Afgørelse

Krav om eftergivelse af gæld ifølge låneaftaler. Spørgsmål om forældelse og passivitet.

Indledning.

Sagen vedrører spørgsmål om eftergivelse af gæld ifølge låneaftaler samt forældelse og passivitet.

Sagens omstændigheder.

Omkring 1977 købte klageren en ejendom til brug for sin forretning.

Ved aftale af 2. august 1978 bevilgede Sparekassen Sydjylland (senere Bikuben, derefter BG Bank og nu Danske Bank) klageren en kassekredit på 210.000 kr. med variabel rente.

Den 10. september 1979 optog klageren et lån hos indklagede på 405.000 kr. med variabel rente. Ydelsen udgjorde 35.500 kr. pr. halve år.

Ved brev af 14. juni 1981 meddelte klageren, at han i perioden frem til den 1. august 1981 ville trække op til 500.000 kr. på kassekreditten.

Klageren har oplyst, at han brugte et betydeligt beløb på at renovere ejendommen, at renoveringen blev fordyret, og at han bl.a. som følge heraf kom i økonomiske vanskeligheder. Han måtte derfor sælge ejendommen og sit varelager.

Ved slutseddel af 21. maj 1982 blev ejendommen solgt for 575.000 kr. med overtagelsesdag den 1. september 1982. Køberen skulle ifølge slutsedlen overtage gælden i henhold til en række kreditforeningslån, mens klageren skulle frigøre ejendommen for øvrige hæftelser.

Klageren har oplyst, at indklagede efter aftale forestod salget og betalte hans øvrige kreditorer, og at han efter salget af ejendommen alene havde indklagede som kreditor.

Ifølge påtegninger af 20. august 1982 på kreditaftalen og låneaftalen overførtes klagerens restgæld vedrørende disse aftaler til en samlekonto. Fra kreditaftalen overførtes 422.068,03 kr. (heraf "renter til dato" 14.827,03 kr.) og fra låneaftalen overførtes 357.625,33 kr. I alt overførtes således 764.866,33 kr. (ekskl. renterne på 14.827,03 kr.) til samlekontoen.

Klageren har anført, at han havde en klar aftale med indklagede om, at han ikke skulle betale det skyldige beløb. Aftalen var begrundet i, at hans køb af ejendommen skete på foranledning af indklagede umiddelbart inden den tidligere ejers konkurs, at indklagede derved undgik et større tab på sit engagement med den tidligere ejer, og at indklagede efter aftale på egen hånd fastsatte vilkårene ved salget i 1982.

Indklagede har anført, at der ikke forelå en aftale om, at indklagede eftergav gælden.

Ved brev af 1. december 1982 til klageren anførte indklagede:

"… Vi meddeler Dem herved, at sparekassen har konstateret et tab på mellemværende med Dem på:

kr. 1.597.826,60

…Opgørelse over tabsbeløbet fremgår af vedlagte bilag.

Vi henleder opmærksomheden på, at tabsbeløbet samt renter heraf forbliver retsgyldigt, og som følge heraf kan sparekassen til enhver tid kræve beløbet med tillæg af renter indbetalt.

Når De ser Dem i stand til at tilbagebetale beløbet – helt eller delvist - beder vi Dem kontakte sparekassen. .."

Ved breve af 19. januar 1989, 8. september 1995 og 15. december 1995 til klageren oplyste indklagede, at klagerens gæld på 1.597.826,60 kr. var forfalden til betaling, og indklagede anmodede klageren om at kontakte indklagede for at træffe aftale om afvikling af gælden.

Ved brev af 11. september 1995 afviste klageren indklagedes krav og anførte, at han og indklagede havde indgået aftale om, at han ikke skulle indbetale det skyldige beløb.

Parterne fastholdt synspunkterne i efterfølgende korrespondance i 1997 og 2000, hvori indklagede bl.a. anmodede klageren om at kontakte indklagede for at drøfte mulighederne for afvikling, herunder eftergivelse og fritagelse for renter, rabat på hovedstolen og andre akkordmuligheder.

Indklagede har i sagen for Ankenævnet fremlagt årsoversigter sendt til klageren pr. 31. december for årene 2001 til 2009. Det fremgik heraf, at indklagede for årene 2001 til 2003 havde indberettet en restgæld på 1.597.826,60 kr. til skattemyndighederne. For årene 2004 til 2009 indberettede indklagede en restgæld på 764.866,90 kr. Af årsoversigterne fremgik endvidere, at saldoen eventuelt skulle reguleres for skyldige påløbne, men ikke betalte renter, og at indklagedes rentekrav kunne overstige det indberettede beløb.

Klageren har oplyst, at han i oktober 2008 fik afslag på at få fornyet sit Dankort hos indklagede på grund af sin gæld til indklagede. Ved brev af 7. november 2008 henviste klageren til, at han ikke havde hørt fra indklagede i adskillige år, og at han ønskede sagen lukket.

Ved brev af 17. november 2008 opgjorde indklagede sit krav til 764.866,90 kr. med tillæg af renter på 345.086,27 kr., i alt 1.109.953,17 kr.

Parterne fastholdt synspunkterne i den efterfølgende korrespondance.

Ved brev af 8. juni 2010 opgjorde indklagede sit krav til 764.866,90 kr. med tillæg af renter for tiden fra den 1. juli 2005 til den 8. juni 2010, i alt 1.112.123,57 kr.

