Afslag på akkord
| Sagsnummer: | 153/2021 |
| Dato: | 08-02-2022 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Jesper Claus Christensen, Mette Lindekvist Højsgaard, Lisbeth Baastrup Burgaard, Kim Korup Eriksen. |
| Klageemne: |
Akkord - afslag
Pant - anvendelse af provenu |
| Ledetekst: | Afslag på akkord |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører afslag på akkord.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Danske Bank, hvor han havde en kassekredit nummer -445. Sammen med sin ægtefælle havde han endvidere en kassekredit nummer -701 med et kreditmaksimum på 200.000 kroner. Klageren ejede et hus, der var behæftet med to realkreditlån i Realkredit Danmark med hovedstole på 2.299.000 kroner og 2.563.000 kroner, i alt 4.862.000 kroner.
Den 18. marts 2018 anmodede klageren om yderligere realkreditlån på 2.278.000 kroner, og at banken mod dette beløb gav saldokvittering for restgælden på kredit -445, som på daværende tidspunkt udgjorde 3.354.000 kroner. Klageren anførte blandt andet:
”…
Vurderingen lyder efter jeres udsagn på 8.925.000 kr.
Friværdi til afvikling 2.278.000 kr. minus reserve.
…
• Vi har reduceret gælden med ca. 4.3 millioner kroner fra 7,7 til 3.4.
• Vi ønsker at afdrage de sidste penge mod et lån i huset og afskrivelse af resten om muligt.
…”
Banken afslog klagerens anmodning. Banken har oplyst, at den var indstillet på at forlænge kreditten til 31. marts 2019, hvis et daværende ejerpantebrev på 1.200.000 kroner blev forhøjet til 4.200.000 kroner, og huset blev sat til salg. Dette ønskede klageren ikke.
I december 2018 satte klageren huset til salg for 9.250.000 kroner.
I juni 2019 blev udbudsprisen for huset nedsat til 8.998.000 kroner.
Den 29. juli 2019 underskrev klageren en pantsætningserklæring, hvorefter et ejerpantebrev på 4 millioner kroner med pant i huset blev pantsat til sikkerhed for klagerens kredit -445 med et maksimum på 4.338.000 kroner og en Mastercardkonto med et kreditmaksimum på 50.000 kroner.
Den 25. august 2019 fremsatte klageren et nyt akkordforslag. Klageren anførte blandt andet:
”…
• Vi har reduceret gælden fra ca. 12.5 mio. kr. (hus og banklån)
• Vi har spillet nogle af vores pensionsmidler ind i nedbringelsen af gælden – (senest ca. 450.000 kr. i juni 2019) Ligesom vi månedligt har indbetalt et fast beløb til afvikling af [-445].
• Vi har solgt huset bedst muligt og vil bruge provenuet til at afvikle de 4.3 mio. + 305.000 kr. – med et forslag om at vi får et afslag på 30% og indbetaler 3,0 mio. kr. til fuld og endelig afgørelse på kreditten i banken. Således at vi kan komme godt videre efter 8 hårde år.
…”
Banken har oplyst, at den ikke ønskede at tage stilling til akkordforslaget, før ejendommen var solgt, salgsprisen kendt, og den fremtidige økonomi afklaret.
Den 20. december 2019 blev huset solgt for 8.750.000 kroner med overtagelse 1. februar 2020.
På et ikke oplyst tidspunkt underskrev klageren en aftale med banken om ”ekspedition af sælgersag og indfrielse af lån ved salg af fast ejendom”. Af aftalen fremgik blandt andet:
”…
Når et eventuelt overskydende provenu helt/delvist kan udbetales, skal beløbet indsættes på konto [-445].
…”
Den 12. januar 2020 fremsatte klageren et nyt akkordforslag reguleret for den lavere salgspris i forhold til forventningen i august 2019. Klageren anførte blandt andet:
• Vi har solgt huset bedst muligt og vil bruge provenuet til at afvikle de 4.3 mio. + 305.000 kr. – med et forslag om at vi får et afslag på 40% og indbetaler 2.750.000 kr. til fuld og endelig afgørelse på kreditten i banken. Således at vi kan komme godt videre efter 8 hårde år.
…”
Provenuet fra hussalget udgjorde 4.420.194,80 kroner. Beløbet blev indsat på kredit -445, hvorpå gælden udgjorde 4.259.396,25 kroner. Restprovenuet på 160.798,55 kroner, blev den 5. februar 2020 overført til fælleskreditten -701, som herefter havde en saldo på -188.155,18 kroner.
