Krav om pantesikkerhed i forbindelse med ændring i engagementsomfang, helkundebetragtning.
| Sagsnummer: | 197/2001 |
| Dato: | 06-11-2001 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Lisbeth Baastrup, Karen Frøsig, Grit Munk, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Pant - stiftelse
Udlån - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Krav om pantesikkerhed i forbindelse med ændring i engagementsomfang, helkundebetragtning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne klage vedrører indklagedes krav om efterfølgende sikkerhedsstillelse for et billån som følge af det øvrige engagements overførsel til andet pengeinstitut.
Sagens omstændigheder.
Ved gældsbrev af 13. september 1999 ydede indklagede klageren og dennes ægtefælle H et billån på 172.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.500 kr. Af gældsbrevets "Almindelige bestemmelser for lån" fremgår:
"3. | Ændring af aftalevilkårene, herunder renten. |
Ved fastsættelse af vilkår for det mellem debitor og pengeinstituttet indgåede engagement, har pengeinstituttet lagt vægt på det samlede forretningsomfang med debitor. | |
Foretages der derfor ændringer i forretningsomfanget, som ikke er aftalt med pengeinstituttet, forbeholder pengeinstituttet sig ret til samtidig at ændre aftalevilkårene, herunder renten." |
Af sagen fremgår, at indklagede ikke krævede sikkerhed for billånet - efter det oplyste under hensyn til engagementets samlede omfang med klageren og H.
I forbindelse med klagerens og H's overvejelse om køb af et andet hus fremsendte indklagede i juni 2000 et boligkøberbevis, hvorefter familien kunne købe hus til en kontantpris på ca. 616.000 kr.
Klageren rettede henvendelse til et andet pengeinstitut, som herefter forestod finansieringen af familiens køb af en ny bolig. I denne forbindelse overtog det nye pengeinstitut det samlede engagement med undtagelse af billånet.
Indklagede meddelte ved overførslen af engagementet til det nye pengeinstitut, at man stillede krav om pant i bilen.
H underskrev dokumenter til brug for etablering af et løsøreejerpantebrev på 140.000 kr. med pant i bilen, der efter det oplyste tilhører H. Udgifterne hertil udgjorde 4.400 kr. - 3.500 kr. til stempel og tinglysningsafgift, 650 kr. i gebyr for panthaverdeklaration samt 250 kr. i ekspeditionsgebyr til indklagede. Den 18. april 2001 blev beløbet hævet på klagerens og H's fælles konto hos indklagede.
Parternes påstande.
Klageren har den 29. maj 2001 indbragt sagen for Ankenævnet. Ifølge klageskemaet ønsker klageren "at bibeholde mit billån i banken, uden at skulle betale de ca. 4.400,- i gebyr for pantsætning, eller at [indklagede] betaler omkostningerne, så vi kan flytte billånet over i [det nye pengeinstitut] ".
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at det er forståeligt, at indklagede ønsker pant i bilen, men han ønsker ikke at betale herfor.
Ved underskrivelsen af pantsætningsdokumenterne fik H ikke lov/tid til at læse betingelserne, hvorfor H's underskrift ikke er bindende.
Han stiller sig uforstående over for boligkøberbeviset, idet indklagede året forinden havde udarbejdet et andet boligkøberbevis, hvorefter de kunne låne 650.000 kr. Deres husstandsindkomst er efterfølgende steget, men alligevel beregner indklagede, at de kun kan købe et hus til en mindre værdi.
Indklagede har anført, at klagerens nye pengeinstitut kun ønskede at overtage billånet, såfremt der blev etableret pant i bilen. Derfor ønskede klageren at bibeholde billånet hos indklagede.
Som følge af helkundeforholdets ophør samt familiens køb af hus med et efter indklagedes opfattelse for lille rådighedsbeløb, ønskede man pant i bilen. Hjemlen hertil fremgår af pkt. 3 i almindelige bestemmelser for lån.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Af pkt. 3 i gældsbrevets generelle almindelige bestemmelser fremgår, at der ved fastsættelsen af vilkårene for lånet af indklagede er lagt vægt på det samlede forretningsomfang, og at indklagede ved debitors ensidige ændringer heri "forbeholder …. sig ret til samtidig at ændre aftalevilkårene, herunder renten".
Ankenævnet finder, at bestemmelsen er uigennemsigtig og upræcis, hvorfor klageren ikke kan anses for bundet af denne. Indklagedes krav om pantesikkerhed med de heraf for klageren forbundne udgifter er derfor afgivet med urette, hvorfor indklagede skal refundere klageren de opkrævede gebyrer.
Det bemærkes, at Ankenævnet finder, at H's underskrift af dokumenter om sikkerhedsstillelse ikke afskærer klageren fra at søge de debiterede gebyrer tilbagebetalt.
Som følge heraf
Indklagede skal inden 4 uger betale 4.400 kr. til klageren med rente efter renteloven fra den 29. maj 2001.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.