Spørgsmål om ansvar for størrelse af gæld. Modkrav.
| Sagsnummer: | 12/2004 |
| Dato: | 19-05-2004 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Jette Kammer Jensen, Peter Stig Hansen, Ole Jørgensen, Morten Westergaard |
| Klageemne: |
Inkasso - forældelse
Inkasso - rentens størrelse |
| Ledetekst: | Spørgsmål om ansvar for størrelse af gæld. Modkrav. |
| Indklagede: | Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører, om indklagede har pådraget sig et ansvar for størrelsen af klagernes gæld samt klagernes modkrav mod indklagede.
Sagens omstændigheder.
Klagerne i denne sag er ægtefællerne M og H.
Ved gældsbreve af 13. august 1987 ydede indklagede klagerne to lån på henholdsvis 365.000 kr. (kontonr. -399) og 147.000 kr. (kontonr. -380), som skulle afvikles med en månedlig ydelse på henholdsvis 3.500 kr. og 2.500 kr. Lånene blev anvendt til indfrielse af klagernes samlede gæld.
Til sikkerhed for lån -399 fik indklagede håndpant i et ejerpantebrev på 350.000 kr. med pant i H's ejendom B, der tjente som bopæl for klagerne. Til sikkerhed for lån -380 fik indklagede håndpant i et løsøreejerpantebrev på 135.000 kr. med pant i M's bil.
Om baggrunden for lånene har klagerne anført, at engagementet i 1982 bestod af en kassekredit, der blev anvendt til driften af M's daværende erhvervsvirksomhed, og som var sikret ved pant i virksomhedens driftsmidler og virksomhedens andel i ejendommen A, samt et privat lån, som var sikret ved deres gensidige kaution. I slutningen af 1982 havde virksomheden brug for yderligere likviditet, men indklagede afslog en anmodning fra M om forhøjelse af maksimum på kassekreditten. Indklagede afslog også at bevilge et overtræk til dækning af et krav på 8.000 kr. i feriepenge til en fratrådt medarbejder. Pr. den 31. december 1982 var saldoen på kassekreditten og lånet henholdsvis 271.356 kr. og 47.266 kr. Kassekreditten blev nedbragt, men alligevel afslog indklagede i begyndelsen af 1983 på ny at gennemføre betalingen af det skyldige feriepengebeløb. Der blev udarbejdet et omprioriteringsforslag for ejendom A med henblik på at sikre indklagedes tilgodehavende. Indklagede afslog i forbindelse hermed at udstede en bankgaranti på 62.000 kr. i 60 dage, hvilket medførte, at omprioriteringen ikke kunne gennemføres. Den 13. maj 1983 gik M konkurs. Indklagede udsatte dem for hårdt pres med trusler om løntilbageholdelse m.m. Med henblik på at lette presset tilbød de indklagede pant i H's nyerhvervede ejendom B, hvilket blev afslået. I efteråret 1984 blev H af en nytiltrådt bankbestyrer hos indklagede indkaldt til et møde, hvor hun under trusler om tvangsfjernelse af børnene og om at "køre familien effektivt på røven" så sig nødsaget til at underskrive på nogle dokumenter, hvilket medførte, at hun kom til at hæfte for gæld, der var stiftet af M. I december 1984 og september 1986 foretog indklagede udlæg i ejendom B. Låneaftalerne af 13. august 1987 blev indgået på initiativ fra en ny bankbestyrer, der nu var tiltrådt i afdelingen. De gjorde indsigelse imod den tidligere bestyrers "smarte trick", der havde medført, at H kom til at hæfte M's gæld, og imod afviklingen med 6.000 kr. pr. måned, som oversteg deres økonomiske formåen. Indklagede afviste indsigelserne, og de så sig nødsaget til at underskrive aftalerne.
Indklagede har anført, at man ikke er i besiddelse af dokumenter, der belyser hændelsesforløbet i begyndelsen af 1980'erne. Ingen af de af klagerne nævnte personer, der fortsat er ansat, kan genkende klagernes beskrivelse om at være blevet tvunget eller presset.
