Afgørelse - Det finansielle ankenævn

Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med oprettelse af livrente og fradrag for indbetaling på livrente.

Sagsnummer:	189/2025
Dato:	28-10-2025
Ankenævn:	Helle Korsgaard Lund-Andersen, Christina Bryanth Konge, Janni Visted Hansen, Tina Thygesen og Jørgen Lanng.
Klageemne:	Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4 Pensionskonti - øvrige spørgsmål Rådgivning - pensionsforhold
Ledetekst:	Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med oprettelse af livrente og fradrag for indbetaling på livrente.
Indklagede:	Spar Nord Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
	Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med oprettelse af livrente og fradrag for indbetaling på livrente.

Sagens omstændigheder

Klageren, der er født i 1988, var kunde i Spar Nord Bank (tidligere BankNordik).

Klageren havde to pensionsordninger i banken. På den ene konto stod der 700 kr. Pensionerne var omfattet af 60-årsreglen, der gav mulighed for at starte pensionsudbetalingerne som 60-årig.

Klageren har oplyst, at han i 2020 kontaktede banken vedrørende finansiering af en ejendom. I den forbindelse foreslog banken, at han oprettede en livrente.

Den 27. december 2020 underskrev klageren et pensionsbevis og indgik herved en aftale om en livrente med banken. Af pensionsbeviset fremgår blandt andet:

”Aftalt pensionsalder 68 år

Vi har aftalt, at du får pengene, når du er fyldt 68 år. Du kan vente til senere eller vælge at gå på pension tidligere, hvis skattelovgivningen giver mulighed for det. Udgangspunktet i den nuværende skattelovgivning er, at du tidligst kan få udbetalt din pension 3 år før. Du har nået den folkepensionsalder, der gælder for dig på tidspunktet for udbetalingen. Du kan ændre udbetalingstidspunkter, indtil udbetalingen er startet.”

Klageren solgte aktieoptioner og indbetalte provenuet fra salget på 2,9 mio. kr. på livrenten. Banken placerede pensionsordningen hos Letpension, PFA.

Som følge af indbetalingen på livrenten opnåede klageren et fradrag på 290.000 kr. i 2020. Klageren fik som følge af salget af aktieoptionerne en restskat på 1,4 mio. kr., hvilket kom bag på klageren, idet klageren havde forstået det sådan, at fradraget for indbetalingen på livrenten og salget af aktieoptionerne skattemæssigt ville udligne hinanden og dermed ikke udløse en restskat.

Klageren har anført, at banken pressede på for at få livrenten på plads inden udgangen af 2020, så han kunne opnå skattefradrag i 2020. Han gjorde gentagne gange banken opmærksom på, at aktieoptionerne blev beskattet som lønindkomst ved udbetaling. Banken garanterede ham, at indbetalingen på livrenten var fuldt fradragsberettiget, og at beskatningen derfor ikke ville blive et problem. Denne garanti var afgørende for hans beslutning om at sælge sine aktieoptioner for at finansiere indbetalingen på livrenten.

Banken har anført, at den i forbindelse med etablering af livrenten informerede klageren om, at klageren blev beskattet af salget af aktieoptionerne, og at klageren over de næste ti år kunne opnå et fradrag på 290.000 kr. om året som følge af indbetalingen på livrenten.

Klageren har oplyst, at banken foreslog ham at reducere indskuddet på livrenten for at reducere sin restskat, hvilket krævede dispensation fra SKAT. Klageren har fremlagt en e-mail af 11. juni 2021 fra banken med en formulering til en dispensationsansøgning til SKAT om tilbageførsel af en del af indskuddet.

Klageren har fremlagt en udskrift af 30. juni 2021 med en henvendelse til SKAT, hvor han ansøgte om en dispensation til at tilbageføre 1 mio. kr. fra indskuddet, der blev foretaget på livrenten. Klageren har oplyst, at han ikke fik dispensationen.

Parterne afholdt efterfølgende et møde.

Ved e-mail af 7. juli 2021 til klageren oplyste banken:

”…

Som opsamling på vores møde i dag, vil jeg her redegøre for den aftale vi har indgået.

Ovenpå indbetaling til Livrente på kr. 2,9 mio i december 2021 og salg af optioner for at realisere dette indskud, skal der afregnes SKAT i år 2021 for salg af aktieoptioner.

Til betaling af denne, har vi på dagens møde indgået aftale om at løse det på følgende måde:

Lån kr. 1.500.000

Variabe rente 0,5%

Løbetid 10 år - men med mulighed for at afdrage ekstraordinært som du ønsker

Sikkerhed for lånet ydes ved at din far [personnavn] stiller værdipapirer på 1,5 mio. til rådighed, som vi overfører til et sikkerhedsdepot i banken.

