Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Investering.

Sagsnummer: 399 /1989
Dato: 31-01-1990
Ankenævn: Frank Poulsen, Hans Rex Christensen, Peter Møgelvang-Hansen, Per Overbeck, Jørn Ravn
Klageemne: Værdipapirer - gearet/ lånefinansieret investering
Ledetekst: Investering.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Pa grundlag af en henvendelse fra afdelingsbestyreren i indklagedes Ugerløse afdeling købte klageren i begyndelsen af maj 1986 for et samlet beløb af ca. 200.000 kr. 1.900 stk. investeringsbeviser i en af indklagedes investeringsforeninger. Købesummen blev finansieret ved optagelse af lån hos indklagede, og de indkøbte investeringsbeviser lagt til sikkerhed for tilbagebetaling af lånet. Under samtalen fik klageren at vide, at engagementet var risikofrit, bortset fra et eventuelt kursfald, som imidlertid ikke var en realistisk mulighed. Formalet var at lade det udbetalte udbytte dække rentetilskrivningen for det optagne lån og sælge investeringsbeviserne efter 3 års forløb med en skattefri kursgevinst til følge.

I forbindelse med børsuroen i oktober 1987 henvendte klageren sig til afdelingen, som imidlertid rådede ham til at beholde de købte investeringsbeviser.

Ved skrivelse af 18. juli 1989 oplyste klageren overfor indklagedes direktion, at de udbetalte udbytter havde udgjort i alt 27.597,50 kr. efter kuponskat, og at rentetilskrivningen i samme periode havde udgjort 103.781,89 kr. Efter brevveksling med indklagede, som afviste erstatningspligt i anledning af det passerede, har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at erstatte ham det tab, han har lidt i forbindelse med den foretagne investering.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at han ikke havde henvendt sig til indklagede forud for, at han den 1. maj 1986 modtog en henvendelse om at købe de omtalte investeringsbeviser for lånte midler. Under samtalen fik han oplyst, at transaktionen reelt var risikofri. Da kurserne skred i efteråret 1987 fik han det råd at beholde investeringsbeviserne på trods af, at han senere har erfaret, at andre på samme tidspunkt blev rådet til at sælge tilsvarende investeringsbeviser.

Indklagede har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gjort gældende, at det fremgår, at klageren under samtalen forud for beslutningen om at modtage tilbudet om lån til investeringsformal blev gjort bekendt med, at der var en risiko forbundet dermed. Klageren matte, selvom forventningerne på tidspunktet for samtalen var positive, indse, at et spekulativt engagement som det foreslåede kunne medføre tab.

Forskellen mellem de debiterede renteudgifter og afkastene fra investeringsbeviserne udgør 72.787,03 kr., uden at der herved er taget hensyn til indeholdt udbytteskat. Efter skat, og når hensyn tages til beregnet renteafkast af den sparede skat, udgør nettotabet ca. 25.000 kr., svarende til ca. 12,5% af investeringen i en 3-årig periode. Dette ligger klart indenfor den forventelige risikoprofil, selvom der, som i det foreliggende tilfælde, er tale om en relativt forsigtig investering.

Ankenævnets bemærkninger:

Efter § 2, stk. 1, i lov om visse forbrugeraftaler, jf. lovbekendtgørelse nr. 886 af 23. december 1987 må erhvervsdrivende ikke uden forudgående anmodning herom rette bl.a. telefonisk henvendelse til en forbruger på bl.a. dennes bopæl med henblik på straks eller senere at opnå tilbud eller accept af tilbud om indgåelse af aftale.

Som sagen foreligger, må Ankenævnet lægge til grund, at den i maj 1986 indgåede aftale er tilvejebragt i strid med denne bestemmelse. Ankenævnet kan ikke lægge til grund, at en aftale blev indgået ved den telefoniske henvendelse til klageren, jf. lovens § 3, og aftalen er således på trods heraf bindende for klageren.

Uanset de af indklagedes afdelingsbestyrelse afgivne udtalelser om forventninger til kursudviklingen på de foreslåede investeringsbeviser matte klageren indse, at han selv matte træffe afgørelse om, hvorvidt han ønskede at disponere i overensstemmelse med det fremsatte forslag og selv bære risikoen for denne afgørelse.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.