Ved gældsbrev af 30. juni 1988 blev lån -380 forhøjet med 22.864,30 kr. til 157.000 kr. med uændret ydelse på 2.500 kr. pr. måned.
Ved gældsbrev af 7. april 1989 ydede indklagede klagerne et yderligere lån (kontonr. -345) på 20.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 400 kr.
Ved gældsbrev af 14. juni 1990 blev lån -380 forhøjet med 42.038,30 kr. til 175.000 kr. Ydelsen på lånet blev samtidig forhøjet fra 2.500 kr. til 3.400 kr. pr. måned. Provenuet af lånet blev anvendt til udskiftning af bilen. Sikkerheden i ejerpantebrevet på 135.000 kr. blev overført til den nyindkøbte bil.
I slutningen af 1990 blev der indledt drøftelser om en ny ordning for afvikling af gælden, idet klagerne ikke var i stand til betale ydelserne på de tre lån på i alt 7.300 kr. Afviklingen af lån -399 og -345 ophørte, mens afviklingen af lån -380 fortsatte med henblik på, at klagerne kunne beholde bilen, der var nødvendig for M's arbejde.
I sommeren 1991 blev H's ejendom (B) solgt uden dækning til indklagede.
Det lykkedes ikke at opnå enighed om en fornyet afvikling eller en eventuel akkord.
I slutningen af 1991 ophørte afviklingen af lån -380.
Ved skrivelse af 29. april 1992 opsagde indklagede engagementet, som følge af misligholdelse. Indklagede opsagde samtidig løsøreejerpantebrevet med pant i bilen. Gælden blev inkl. renter til den 31. december 1991 opgjort således:
Lån -380 | 167.079,42 kr. |
Lån -399 | 396.515,07 kr. |
Lån -345 | 21.090,99 kr. |
Budgetkonto | 12.984,08 kr. |
I alt | 597.669,56 kr. |
På begæring af indklagede blev der ved fogedretten i Holbæk begæret udlægsforretning på klagernes bopæl. Før udlægsforretningen blev afholdt, blev bilen solgt for 50.000 kr. ved faktura af 9. juni 1992. Ifølge indklagedes registreringer blev købesummen med fradrag af retsafgift på 985 kr. krediteret på lån -380, som herefter udviste en saldo på 118.064,42 kr. (167.079, 42 kr. - 50. 000 kr. + 985 kr.).
Klagerne afgav insolvenserklæring i fogedretten den 30. juni 1992.
I forbindelse med fogedsagen blev klagerne registreret i RKI. Klagerne har anført, at de efter salget af ejendommen boede til leje i en ejendom, som de i 1993 fik mulighed for at købe. På grund af registreringen i RKI var dette ikke muligt, og de var derfor nødsaget til i stedet at flytte til en anden lejebolig.
Udover den fælles gæld havde H en gæld på sin lønkonto på 1.343,21 kr. og M en gæld på sin lønkonto på 5.463,54 kr.
Ved skrivelse af 10. juni 1999 rettede indklagede henvendelse til klagerne om gælden, som blev opgjort til 1.349.101,94 kr.
Ved skrivelse af 13. juni 2003 rettede indklagede fornyet henvendelse til klagerne om gælden, som ifølge skrivelsen var 555.461 kr. + 5 års renter.
På grundlag af gældsbrevet vedrørende lån -345 fremsendte indklagede den 3. juli 2003 sagen til fogedretten med henblik på foretagelse af udlæg. Retsafgiften udgjorde 410 kr.
Den 10. november 2003 afsagde fogedretten kendelse om, at sagen kunne fremmes på det foreliggende grundlag. Af kendelsen fremgår bl.a.:
"Der er i sagen enighed om, at der i juni 1992 blev realiseret 1 stk. Toyota Landcruiser HJ 60 med henblik på at nedskrive skyldnerens gældsforpligtelser over for rekvirenten. Under henvisning til fakturaen af 9. juni 1992 lægges det til grund, at provenuet stort 50.000 kr. blev brugt til at nedskrive gælden iht. et andet lån end det i sagen omhandlede.
Der er mellem parterne enighed om, at der ikke efter realiseringen af køretøjet er afdraget på skyldnerens gældsforpligtelser over for rekvirenten."
