Kaution, bortfald, tidsbegrænsning m.v.
| Sagsnummer: | 651/1993 |
| Dato: | 29-06-1994 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Busk, Inge Frølich, Gert Bo Gram, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Kaution - tidsbegrænsning
|
| Ledetekst: | Kaution, bortfald, tidsbegrænsning m.v. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indklagedes Støvring afdeling etablerede i juni 1989 en kassekredit på 175.000 kr. for klagerens datter i forbindelse med hendes forpagtning af en servicestation. Af kassekreditkontrakten fremgik bl.a.:
"Løbetid
Løbetid er anslået til ... 012 måneder.
Afvikling.
Kredittens maksimum tages op til genforhandling hvert år den 1.6 første gang den 1.6.1990."
Samtidig stillede indklagede en garanti på 100.000 kr. overfor Texaco A/S, der var bortforpagter. Garantien dækkede ethvert beløb, som forpagteren måtte blive skyldig til Texaco A/S i forbindelse med forpagtningen. Garantien var gyldig "indtil videre".
Ved kautionsdokument af 27. juni 1989 påtog klageren sig selvskyldnerkaution begrænset til 140.000 kr. for kassekreditten og garantien.
Den 17. august 1989 modtog klageren meddelelse om, at datterens engagement var overført til indklagedes Struer afdeling, og at kautionsforpligtelsen fortsatte på uændrede vilkår.
Kassekreditten blev forlænget de følgende år, uden at klageren modtog meddelelse herom.
Da debitor den 25. juni 1993 anmeldte betalingsstandsning, gjorde indklagede ved skrivelse af 28. s.m. kautionen gældende overfor klageren. Ved skrivelse af samme dato anmodede Texaco A/S indklagede om udbetaling af garantibeløbet på 100.000 kr. Garantibeløbet blev udbetalt til Texaco A/S den 8. juli 1993.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hans kautionsforpligtelse på 140.000 kr. er bortfaldet.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han vægrede sig ved at kautionere, hvorfor han ved underskrivelsen af kautionsdokumentet lagde vægt på den begrænsede løbetid på 12 måneder. Da de 12 måneder var gået, gik han ud fra, at kautionsforpligtelsen var bortfaldet. Han modtog ikke meddelelse om, at kassekreditkontrakten blev forlænget. Indklagede burde ved kassekreditkontraktens udløb have anmodet om en ny kautionsaftale. Han har ikke haft kontakt med indklagede siden 1989. Bestemmelsen om kredittens løbetid er uklar og bør fortolkes imod indklagede, der har formuleret denne. Vedrørende garantien har klageren anført, at indklagede den 28. juni 1993, da kautionen blev gjort gældende, ikke havde en fordring mod debitor i anledning af garantien, idet denne først blev udbetalt den 8. juli 1993.
Indklagede har anført, at kautionsforpligtelsen på grundlag af de foreliggende dokumenter ikke er tidsbegrænset, og at klageren heller ikke tilkendegav, at han mente eller forudsatte, at kautionen var tidsmæssigt begrænset. I forbindelse med drøftelser om udvidelse af engagementet i 1991 meddelte klagerens datters samlever, at klageren ikke ønskede at udvide sin kautionsforpligtelse. Vedrørende garantien har indklagede anført, at det ikke er afgørende for kautionsforpligtelsens beståen, om garantibeløbet var udbetalt på det tidspunkt, hvor kautionen blev gjort gældende.
Ankenævnets bemærkninger:
Det af klageren underskrevne kautionsdokument indeholder ingen bestemmelse om tidsbegrænsning, og bestemmelserne i kassekreditkontrakten om løbetid og genforhandling af maksimum første gang den 1. juni 1990 kan ikke indebære, at klagerens kautionsforpligtelse for kassekreditten bortfaldt denne dato. Kassekreditkontraktens bestemmelser findes - selv om de kunne have være klarere udformet - heller ikke at kunne forstås således, at kreditten skulle indfries den 1. juni 1990, og indklagede har derfor ikke været forpligtet til at give klageren underretning om kredittens forlængelse.
Det forhold, at indklagede gjorde klagerens kautionsforpligtelse gældende, før garantibeløbet på 100.000 kr. var betalt til Texaco A/S, kan ikke medføre, at klageren er frigjort for sin hæftelse for det regreskrav, der opstod ved den senere betaling af garantibeløbet.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.