Ydelsesoplysninger i lånespecifikation.
| Sagsnummer: | 9612058/1997 |
| Dato: | 12-05-1997 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Peter Møgelvang-Hansen, Leif Nielsen, Flemming Borreskov og Kim Steen Nielsen |
| Klageemne: |
Lånetilbud - øvrige spørgsmål
Bidrag - rabat Betaling - terminsydelse |
| Ledetekst: | Ydelsesoplysninger i lånespecifikation. |
| Indklagede: | Nykredit A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som PDF |
| Realkreditinstitutter |
I forbindelse med klagerens opførelse af en ny ejendom afgav det indklagede realkreditinstitut den 13. juni 1996 et lånetilbud, hvori 1. års ydelse pr. termin før skat var anført med i alt 25.773 kr. Bidragsprocenten pr. år var efter kernekunderabat anført med 0,5288 pct. Af lånetilbudet fremgik det, at bidrag blev beregnet af lånets restgæld, samt at bidrag på lånet, bidragsrabatten og beregningsprincipperne for bidrag kunne ændres. Disse oplysninger fremgik ligeledes af et pantebrev, som var vedlagt lånetilbudet. Lånetilbudet indeholdt sædvanlige kreditoplysninger, herunder et amortisationsforløb. Det tilbudte lån blev udbetalt i august 1996. I lånespecifikationen var der anført et beløb på 24.320 kr. i kvartårlig rente og afdrag, og under beløbet var der uden beløbsangivelse anført de procentuelle takster for bidrag. Derudover var den første brudte ydelse, inklusive rente og bidrag, anført med et beløb på 10.024 kr. I august 1996 fremsendte instituttet opkrævning for den første terminsydelse på 10.024 kr. I november 1996 fremsendte instituttet opkrævning for december 1996 terminsydelsen på 25.777 kr. Heraf udgjorde bidrag 1.619 kr. og kernekunderabat 161 kr. I november 1996 protesterede klageren forgæves over for instituttet over terminsopkrævningen for december termin 1996, idet hun henviste til, at det af lånespecifikationen fremgik, at den ordinære kvartårlige terminsydelse udgjorde 24.320 kr. Klageren var gået ud fra det i lånespecifikationen angivne og havde lagt budget herudfra. Hun ville derfor som udgangspunkt kun betale 24.320 i kvartårlige terminsydelser.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at hun alene var forpligtet til at betale en kvartårlig terminsydelse på 24.320 kr., inklusive bidrag. Realkreditinstituttet påstod frifindelse.
Uanset lånespecifikationen kunne have været formuleret klarere, fandt Nævnet ikke, at klageren alene var forpligtet til at betale en kvartårlig terminsydelse på 24.320 kr. Nævnet lagde herved vægt på, at klageren på grundlag af lånetilbudet måtte påregne en samlet kvartårlig ydelse på ca. 25.700 kr., og at det af en samlet læsning af lånetilbud, pantebrev og lånespecifikation fremgik, at en terminsydelse består af rente, afdrag og bidrag, hvis størrelse eller beregningsgrundlag er nærmere specificeret. Nævnet frifandt derfor instituttet.