Investering i aktier i forbindelse med emissionen i Amagerbanken i 2010
| Sagsnummer: | 265/2011 |
| Dato: | 23-05-2012 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Jesper Claus Christensen, Rut Jørgensen, George Wenning |
| Klageemne: |
Rådgivning - investering
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning |
| Ledetekst: | Investering i aktier i forbindelse med emissionen i Amagerbanken i 2010 |
| Indklagede: | Amagerbanken af 2011 |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører, om Amagerbanken har handlet ansvarspådragende i forbindelse medklagerens investering i aktier ved emissionen i Amagerbanken i 2010.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Amagerbanken. Banken har oplyst, at klageren i november 2007 modtog en investeringsprofilaftale. Af aftalen fremgik bl.a.:
" … Underskrift
Vi har, ud fra dit kendskab til og erfaring med investering i finansielle instrumenter, udarbejdet en basisprofil til dig.
Der er ikke udarbejdet en komplet investeringsprofil, der yderligere baserer sig på en vurdering af din finansielle situation, risikovillighed og investeringsformål, da du ikke har et ønske om, at banken skal rådgive dig om investering.
Det betyder, at du primært kan foretage handler i NetBank. Ordrer kan du ligeledes indlevere til din filial. Du vil ikke modtage rådgivning i den forbindelse. Såfremt du ønsker rådgivning, skal du have udarbejdet en komplet investeringsprofil.
…"
Banken har fremlagt en transaktionsoversigt vedrørende handler med aktier, tegningsretter m.v. foretaget til klagerens opbevaringsdepot i perioden fra den 1. januar 2009 til den 21. juni 2011. Banken har oplyst, at handlerne blev foretaget af klageren via netbank eller via bankens filialer.
I juni 2010 indgik banken aftale med Finansiel Stabilitet om en individuel statsgaranti betinget af en forhøjelse af bankens kapitalgrundlag med 750 mio. kr. senest den 15. september 2010. På generalforsamling den 17. august 2010 traf bankens aktionærer beslutning om en forhøjelse af aktiekapitalen med mindst 750 mio. kr.
Ved brev af 19. august 2010 oplyste Amagerbanken aktionærerne om, at de havde fortegningsret til de nye aktier ved den forestående emission. Klageren var på det tidspunkt aktionær i Amagerbanken. Brevet indeholdt bl.a. følgende:
"… Du vil modtage en tegningsindbydelse i et særskilt brev.
Ønsker du at benytte din fortegningsret beder vi dig venligst udfylde og returnere tegningsblanketten for aktier seneste den dag, der er anført i tegningsindbydelsen. …
Oplysninger om udbuddet
Inden du beslutter dig for at tegne nye aktier, sælge dine tegningsretter eller købe flere tegningsretter, bør du sætte dig ind i udbudsbetingelserne og informationen om Amagerbanken, herunder risici, som er beskrevet i prospektet. Prospektet er vedlagt dette brev på cd-rom. Prospektet kan også findes på amagerbanken.dk/kapitaludvidelse, bestilles hos Amagerbanken … eller hentes i en af bankens afdelinger. …"
Prospektet indeholdt bl.a. følgende:
" …
Investering i Amagerbankens værdipapirer indebærer høj risiko.
…
Uanset gennemførelsen af den planlagte kapitaludvidelse kan der ikke gives sikkerhed for, at Amagerbanken vil være i stand til at opfylde fremtidige solvenskrav, hvilket er en forudsætning for Bankens fortsatte eksistens.
…
Amagerbankens fundingmuligheder er i væsentligt omfang påvirket af forholdene på de globale finansielle markeder og de globale økonomiske forhold …
Den nuværende lavkonjunktur øger risikoen for økonomiske vanskeligheder, herunder konkurser blandt Amagerbankens kunder, hvilket kan medføre behov for yderligere nedskrivninger af engagementer
Såfremt den negative konjunkturudvikling, der startede i 2. halvår 2008, fortsætter eller tiltager, eller såfremt der sker en stigning i det generelle renteniveau, kan dette have væsentlig negativ indvirkning på Amagerbankens kunder og kan betyde, at nogle af disse går konkurs. Banken kan være nødsaget til at foretage yderligere nedskrivninger på engagementer som følge heraf, hvilket kan have en væsentlig negativ indvirkning på Bankens økonomiske stilling og resultat. Se afsnittet "Risici forbundet med Amagerbankens aktuelle situation".