…

Vi har aftalt, at lånet oprettes og etableres i medio august, når jeg er retur fra ferie.

…”

Ved e-mail af 9. juli 2021 til banken svarede klageren:

”Tak for et positivt møde i onsdags og din hurtige bekræftelse på vores aftale. Eneste kommentar jeg har er at renten bør være fast i løbetiden, og at der ikke skal være omkostninger forbundet med lånet og deponeringen.”

Samme dag svarede banken:

”Det er også gebyrfri etablering vi har aftalt. Renten er 0,5% som vi har aftalt. En bankrente er en variabel rente – men vil ikke reguleres som det kendes på et realkreditlån. Den vil kun ændres, hvis renterne generelt stiger, og banken derved tager stilling til at det generelle renteniveau øges. Det vil derfor ske med en varsling til alle kunder, hvis det en dag skulle blive aktuelt”.

Klageren svarede samme dag:

”Ok, det lyder rimeligt.

Kontaktoplysningerne på min far …”

Den 6. september 2021 indgik klageren en kreditaftale -930 med en trækningsret på 1,5 mio. kr. med banken. Kreditten blev hvert år nedskrevet med 150.000 kr., og trækningsretten bortfaldt den 1. august 2031. Den årlige debetrente var variabel og udgjorde p.t. 0,5 %. Til sikkerhed for kreditten deponerede klagerens far værdipapirer i et sikkerhedsdepot i banken.

Klageren har oplyst, at kredit -930 skulle tilbagebetales over de næste ti år via den løbende skattebesparelse, som indskuddet på livrenten medførte.

Banken har oplyst, at banken den 28. juli 2022 modtog en besked fra klageren, hvoraf blandt andet fremgik, at han overvejede at flytte dele af sin pensionsordning i banken til en arbejdsgiver-pensionsordning.

Ved e-mail af 15. september 2022 til banken henvendte klageren sig vedrørende en varslet rentestigning på kreditten. Af e-mailen fremgår:

”…

For små to år siden oprettede jeg, efter opfordring fra jeres bankrådgiver [rådgiver 1], en livrente på 2.900.00kr gennem SparNord. Grundet mangelfuld rådgivning endte jeg med en skattegæld på 1.500.000kr. For at dække den fik jeg gennem [rådgiver 2] en ordning, hvor jeg fik et lån på 0,5%. Lånet stiger fra i morgen til 1,76% og mine årlige udgifter stiger dermed fra 7000kr årligt til 24.000kr.

Jeg er klar over at der generelt er stigende renter, men den aftale vi lavede var at jeg ikke skulle have nævneværdige negative konsekvenser af de fejl I havde lavet.

Jeg vil foreslår et renteloft på 1%. Såfremt dette ikke kan lade sig gøre, må jeg genoptage den oprindelige sag med Det finansielle ankenævn.”

Klageren har oplyst, at parterne den 26. september 2022 holdt et møde om kreditten til betaling af hans skattegæld. Klageren har anført, at banken på mødet anerkendte at have begået fejl i rådgivningen og erklærede sig villig til at rette op på fejlen.

Banken har oplyst, at banken den 20. oktober 2022 modtog en overførselsanmodning fra pensionsselskab A på den ene af klagerens to pensionsordninger i banken med 60-års udbetalingsret med henblik på at overføre 60-års udbetalingsretten til pensionsordningen i pensionsselskab A.

Klageren har oplyst, at parterne den 26. oktober 2022 holdt et opfølgende møde om kreditten til betaling af hans skattegæld. Klageren har anført, at banken på mødet anerkendte at have begået fejl i rådgivningen og erklærede sig villig til at rette op på fejlen.

Ved e-mail af 14. november 2022 til klageren oplyste banken:

”…

Tak for nogle gode møder.

Du har en kredit på 1.350.000 kr. med at årligt afdrag på 150.000 kr. og kvartårlig rentebetaling, som er oprettet efter engangsindskud på livrente.

Du er ikke enig i rådgivningen, som ligger bag oprindeligt engangsindskud på livrente på 2,9 mio.kr. i Letpension. Spar Nord har i den forbindelse hjulpet med ovenstående kredit, som oprindeligt var på 1.500.000 kr. Efter renten er begyndt at stige i 2022, synes du ikke længere, at det er en god ordning og ønsker et rentemax på 1 % på kreditten indtil denne er afviklet.

Med denne baggrund er følgende aftale indgået:

Pt. er din variable rente 2,35 % og vi sætter din rente ned med renteforhøjelserne på 0,6 % og 0,75 % med tilbagevirkende kraft. Du beholder dit rentemax på 1 % så længe afviklingen og rentebetalingen overholdes og så længe, at du beholder din livrente Letpension i Spar Nord.