Den 15. januar 2004 fik indklagede udlæg i en bil tilhørende H.
Pr. den 17. februar 2004 opgjorde indklagede sit krav mod M og H til henholdsvis 1.387.729,52 kr. og 1.377.403,93 kr.
Under sagen har indklagede foretaget en fornyet opgørelse, hvorved kravet mod såvel M som H er nedsat til 1.220.431,50 kr. Ved opgørelsen er der taget udgangspunkt i en hovedstol på 485.346,97 kr., svarende til de 597.669,56 kr., jf. opgørelsen ved skrivelsen af 29. april 1992, med fradrag af 50.000 kr. vedrørende salget af bilen og med fradrag af tilskrevne ikke betalte renter, der har været forfaldne i mere end 5 år, jf. forældelsesloven af 1908. Indklagede har endvidere frafaldet kravene på 1.343,21 kr. og 5.463,54 kr. på henholdsvis H's og M's lønkonti. På grundlag af hovedstolen er der beregnet 5 års renter på i alt 733.514,53 kr. Rentesatsen varierer i intervallet 19% - 22%. Herefter er der tillagt omkostninger til retsafgift og notering af udlæg på i alt 1.570 kr.
Klagerne har til brug for sagen udarbejdet følgende opgørelse:
"Opgørelse af unødigt påførte omkostninger.
1983 | Udgifter i forbindelse med nødvendig flytning for [H] fra [ejendom A] - Undløse til [ejendom B] - Mørkøv. | |||
Udbetaling på ejendommen | kr. | 30.000,00 | ||
Omk. til adv. + skøde ca. | kr. | 12.000,00 | ||
Udgifter til selve flytningen ca. | kr. | 35.000,00 | ||
1991 | Tab på ejendom ved dennes "tvangssalg" | |||
Vurd. kr. 710.000,00 - Pbrestgæld kr. 370.103,95 | kr. | 339.896,05 | ||
Flytning til lejet ejendom | ||||
Indskud | kr. | 19.720,00 | ||
Forudbetaling | kr. | 9.860,00 | ||
Flytteomkostninger ca. | kr. | 25.000,00 | ||
"Skattesmæk" ved salg af ejendom ca. | kr. | 25.000,00 | ||
1992 | Tvangssalg af bil til bankens forhandler | |||
Anslået tab ved denne handling | kr. | 15.000,00 | ||
1993 | Omkostninger som følge af udlejers ønske om salg af ejendom til [klagerne] - hvilket ikke kunne lade sig gøre som følge af bankens registrering af [klagerne] i RKI | |||
Anslåede omkostninger til depositum, forudbetaling og flytning | kr. | 50.000,00 | ||
I alt | kr. | 561.476,00 | " |
Parternes påstande.
Den 19. januar 2004 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet. Klagerne har nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at meddele dem saldokvittering.
Indklagede har ved skrivelse modtaget i Ankenævnet den 19. februar 2004 nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at indklagede i forbindelse med deres engagement har tilsidesat god pengeinstitutskik, hvilket har medført en urimelig gældsforøgelse. Indklagede har forsømt sin pligt til at specificere opgørelsen af sit krav, herunder at dokumentere, hvorledes de 50.000 kr. ved salget af bilen blev anvendt til nedbringelse af engagementet.
I midten af 1983 blev deres samlede gæld opgjort til 318.623,55 kr. I perioden 1987-1992 afviklede de gælden med i alt 324.996,10 kr. Såfremt de havde fået en fair og reel behandling af indklagede, havde de undgået omkostningerne på i alt 561.476 kr. Endvidere kunne M's virksomhed været blevet reddet, ligesom de ville have haft mulighed for en forøgelse af friværdien i H's ejendom, såfremt denne ikke var blevet tvangssolgt. De mener derfor ikke, at de reelt skylder indklagede noget beløb.
Ifølge en kontooversigt pr. december 1986 var gælden på 266.266,41 kr. Nu opgøres gælden til ca. 1,3 mio. kr. De har ikke mulighed for at gennemskue, hvad der er den egentlige restgæld. Indklagede har ikke været i stand til at dokumentere opgørelsen af kravet, herunder fremlægge dokumentation, der klart viser, hvorledes der blev forholdt med de 50.000 kr. vedrørende bilen.