Banken er endvidere også eksponeret for tabsrisiko ved, at Bankens kunder kan bringes i likviditets- og solvensproblemer i tilfælde af, at de rammes af tab og nedskrivninger som følge af deres kunders konkurser eller betalingsproblemer.
Amagerbanken har i sin nuværende udlånsportefølje ejendomsrelaterede udlån, der er ramt af de ugunstige konjunkturer …
En yderligere negativ konjunkturudvikling inden for ejendomssektoren, herunder stigning i tomgangsniveauet eller fald i lejeniveauet for udlejningsejendomme, og/eller stigende renter kan påvirke værdien af eller afkastet på ejendomme, som Banken har medvirket til finansieringen af, negativt, herunder som følge af ændringer i forudsætningerne for værdiansættelse, og nødvendiggøre yderligere nedskrivninger på eksisterende ejendomsengagementer, hvilket kan have en væsentlig negativ indvirkning på Bankens økonomiske stilling og resultat. Se afsnittene "Risici forbundet med Amagerbankens aktuelle solvenssituation" og "Trend information".
…"
Banken har anført, at klageren modtog prospektet på cd-rom med brevet af 19. august 2010, og at prospektet blev offentliggjort på bankens hjemmeside forud for aktieemissionen i august 2010. Klageren har anført, at han ikke modtog prospektet forud for investeringen i aktierne.
Banken har fremlagt informationsmateriale af august 2010 udarbejdet til bankens personale, hvoraf bl.a. fremgik, at Amagerbanken principielt ikke rådgav om og anbefalede køb af aktier i banken som investeringsobjekt. Af materialet fremgik endvidere, at der i henhold til henstilling fra Finanstilsynet bl.a. skulle udarbejdes en fuld investeringsprofil på kunden og tages hensyn til passende risikospredning, hvis kunden ønskede rådgivning om køb af aktier i banken.
I e-mails af 26. august 2010 oplyste banken som svar på klagerens forespørgsel, at klageren ville miste de beløb, som blev anvendt til køb af yderligere tegningsretter, hvis emissionen ikke blev gennemført, men ikke de beløb, som blev anvendt til køb af aktier. Banken oplyste endvidere, at kursen på tegningsretter faldt 51 % den 25. august 2010, men atter var steget ca. 24 %.
Ved e-mail af 31. august 2010 anmodede klageren banken om at tegne aktier til to anpartsselskaber, hvoraf det ene var ejet af klageren, ved køb af tegningsretter og ved udnyttelse af tildelte tegningsretter.
Ved e-mail af 1. september 2010 meddelte banken, at klageren nu var "den heldige ejer af 50.000 flere aktier."
Ved e-mail af 7. september 2010 meddelte klageren, at han som drøftet telefonisk ønskede at købe yderligere 100.000 stk. aktier á 3 kr.
I forbindelse med emissionen og herefter blev der i alt erhvervet aktier i Amagerbanken for ca. 66.000 kr. til klagerens pensionsdepoter og for ca. 2.206.000 kr. til klagerens opbevaringsdepot.
Banken har anført, at købet af aktierne blev udført på klagerens ordre som "execution-only"-handler uden rådgivning fra banken. Klageren har anført, at han købte aktierne på bankens anbefaling.
Den 7. februar 2011 gik Amagerbanken konkurs og blev overtaget af Finansiel Stabilitet.
Klageren har fremlagt e-mail af 11. februar 2011 fra professor Caspar Rose til klageren, hvori anføres, at prospektet ikke gav et retvisende billede af Amagerbankens økonomiske tilstand.
Den 21. februar 2011 anmeldte klageren et krav i konkursboet efter Amagerbanken. Den 21. marts 2011 stillede klageren krav om erstatning fra banken vedrørende tabet på investeringen i Amagerbanken aktier. Ved brev af 7. april 2011 afviste banken klagerens krav. Parterne fastholdt deres synspunkter i efterfølgende korrespondance.