Banken har fremlagt et referat fra et møde mellem parterne den 27. februar 2020. Klageren fik ikke referatet tilsendt. Af referatet fremgik blandt andet:
”…
... Ud fra jeres nuværende indtægter og udgifter viser planen, at jeres økonomi hænger sammen. Vi benyttede systemet til at regne på en løbende afvikling af jeres fælles kredit med maksimum DKK 200.000. Ved en reduktion af rentesatsen fra 6,75 % til 2,5 % p.a. vil restgælden kunne afvikles over 5-6 år inden for jeres budget.
På den baggrund kan vi desværre ikke eftergive en del af jeres gæld.
…”
Af referatet fremgik endvidere blandt andet, at banken tilbød at genetablere kredit -445, således at gælden kun blev nedbragt med 4 millioner kroner, svarende til pantebrevets størrelse, og at det resterende beløb på 248.000 kroner på kreditten uændret blev afdraget med 15.000 kroner pr. måned, hvilket klageren imidlertid ikke ønskede.
Klageren har fremlagt ”Oplæg til drøftelse 8. september 2020 kl. 12.00”. Heraf fremgår:
” • Indtil nu har vi ønsket at fastholde vores oplæg som banken selv har anvist som en mulig udgang på vores møder.
• Vi er meget glade for at genoptage dialogen med banken på dette møde – inden vi går videre andet steds.
• Vores tanke er at opnå et resultat som er fair ift. det vi var stillet i udsigt med som den 27. februar blev afvist totalt og meget overraskende og på en meget lidt etisk måde.
• Vi fulgte efterfølgende bankens råd og gik videre med sagen internt.
• Forslag:
• Banken anbefalede mig at opsige og indfri en pension i 2019 på ca. 435.000 kr.
• Banken tog uden forudgående aftale hele vores provenu fra hussalget i februar – alt over pantet på de 4.0 mio. kr. = 420.194,80 kr.
• Banken indgår et forlig til fuld og endelig afgørelse af denne sag med en udbetaling af kr. 850.000 kr.”
Parternes påstande
Den 24. marts 2021 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal indgå ”et forlig på kr. 300.000 mod det ellers "lovede" saldokvittering på 2,75 mio. kr. svarende til ca. 1.750.000 kr. ud af det samlede beløb på ca. 4,5 mio. kr.”
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at banken burde have imødekommet hans akkordforslag. Det var hans rådgiver i banken, der anbefalede ham at udarbejde forslaget.
Det er hans opfattelse, at banken lovede en form for akkord/saldokvittering.
Der var friværdi til at optage yderligere realkreditlån, så han og ægtefællen kunne blive i huset. I stedet forhøjede banken sit pant og pressede ham til at sælge huset. Husets værdi steg efterfølgende markant. Som følge af salget er han blevet påført et tab på yderligere 1,5 til 2,0 mio. kroner.
Da huset var solgt, afviste banken på ny hans akkordforslag.
I forbindelse med hussalget tog banken hele provenuet til afvikling af gælden herunder den del af provenuet, der oversteg pantet, hvilket banken senere erkendte var en fejl.
Banken har tilsyneladende fulgt en forhalingsstrategi for at få ham til at afdrage og finde penge samt stille yderligere pant uden reelt at have til hensigt at løse problemet bedst muligt. Forløbet viser, at banken har været meget langsommelig og ikke ville imødekomme hans forslag om at mødes for at løse situationen, hvilket han opfordrede til mange gange på alle niveauer i banken. Banken holdt ham hen i tre år, hvilket var urimeligt og i strid med god forretningsetik.
Rådgiveren var selv med til at foreslå oplægget af 25. august 2019, og da huset efterfølgende blev solgt til 250.000 kroner lavere pris, blev han rådgivet til at revidere tilbuddet med samme beløb, hvilket han gjorde.
Det nu fremlagte referat af mødet den 27. februar 2020 stemmer ikke med et referat, som han pr. mail sendte til banken samme aften.
Efter mødet nævnte rådgiveren, at han ikke syntes, at behandlingen var i orden, og anbefalede ham at gå videre til bankens direktion herom, hvilket han gjorde. Den daværende direktør afviste hans anmodning, og han blev da rådgivet til at gå til bestyrelsen.
Senest afslog banken hans forslag om forlig og en kondolencebehandling af hele forløbet, ligesom et møde med bankens ledelse igen blev afvist.