Skulle den variable rente (som din kredit følger) falde igen, vil din rente først falde, når vi har taget højde for de renteforhøjelser, som vi korrigerer for nu og i fremtiden. Renten kan ikke komme i minus.

Denne aftale er til fuld og endelig afgørelse af ethvert krav, som relaterer sig til bankens rådgivning ved engangsindskuddet på livrenten og salget af dine aktie optioner/værdipapirer til indskuddet på livrenten.

…”

Ved e-mail af 17. november 2022 til banken svarede klageren, at det så fint ud.

Ved besked af 5. august 2024 til banken spurgte klageren:

”…

Jeg fik sidste år arbejdsgiverbetalt pension gennem mit arbejde. I den forbindelse blev jeg ved oprettelsen gjort opmærksom af [pensionsselskab A] på, at jeg har to pensionskonti hos SparNord, som er oprettet før de nye pensionsregler trådte i kraft, og derfor kan udbetales markant før den generelle pensionsalder. - omkring 60 år så vidt jeg husker.

De fik derfor sat min arbejdsgiverbetalte pension op sådan at den bliver indbetalt på en af de to oprettede pensionskonti. Jeg ved ikke teknisk hvordan det er sat op, men jeg er umiddelbart meget tilfreds med den løsning.

Jeg vil derfor sikre mig, at min livrente også er oprettet på lignende måde, således at den kan udbetales før den generelle pensionsalder, skulle jeg ønske dette.

…”

Samme dag svarede banken, at livrenten var oprettet således, at den kunne udbetales tidligst tre år før klagerens pensionsalder.

Klageren spurgte herefter, om der var en grund til, at hans eksisterende pensionsordninger med mulighed for tidligere udbetaling ikke var anvendt til livrenten, og om det ikke havde været teknisk muligt. Endvidere spurgte klageren, om der kunne ændres på det.

Hertil svarede banken, at det havde været teknisk muligt, men at aftalen var lavet med udbetaling tidligst tre år før pensionsalderen, hvilket ikke kunne ændres.

Den 24. oktober 2024 holdt parterne et møde vedrørende 60-års udbetalingsretten på klagerens pensionsordning. Klageren har oplyst, at banken under mødet anerkendte, at den havde begået en fejl.

Den 23. januar 2025 holdt parterne endnu et møde. Klageren har oplyst, at mødet vedrørte kompensation for tab af 60-års udbetalingsretten. Både banken og klageren fremsatte løsningsforslag, som den anden part afviste. Parterne aftalte, at banken skulle vende tilbage med et bud på kompensation.

Den 1. april 2025 holdt parterne et møde, hvor banken tilbød klageren et kontant beløb på 200.000 kr., hvilket klageren afviste. Banken har oplyst, at klageren fremsatte krav om kompensation på 300.000 kr. og en nulrente på kreditaftale -930 med tilbagevirkende kraft.

Klageren har fremlagt en oversigt over betalte renteudgifter på kredit -930 i perioden fra den 27. december 2022 til den 30. december 2024.

Banken har fremlagt en oversigt over folkepensionsalder fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Af oversigten fremgår en skønsmæssig folkepensionsalder på 73 år for personer med fødselsår i 1988.

Klageren har fremlagt sin lønseddel for lønperioden april 2025. Heraf fremgår en bruttoløn på 90.475 kr., hvor lønnen udgør på 85.904,28 kr. efter betaling af pension og før AM-bidrag og A-skat.

Parternes påstande

Den 28. april 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Spar Nord Bank skal:

1. Gøre kredit -930 på 1.090.000 kr. (oprindeligt 1.350.000 kr.) rentefri med tilbagevirkende kraft og tilbagebetale allerede betalte renter.

Subsidiært tilbagetrække renteforhøjelsen til 1 %, så renten på 0,5 % fastholdes med virkning fra den 14. november 2022.

2. Kompensere ham 1.704.000 kr., hvoraf 653.200 kr. udbetales kontant, mens 1.050.800 kr. ydes som et rente- og gebyrfrit lån, som han tilbagebetaler med 1/10 over ti år.

Spar Nord Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at banken har begået to ansvarspådragende fejl.

Banken ydede mangelfuld rådgivning i forbindelse med livrentens etablering, hvilket udløste en uventet restskat på 1,4 mio. kr.

Det bestrides, at banken orienterede ham om de skattemæssige konsekvenser af salget af aktieoptionerne og den efterfølgende oprettelse af livrenten. Disse udsagn, som banken ikke har dokumenteret, harmonerer dårligt med de faktiske forhold. Under møderne om restskatten oplyste filialchefen, at hans tidligere bankrådgiver, som ikke længere er ansat, ikke havde efterladt egnethedserklæringer eller rådgivningsnotater, selvom banken er forpligtet hertil. Banken har således ikke noget grundlag for i dag at påstå, at han blev rådgivet korrekt. Hvis det var korrekt, at bankrådgiveren var opmærksom på, at kun 1/10 af pensionsindskuddet kunne fratrækkes i 2020, og at avancen fra salget af aktieoptionerne blev beskattet samme år, ville der mangle en løsning på og rådgivning om, hvordan han skulle skaffe 1,4 mio. kr. yderligere til betaling af den restskat, der blev udløst i 2020.