Parternes påstande
Den 5. maj 2011 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Amagerbanken af 2011 skal tilbagekøbe aktier i Amagerbanken købt efter den 17. august 2010 for i alt 2.272.344,54 kr.
Amagerbanken af 2011 har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har bl.a. anført, at banken lovede ham, at han ville få sine penge tilbage, hvis prospektet ikke blev til noget, og at banken var sikret frisk kapital til 2013, hvis prospektet blev til noget.
Han kontaktede ikke banken. Bankens medarbejdere kontaktede ham ivrigt pr. telefon i forbindelse med emissionen, udnyttelse af tegningsretter, køb af flere tegningsretter og aktier. Han har aldrig tidligere fået så mange opkald fra banken. Han købte aktierne på bankens opfordring. Han havde tiltro til, at bankens rådgivning var den helt rigtige. Banken skrev helt op til prospektet: "sig hvor meget og fra hvilke depoter i ønsker at støtte os" og "jeg har købt for max. af det tilladte, sig til hvis du har indsigelser". Banken oplyste, at kursen på tegningsretter var faldet 51 % og opfordrede til at "slå til nu".
Banken fik ham til at sælge ud fra andre depoter for at købe aktier i Amagerbanken.
Banken anbefalede ham at købe aktierne uden hensyn til Finanstilsynets henstilling om risikospredning.
Banken overholdt ikke sin forretningsgang.
Flere af bankens medarbejdere oplyste, at banken var sikret frisk kapital til 2013.
Prospektet var ikke retvisende og holdt ikke vand. Bankens oplyste kapitalbehov og underskud var stærkt misvisende.
Banken oversolgte aktierne. Bankens salgsargumenter var forkerte. Bankens angivelse af, at han var "den heldige ejer af 50.000 flere aktier", var misvisende.
Det kan ikke være rimeligt, at en børnefamilie skal tabe stort set hele sin formue på så få dage.
Banken var presset tidsmæssigt i forbindelse med emissionen. Flere medarbejdere har bekræftet, at tingene gik stærkt.
Banken lovede, at han ville få sine penge tilbage, hvis prospektet ikke blev til noget.
Banken har ikke realitetsbehandlet hans klage og har ikke drøftet klagen med alle de relevante medarbejdere.
Investeringsprofilaftalen, som han ifølge banken skulle have modtaget i 2007, og hans tidligere handler i netbank, har intet med sagen at gøre.
Amagerbanken af 2011 har bl.a. anført, at klageren i henhold til investeringsprofilaftalen ikke ønskede rådgivning om handel med aktier og tegningsretter.
I henhold til investeringsprofilaftalen ville handler ved klagerens ordreafgivelse i bankens filialer alene blive gennemført som "execution-only"-handler.
Investeringsprofilaftalen opfyldte betingelserne for "execution-only"-handler i henhold til bekendtgørelse om investorbeskyttelse, hvorefter handlerne skal gennemføres på kundens initiativ, og hvorefter klageren skal være underrettet om, at værdipapirhandleren ikke har pligt til at vurdere de omhandlede værdipapirer, og at klageren ikke nyder godt af den beskyttelse, som en hensigtsmæssighedsvurdering medfører.
I overensstemmelse med investeringsprofilaftalen gennemførte bankens medarbejdere alene klagerens handler som "execution-only"-handler. Banken rådgav ikke klageren i forbindelse hermed. Klageren foretog handlerne gennem bankens filialer, da det ikke var muligt for klageren at foretage handler med tegningsretter eller at udnytte tegningsretter via netbank. Klageren ønskede ikke konkret rådgivning i forbindelse med handlerne, hvorfor der ikke blev udarbejdet en investeringsprofil, som det er påkrævet i investeringsprofilaftalen.
Købet af aktier og tegningsretter i Amagerbanken skete på klagerens initiativ. Klageren rettede telefonisk henvendelse til privatkunderådgiveren i banken i forbindelse med udnyttelsen af sine tegningsretter. Privatkunderådgiveren anmodede efterfølgende klageren om at bekræfte anmodningen. Derudover modtog privatkunderådgiveren en e-mail fra klageren med ønske om tegning af yderligere aktier i Amagerbanken. Privatkunderådgiveren har oplyst, at der ikke blev foretaget handler alene ved klagerens telefoniske henvendelser.
