Afgørelse

Værdiansættelse

Klageren fik i 1986 nyopført en villa. I september 1986 udbetalte realkreditinstituttet et obligationslån på 1.432.000 kr. som forhåndslån til klageren. Efter byggeriets færdiggørelse udbetalte realkreditinstituttet yderligere et mix-lån på 280.000 kr. til klageren. I 1993 omlagde klageren og hans ægtefælle de indestående lån til et kontantlån på 1.588.000 kr. I december 1995 rettede klageren skriftlig henvendelse til realkreditinstituttet, idet han i december 1995 havde solgt ejendommen med et tab på 180.000 kr. Klageren stillede forslag om, at instituttet accepterede et tab på 180.000 kr., idet klageren fandt, at den af realkreditinstituttet opgivne belåningspris på 1.866.951 fra 24. april 1987 måtte betragtes som væsentlig overvurderet. Realkreditinstituttet afviste klagerens forslag, under henvisning til, at instituttet hverken var ansvarlig for prisfaldet i slutningen af 1980´erne og starten af 1990´erne på ejendomme generelt eller klagerens tab ved salget af ejendommen. Klageren anmodede herefter realkreditinstituttet om en uddybning af instituttets skøn over ejendommens værdi til 1.860.951 kr. i foråret 1987, hvilket instituttet afviste under henvisning til, at en vurdering af en ejendom er baseret på en række skøn, som det ikke er muligt at analysere flere år senere.

Yderligere korrespondance førte ikke til en afklaring, og klageren indbragte sagen for Nævnet med påstand om, at realkreditinstituttet skulle godtgøre ham tabet på ca. 180.000 kr. i forbindelse med salget af ejendommen. Realkreditinstituttet påstod frifindelse.

Efter reglerne om Nævnets virksomhedsområde kunne Nævnet ikke tage stilling til, om realkreditlovgivningens regler var overholdt i forbindelse med belåningen af klagerens ejendom. Nævnet bemærkede, at realkreditlovgivningens regler om værdiansættelse har til formål at sikre det forretningsmæssige grundlag for de udstedte obligationer og således ikke sigter mod at varetage låntagernes interesser. Det klare udgangspunkt måtte derfor være, at et realkreditinstitut ikke ifalder ansvar over for en låntager, fordi instituttet har vurderet låntagerens ejendom for højt. Nævnet kunne dog ikke ganske udelukke, at instituttet under visse særlige omstændigheder kan ifalde erstatningsansvar over for en låntager i tilfælde af en uforsvarlig høj vurdering. Der var imidlertid ikke i den konkrete sag grundlag for at fastslå, at instituttet havde handlet ansvarspådragende over for klageren ved belåningen af hans ejendom i 1986-87. Nævnet frifandt derfor realkreditinstituttet.