Spørgsmål om kautionslån skulle have været indfriet i forbindelse med prioritering af fast ejendom.
| Sagsnummer: | 381/2002 |
| Dato: | 04-03-2003 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Kåre Klein Emtoft, Rut Jørgensen, Astrid Engel Thomas, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om kautionslån skulle have været indfriet i forbindelse med prioritering af fast ejendom. |
| Indklagede: | Arbejdernes Landsbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagernes indsigelse mod deres hæftelse for et lån, for hvilket de i 1999 kautionerede.
Sagens omstændigheder.
Klagerne, der er ægtefæller, kautionerede den 18. august 1999 i henhold til særskilte kautionsdokumenter som selvskyldnerkautionister for et lån på 108.000 kr. ydet af indklagede til debitorerne A og M. Kautionen var for hver af klagerne begrænset til 25.000 kr. med tillæg af renter mv. Af de enslydende kautionsdokumenter fremgår, "at lånets nettoprovenu anvendes til indfrielse af bestående fordringer".
Klagerne har anført, at lånet blev ydet til et grundkøb med henblik på senere opførelse af en fast ejendom. Lånet skulle indfries ved hjemtagelsen af et kreditforeningslån i forbindelse med byggeriet.
Indklagede har anført, at kautionslånet blev ydet til indfrielse af en række mindre kreditorer, som indklagede krævede betalt i forbindelse med A's og M's optagelse af lånet.
Indklagede har fremlagt skrivelse af 27. august 1999 til en advokat, hvoraf fremgår, at låneprovenuet på ca. 106.500 kr. blev indsat på advokatens klientkonto i forbindelse med endelig afvikling af A's og M's engagement i to andre pengeinstitutter.
I foråret 2000 købte A en byggegrund for 120.200 kr. Den 4. maj 2000 ydede indklagede A og M et lån på 165.000 kr. til brug for grundkøbet og omkostninger i denne forbindelse. Skødet blev lyst den 6. juni 2000.
Indklagede har anført, at A og M i september 2000 fik bevilliget et byggelån. Primo 2001 blev der hjemtaget et Nykreditlån på 1.054.000 kr., men provenuet kunne ikke dække byggeomkostningerne, og man måtte udlægge beløb til færdiggørelse af byggeriet. I denne forbindelse blev et yderligere lån etableret mod pant i ejendommen.
Ved skrivelse af 1. juli 2002 til klagerne bekræftede indklagede under henvisning til samtale samme dag, at klagernes kautionsforpligtelse var 50.000 kr. for kautionslånet, hvis restgæld var ca. 84.000 kr. Indklagede anførte, at ved salg af debitorernes ejendom til en udbudt pris ville der være dækning for indklagedes tilgodehavende, herunder kautionslånet, der var i restance. Restancen og engagementet skulle tages op til drøftelse første august 2002. Indklagede anmodede klagerne om at anerkende udsættelsen ved underskrift af skrivelsen. Den 22. juli 2002 underskrev klagerne skrivelsen.
Ved skrivelse af 24. juli 2002 rettede klagerne gennem deres advokat henvendelse til indklagede og anførte, at det ved kautionslånets stiftelse var blevet aftalt med debitorerne og indklagede, at lånet skulle indfries i forbindelse med hjemtagelse af kreditforeningslån på ejendommen. Advokaten bestred derfor på klagernes vegne kautionsforpligtelsen.
Ved skrivelse af 11. september 2002 til klagernes advokat anførte indklagede:
"I forbindelse med indgåelsen af kautionsforpligtelsen, var målet at debitorerne på et senere tidspunkt blev i stand til at købe en grund - opføre et hus, og ved prioritering af dette, indfri engagementet i banken, herunder det kautionssikrede lån.
Kautionsforpligtelsen blev indgået på et tidspunkt hvor bankens engagement var udækket og debitorerne havde en negativ formue, hvilket udløste bankens krav om sikkerhed (kaution)."
Ved skrivelse af 11. september 2002 anmodede indklagede klagerne om at berigtige en restance på kautionslånet på 27.900 kr. Ved skrivelse af 20. samme måned meddelte indklagede, at debitorernes engagement med indklagede var opsagt og ville blive overdraget til inkasso.