Ydelserne på i alt 6.000 kr., der blev aftalt i august 1987 oversteg deres økonomiske formåen. De var derfor nødsaget til at optage yderligere lån, hvilket medførte en yderligere forværring af deres økonomiske situation. I 1990/1991 måtte de opgive at betale ydelserne, som nu var steget til i alt 7.300 kr. pr. måned. De anmodede forgæves om en ordning, der indebar, at de kunne opretholde en normal hverdag. Indklagede forlangte ejendommen solgt, selv om der ikke herved ville fremkomme et provenu til indklagede. Såfremt de havde fået mulighed for at beholde ejendommen, kunne der i løbet af en kortere årrække være blevet skabt grobund for en omprioritering eller et eventuelt salg, hvormed indklagede kunne have fået inddækket sit tilgodehavende.
Indklagede har optrådt i strid med god banketik, hvilket har medført en klar forringelse af deres økonomi og unødige ekstraomkostninger. Indklagede bør derfor frafalde sit krav og udstede saldokvittering.
Indklagede har anført, at det afvises, at man som påstået af klagerne skulle have handlet i strid med god bankskik. Det afvises ligeledes, at indklagede som anført af klagerne skulle have tvunget eller presset dem til at underskrive gældsbreve, indgå afviklingsaftaler, pantsætninger eller andet.
Klagerne må være afskåret fra nu at fremkomme med indsigelser vedrørende hændelsesforløbet i begyndelsen af 1980'erne, idet de efterfølgende har vedstået gældsforpligtelserne.
Vedrørende de løbende opgørelser af kravet bemærkes, at det samlede krav ikke nødvendigvis kan udledes af fogedrekvisitionerne, idet kravet her typisk er beløbsbegrænset eller begrænset til et enkelt gældsforhold.
Det samme gælder de kontoudskrifter/årsoversigter, som klagerne har modtaget efter misligholdelsen af engagementet. Disse indeholder ikke indklagedes rentekrav, idet indklagede er uberettiget til at bogføre - og dermed indtægtsføre - renterne, når engagementet er misligholdt. Indklagede har ikke herved givet afkald på sit rentekrav.
Klagerne kan til enhver tid få oplyst det aktuelle tilgodehavende. Beløbet vil variere, da en del af tilgodehavendet består af fem års rentekrav med variabel rente.
Indklagede ønsker ikke at indgå forhandlinger om akkordering uden dokumentation for klagernes nuværende økonomiske situation.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Indledningsvis bemærkes, at klagernes indsigelser vedrørende nedskrivningen af engagementet med de 50.000 kr. vedrørende bilsalget blev behandlet og afgjort ved fogedrettens kendelse af 10. november 2003, og at denne del af klagen derfor ikke kan behandles af Ankenævnet, jf. herved princippet i Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 1.
Det findes ikke godtgjort, at indklagede i forbindelse med klagernes engagement har begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre, at indklagede er forpligtet til helt eller delvist at frafalde sit krav.
Ankenævnet har ikke mulighed for at pålægge indklagede at acceptere en akkordering af klagernes gæld til indklagede.
Indklagede har under sagen foretaget en aktuel opgørelse af kravet, hvor der tages højde for bl.a. nedskrivningen af billånet i forbindelse med salget af den pantsatte bil og tilskrevne ikke betalte renter, der nu er forældede, jf. forældelsesloven af 1908, hvorefter forældelsesfristen er fem år. Rentesatsen, der har varieret i intervallet 19% - 22%, findes ikke at kunne tilsidesættes som urimelig.
Det bemærkes, at det i Ankenævnets praksis, jf. 169/1998, er fastslået, at forældelsen i henhold til 1908-loven i en sag som den foreliggende afbrydes ved pengeinstituttets nedlæggelse af frifindelsespåstand under klagesagen, såfremt pengeinstituttet, når Ankenævnets afgørelse foreligger, uden unødigt ophold forfølger sagen til opnåelse af forlig eller dom mv.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.
Klagegebyret tilbagebetales klagerne.