Spørgsmål om erstatning
| Sagsnummer: | 445 /2000 |
| Dato: | 09-05-2001 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Lisbeth Baastrup, Grit Munk, Bjarne Lau Pedersen, Ole Reinholdt |
| Klageemne: |
Budgetkonto - øvrige spørgsmål
Rådgivning - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Spørgsmål om erstatning |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede som følge af fejl og mangelfuld rådgivning har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren.
Sagens omstændigheder.
I 1991 ydede indklagede klageren et lån på 130.866,04 kr. til køb af en bil.
I forbindelse med en udskiftning af bilen i 1993 blev lånet forhøjet med 103.896,95 kr. til 204.200 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 4.050 kr.
Klagerens engagement med indklagede bestod endvidere af bl.a. en lønkonto med tilknyttet kredit på 95.000 kr. og en budgetkonto, som var en fælles konto for klageren og dennes ægtefælle.
I 1993 og 1994 pådrog såvel ægtefællen som klageren sig en arbejdsskade. Ægtefællen blev ikke i stand til at genoptage sit arbejde, mens klageren genoptog sit arbejde i december 1994.
Klageren har oplyst, at hans og ægtefællens samlede indtægt blev nedsat med 9 -10.000 pr. måned i 1994, hvor de begge modtog sygedagpenge. De gennemførte en omprioritering af deres ejendom via BRFkredit, som beregnede, at de herved ville opnå en besparelse på 7.000 kr. pr. termin og et kontant provenu på 25.000 kr.
Ved gældsbrev af 8. november 1995 blev klagerens lån forhøjet med 212.036 kr. til 367.620,34 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 5.135 kr. Renten var variabel 11,5% p.a. Låneforhøjelsen blev anvendt til indfrielse af den aktuelle gæld i tilknytning til lønkontoen.
Ved gældsbrev af 12. juli 1996 blev lånet forhøjet med 66.672,48 kr. til 418.300 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 5.640 kr. Renten var variabel 10,5% p.a. Klagerens ægtefælle indtrådte som selvskyldnerkautionist på lånet. Ifølge gældsbrevet skulle ydelserne hæves på budgetkontoen.
Ved gældsbrev af 26. november 1998 blev lånet forhøjet med 29.087 kr. til 388.534,31 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse 5.690 kr. Renten var variabel 10,75% p.a. Forhøjelsen blev anvendt til indfrielse af overtræk på budgetkontoen og lønkontoen.
Lånet blev afviklet til og med den 1. december 1999.
Den 31. januar 2000 opsagde indklagede engagementet.
Den 3. og 4. maj 2000 blev sagen behandlet i fogedretten, hvor gælden blev opgjort til 378.130,44 kr. Indklagede fik udlæg i et sommerhus, som ægtefællen havde købt i 1995 med henblik på udlejning. Sommerhuset var ikke finansieret af indklagede.
På begæring af BRFkredit blev klagerens ejendom solgt på tvangsaktion uden dækning til indklagede.
Parternes påstande.
Den 13. december 2000 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 600.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at lånet til udskiftning af bil blev ydet til en rente på 16% p.a. Selvom den gamle bil blev solgt for 116.500, var begrundelsen for den høje rentesats, at han ikke præsterede en udbetaling i forbindelse med bilkøbet. Indklagedes medarbejder lovede at sætte renten ned senere.
I forbindelse med omprioriteringen af ejendommen indleverede han papirerne til indklagede, som skulle hjemtage det nye lån og indfri de gamle. Han anmodede indklagedes medarbejder om at udarbejde et nyt budget og om at få nedsat ydelsen på billånet eller at få stillet lånet i bero indtil videre. Medarbejderen beroligede ham med, at både han og ægtefællen ville få en arbejdsskadeerstatning. De skulle derfor bare fortsætte som hidtil, "så ville han se på det".
I foråret 1995 konstaterede han, at billånet ikke var blevet ændret, at overskuddet ved omprioriteringen kun havde udgjort 10.000 kr., at overtrækket var vokset til 211.000 kr., og at det kun var muligt at opnå en erstatning på 17.000 kr.
Indklagedes medarbejder foreslog, at gælden blev sammenlagt til et lån med en ydelse på 5.640 kr. Ved sammenlægningen undlod indklagede at medtage et lån med en ydelse på 1.230 kr. De samlede betalinger til indklagede blev således på 7.870 kr. pr. måned. Ægtefællen skulle underskrive lånet som kautionist, selvom hun intet ejede.
Indklagedes medarbejder opsøgte ham og ægtefællen på deres bopæl og pressede ham til at sælge en fiskerjolle, som han havde arvet fra sin far.
Indklagede afslog at omlægge lånet til en lavere ydelse, selvom renteniveauet var faldet.
Selvom budgetkontoen igennem flere år havde kørt med mindre positive og negative udsving, begyndte indklagede at afvise betalinger, hvis der ikke var fuld dækning på betalingstidspunktet. Der var ofte tale om, at lønnen indgik et par dage senere end det tidspunkt, hvor betalinger skulle ske. Han opsagde derfor budgetkontoen med henblik på selv at gennemføre sine betalinger. Efter opsigelsen af budgetkontoen fortsatte indklagede med at overføre beløb fra denne, hvorved der opstod et uventet overtræk.
Medarbejderen ringede til dem i tide og utide og anmodede om flere penge til lånet, og der blev i flæng overført beløb fra den ene konto til den anden.
Indklagede afslog at yde en kredit på 25.000 kr. til afværgelse af tvangsaktionen selvom de tilbød pant i sommerhuset.
Deres tab ved tvangsauktionen udgjorde ca. 200.000 kr. Hertil kommer, at indklagede uden videre gav ham lov til at overtrække med ca. 370.000 kr. i forventning om, at han ville modtage en større erstatning. Indklagede bør som følge af fejl og mangelfuld rådgivning erstatte det samlede tab på 600.000 kr.
Indklagede har anført, at klageren og ægtefællen på grund af sygdom fik svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Lønkontoens debetsaldo steg dels med ydelser til lånet via budgetkontoen dels med hævninger til almindeligt underhold. Ægtefællen købte sommerhuset for at skaffe et overskud ved udlejning, men det forbedrede ikke i nævneværdigt omfang situationen. Indklagede frarådede købet og ydede ikke finansiering hertil.
Det bestrides, at man skulle have antydet, at klageren og ægtefællen utvivlsomt ville få en større arbejdsskadeerstatning. En sådan afgørelse har indklagede ingen indflydelse på, idet vurderingen heraf bl.a. beror på et lægeligt skøn.
Der er ikke påvist forhold, der skulle begrunde, at klageren ikke hæfter for gælden. Indklagede har hverken kendskab til eller ansvar for klagerens eventuelle gæld til BRFkredit.
Klageren og ægtefællen har erkendt gælden i fogedretten.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at antage, at klagerens og hans ægtefælles vanskelige økonomiske situation, som bl.a. resulterede i, at klagerens ejendom blev solgt på tvangsauktion, var forårsaget af forhold, som kan bebrejdes indklagede. Der er heller ikke godtgjort andre omstændigheder, der kan medføre et erstatningsansvar for indklagede eller en hel eller delvis nedsættelse af gælden.
Som følge heraf Klagen tages ikke til følge.