Studielån. Pengeinstituttets ret til ændring af ydelse.
| Sagsnummer: | 463 /1993 |
| Dato: | 20-12-1993 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Niels Busk, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Udlån - ydelse
|
| Ledetekst: | Studielån. Pengeinstituttets ret til ændring af ydelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Denne sag handler om, hvorvidt indklagede er berettiget til at forlange forhøjelse af de oprindeligt aftalte ydelser på klagerens to studielån, således at lånene kan afvikles inden for statsgarantiens løbetid på 15 år.
Den 6. februar 1992 indgik klageren med indklagedes Østerbro afdeling aftale om tilbagebetaling af klagerens to studielån. Det aftaltes, at lånene, der udgjorde henholdsvis 188.501,98 kr. og 210.922,30 kr., skulle afvikles med henholdsvis 1.590 kr. og 1.410 kr. om måneden, første gang den 1. marts 1992, svarende til årlige ydelser på henholdsvis 19.080 kr. og 16.920 kr. Det fremgår af beregninger foretaget af indklagede, at lånet på oprindeligt 188.501,98 kr. med den aftalte ydelse og en rente på 10% vil være afviklet i år 2031, medens lånet på oprindeligt 210.922,30 kr. har negativ afvikling med den aftalte ydelse. Af beregningerne fremgår endvidere, at ydelserne på de to lån skal forhøjes til henholdsvis 2.145 kr. og 2.458 kr., såfremt lånene ved en rente på 10% p.a. skal være afviklede ved garantiperiodens udløb i år 2006.
På tilbagebetalingsaftalerne er en rubrik, hvori er fortrykt "Ved allerede aftalt ændring af ydelsen anføres tidspunktet for sidste indbetaling af midlertidig aftalt ydelse"; denne er ikke udfyldt. En rubrik om "aftalt afviklingstid (år)" er heller ikke udfyldt.
Ved skrivelse af 19. oktober 1992 rettede afdelingen henvendelse til klageren og anførte, at den nuværende månedlige indbetaling som tidligere meddelt ikke var tilstrækkelig til at dække forrentningen af lånene, hvorfor restgælden på lånene var stigende. Som følge heraf anmodedes klageren om at kontakte afdelingen for en drøftelse af lånenes afvikling.
Under en efterfølgende brevveksling anførte klageren, at tilbagebetalingsaftalen af 6. februar 1992 var bindende for indklagede, og at det ikke fremgik af aftalerne, at disse var midlertidige. Indklagede var derfor ikke berettiget til at forhøje ydelserne; han havde i 1993-94 modtaget rentetilskud fra staten, som oversteg den aftalte årlige ydelse, hvorfor han ikke var forpligtet til at foretage yderligere personlige indbetalinger.
Ved skrivelse af 11. august 1993 meddelte indklagede, at såfremt klageren ikke inden ti dage havde rettet henvendelse til indklagede med henblik på at indgå nye afviklingsaftaler, ville indklagede anmode Hypotekbanken om at indfri gælden i henhold til statsgarantien.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at indklagede ikke er berettiget til at forlange forhøjelse af de oprindeligt aftalte ydelser på studielånene.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede må være bundet af de indgåede afviklingsaftaler, som han på intet tidspunkt blev oplyst om alene var midlertidige. Indklagede er derfor ikke berettiget til at ændre disse uden hans accept. Det er uden betydning, om de aftalte ydelser er tilstrækkelige til afvikling af lånene. Han har for perioden 1. april 1993 - 1. april 1994 modtaget rentetilskud vedrørende de to lån. Disse rentetilskud overstiger de aftalte ydelser, hvorfor indklagede ikke kan kræve, at han derudover skal foretage personlige indbetalinger på lånene.
Indklagede har anført, at ydelserne i forbindelse med de indgåede tilbagebetalingsaftaler blev fastsat ud fra debitors økonomiske situation på daværende tidspunkt. De aftalte ydelser kunne ikke fuldt ud dække rentetilskrivningerne, og det var derfor en forudsætning fra indklagedes side, at der efter kort tids forløb skulle træffes en ny aftale. Ved en fejl blev der ikke på de to aftaledokumenter indføjet en dato for ny aftale. Klageren har i 1993 opnået rentetilskud, og ved at fortsætte den personlige månedlige indbetaling har klageren mulighed for at begynde en reel afvikling af lånene. Såfremt klageren ikke vil indgå på en drøftelse herom, må indklagede opsige lånene med det i lånevilkårene anførte varsel på seks måneder.
Ankenævnets bemærkninger:
Ifølge § 17, stk. 1, nr. 2, i lovbekendtgørelse nr. 621 af 10. juli 1992 om Statens Uddannelsesstøtte skal tilbagebetaling af statsgaranterede studielån ske "med passende rater i forhold til gældens størrelse og inden for garantiperioden". De månedlige ydelser, som blev fastsat i tilbagebetalingsaftalerne af 6. februar 1992 vedrørende klagerens studielån, er klart utilstrækkelige til at sikre en afvikling inden for garantiperioden på 15 år, og Ankenævnet finder derfor, at indklagede er berettiget til at forlange, at ydelserne forhøjes. Nævnet finder dog anledning til at bemærke, at indklagede burde have taget udtrykkeligt forbehold herom ved indgåelsen af tilbagebetalingsaftalerne i februar 1992.
Som følge af det anførte
Den indgivne klage tages ikke til følge.