Banken har ikke rådgivet ham korrekt. I foråret 2021 modtog han til sin store overraskelse en meddelelse fra SKAT om restskatten. Han kontaktede straks sin bankrådgiver, og de havde en længere dialog om livrenten og baggrunden for restskatten. Bankrådgiveren foreslog at reducere restskatten ved at reducere indskuddet på livrenten, hvilket krævede dispensation hos SKAT. Drøftelsen med SKAT endte desværre resultatløst, da SKAT henviste til, at sagen skulle håndteres som en rådgiverfejl. Det forhold, at bankrådgiveren i foråret 2021 selv foreslog at tilbagerulle livrenten, viser, at den oprindelige rådgivning var uegnet og ikke tog højde for skattebetalingen.

Banken krævede fuld sikkerhed for kreditaftale -930, hvilket førte til, at hans far accepterede at oprette et sikkerhedsdepot ved deponering af børsnoterede værdipapirer til en værdi på 1,5 mio. kr. Hans far betalte også omkostninger, herunder kurtage til banken for køb af værdipapirer til sikkerhedsdepotet. Det er urimeligt, at banken krævede fuld sikkerhed for lånet og tog sig betalt med kurtage ved køb af værdipapirer til sikkerhedsdepotet, selv om det fremgår af aftalen – i bankens e-mail af 9. juli 2021 - at lånet var gebyrfrit.

Det er korrekt, at han i 2021 måtte acceptere bankens krav om forrentning på 0,5 %. Han var presset og nødtvunget til at finde en løsning på betaling af restskatten. Det hastede med at finde en løsning. Han så ingen anden udvej end at acceptere bankens vilkår for at låne til betaling af skatten. Aftalen om forrentning er urimelig, da rentekravet er indgået under åbenbart økonomisk pres og bør tilsidesættes som urimeligt efter aftaleloven §36. Han har gentagne gange under møder protesteret mod bankens krav om forrentning.

Det er ikke rimeligt, at han skal afholde udgifter i form af lånerenter og kurtage, og at banken skal tjene på, at den har begået en fejl. Lånet bør være rentefrit med tilbagevirkende kraft.

Han er nu nødt til i en 10-årig periode at fastholde en høj løn på mindst 955.000 kr. årligt for at kunne udnytte det skattefradrag på 290.000 kr. om året, som låneaftalen bygger på. Med tre små børn begrænser dette hans muligheder for at justere hans arbejdssituation - noget han og hans hustru ellers havde planer om.

Bankens påstand om passivitet bestrides. Han reagerede straks, da han blev bekendt med restskatten i 2021, og forhandlede løbende med banken indtil aftalen af 14. november 2022, hvilket afbryder forældelsen, jf. forældelsesloven § 19. Han indledte en dialog med sin tidligere bankrådgiver, straks han blev opmærksom på restskatten i foråret 2021, hvilket mundede ud i et møde med bankens filialchef, der blev afholdt den 7. juli 2021. Herudover modtog han den 15. september 2022 en besked fra banken om forhøjelse af renten på lånet og rettede samme dag henvendelse til banken herom.

Aftalen om renteforhøjelse fra 0,5 % til 1 % blev indgået den 14. november 2022, dvs. mindre end tre år før hans klage til Ankenævnet. Samtidig blev der indgået en helt ny låneaftale. Hvis Ankenævnet som følge af forældelse ikke vil tilsidesætte forrentningen på 0,5 %, beder han om, at renteforhøjelsen til 1 %, der ligger inden for 3-års fristen, tilsidesættes, så renten sættes ned til 0,5 %.

Den anden alvorlige fejl fra bankens side består i, at banken undlod at benytte en af hans eksisterende pensionskonti i banken, der gav adgang til udbetaling af pension, allerede når han fylder 60 år. Fejlen betyder, at livrenten først kan udbetales fra 70-årsalderen og ikke allerede fra 60-årsalderen.

De to konti med 60-års udbetalingsret blev oprettet af hans far for omtrent 20 år siden, uden at han var involveret. Han har aldrig benyttet sig af dem og anede ikke, at de kunne anvendes som basis for en ny livrente. En professionel pensionsrådgiver i samme bank burde have opdaget dem og fremhævet fordelen. Det er netop rådgiverens opgave at afdække kundens pensionsbillede og anbefale den bedste løsning. At forholde sig passivt til en mulighed, der åbenlyst forbedrer kundens situation, er ikke en bagatel, men et groft brud på god skik.

