Afgørelse

Under denne sag har klagerne, ægtefællerne M og H, rejst en række indsigelser om omfanget af deres kaution for et engagement hos indklagede.

Ved gældsbrev af 11. juni 1986 ydede indklagede klagernes svigerinde, A, et lån (lån I) på 42.000 kr., som skulle afvikles med en halvårlig ydelse på 3.665 kr. Klagerne påtog sig selvskyldnerkaution for lånet.

Den 6. marts 1991 blev A's ejendom solgt på tvangsauktion. Ved auktionen blev der ikke opnået dækning for to ejerpantebreve i ejendommen på henholdsvis 50.000 kr. og 250.000 kr., som var håndpantsat til indklagede.

Ved gældsbrev af 8. marts 1991 blev et af indklagede ydet lån til A og dennes ægtefælle, B, (M's bror) forhøjet med 51.226,02 kr. til 201.523,33 kr. (lån II), som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.750 kr. (årligt 33.000 kr.) første gang den 30. april 1991. Om indklagedes sikkerhed for lånet fremgår bl.a. følgende af gældsbrevets side 1:

"Begrænset selvskyldnerkaution for kr. 38.000 + renter, provision og omkostninger.

[H, adresse]

Begrænset selvskyldnerkaution for kr. 38.000 + renter, provision og omkostninger.

[M, adresse]"

En yderligere kautionist påtog sig kaution for lånet for 158.500 kr.

Af gældsbrevets sidste side, der bl.a. bærer klagernes underskrifter, fremgår følgende påtegning:

"Begrænset selvskyldnerkaution for kr. 38.000 + renter, provision og omkostninger:

[H og M, adresse]

København, den 30.05.1991

som selvskyldnerkautionister:

[klagernes underskrifter]"

Klagerne underskrev kautionen i deres eget pengeinstitut, som havde udfærdiget påtegningen umiddelbart før underskrifterne.

Den 30. maj 1991 var restgælden på lån I 38.417,08 kr. Den 31. maj 1991 blev der overført 5.320 kr. fra lån II til lån I, hvorpå ydelsen pr. 31. december 1990 var blevet tilbageført den 3. januar 1991.

Fra og med 1993 blev lån I misligholdt.

På lån II blev der indbetalt følgende beløb:

Indklagede rykkede løbende låntagerne for restancer på lånene og låntagernes øvrige engagement.

Ved indklagedes skrivelse af 30. december 1994 fik klagerne meddelelse om låntagernes misligholdelse af lånene. Af skrivelsen fremgår bl.a.:

"Under henvisning til banklovens bestemmelser, skal vi herved meddele Dem, at nedennævnte banklån er overtrukket.

[lån II]

Deres kautionsforpligtelse på dette låner begrænset til kr. 38.000,00 + renter, provision og omkostninger pr. person

[lån I]

I 1995 blev der foretaget 3 indbetalinger på lån II på henholdsvis 6.035 kr., 4.690 kr. og 2.295 kr. Betalingerne fandt sted ved overførsel fra B's billån hos indklagede, på hvilket der samme år blev indbetalt 9 ydelser af 4.000 kr.

Ved skrivelser af 3. og 12. september 1996 anmodede indklagede klagerne om at betale restancen på lån II opgjort til 105.512,05 kr.

Den 31. oktober 1996, hvor indklagede havde opsagt engagementet med låntagerne, blev klagerne anmodet om at indfri kautionen. Indklagede opgjorde sit krav mod klagerne pr. 14. november 1996 til 40.008,97 kr. for så vidt angår lån I og 97.014,88 kr. for så vidt angår lån II, i alt 137.023,85 kr.

Indklagede overgav sagen til inkasso i december 1996.

Ved klageskema af 12. december 1996 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte sit krav.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Ved kendelse af 30. april 1997 besluttede Københavns byrets fogedret at fremme en af indklagede rekvireret fogedsag vedrørende lån I mens rettens afgørelse af hvorvidt fogedsagen vedrørende lån II blev udsat til den 7. juli 1997 med henblik på bevisførelse for fogedretten.

Klagerne indfriede kautionen for lån I i maj 1997.

Den 27. august 1997 afsagde fogedretten følgende kendelse efter procedure fra parterne:

"Gældsbrevene vedrører, efter deres ordlyd, to forskellige lån; [lån I] og [lån II]. Der er lånt to forskellige beløb og der er forskellige betalingsbetingelser. Da der ikke er ført bevis herimod, lægges til grund, at der også reelt var tale om to forskellige lån. Kautionserklæringerne, der er afgivet direkte på gældsbrevet, fremstår derfor også som to forskellige kautioner for to forskellige lån. Da [klagerne] ikke for fogedretten har ført bevis for, at det skulle forholde sig anderledes lægges til grund, at [klagerne] påtog sig to kautionsforpligtelser ved deres underskrift på de to gældsbreve.

Kautionen er ikke formidlet gennem [indklagede], hvorfor [indklagede] ikke findes at have ansvaret for at alle relevante oplysninger om debitors forhold tilgår kautionisterne. Kautionisterne kunne af egen drift, eller via deres bankrådgiver have rettet en forespørgsel til [indklagede] forinden de påtog sig den anden kaution. Kautionen for [lån II] findes således ikke at kunne tilsidesætte som ugyldig.