Af kontoudtog for kautionslånet fremgår, at ydelserne blev betalt regelmæssigt til og med 1. oktober 2001. November-ydelsen er tilbageført den 13. november 2001, mens december-ydelsen bogført på lånet den 3. december 2001 er tilbageført den følgende dag.
Parternes påstande.
Klagerne har den 23. september 2002 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at de er frigjort for kautionsforpligtelsen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse. Indklagede har meddelt, at i det omfang tilbageførslen den 13. november 2001 får konsekvenser for klagernes hæftelse, anerkendes det, at tilbageførelsen ikke kan gøres gældende i forhold til klagerne.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at kautionslånet blev ydet til grundkøb, og at det skulle indfries i forbindelse med den endelige belåning efter opførelsen af en ejendom. Dette var en klar forudsætning for dem, som var kendt for indklagede.
Det bestrides, at det blev oplyst, at kautionslånet skulle anvendes til indfrielse af bestående fordringer, og de var ikke opmærksomme på bestemmelsen i kautionsdokumentet herom.
De henviser til en under sagen fremlagt erklæring af 18. september 2002, hvorefter debitorerne bekræfter, at de anmodede indklagede om at indfri kautionslånet af provenuet fra kreditforeningslånet i overensstemmelse med det ved kautionsdokumenternes underskrivelse aftalte.
Efter almindelige obligationsretslige principper er det debitor, der afgør hvilken gæld der skal indfries af et indgået beløb, hvilket skete i dette tilfælde. Uagtet dette anvendte indklagede lånebeløbet fra kreditforeningen til dækningen af andre konti.
Indklagede har anført, at kautionslånet ikke blev anvendt til køb af en byggegrund, men til indfrielse af M's kreditorer, hvilket fremgår af de kautionsdokumenter, som klagerne underskrev.
Det er korrekt, at det i forbindelse med ansøgning om det senere byggelån var forventet, at den endelige prioritering af ejendommen ville betyde, at debitorernes engagement, herunder det kautionssikrede lån, ville blive væsentligt nedbragt.
Hverken klagerne eller debitorerne forlangte ved gennemførelsen af prioriteringen, at provenuet fra realkreditlånet skulle indsættes på kautionslånet. Debitorernes fremlagte erklæring er afgivet længe efter, at kreditforeningslånet blev hjemtaget.
I forbindelse med prioriteringen af ejendommen underskrev debitorerne i januar 2001 dokumenter for kreditforeningslånets hjemtagelse, hvoraf fremgår, at provenuet primært blev tiltransporteret indklagede til sikkerhed. Kort tid efter, at klagerne havde påtaget sig kautionen, gav debitorerne klagerne sekundær håndpant i et ejerpantebrev i en bil til sikkerhed for kautionsforpligtelsen.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Af de kautionserklæringer, som klagerne underskrev den 18. august 1999 fremgår, at kautionslånets "nettoprovenu anvendes til indfrielse af bestående fordringer". Klagerne blev således gjort bekendt med, at kautionslånet medgik til betaling af tidligere stiftet gæld. Klagernes oplysning, om at kautionslånet blev ydet til grundkøb kan derfor ikke lægges til grund. Det kan heller ikke anses for godtgjort, at klagerne blev tilsikret, at kautionslånet skulle indfries i forbindelse med hjemtagelsen af Nykreditlånet.
Det er ikke godtgjort, at klagerne forud for den 1. juli 2002 - jf. indklagedes skrivelse af samme dag - var gjort bekendt med, at kautionslånet var i restance. Restancen udgjorde på dette tidspunkt ydelserne siden 1. november 2001. Indklagede tilsidesatte således sin forpligtelse efter Bank- og Sparekasselovens § 41, men det er ikke sandsynliggjort, at undladelsen har medført en forringelse af klagernes regresmulighed over for debitorerne.
Ankenævnet finder ikke godtgjort andre omstændigheder, der kan føre til, at klagerne ikke hæfter for deres kautionsforpligtelser.
Det bemærkes, at indklagede under sagens forberedelse har givet tilsagn om, at tilbageførslen på kautionslånet den 13. november 2001 ikke kan gøres gældende i forhold til klagerne.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.
Klagegebyret tilbagebetales klagerne.