Han har ikke forstand på pensioner eller på tidspunkterne for deres udbetaling. Han hverken vidste eller burde vide, at banken begik en fejl ved oprettelsen af pensionen, men måtte gå ud fra, at alt var som det skulle være.

Forældelsesfristen begyndte at løbe fra det tidspunkt, hvor han blev bekendt med bankens fejl, dvs. den 5. august 2024, og i hvert fald ikke før pensionsselskab A oprettede hans arbejdsgiverpensionsordning i oktober 2022. Han burde ikke have opdaget manglen på 60-års udbetalingsret tidligere, bare fordi oplysningerne fremgik af Pensionsinfo. Det er urimeligt at lægge ham det til last. Hvis han havde åbnet Pensionsinfo i 2021, havde han ikke bemærket fejlen. Han ville blot konstatere, at hans livrente ikke var med 60-års udbetalingsret, men han var ikke bekendt med muligheden for, at den burde være med 60-års udbetalingsret, eftersom banken aldrig nævnte det for ham.

Først i august 2024, efter korrespondance med banken, blev han klar over, at hans livrente i banken manglede 60-års udbetalingsret. Han kontaktede banken samme dag for at aftale et møde. Klagen til Ankenævnet blev indgivet mindre end et år senere. Hans krav er ikke forældet.

I Ankenævn for Forsikrings kendelse af 8. januar 2025, sag nr. 101674, blev flere pensionsordninger lagt sammen i 2016 og 2020, så udbetalingstidspunktet ved en fejl blev udskudt fra 60 år til 64 år. Klageren opdagede først fejlen i marts 2024. Klageren blev tilkendt erstatning. Kendelsen viser, at der ikke forelå forældelse, selv om der var forløbet henholdsvis otte år og fire år efter sammenlægningen, hvor fejlen blev begået, før klageren rejste sagen.

Ankenævnet for Forsikrings kendelse viser endvidere, at en udskudt udbetalingsalder på en pensionsordning udgør et økonomisk tab, som skal erstattes. Pensionsinstituttet blev pålagt at betale erstatning. Ankenævnet bemærkede endvidere, at klageren ikke kunne pålægges at vælge et pensioneringstidspunkt, som begrænser selskabets tab, idet det er klagerens valg, hvornår han ønsker udbetaling fra sin pension.

Han har lidt et tab. Udskydelsen reducerer nutidsværdien af pensionen med 1,704 mio. kr., jf. hans fremlagte beregning, og begrænser hans faktiske mulighed for at nedtrappe arbejdstiden. Fortabelsen af 60-års udbetalingsret fører til, at han kommer til at mangle de midler, som ville være kommet til udbetaling, hvis banken ikke havde begået fejlen. Han må gå ned i levestandard eller være nødsaget til at fastholde en høj løn, efter at han er fyldt 60 år.

Hans forslag er, at han ophæver den nuværende livrente mod betaling af en afgift på 60 %. Nettoprovenuet på 2,3 mio. kr. med tillæg af et yderligere beløb på 1,7 mio. kr. indskyder han på en ny livrente med 60-års udbetalingsret, så den nye livrente får samme værdi som den ophævede, dvs. 4 mio. kr. Det yderligere beløb på 1,7 mio. kr. ydes som kompensation fra banken i form af et rentefrit lån og en kontant kompensation. I opgørelsen indgår, at han opnår fradrag ved etableringen af den nye livrente (ti års fradrag á 400.000 kr.), og samtidig mister han fradrag ved ophævelsen af den nuværende livrente (4 års fradrag á 290.000 kr.). Det yderligere nettofradrag forventes at give ham en skattebesparelse over de næste ti år på 1.050.000 kr. Denne del af kompensationen ydes som et 10-årigt rentefrit lån fra banken på 1.050.000 kr. Det resterende beløb, 650.000 kr., ydes som en kontant erstatning fra banken. Denne løsning har den fordel, at kompensationen kan opgøres endeligt nu på grundlag af pensionens størrelse i dag.

Hans forslag opererer med, at han hvert år kan få fradrag i topskatten for 116.000 kr. af de 400.000 kr., og at det supplerende fradrag på 284.000 kr. pr. år, som løsningsmodellen indebærer (400.000-116.000), kun har en skatteværdi på 37 %. Det betyder, at han fra 2026 og fremover skal have en løn på mindst 892.000 kr. svarende til 74.000 kr. pr. måned. (Topskattegrænse 776.000 + fradrag for pensionsindskud 116.000 = krav til mindsteløn 892.000).

