Afgørelse

I 1971 påtog klageren sig selvskyldnerkaution for et lån på 15.000 kr. ydet af indklagede. Gældsbrevets rentebestemmelse var sålydende:

"Gælden forrentes med den af [indklagede] til enhver tid fastsatte rente, for tiden 12% årlig."

Lånet blev misligholdt, og den 16. december 1974 opnåede indklagede dom over klageren vedrørende et krav på 14.377,63 kr. i henhold til kautionen. Det fremgår af sagen, at inkassationen af kravet blev overgivet til indklagedes advokat, til hvem klageren og lånets debitor betalte månedlige ydelser på 100 kr. frem til 1985, hvor advokaten afregnede sagen over for indklagede.

Ved skrivelse af 1. september 1995 meddelte indklagede klageren, at afviklingen af tilgodehavendet ønskedes genoptaget. Indklagede opgjorde kravet til 17.626,23 kr., svarende til:

Klageren gjorde indsigelse over for indklagede og anførte, at indklagede ved at have undladt at forfølge kravet mod lånets debitor og ved ikke løbende at have underrettet ham om den manglende afvikling af engagementet havde fortabt sin ret til at gøre kravet gældende, ligesom indklagede ikke havde opfyldt sin tabsbegrænsningspligt.

Indklagede har oplyst, at klageren i 1976 afgav insolvenserklæring i fogedretten. Lånets debitor var pensionist uden anden indtægt end pensionen. Ydelserne, der frem til 1985 blev betalt af lånets debitor og klageren, var ikke tilstrækkelige til at dække de påløbende renter, hvorfor det formentlig blev aftalt, at henlægge sagen indtil et tidspunkt, hvor enten klageren eller lånets debitor kunne afdrage såvel hovedstolen som påløbende renter. Ved genoptagelsen af inkassosagen i 1995 blev det konstateret, at lånets debitor var afgået ved døden i 1993, og at boet var blevet udlagt til dækning af begravelsesomkostningerne.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, principalt at klageren er frigjort for sin hæftelse over for indklagede, subsidiært at hæftelsen er begrænset til 14.377,63 kr., mere subsidiært 14.547,63 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Indklagede har under klagesagen opgjort kravet mod klageren således:

Klageren har anført, at han havde en berettiget forventning om, at gældsforholdet var indfriet af lånets debitor, idet han ikke siden 1976 havde hørt fra indklagede og ikke siden 1985 havde betalt afdrag på gælden. Indklagede har tilsidesat sin meddelelsespligt i henhold til bank- og sparekasselovens § 41 ved at undlade at underrette ham om, at lånets debitor misligholdt afdragsordningen. Underretningspligten bortfaldt ikke efter afsigelsen af dommen, idet denne blot fastslår, at han hæfter som kautionist. Formålet med dommen var alene at opnå et eksegibelt udlægsfundament. Indklagede har ikke opfyldt sin tabsbegrænsningspligt, idet man har undladt at forfølge kravet over for lånets debitor og undladt at anmelde kravet i dødsboet. Indklagedes tilgodehavende kan højst opgøres til domsbeløbet på 14.377,63 kr., eller dette beløb med tillæg af de tilkendte sagsomkostninger på 170 kr., i alt 14.547,63 kr., idet øvrige krav er forældede. Indklagede er ikke berettiget til renter med tilbagevirkende kraft, idet indklagede ikke på noget tidspunkt har afgivet rentepåkrav. Hertil kommer, at han ikke har modtaget meddelelse om rentetilskrivning ved årsopgørelser eller lignende, og han er således blevet bibragt en berettiget forventning om, at indklagede havde fraskrevet sig retten til renter. Indklagede bør i hvert fald højst beregne renter med tilbagevirkende kraft for en periode, der stemmer overens med skattelovgivningens tidsbegrænsninger, og med fradrag af det rentetab, han herved har lidt. Tabet er opstået ved, at han ikke har opnået fradragsret for renterne, hvorved han har lidt et finansielt rentetab af den del af den i de sidste 5 år erlagte skat, som han ikke skulle have betalt, såfremt renterne var blevet indberettet.

Indklagede har anført, at klageren efter dommens afsigelse hæftede for gælden på lige fod med lånets debitor. Man var ikke forpligtet til alene at holde sig til lånets debitor og til at underrette klageren om misligholdelse af afviklingsordningen. Klageren indbetalte på gælden indtil 1985, hvorfor han i hvert fald var bekendt med kravets bestående indtil da. De indbetalte beløb blev forlods afskrevet på renter, hvorfor hovedstolen nu udgør domsbeløbet med tillæg af sagsomkostninger, fogedafgifter, m.v. Man er berettiget til at beregne renter af den oprindelige hovedstol med tilbagevirkende kraft i 5 år. Vedrørende beskatning har indklagede henvist til ligningslovens § 5, stk. 7, hvorefter renteudgifter først kan fradrages, såfremt renteudgifter fra tidligere indkomstår i samme gældsforhold er blevet betalt.

Ankenævnets bemærkninger:

I hvert fald fra domstidspunktet den 16. december 1974 opnåede indklagede et selvstændigt krav om betaling af restgælden på lånet over for klageren. Ankenævnet finder, at der herefter ikke bestod nogen pligt for indklagede til at give klageren meddelelse om eventuel misligholdelse af en afviklingsordning indgået med den oprindelige debitor.

Hverken domsbeløbet eller de af indklagede nævnte omkostninger er underlagt den 5-årige forældelsesfrist i forældelsesloven af 1908. Disse fordringer er undergivet 20-årig forældelse, jf. Danske Lov 5 - 14 - 4, hvorfor der ikke er indtrådt forældelse, idet denne må anses for afbrudt i hvert fald ved fogedsagen i 1976, hvorved bemærkes, at kravet er gjort gældende 1. september 1995. Den omstændighed at indklagede ikke har rettet henvendelse til klageren om gælden i perioden 1985 - 1995, findes ikke at indebære, at indklagede har opgivet kravet, eller at klageren er bibragt en berettiget opfattelse af, at dette skulle være tilfældet. Rentekravet fremgår af dommen. Renterne af indklagedes krav er omfattet af forældelsesloven af 1908, § 1, stk. 1, nr. 2, hvorefter forældelsesfristen er 5 år.

Som følge af det anførte