Banken rettede ikke uopfordret henvendelse til klageren vedrørende køb af tegningsretter, udnyttelse heraf eller salg fra klagerens øvrige depoter. Bankens filialchef har bekræftet, at hun ikke rettede uopfordret henvendelse til klageren herom. Klageren ønskede på eget initiativ at købe yderligere tegningsretter.
Bankens erhvervsrådgiver har oplyst, at de handler, som rådgiveren gennemførte på vegne klageren, alle blev bestilt via e-mail som "execution-only", og at klageren i møde den 17. marts 2011 oplyste, at erhvervsafdelingen ikke havde opfordret ham til at købe aktier eller tegningsretter.
Bankens formuerådgiver har oplyst, at han ikke havde et sådant kendskab til klageren, at han uopfordret telefonisk har kontaktet klageren.
Som følge af Amagerbankens egeninteresse i gennemførelse af emissionerne i 2009 og 2010 rådgav bankens medarbejdere som altovervejende hovedregel ikke kunderne om køb af aktier i banken i forbindelse med emissionerne.
Banken havde forud for emissionen i august/september 2010 informeret sine medarbejdere om, at der ikke måtte rådgives om køb af aktier i banken, jf. bl.a. det fremlagte informationsmateriale.
Klageren var bekendt med, at der var stor risiko forbundet med at købe aktier i Amagerbanken. Prospektet beskrev de omfattende risici, der af ledelsen på daværende tidspunkt blev vurderet som væsentlige, bl.a. overordnede risici forbundet med Amagerbankens daværende situation og drift, de daværende globale økonomiske forhold på de finansielle markeder og de nationale økonomiske konjunkturer. Det fremgik af prospektet, at det var forbundet med høj risiko at investere i aktier i banken. Prospektet var således ikke mangelfuldt.
Klageren fik tilsendt prospektet i elektronisk form og blev oplyst om andre måder, han kunne indhente prospektet på. Klageren blev endvidere i brev af 19. august 2010 oplyst om, at der var risici forbundet med at investere i aktier i Amagerbanken og blev opfordret til at sætte sig ind i disse.
Det må lægges til grund, at klageren læste prospektet forud for investeringen, idet klageren selv gør gældende, at prospektet var mangelfuldt.
Klageren kunne endvidere, som følge af den omfattede mediedækning af Amagerbankens store økonomiske problemer, manglende likviditet og konjunkturfølsomhed siden finanskrisens begyndelse i 2008, og herunder i forbindelse med aktieemissionen i august/september 2010 ikke være uvidende om, at det var forbundet med høj risiko at investere i aktier i Amagerbanken.
Banken gav ikke garanti om tilbagekøb eller tilbagebetaling for aktier og tegningsretter, hvis forudsætningerne i prospektet ikke holdt. Det bestrides, at de medarbejdere, som klageren var i kontakt med, oplyste, at bankens eksistens efter gennemført aktieemission, skulle være sikret frem til minimum 2013.
Bankens filialchef oplyste alene klageren om konsekvenserne i tilfælde af, at emissionen ikke blev gennemført, jf. bankens e-mail af 26. august 2010.
Klageren havde tidligere gennemført et betydeligt antal handler med aktier og tegningsretter via netbank og som "execution-only" via bankens filialer. Klageren var derfor bekendt med, at handlerne i bankens filialer blev gennemført uden medarbejdernes rådgivning.
Fra den 30. marts 2009 havde klageren i længere perioder dagligt, og ellers ugentligt, gennemført handler. Klageren havde købt og solgt aktier i samme selskaber med korte intervaller og havde således handlet risikovilligt med aktier for at opnå et kortsigtet provenu.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at klagerens køb af aktier og tegningsretter skete efter rådgivning fra banken. Klageren har således ikke godtgjort, at banken har pådraget sig et rådgivningsansvar. Det bemærkes, at klageren ikke kunne være uvidende om, at det var forbundet med høj risiko at investere i aktier i Amagerbanken i forbindelse med emissionen i 2010.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.