I 2026 udgør grænsen for betaling af topskat 776.000 kr. Hvis der samtidig skal være plads til fuldt fradrag for pensionsindskuddet på 400.000 kr., som bankens forslag forudsætter, vil det kræve, at han i de næste ti år har en årsløn på mindst 1.176.000 kr. (776.000+400.000) svarende til en månedsløn på 98.000 kr. Det er urealistisk. Grænsen for topskat pristalsreguleres, hvilket betyder, at kravet til hans løn løbende vil stige tilsvarende. Han har en månedsløn på lige under 86.000 kr. efter fradrag for firmapension, altså mindre end de 98.000 kr., der er forudsat i bankens oplæg til løsning.

Bankens oplæg vil øge kravene til hans årsløn væsentligt ud over det, der blev lagt til grund ved aftalen i 2021.

Det er naturligvis vanskeligt at vide, hvilken indkomst han vil have de næste ti år. Han arbejder i it-branchen, hvor det ligesom i sportsverdenen ofte er de yngre medarbejdere, der har en høj løn, mens lønnen er faldende for ældre medarbejdere.

Hvis Ankenævnet finder, at der bør fastsættes en skønsmæssig kompensation, der ligger mellem bankens og hans forslag, har han i sagen skitseret to kompromisforslag, der bygger på en årsløn på minimum 930.000 kr. henholdsvis 1.080.000 kr. pr. år de næste ti år.

Bankens alternative forslag indebærer, at erstatningsspørgsmålet udskydes i mindst 23 år, hvor han fylder 60 år, og helt op til 33 år, hvor han fylder 70 år. Denne udskydelse vil være i modstrid med grundsætningen i dansk erstatningsret, hvorefter et erstatningsberettiget tab skal opgøres i nutidsværdi og afregnes som en engangserstatning nu i tilknytning til den skadevoldende handling. Skulle Ankenævnet træffe afgørelse i overensstemmelse med bankens forslag herom, bør afgørelsen ledsages af et klart og juridisk bindende tilsagn fra banken, om at den vil rette sig efter afgørelsen, og et krav om deponering eller bankgaranti.

Spar Nord bank har blandt andet anført, at banken ikke har begået en rådgivningsfejl i forbindelse med salget af aktieoptionerne i 2020, da klageren var orienteret om de skattemæssige konsekvenser af salget af aktieoptionerne og den efterfølgende oprettelse af livrenten. Banken stillede kreditaftale -930 til rådighed pr. kulance til at imødegå de skattemæssige konsekvenser.

Kreditaftale -930 og korrespondancen i 2021-2022 indeholder en endelig aftale om rentevilkårene mv. for kreditaftalen. Det fremgår klart af bankens e-mail af 14. november 2022, at aftalen vedrørende rentevilkårene mv. var: ”til fuld og endelig afgørelse”, og at klageren accepterede aftalen, idet klageren svarede, at det så fint ud. Banken kan ikke forpligtes til at stille kreditaftalen rentefrit til rådighed for klageren.

Klageren har ikke uden unødigt ophold gjort indsigelse mod bankens eventuelle rådgivningsfejl, jf. den tidsmæssige udstrækning af korrespondancen, der strækker sig over perioden fra den 7. juli 2021 til den 17. november 2022 sammenholdt med, at klageren først indbragte sagen for Ankenævnet 28. april 2025. Dermed har klageren udvist en sådan passivitet i forbindelse med klagerens indsigelser over for banken vedrørende bankens eventuelle rådgivningsfejl, at klageren har udvist retsfortabende passivitet. Klageren har fortabt sin indsigelsesret over for banken som udtrykt i klagen.

Ankenævnet kan lægge til grund, at banken har anerkendt at have begået rådgivningsfejl vedrørende livrenten oprettet uden 60-års udbetalingsret.

Bankens erstatningsansvar som følge af rådgivningsansvaret er forældet i henhold til forældelsesloven § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 3. Forældelse af erstatningskrav som følge af rådgivning følger den almindelige regel i forældelseslovens § 3, stk. 1, om en 3-årig forældelse regnet fra forfaldsdagen.

