Gammel gæld. Underretning i henhold til bank- og sparekasselovens § 41. Forståelse af kautionsforpligtelse.
| Sagsnummer: | 255/1998 |
| Dato: | 20-11-1998 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Lisbeth Baastrup, Peter Stig Hansen, Leif Nielsen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
Kaution - stiftelse |
| Ledetekst: | Gammel gæld. Underretning i henhold til bank- og sparekasselovens § 41. Forståelse af kautionsforpligtelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Under denne sag har klageren gjort indsigelse mod en kautionsforpligtelse for sin tidligere ægtefælles lån hos indklagede.
Sagens omstændigheder.
Den 2. december 1988 underskrev klageren som selvskyldnerkautionist et gældsbrev til indklagede vedrørende et lån på 188.086 kr., for hvilket klagerens daværende ægtefælle M var debitor. Lånet skulle afvikles med 2.200 kr. hver 14. dag. Til sikkerhed for lånet fik indklagede håndpant i et ejerpantebrev på 75.000 kr. i klagerens og M's ejendom og et løsøreejerpantebrev på 50.000 kr. i klagerens og M's to biler. Af gældsbrevets forside fremgår følgende påtegning:
"Forhøjelse med kr. 174.250,- til kr. 188.086,-"
Af gældsbrevets generelle bestemmelser fremgår bl.a.:
"4. Løsning af evt. kautionist/er får først virkning over for banken, når banken har frigjort kautionisten/erne og denne/disse har modtaget skriftlig meddelelse herom."
Indklagede har oplyst, at gældsbrevet vedrørte et eksisterende boliglån med restgæld på 13.836 kr., som blev omlagt til et almindeligt udlån og forhøjet med 174.250 kr. Forhøjelsesbeløbet blev overført til M's løbende konto, som var i overtræk.
Den 24. november 1992, hvor lånets saldo var 32.633,92 kr., tilbageførte indklagede 28.600 kr., svarende til 13 ydelser, der var indbetalt på lånet. Lånets saldo var herefter 61.233,92 kr.
Indklagede har oplyst, at man ultimo 1992 opsagde et af M's lån på grund af misligholdelse, men at lånet ikke blev indfriet. På samme tid blev den pantsatte ejendom solgt på tvangsauktion uden dækning til ejerpantebrevet. I perioden ultimo 1992 til medio 1994 forsøgte man forgæves at opnå en afviklingsordning med M. Den 20. maj 1994 blev M's engagement opsagt og overgivet til inkasso. Under sagens foretagelse i fogedretten i Gråsten den 24. maj 1995 oplyste M, at han var i skilsmisseforhandlinger med klageren, og at pantet i bilerne intet var værd. Der blev under fogedsagen foretaget udlæg i et lejedepositum. Efter yderligere et fogedretsmøde den 23. august 1995 henstillede advokaten, at sagen blev sat i bero, idet hverken M eller klageren var i besiddelse af aktiver, der kunne gøres til genstand for udlæg.
Ved skrivelse af 26. november 1997 fra indklagedes inkassoafdeling blev klageren anmodet om at påbegynde en afvikling af indklagedes tilgodehavende, som blev opgjort til 69.463,31 kr. med tillæg af renter fra den 20. juni 1993.
Klageren gjorde via sin advokat indsigelse mod kravet.
Ved skrivelse af 1. juli 1998 til klagerens advokat nedsatte indklagede sit krav til 32.633,92 kr., svarende til lånets saldo pr. 24. november 1992 før tilbageførslen af beløbet på 28.600 kr., med tillæg af 5 års rente på 15,25%.
Parternes påstande.
Den 30. juli 1998 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun ikke skylder indklagede noget beløb, herunder at hun ikke hæfter som kautionist.
Indklagede har nedlagt påstand om afvisning.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun ved underskrivelsen af gældsbrevet ikke kendte betydningen af selvskyldnerkaution, og at indklagede ikke vejledte hende herom. Hun gik ud fra, at M fik likviditet til rådighed i forbindelse med underskrivelsen af gældsbrevet. Dette har vist sig ikke at være tilfældet, idet gældsbrevet vedrørte et eksisterende lån, for hvilket hun ikke kautionerede, og en forhøjelse, som blev anvendt til inddækning af overtræk på M's løbende konto. Indklagede undlod at oplyse herom, hvorfor hun ikke er bundet af kautionserklæringen. Indklagede har endvidere undladt at give meddelelse om misligholdelse af lånet, jf. bank- og sparekasselovens § 41. I forbindelse med separationen og indfrielsen af et andet lån hos indklagede meddelte en navngiven medarbejder på hendes forespørgsel, at hun ikke hæftede for yderligere, men at indklagede havde et tilgodehavende hos M. Hun gik herefter med rette ud fra, at hun ikke skyldte noget, indtil hun modtog skrivelsen af 26. november 1997.
Indklagede har anført, at klageren ved underskrivelsen af gældsbrevet var bekendt med indholdet af kautionsforpligtelsen, herunder at lånet helt eller delvist vedrørte et bestående engagement. Det bestrides, at en medarbejder hos indklagede efterfølgende skulle have frigjort klageren for kautionsforpligtelsen. Af gældsbrevets generelle bestemmelser fremgår, at frigørelse fra en kautionsforpligtelse forudsætter en skriftlig meddelelse fra indklagede. Klagerens regreskrav mod M er ikke blevet forringet ved, at indklagede har undladt at give meddelelse i henhold til bank- og sparekasselovens § 41, idet M siden lånets misligholdelse må antages at have været insolvent. Efter indklagedes skøn havde klageren ikke mulighed for at indfri kautionen, hvorfor denne ikke blev gjort gældende før i november 1997. En afgørelse af sagen forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, hvorfor sagen bør afvises af Ankenævnet. Såfremt afvisningspåstanden ikke tages til følge, forbeholder man sig at fremkomme med yderligere påstande og anbringender.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det fremgår af gældsbrevet, som klageren underskrev som selvskyldnerkautionist, at lånebeløbet på 188.086 indeholdt en forhøjelse på 174.250 kr. Ankenævnet finder på den baggrund, at klageren burde have indset, at differencen på 13.836 kr. vedrørte allerede eksisterende gæld.
Ifølge indklagede var klageren, der var gift med M, bekendt med, at forhøjelsesbeløbet helt eller delvist blev anvendt til inddækning af et overtræk på M's konto. Klageren har bestridt, at hun var bekendt hermed. En stillingtagen til dette spørgsmål, og til spørgsmålet om hvorvidt indklagedes undladelse af at give meddelelse i medfør af bank- og sparekasselovens § 41 har medført en forringelse af klagerens regreskrav, findes at ville forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle klagen. Klagegebyret tilbagebetales klageren.