Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om erstatning for tab på køb af Roskilde Bank aktier i forbindelse med emission i 2007. Spørgsmål om særlig viden på baggrund af ansættelse i banken og indtræden som medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem i banken fra november 2008.

Sagsnummer: 387/2014
Dato: 29-04-2016
Ankenævn: Vibeke Rønne, Finn Borgquist, Anders Holkmann Olsen, Troels Hauer Holmberg, Michael Reved
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst: Spørgsmål om erstatning for tab på køb af Roskilde Bank aktier i forbindelse med emission i 2007. Spørgsmål om særlig viden på baggrund af ansættelse i banken og indtræden som medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem i banken fra november 2008.
Indklagede: Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank)
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager

Indledning

Sagen vedrører klagerens krav om erstatning for tab på køb af Roskilde Bank aktier i forbindelse med en emission i 2007.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Roskilde Bank og havde været ansat i banken siden 1997 som servicemedarbejder.

Klageren har oplyst, at han havde en baggrund som elektriker og telefontekniker. I 2004 blev han valgt som tillidsmand for rengøringsmedarbejdere og bankbetjente.

I forbindelse med en emission i banken med tegningsperiode fra den 12. marts 2007 til den 8. april 2007 modtog klageren efter det oplyste et personligt rettet kampagnebrev fra banken med opfordring til investering i Roskilde Bank aktier.

Den 21. marts 2007 tegnede klageren i alt 94 styk nye Roskilde Bank aktier til kurs 300 for i alt 28.200 kr., og den 22. marts 2007 tegnede han yderligere 2 styk Roskilde Bank aktier til kurs 300 for 600 kr. Aktierne var fordelt på fire såkaldte medarbejderaktiedepoter.

Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Handlen med Roskilde Bank aktier blev herefter suspenderet. Banken blev erklæret konkurs den 3. marts 2009. Finansiel Stabilitet fik via et nyt selskab, der overtog navnet Roskilde Bank, til formål at afvikle den gamle Roskilde Banks aktiviteter.

Finansiel Stabilitet har oplyst, at det fremgår af registreringer fra Erhvervsstyrelsen, at klageren indtrådte som bestyrelsesmedlem i FS Finans A/S (ny Roskilde Bank) den 10. november 2008 og som bestyrelsesmedlem i Finansiel Stabilitet A/S den 23. april 2013.

Klageren har oplyst, at han i 2009 indtrådte som medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem i den ny ”Roskilde Bank”. I perioden frem til 2009 var han ikke medlem af samarbejdsudvalget eller bestyrelsen i Roskilde Bank.

I december 2010 indledte Forbrugerombudsmanden en undersøgelse vedrørende omstændighederne omkring ”gammel” Roskilde Banks salg af egne aktier i perioden fra den 1. januar 2006 til bankens sammenbrud den 24. august 2008.

Den 2. december 2013 indgik Forbrugerombudsmanden en forligsaftale med Finansiel Stabilitet, hvorefter visse kunder fik tilbud om erstatning på 60 % af deres tab på aktier i Roskilde Bank. Af forligsaftalen fremgik bl.a.:

”...

På baggrund af denne undersøgelse har Forbrugerombudsmanden identificeret to aktiesalgskampagner i henholdsvis august-september 2006 og marts-april 2007, hvor der til et meget stort antal kunder er udsendt breve med ensartede opfordringer til at købe aktier i banken. Roskilde Banks rådgivning til kunderne i brevene fokuserede ensidigt på fordelene ved aktieinvesteringen, og kunderne fik ikke en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken. Samtidig var Roskilde Banks kunderådgivere blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning.

Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Banks aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 ikke var i overensstemmelse med reglerne om god skik i § 43 i lov om finansiel virksomhed, og at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner.

Forbrugerombudsmanden har herved lagt vægt på, at Roskilde Bank i de to aktiesalgskampagner har foretaget et særdeles aggressivt salg af egne aktier, og at banken ikke har ydet individuel rådgivning eller har ydet utilstrækkelig rådgivning i forbindelse med salget af aktier til kunderne ...

2.1.2 Særlig viden i kraft af ansættelsesforhold m.v.

En kunde omfattes ikke af tilbuddet om erstatning, hvis kunden som følge af sit ansættelsesforhold eller anden tilknytning til Roskilde Bank havde a) en særlig viden om bankens økonomiske forhold, og/eller b) en særlig viden om investeringer.

Kunder, der herefter ikke tilbydes erstatning, fordi de har en særlig viden i henhold til denne bestemmelse, er:

(i) bestyrelsesmedlemmer, registrerede direktører og eksterne revisorer i banken.

