Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Ligestillet pant.

Sagsnummer: 366/1991
Dato: 30-12-1991
Ankenævn: Peter Blok, Bjørn Bogason, Søren Geckler, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen
Klageemne: Kaution - forhold til pant
Kaution - omfang
Ledetekst: Ligestillet pant.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Ved gældsbrev af 3. september 1985 ydede indklagedes Bredegade afdeling, Aalborg, et lån på 40.000 kr., for hvilket klageren kautionerede. Gældsbrevet indeholder intet om pant stillet af debitor. Det var i gældsbrevet anført, at lånet indfriedes den 1. december 1985, men lånet blev flere gange forlænget med klagerens godkendelse. Foruden dette lån bestod debitors engagement hos indklagede af en kassekredit på oprindelig 30.000 kr., for hvilken debitor havde håndpantsat obligationer og aktier for nominelt 36.000 kr. Ved håndpantsætningserklæring af 6. oktober 1986 håndpantsatte debitor de til enhver tid på en nærmere angivet VP-konto registrerede obligationer samt sit depot hos indklagede til sikkerhed for betaling af ethvert beløb, som han til enhver tid og af en hvilken som helst grund måtte blive indklagede skyldig.

Ved gældsbrev af 30. december 1988 ydede indklagede debitor et lån på 60.500 kr., der ifølge lånedokumentet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.100 kr. Provenuet heraf anvendtes til indfrielse af debitors kassekredit. Til sikkerhed for lånet håndpantsatte klageren de værdipapirer, der havde været pantsat til sikkerhed for den nu indfriede kassekredit.

Ved allonge af 1. juni 1990 til kautionslånet tiltrådte klageren, at der blev truffet aftale om afvikling af kautionslånet den 1. september 1990, og at hans selvskyldnerkaution fortsatte, indtil lånet var afviklet. Lånets restgæld udgjorde da 40.000 kr.

Ved skrivelse af 19. september 1990, hvor kautionslånets restgæld udgjorde 41.792,45 kr., anmodede afdelingen debitor om at rette henvendelse med henblik på at indgå aftale om afvikling af kautionslånet, ligesom afdelingen rykkede debitor for indbetaling af en restance på 3.300 kr. på debitors andet lån. Efter yderligere brevveksling mellem afdelingen og debitor meddelte afdelingen klageren ved skrivelse af 2. november 1990, at det ikke havde været muligt at formå debitor til at afvikle kautions lånet, hvorfor klageren anmodedes om at påbegynde afvikling af lånet.

Den 21. januar 1991 meddelte afdelingen debitor, at man ikke kunne acceptere en afvikling af debitors 2 lån med 1.500 kr. månedligt, hvorfor man ville skride til realisation af de håndpantsatte effekter, hvilket herefter skete. Efter yderligere brevveksling mellem klageren, debitor og afdelingen indgik debitor en afviklingsaftale med indklagede, ifølge hvilken kautionslånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.000 kr. og det andet lån med en månedlig ydelse på 500 kr., første gang den 1. marts 1991. Ved skrivelse af 1. marts 1991, hvorved klageren underrettedes om den indgåede afviklingsaftale, oplystes restgælden på kautionslånet til 43.683,39 kr. Klageren anmodedes om at anerkende afviklingsaftalen. Ved påtegning på indklagedes skrivelse accepterede klageren under protest, idet han anførte, at indklagede i tilfælde af lånets forlængelse havde givet tilsagn om, at påløbne renter ville være betalt.

Den 16. april 1991 rykkede afdelingen debitor for restance på 2.000 kr. på kautionslånet, ligesom klageren samme dag anmodedes om at foranledigede restancen indbetalt. Ved skrivelse af 29. april 1991, som angiver at være underskrevet af klageren, fremsendtes en check på 1.000 kr. til indbetaling på kautionslånet. Klageren bestrider, at han har fremsendt checken.

Efter at have fremsendt yderligere rykkere til såvel debitor som klager for restancer på kautionslånet anmodede afdelingen ved skrivelse af 10. juli 1991 klageren om at rette henvendelse til afdelingen med henblik på at indgå en afviklingsaftale vedrørende indfrielse af kautionsforpligtelsen.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at afdelingen tilpligtes at overføre indbetalinger sket på debitors andet lån til kautionslånet samt at afskrive provenu af de pantsatte depoter på kautionslånet.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at han havde accepteret, at kautionslånet forlængedes på betingelse af, at debitor betalte renter rettidigt. Indklagede har undladt at tilskynde debitor til at overholde sine forpligtelser i henhold til gældsbrevet og har i stedet ladet de af debitor indbetalte beløb afskrive på det andet lån. Indklagede har endvidere overfor klageren oplyst, at de af debitor hos indklagede deponerede værdipapirer tillige lå til sikkerhed for kautionslånet. Uanset dette har indklagede uden debitors accept realiseret disse værdipapirer og afskrevet provenuet heraf på det andet lån. Klageren bestrider endvidere, at han den 29. april 1991 skulle have indbetalt 1.000 kr. på kautionslån og anfører, at denne indbetaling i stedet må være foretaget af debitor selv.

Indklagede har anført, at man adskillige gange har rykket debitor for en afviklingsaftale og efterfølgende for indbetalinger til overholdelse af afviklingsaftalen. Da debitor misligholdt kautionslånet, henvendte afdelingen sig som en naturlig konsekvens til klageren, der var kautionist, og denne kan ikke fralægge sig hæftelsen for renter ved at betinge sig, at disse indbetales før forlængelse af lånet, når det har vist sig, at det ikke var muligt for indklagede at inddrive renterne hos debitor. I perioden fra 1. september 1990 til august 1991 er der i alt indbetalt 2.100 kr. på kautionslånet og 3.700 kr. på debitors andet lån. Fra 1. marts 1991, hvor en ny afviklingsaftale påbegyndtes, til august 1991 er der indbetalt 1.500 kr. på kautionslånet og 500 kr. på debitors andet lån. De af debitor deponerede værdipapirer blev realiseret i februar 1991, og klageren kan således ikke i marts 1991 af afdelingen have fået oplyst, at papirerne tillige lå til sikkerhed for kautionslånet. Indklagede finder ikke, at man har favoriseret debitors andet lån, idet de omhandlede værdipapirer primært la til sikkerhed for dette lån, og dette lån blev kun delvist indfriet ved indbetaling af provenuet fra realisationen af værdipapirerne.

Ankenævnets bemærkninger:

Gældsbrevet vedrørende det lån, for hvilket klageren har kautioneret, indeholder ingen bestemmelse om pant stillet af debitor, og det må lægges til grund, at debitors værdipapirbeholdning primært var pantsat til sikkerhed for først kassekreditten og derefter det lån, der afløste denne. Klageren kan derfor ikke gøre krav på, at det provenu, der fremkom ved realisationen af værdipapirerne, helt eller delvis skal afskrives på det kautionssikrede lån.

Den 1. juni 1990, da klageren underskrev allongen til gældsbrevet om forlængelse af lånet til den 1. september 1990, var forfaldne renter betalt, og det forhold, at debitor efter den 1. september 1990 har misligholdt sine forpligtelser, kan ikke bevirke, at klageren fritages for sin hæftelse for påløbne renter.

Det må lægges til grund, at indbetalinger fra debitor er blevet fordelt på de to lån efter aftale med debitor, og der findes heller ikke i øvrigt at foreligge forhold, som giver klageren ret til at forlange overførsel til det kautionssikrede lån af indbetalinger foretaget til det andet lån.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.