til det indklagede realkreditinstitut. Klageren solgte i juni 1991 lejligheden. Der blev aldrig godkendt gældsovertagelse, idet køberen, da han i oktober 1991 ansøgte instituttet herom, var registreret i RKI. Instituttets inkassoadvokat samt fogedretten fremsendte i løbet af 1992 meddelelser om retsforfølgning til klageren. Instituttet overtog den 15. december 1992 ejerlejligheden på tvangsauktion for et bud på 116.000 kr. Instituttets fordring var inklusive foranstående lån opgjort til i alt 326.228 kr. i kolonne 1. Den 16. december 1992 gjorde instituttet en personlig fordring på 210.228 kr. gældende mod klageren. Kravet blev den 4. oktober 1996 gentaget med en oplysning om, at instituttet havde videresolgt lejligheden med yderligere tab. Instituttet rykkede i september 1998 og i januar 1999 klageren for en afdragsordning. Klageren oplyste i marts 1999 bl.a., at han omkring tvangsauktionstidspunktet var blevet kontaktet af politiet, til hvem sagen blev overdraget, idet køberen var efterlyst for uregelmæssigheder i forbindelse med køb af ejerlejligheder. Politiet havde over for klageren tilkendegivet, at han ikke ville komme til at hæfte for noget.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre et krav gældende mod ham. Instituttet påstod frifindelse. Klageren anførte over for Nævnet bl.a., at instituttet havde forhåndsgodkendt køberen, hvilket instituttet bestred.
Nævnet fandt det ikke bevist, at instituttet havde forhåndsgodkendt den nye ejer og frigjort klageren. Der var ikke grundlag for at frigøre klageren for sine forpligtelser ud fra passivitetssynspunkter. Flertallet fandt, at det måtte påhvile instituttet at godtgøre, at det rejste krav ikke var helt eller delvist forældet, hvilket instituttet ikke havde gjort. Flertallet stemte derfor for, at instituttet blev tilpligtet at anerkende, at instituttet kun kunne gøre et krav gældende mod klageren i det omfang, instituttet kunne godtgøre, at kravet bestod af restgæld i kolonne 2 og afdrag i kolonne 3. Et mindretal var enig med flertallet i, at der ikke for de dele af fordringen, der på tvangsauktionstidspunktet udgjordes af rente og bidrag, var tilvejebragt et særligt retsgrundlag som omhandlet i § 1, stk. 2, i 1908-loven om forældelse, men fandt at budet burde fordeles forholdsmæssigt på restgæld (og afdrag) og renter (og bidrag). Et andet mindretal fandt ud fra generelle betragtninger og de konkrete oplysninger, at budet måtte betragtes som forlods anvendt til dækning af restancer. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor tilpligtet at anerkende, at instituttet kun kunne gøre et krav gældende mod klageren i det omfang, instituttet kunne godtgøre, at kravet bestod af restgæld i kolonne 2 og afdrag i kolonne 3. Det således opgjorte krav skulle forrentes med 9 pct. p.a. 5 år tilbage fra klagens indbringelse for Nævnet, og indtil betaling sker.
Instituttet meddelte den 26. januar 2000 Nævnet, at instituttet ikke ønsker at være bundet af kendelsen.
Instituttet ønsker ikke at være bundet af kendelse