Ankenævnet bør i sine overvejelser inddrage følgende spørgsmål:
1) Finder Ankenævnet sagsbehandlingen fair og tidsperspektivet almindeligt i forhold til lignende sager?
2) Erkender Ankenævnet, at han som kunde ikke nødvendigvis kender til bankens interne godkendelsesprocedurer – når der gennem alle år har været en beslutningsdygtig rådgiver, der på trods af mange forhold har hjulpet dem – og at de derfor tillidsfuldt har fulgt rådgiverens råd og vejledninger?
3) Er Ankenævnet bekendt med, at sager som denne ofte ender med en forhandling – da fordringen fra bankens side VAR afskrevet?
4) Der har fra bankens side været mere end ti personer involveret i denne sag, som kunne være afgjort med et forlig og minimum et møde – er det almindelig praksis, at ens private forhold deles med så bred en kreds i banken?
5) Hvad anbefaler Ankenævnet, at mit næste skridt kan være, såfremt vi ikke finder en mindelig løsning?
Danske Bank har anført, at banken ikke på noget tidspunkt har stillet klageren i udsigt, at den ville acceptere at akkordere en del af bankgælden, og banken har ikke handlet ansvarspådragende i forbindelse med sin håndtering af klagerens engagement og sælgersag. Klageren bør derfor ikke få medhold i sin påstand om, at banken skal acceptere klagerens akkordforslag og betale erstatning på 300.000 kroner.
Banken var berettiget til at afslå klagerens ansøgning om tillægslån i ejendommen, og til at betinge en forlængelse af den eksisterende kredit af en forhøjelse af ejerpantebrevet samt et vilkår om, at huset skulle sælges.
Klageren forsøgte forgæves at skifte pengeinstitut men accepterede efterfølgende, at kassekreditten blev forlænget på de pågældende betingelser.
Banken ikke var forpligtet til at acceptere klagerens akkordforslag.
Restprovenuet ved ejendomssalget blev indsat på kassekredit -445 i overensstemmelse med ”Aftale om ekspedition af sælgersag og indfrielse af lån ved salg af ejendom”.
Banken var berettiget til at nedskrive kassekredittens maksimum med 4 millioner kroner, svarende til hovedstolen på ejerpantebrevet, som banken havde underpant i.
Banken tilbød at retablere maksimum, for så vidt angik 248.000 kroner på uændrede vilkår, det vil sige med månedligt afdrag på 15.000 kroner. Klageren accepterede ikke tilbuddet, som nu er bortfaldet. Hvis klageren ønsker en ny kredit, vil banken dog gerne undersøge muligheden for at imødekomme et sådant ønske, herunder ved at foretage en fornyet kreditvurdering af klageren.
På kredit -701 var der et overtræk på 149.000 kroner. Banken var berettiget til at inddække/modregne overtrækket med indeståendet på kassekredit -445. Den resterende del af restprovenuet, som indgik på kassekreditten, var til parrets frie disposition.
Det skyldes en beklagelig forglemmelse, at referatet fra mødet den 27. februar 2020 ikke blev sendt til klageren. Referatet blev forfattet kort tid efter mødet og afspejler de drøftelser, som fandt sted på mødet.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Danske Bank, hvor han havde en kassekredit nummer -445. Sammen med sin ægtefælle havde han endvidere en kassekredit nummer -701. Klageren ejede et hus, der var behæftet med to realkreditlån i Realkredit Danmark på i alt 4.862.000 kroner.
Den 18. marts 2018 anmodede klageren om yderligere realkreditlån på 2.278.000 kroner, og at banken mod dette beløb gav saldokvittering for restgælden på kredit -445, som på daværende tidspunkt udgjorde 3.354.000 kroner.
Ankenævnet finder, at banken ikke var forpligtet til at medvirke til at imødekomme klagerens ønske om yderligere realkreditlån. Dette gælder uanset det oplyste om, at der var friværdi i huset.
Banken var heller ikke forpligtet til at imødekomme klagerens anmodninger i marts 2018 og efterfølgende om en akkordering af sin gæld til banken.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at banken på bindende måde stillede klageren i udsigt, at han ville kunne få en akkordordning, når huset var solgt. Ankenævnet finder heller ikke, at banken på utilbørlig måde pressede klageren til at sælge huset.
Efter det foreliggende finder Ankenævnet ikke, at banken i forbindelse med klagerens kundeforhold i banken har begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre erstatningsansvar.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.