Parternes påstande.

Klageren har den 14. juni 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal anerkende, at han ikke skylder det af banken opkrævede beløb med tilhørende renter.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har bl.a. anført, at han købte ejendommen på indklagedes opfordring. Indklagede overtog samtidig hans bankengagement. Handlen skulle gå hurtigt for at afværge indklagedes store tab på engagementet med den daværende ejer. Han overtog ejendommen til den pris, som indklagede skulle have for at få salget tinglyst inden den daværende ejers konkurs. Han aftalte med indklagede, at prisen skulle reguleres efterfølgende, men regulering fandt ikke sted.

Han kom i økonomiske vanskeligheder i foråret 1982, bl.a. som følge af at renoveringen af ejendommen blev dyrere end ventet. Han måtte derfor sælge ejendommen.

Han aftalte med indklagede, at indklagede skulle forestå salget af ejendommen og betale alle hans kreditorer af midlerne fra salget af ejendommen og varelageret, og at han herefter ikke skulle betale noget beløb til indklagede. Indklagede fastsatte derfor pris og øvrige betingelser ved salget på egen hånd. Indklagede fandt selv en køber. Ejendommen blev købt af et familiemedlem til en ansat hos indklagede. Det blev ikke drøftet, om salgsprisen var den reelle værdi af den nyrenoverede ejendom.

Han havde en klar aftale med indklagede om, at han ikke skulle betale det skyldige beløb, da hans gæld på det tidspunkt ikke var større end det beløb, indklagede ville have tabt på den tidligere ejer, hvis klageren ikke havde købt ejendommen.

Indklagede kunne ikke give saldokvittering af lov- og skattemæssige grunde. Rentetilskrivningen fortsatte, men dette var uden betydning som følge af aftalen om, at han ikke skulle betale beløbet tilbage.

Indklagedes brev af 1. december 1982 var et udtryk for, at han ikke skulle tilbagebetale beløbet.

Indklagedes brev af 19. januar 1989 var en dokumentation til brug for myndighederne af skattemæssige grunde.

Aftalen om eftergivelse bekræftes af indklagedes passivitet. Indklagede gjorde først kravet gældende 13 år efter, den 8. september 1995 og den 15. december 1995. Han hørte herefter intet til sagen, før indklagede sendte en rykker i 2000.

Indklagede lod sagen ligge i 28 år. Indklagede burde have forfulgt sagen ved retten, såfremt beløbet skulle betales tilbage.

Det var ikke relevant at indgå en aftale om afvikling, da han ikke skyldte indklagede det pågældende beløb. Indklagede var i øvrigt i besiddelse af oplysninger om hans økonomi, da han har været kunde hos indklagede de sidste 20-25 år.

Danske Bank har bl.a. anført, at banken har et berettiget krav mod klageren på betaling af gæld i henhold til kassekreditkontrakt og lån underskrevet af klageren den 2. august 1978 og den 10. september 1979.

Fordringerne er ikke forældede, idet indklagede igennem alle årene har fremsendt krav om betaling. Indklagedes brev af 1. december 1982 var netop et udtryk for, at indklagede fastholdt sit krav mod klageren.

Der foreligger ikke aftale om, at indklagede har eftergivet gælden.

Det har ikke været muligt at indgå en afviklingsordning med klageren, idet klageren ikke ville give indklagede de fornødne oplysninger.

Indklagede er ikke bekendt med, at køberen af ejendommen var et familiemedlem til en ansat i sparekassen.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klagerens gæld til indklagede opstod bl.a. i forbindelse med kassekreditkontrakten af 2. august 1978 og låneaftalen indgået den 10. september 1979. Efter det oplyste opstod klagerens gæld til indklagede endvidere i forbindelse med salget af klagerens ejendom og forretning i maj 1982.

Det findes ikke godtgjort, at klageren og indklagede indgik aftale om eftergivelse af klagerens gæld til indklagede.

Indklagedes krav er ikke bortfaldet som følge af passivitet. Den forløbne tid kan ikke i sig selv begrunde, at kravet skulle være fortabt ved passivitet. Ankenævnet finder det endvidere ikke godtgjort, at klageren er blevet bibragt en forventning om, at fordringen ikke ville blive gjort gældende.

Indklagede har senest ved brev af 8. juni 2010 opgjort sit krav til 764.866,90 kr. med tillæg af renter for tiden fra den 1. juli 2005.

Ankenævnet lægger til grund, at beløbet på 764.866,90 kr. ikke indeholder renter, men alene består af hovedstol. Ankenævnet lægger herved vægt på, at kassekreditten bevilget i 1978 udgjorde 210.000 kr., at lånet optaget i 1979 udgjorde 405.000 kr. og på klagerens meddelelse af 14. juni 1981 om, at han i perioden indtil 1. august 1981 ville trække op til 500.000 kr. på kassekreditten. Ankenævnet lægger endvidere vægt på, at indklagede efter det oplyste indfriede gælden til klagerens øvrige kreditorer efter salget, og at restgælden efter salget blev opgjort til 764.866,33 kr. (ekskl. "renter til dato" 14.827,03 kr.) i påtegningerne af 20. august 1982.

Hverken hovedstolen eller de opkrævede renter findes at være forældede.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Klagen tages ikke til følge.