Erhvervsforhold. Afvisning.
| Sagsnummer: | 157/1989 |
| Dato: | 10-07-1989 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Mogens Hvelplund, Arnold Kjær Larsen, Peter Møgelvang-Hansen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
|
| Ledetekst: | Erhvervsforhold. Afvisning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved klageskema af 13. april 1989 nedlagde klageren påstand om, at indklagede tilpligtes at betale ham erstatning i anledning af påførte gener og tab af indtægter som følge af, at han i en periode har været registreret i checkmisbrugerregisteret.
Sideløbende hermed rettede klageren henvendelse til Den Danske Bankforening, som efter at have indhentet en udtalelse fra indklagede ved skrivelse af 18. maj 1989 meddelte klageren, at man ikke havde mulighed for at foretage sig videre i sagen, efter at registreringen i checkmisbrugerregisteret, som var etableret ved anmeldelse af 3. oktober 1988, var slettet den 6. december 1988.
Ved skrivelse 30. maj 1989 til klageren afviste Ankenævnets sekretariat herefter klagen under henvisning til, at Ankenævnet ikke selv kan tage stilling til spørgsmålet om berettigelsen af en stedfunden registrering, hvorfor det til sagens behandling for Ankenævnet måtte kræves, at der forelå en endelig afgørelse, som fastslog, at den skete registrering af klageren havde været uberettiget. Det tilføjedes, at Ankenævnet formentlig tillige var afskåret fra at behandle klagen under henvisning til, at denne vedrørte den af klageren drevne virksomhed og i det forhold, den angik, klart adskilte sig fra klager vedrørende privatkundeforhold, jf. § 2, stk. 2 og 3, i Ankenævnets vedtægter. Klageren anmodedes om, såfremt han ønskede afvisningen indbragt for Ankenævnet, at specificere sit erstatningskrav.
Klageren har uden at specificere sit erstatningskrav nærmere begæret sekretariatets afvisning af hans klage indbragt for Ankenævnet.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren er erhvervsdrivende, og klagen vedrører klagerens virksomhed og adskiller sig i det forhold, den angår, klart fra klager vedrørende privatkundeforhold.
Klagen falder derfor udenfor Ankenævnets kompetence, jf. vedtægternes § 2, stk. 2 og 3.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.