(ii) medarbejdere, der som følge af deres hverv i banken på tidspunktet for de to aktiesalgskampagner må forventes at have haft en særlig indsigt i bankens strategi og/eller drift, bankens økonomiske situation, kapitalforhold og/eller kreditgivning, herunder medarbejdere ansat på minimum chefniveau, medmindre varetagelsen af chefstillingen åbenlyst ikke forudsatte et sådan vidensniveau.

(iii) medarbejdere, der som følge af deres hverv i banken på tidspunktet for de to aktiesalgskampagner eller tidligere i deres professionelle virke og/eller som følge af deres uddannelsesmæssige baggrund må forventes at besidde en særlig viden om aktier og den med aktier forbundne risiko for tab, herunder medarbejdere der tidligere har solgt og rådgivet bankens kunder om køb af aktier.

Som bilag 1 vedlægges en anonymiseret oversigt over medarbejdere, jf. (ii) og (iii), som efter parternes viden har erhvervet aktier under de to kampagneperioder samt angivelse af, om medarbejderen er omfattet af det forligsmæssige tilbud…

2.4 Betingelse 4: Købet er ikke konkret undtaget på grund af kundens særlige viden m.v.

Parterne er enige om, at en række kunder efter en konkret vurdering af kundeforholdet ikke er omfattet af tilbuddet om erstatning, fordi de ikke kan sidestilles med øvrige private kunder, herunder som følge af deres særlige viden om bankens økonomiske forhold, og/eller særlig viden om investeringer. Parterne udarbejder i fællesskab en liste over disse kunder…”

Forligsaftalen medførte ikke, at klageren blev tilbudt erstatning, hvilket blev begrundet med, at forudsætningerne, der gjorde, at klageren levede op til reglerne om egnethed og værdighed ved hans indtræden i bestyrelsen for ny ”Roskilde Bank” også eksisterede i 2007, hvorfor hans køb ikke var omfattet af forligsaftalen, jf. punkt 2.4.

Klageren gjorde den 10. marts 2014 indsigelse mod, at han ikke var berettiget til erstatning. Ved en mail af 30. april 2014 til klageren fastholdt Finansiel Stabilitet, at klageren ikke var omfattet af forligsaftalen. Af mailen fremgik endvidere:

”...

Det påhviler Dem selv at afbryde frister for forældelse m.v. For yderligere information om forældelse henvises til forligsaftalens punkt 7, som findes på www.finansielstabilitet.dk.

...”

Ved et klageskema dateret den 14. november 2014 sendte klageren en klage elektronisk til Ankenævnet. Klagen blev registreret som modtaget elektronisk i Ankenævnet mandag den 17. november 2014.

Finansiel Stabilitet har oplyst at et gruppesøgsmål mod Finansiel Stabilitet vedrørende erstatning for tab på Roskilde Bank aktier blev afvist i august 2015.

Under henvisning til, at klageren havde deltaget i gruppesøgsmålet frafaldt Finansiel Stabilitet ved brev af 26. januar 2016 til Ankenævnet et anbringende om forældelse, som Finansiel Stabilitet havde fremsat under klagesagen i Ankenævnet.

Parternes påstande

Den 17. november 2014 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) skal betale erstatning.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han under bankens aktiesalgskampagne i foråret 2007 blev opfordret til at købe aktier, og at han ønsker erstatning på grund af manglende rådgivning og ikke korrekt materiale.

I 2007 var han servicemedarbejder i banken.

Han var på daværende tidspunkt ikke en del af samarbejdsudvalget eller bestyrelsen i Roskilde Bank. Han er derfor berettiget til erstatning på lige fod med øvrige privatkunder.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har anført, at banken ikke har handlet ansvarspådragende over for klageren i forbindelse med aktiekøbene.

Klageren er ikke omfattet af forliget mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet vedrørende erstatning for køb af Roskilde Bank aktier.

Forligsparterne er enige om, at der ikke tilbydes erstatning blandt andet til personer, der som følge af ansættelsesforhold eller anden tilknytning til Roskilde Bank havde en særlig viden om bankens økonomiske forhold og/eller særlig viden om investeringer. Forligsaftalen er ikke underlagt Ankenævnets fortolkning og kompetence.

Klageren havde været ansat i Roskilde Bank siden 1997 og indtrådte som medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem i november 2008 i FS Finans A/S (ny Roskilde Bank).