Aftalen om livrenten blev underskrevet af klageren den 27. december 2020. Klageren sendte den 5. august 2024 en besked til banken om, at udbetalingsalderen for livrenten ikke var aftalt med 60-års udbetalingsret, men var aftalt til tre år før folkepensionsalderen. Der var således forløbet ca. tre år og otte måneder, før klageren gjorde erstatningsansvaret som følge af rådgivningsansvaret gældende overfor banken. I hele perioden fra etablering kunne klageren eksempelvis ved opslag i Pensionsinfo konstatere, dels hvilken udbetalingsalder livrenten var oprettet med, og dels udbetalingsalderen på de to andre pensionsordninger, der var registret med 60-års udbetalingsret. Samtidig fremgik det klart af Pensionsbeviset, at pensionsalderen var aftalt til 68 år, og at klageren tidligst kunne få udbetalt livrenten tre år før, klageren havde nået sin folkepensionsalder. Den ene pensionsordning med 60-års udbetalingsret i banken var kun på 700 kr., og derfor oprettet bevidst af klageren med formålet om overførsel af 60-års udbetalingsretten til fremtidige pensioner. I hele perioden har det fremgået direkte af Pensionsinfo, at: ”Denne pension er omfattet af 60-årsreglen, som gør det muligt for dig at starte dine pensionsudbetalinger allerede som 60-årig”. Den 20. oktober 2022 udnyttede klageren muligheden for, at 60-års udbetalingsretten i banken kunne overføres til pensionsordning i pensionsselskab A. Klageren har haft en viden eller burde viden, der medfører, at klageren ikke kan påberåbe sig suspensionsreglen i henhold til forældelsesloven § 3, stk. 2.

Klageren har ikke uden unødigt ophold gjort indsigelse over for banken. Dermed har klageren udvist en sådan passivitet i forbindelse med klagerens indsigelser over for banken, at klageren har udvist retsfortabende passivitet, og således har klageren fortabt sin indsigelsesret.

Den 20. oktober 2022 udnyttede klageren, at 60-års udbetalingsret i banken kunne overføres til pensionsordningen i pensionsselskab A. Senest regnet fra dette tidspunkt var klageren bevidst om, at 60-års udbetalingsret kunne udnyttes til overførsel til andre pensionsordninger, men klageren kontaktede først banken herom den 5. august 2024. Blandt andet derfor har klageren udvist passivitet.

Klageren har ikke aktuelt lidt et økonomisk tab som følge af fejlen, idet der alene er tale om en likviditetsmæssig forskydning for klageren, eftersom livrenten først kan komme til udbetaling som 70-årig og ikke som 60-årig. Det er klageren, der skal bevise sit tab, og banken kan alene blive forpligtet til at erstatte et faktuelt økonomisk tab, som klageren må lide. Hertil kommer, at det ikke aktuelt kan konstateres, hvornår klageren i fremtiden vil gå på pension og aktivere sin pension.

Hvis Ankenævnet ikke giver banken medhold i bankens ovenstående anbringender, skal klageren efter dansk rets almindelige principper stilles som om, at fejlen aldrig var sket. Klageren bør kompenseres med udgangspunkt i, at livrenten bliver opgjort nu.

Ankenævnet kan lægge til grund, at banken og klageren er enige i den måde, klageren beregner en kompensationsløsning dog med undtagelse af klagerens skattemæssige forudsætning om bundskat. I klagerens kompensationsberegning betaler klageren bundskat de næste ti år. Klageren betaler faktuelt topskat ud fra de oplysninger, banken har til rådighed, hvorfor der i beregningen skal tages udgangspunkt i en forudsætning om klagerens betaling af topskat.

Efter dansk rets almindelige principper må klageren ikke opnå en berigelse som følge af bankens fejl. I opgørelsen af klagerens kompensation ved genkøb af ny tilsvarende livrente med 60-års udbetalingsret skal der således tages højde for klagerens skattemæssige fradrag og skattemæssige stilling som topskatteyder.

Klagerens nuværende livrente er på ca. 4 mio. kr., og klageren får udbetalt netto ca. 2.296.000 kr. ved genkøb, da der tages højde for, at klageren ikke skal betale afgift på 60 % ved udbetaling for den del, som klageren ikke har fået fradrag for.

Der etableres en ny tilsvarende livrente med 60-års udbetalingsret ved brug af pensionskonto i banken, og der indskydes 4.000.000 kr., hvoraf de 2.296.000 kr. kommer fra genkøbet af den eksisterende livrente og resten af likviditeten til genkøbet af livrenten på 1.704.000 kr. fra et nyt rente- og gebyrfrit lån på 1.476.800 kr. i banken og en kompensation på 227.200 kr.

Som følge af ovenstående genkøb får klageren et nyt skattefradrag på 4.000.000 kr., som af SKAT tilskrives klageren over de næste ti år. Fradragets nettoværdi, hvis klageren betaler topskat på 52 %, er 2.080.000 kr. Fradragets nettoværdi, hvis klageren betaler bundskat på 37 %, er 1.480.000 kr. Klageren mister fradrag på 1.160.000 kr. over de næste 4 år, da nuværende livrente indfries før tid. Fradragets nettoværdi, hvis klageren betaler topskat, er 603.200 kr. Fradragets nettoværdi, hvis klageren betaler bundskat, er 429.200 kr. Det samlede ekstra nettofradrag ved topskat er således 1.476.800 kr., som klageren får grundet det beskrevne genkøb samt oprettelse af den nye tilsvarende livrente.

Forskellen på det samlede ekstra skattemæssige nettofradrag på 1.476.800 kr. (2.080.000 kr. – 603.200 kr.) og klagerens likviditetsbehov til genkøb på 1.704.000 kr. er 227.200 kr., hvilket udgør den ekstra kompensation fra banken til klageren i tillæg til det rente- og gebyrfri lån på 1.476.800 kr. for at dække beløbet til genetablering af ny tilsvarende livrente med 60-års udbetalingsret. Kompensationen på 227.200 kr. modsvarer derfor klagerens tab efter genkøbet af livrenten, idet klagerens berigelse i form af det skattemæssige nettofradrag på 1.476.800 kr. er modregnet i klagerens likviditetsbehov til brug for genkøbet af livrenten.

Det rente- og gebyrfrie lån har en løbetid på ti år, hvilket modsvarer det antal år det ekstra nettofradrag skattemæssigt afskrives over.

Alternativt skal klageren stilles på samme måde, som det fremgår af kendelsen af 8. januar 2025 fra Ankenævnet for Forsikring. Banken skal således kompensere klageren for den forhøjede afgift, hvis klageren – efter at være fyldt 60 år og inden han fylder 70 år – meddeler banken, at klageren ønsker at begynde udbetaling af livrenten.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren, der er født i 1988, var kunde i Spar Nord Bank (tidligere BankNordik).

Klageren havde to pensionsordninger i banken. På den ene konto stod der 700 kr. Pensionerne var omfattet af 60-årsreglen, der gav mulighed for at starte pensionsudbetalingerne som 60-årig.

Den 27. december 2020 underskrev klageren et pensionsbevis og indgik herved en aftale om en livrente med banken. Klageren solgte aktieoptioner og indbetalte provenuet fra salget på 2,9 mio. kr. på livrenten i banken, som placerede ordningen hos Letpension, PFA.

Salget af aktieoptionerne medførte, at klageren fik en restskat på omkring 1,4 mio. kr. for 2020. Klageren kunne opnå et fradrag over ti år på 290.000 kr. om året som følge af oprettelsen af livrenten og indskuddet på 2,9 mio. kr.

For at muliggøre betalingen af skatten i 2021 for salget af aktieoptionerne indgik klageren den 6. september 2021 en kreditaftale -930 med en trækningsret på 1,5 mio. kr. med banken, der årligt blev nedskrevet med 150.000 kr. Den årlige debetrente var variabel og udgjorde p.t. 0,5 %. Til sikkerhed for kreditten deponerede klagerens far værdipapirer i et sikkerhedsdepot i banken.

I forlængelse af bankens varsling om en rentestigning på kredit -930 sendte banken en e-mail af 14. november 2022 til klageren med oplysning om, at parterne havde aftalt, at klagerens rente blev sat ned med tilbagevirkende kraft, og at klageren fik et renteloft på 1 %. Ved e-mail af 17. november 2022 til banken svarede klageren, at det så fint ud.

Ved besked af 5. august 2024 til banken spurgte klageren, om hans livrente var oprettet med 60-års udbetalingsret. Banken svarede, at livrenten var oprettet således, at den kunne udbetales tidligst tre år før klagerens pensionsalder, og at det havde været teknisk muligt at oprette den med 60-års udbetalingsret.

Parterne havde efterfølgende møder om kompensation til klageren som følge af bankens fejl relateret til 60-års udbetalingsretten. Parterne blev ikke enige om kompensationen. Blandt andet den 1. april 2025 tilbød banken klageren et kontant beløb på 200.000 kr., hvilket klageren afviste. Banken har oplyst, at klageren fremsatte krav om kompensation på 300.000 kr. og en nulrente på kreditaftale -930 med tilbagevirkende kraft.

Vedrørende påstand 1:

Den 6. september 2021 indgik parterne kreditaftale -930 om en kredit med en variabel årlig debetrente, der på tidspunktet for aftaleindgåelsen udgjorde 0,5 %. I november 2022 indgik parterne aftale om, at renteforhøjelser på kreditten foretaget af banken blev nedsat til 1 % med tilbagevirkende kraft samt et renteloft på 1 %.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte parternes aftale i november 2022 som urimelig, jf. aftalelovens § 38, litra c, jf. § 36, eller på andet grundlag. Klageren får derfor ikke medhold i denne del af klagen.

Vedrørende påstand 2:

Ankenævnet finder, at afgørelsen af, hvorvidt klagerens eventuelle erstatningskrav er forældet, bl.a. afhænger af, hvem der har oprettet de pågældende pensionsordninger og om klagerens kendskab hertil. Da der foreligger modstridende oplysninger herom, vil en klarlæggelse kræve yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene. Denne del af klagen afvises derfor i medfør af Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i påstand 1.

Ankenævnet kan ikke behandle påstand 2.