Gældsbrevet vedrørende [lån II] fremstår fra [indklagede] således at [klagerne] kautionerede for hver 38.000,- kr. + renter, provision og omkostninger. Sammenholdt hermed fortolkes kautionisternes underskrift på gældsbrevets sidste side således at kautionisterne hver har forpligtet sig for 38.000 kr. + renter, provision og omkostninger. Da kautionisterne ikke har foranlediget dokumentet ændret, og ej heller protesteret over dokumentets ordlyd, findes ændringen ikke efterfølgende, under fogedsagen at kunne gøres gældende overfor [indklagede]. Af disse grunde findes [klagerne] hver at have forpligtet sig for kr. 38.000 plus renter, provision og omkostninger ved deres underskrift på gældsbrev vedrørende [lån II].

[Klagerne] har erkendt gyldigheden af kaution for [lån I], og alene haft indsigelse mod renternes størrelse. Efter parternes ønske, traf fogedretten afgørelse herom, ved upåanket kendelse af 30. april 1997. Der kan derfor ikke ved nærværende kendelse tages stilling til, hvorvidt [indklagede] tabt sin ret overfor [klagerne] ved at undlade at underrette om påståede misligholdelser af [lån I].

Af disse grunde, og da det krævede beløb ikke overstiger summen af kautionsforpligtelserne, tages [indklagedes] påstand til følge."

I kendelsen udtales det endvidere, at det var oplyst til sagen, at Pengeinstitutankenævnet havde udsat sagen på fogedrettens afgørelse.

Ved skrivelse af 7. september 1997 har klagernes advokat kæret fogedrettens afgørelse til Østre landsret for så vidt angår sagens omkostninger og spørgsmålet, om klagerne til sammen eller hver for sig hæfter for 38.000 kr. vedrørende lån II.

Klagerne har bl.a. anført, at de ikke blev orienteret om tvangsauktionen og låntagernes økonomiske vanskeligheder i forbindelse med kautionen for lån II. De forudsatte, at kautionen for lån II afløste kautionen for lån I, således at der kun var tale om én kaution begrænset til 38.000 kr. svarende til restgælden på lån I på tidspunktet for etableringen af lån II. Det bestrides, at gældsbrevet vedrørende lån II skal forstås således, at de hver for sig påtog sig kaution for 38.000 kr. Indklagede har ikke overholdt sin pligt til at give meddelelse om misligholdelse, jf. bank- og sparekasselovens § 41.

Efter fogedrettens kendelse af 27. august 1997 har klagerne fastholdt klagen for Ankenævnet og har supplerende anført, at det bestrides, at de har frafaldet deres indsigelser ved indfrielsen af kautionen for lån I. Indfrielsen skete alene i erkendelse af, at de tilsammen hæfter for 38.000 kr. for enten lån I eller lån II. Til sikkerhed for lån I havde indklagede sikkerhed i et ejerpantebrev i A's ejendom. Af tingbogen fremgår, at ejerpantebrevet i 1987 rykkede i forbindelse med en omprioritering af ejendommen. Ved rykningen, der skete uden deres samtykke, blev deres risiko som kautionister væsentligt forøget. Fogedretten har ikke taget stilling til denne indsigelse, som bør medføre, at kautionen for lån I anses for bortfaldet allerede i 1987. Fogedretten har endvidere ikke taget stilling til, om indklagede handlede i overensstemmelse med god pengeinstitutskik ved etableringen af kautionen for lån II, idet indklagede undlod at oplyse, at lån I var i restance og at lån II bl.a. skulle anvendes til inddækning af restance på lån I.

Indklagede har anført, at det erkendes, at skrivelsen af 30. december 1994 ikke var tilstrækkelig til opfyldelse af pligten til at give meddelelse, jf. bank- og sparekasselovens § 41. Det bestrides, at den manglende opfyldelse har medført en forringelse af klagernes regreskrav mod låntagerne. Indklagede har ikke på noget tidspunkt bevilget låntagerne henstand, men har løbende rykket for betaling. Der er tale om to selvstændige kautionsforpligtelser for henholdsvis lån I og lån II. Det bestrides, at kautionen for lån I bortfaldt ved etableringen af lån II. Provenuet af lån II blev anvendt til indfrielse af restancer og overtræk på låntagernes budgetkonto. Det fremgår udtrykkeligt af gældsbrevet vedrørende lån II, at klagerne hver hæfter for 38.000 kr. plus renter, provision og omkostninger. Påtegningen på gældsbrevets underskriftsside er udarbejdet af klagernes eget pengeinstitut, og klagerne kunne have søgt eventuelle tvivlsspørgsmål afklaret inden underskrivelsen. Klagerne indfriede lån I i maj 1997 uden forbehold.

Efter afsigelsen af fogedretskendelsen den 27. august 1997 har indklagede supplerende anført, at Ankenævnet bør afvise sagen, idet lån I er indfriet uden forbehold, og idet spørgsmålet om klagernes hæftelse for lån II er afgjort ved fogedrettens kendelse.

Ankenævnets bemærkninger:

Fogedretten har ved kendelserne af 30. april og 27. august 1997 fastslået, at der ikke er grundlag for at nedsætte klagernes kautionsforpligtelser.

Det følger af princippet i § 5, stk. 1, i Ankenævnets vedtægter, at Ankenævnet er afskåret fra at behandle klager, hvorom der er truffet afgørelse ved fogedretten. Det bemærkes herved, at det ikke er korrekt, når det i fogedretskendelsen af 27. august 1997 er anført, at Ankenævnet havde udsat ankenævnssagen på fogedrettens afgørelse. Herefter afviser Ankenævnet klagen, således at det