Det fremgår af § 64 i lov om finansiel virksomhed, at et bestyrelsesmedlem skal have fyldestgørende erfaring til at udøve sit hverv. Et bestyrelsesmedlem skal i forbindelse med sin tiltrædelse afgive oplysninger om sin egnethed til Finanstilsynet, der træffer afgørelse om, hvorvidt det pågældende medlem opfylder egnethedskravene.

Personer, der opfylder egnethedskravene, må formodes at have tilstrækkelig viden om finansielle forhold og må være bekendt med, at køb af finansielle aktier er forbundet med en risiko. Det må således lægges til grund, at klageren havde tilstrækkelig indsigt til at vurdere risikoen ved køb af Roskilde Bank aktier, og at klagerens aktiekøb derfor ikke var bestemt af en ubalanceret rådgivning fra bankens side.

Under henvisning til at klageren blev indvalgt i bestyrelsen for FS Finans A/S og senere i Finansiel Stabilitet A/S som medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem, må det lægges til grund, at klageren opfyldte egnethedskriteriet.

Det må ligeledes lægges til grund, at klagerens egnethed også var til stede på tidspunktet for klagerens aktiekøb i 2007. Der foreligger ikke oplysninger om, at klagerens egnethed som bestyrelsesmedlem i 2008 og 2013 skete på baggrund af en viden, som klageren havde tilegnet sig i perioden fra 2007 til 2008.

Klageren har ikke dokumenteret præcist, hvilke fejl og forsømmelser, der kan tilregnes banken som ansvarspådragende.

Klageren har ikke løftet bevisbyrden for, at banken har pådraget sig et erstatningsansvar.

Klageren har ikke anført, at aktiekøbene er bestemt af en ubalanceret rådgivning fra banken men alene, at han ønsker erstatning ud fra et ønske om ligestilling med de medarbejdere i Roskilde Bank, der er blevet tilbudt erstatning i henhold til forliget.

Ankenævnets bemærkninger

Klagen vedrører Roskilde Banks rådgivning af klageren i forbindelse med hans køb af Roskilde Bank aktier for i alt 28.800 kr. under emissionen i 2007.

Efter det oplyste havde klageren været ansat i banken siden 1997 som servicemedarbejder. Han havde en baggrund som elektriker og telefontekniker. I 2004 blev han valgt som tillidsmand for rengøringsmedarbejdere og bankbetjente.

Det fremgår af forligsaftalen mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet, at Roskilde Bank i forbindelse med aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 fokuserede ensidigt på fordelene ved investering i bankens aktier, at kunderne ikke fik en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken, og at Roskilde Banks kunderådgivere var blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning. Det fremgår endvidere af forligsaftalen, at det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner. Ankenævnet tiltræder denne vurdering.

Klageren indtrådte i november 2008 som medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem i FS Finans A/S (ny Roskilde Bank) efter, at Roskilde Bank den 24. august 2008 i en fondsbørsmeddelelse havde oplyst, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav.

Klageren blev ikke tilbudt erstatning i henhold til forligsaftalen, hvilket blev begrundet med, at klageren som bestyrelsesmedlem ikke kunne sidestilles med en sædvanlig privatkunde, idet forudsætningerne, der gjorde, at klageren levede op til reglerne om egnethed ved hans indtræden i bestyrelsen i 2008 også eksisterede i 2007.

Ankenævnet finder ikke, at det kan lægges til grund, at klagerens uddannelsesmæssige baggrund og ansættelse i banken som servicemedarbejder medførte, at han havde en sådan særlig viden om investering i aktier, at han ikke kan sidestilles med en privatkunde.

Den omstændighed, at klageren efterfølgende er indtrådt som medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem i FS Finans A/S (ny Roskilde Bank) i november 2008 kan ikke medføre et andet resultat.

Da klagerens aktiekøb fandt sted under aktiesalgskampagnen i 2007 efter, at han havde modtaget et personligt rettet kampagnebrev fra banken, finder Ankenævnet, at det påhviler Finansiel Stabilitet at godtgøre, at klageren har modtaget en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved investeringen. Da denne bevisbyrde ikke er løftet, er Finansiel Stabilitet erstatningsansvarlig over for klageren.

Ankenævnet finder derfor, at Finansiel Stabilitet skal betale erstatning til klageren. Erstatningen fastsættes skønsmæssigt, således at klageren stilles, som om han er omfattet af forliget af 2. december 2013 mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet.

Ankenævnets afgørelse

Finansiel Stabilitet skal inden 30 dage betale en erstatning til klageren, hvorved han stilles, som om han er omfattet af forliget af 2. december 2013 mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet.