Opsigelse af engagement.
| Sagsnummer: | 234/1992 |
| Dato: | 21-10-1992 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Udlån - opsigelse
Modregning - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Opsigelse af engagement. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
I september 1991 rettede klageren henvendelse til indklagedes Bork afdeling, idet hun ønskede rådgivning om eventuel optagelse af et kreditforeningslån i sin ejendom. Indklagede meddelte hende i den forbindelse, at man ikke mente, at der var friværdi i hendes ejendom, hvorfor der ikke var grund til at lade kreditforeningen besigtige ejendommen. Klageren malede herefter på sin ejendom: "GRIN BARE - DET GØR (indklagede)".
Senere tilføjede klageren tillige teksten "ikke mere - de græder".
Ved skrivelse af 9. september 1991 til klageren meddelte indklagede, at man måtte anmode klageren om at foranledige teksten fjernet straks, og at indklagede i modsat fald måtte se sig nødsaget til at foretage politianmeldelse i sagen. Endvidere anførte indklagede:
"Samtidig må vi gøre dig opmærksom på, at såfremt ovennævnte ikke bliver fjernet senest den 11. september 1991, vil dit engagement hos os samtidig være at betragte som opsagt til fuld og endelig indfrielse pr. 25. september 1991."
Klagerens engagement med indklagede bestod af et boliglån på opr. 30.000 kr., som på opsigelsestidspunktet var nedbragt til ca. 27.000 kr., samt forskellige indlånskonti, herunder en lønkonto og en budgetkonto. Ifølge lånedokumentets bestemmelser kunne boliglånet opsiges til fuld indfrielse med en måneds varsel.
Den 17. september 1991 fremsendte Varde Bank en anmodning om overførsel af klagerens indlånskonti. Indklagede kontaktede herefter såvel klageren som Varde Bank, som oplyste, at lånet ikke skulle overføres. I skrivelse af 30. september 1991 til klageren meddelte indklagede, at man var indstillet på, at klageren fortsat kunne være kunde hos indklagede, såfremt klageren fjernede teksten på sin ejendom.
Ved skrivelse af 18. november 1991 meddelte indklagede, at klagerens indlånskonti var ophævet, og at beløbene var krediteret udlånet, hvorefter der på udlånet alene skyldtes 18.087,75 kr. samt renter fra 1. oktober 1991. Efter at klageren havde protesteret herimod, overførte indklagede indeståendet på indlånskontiene til en spærret konto, som indklagede har oplyst vil blive frigivet, når klageren har fjernet teksten på sin ejendom.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at udbetale hende beløbet indsat på den spærrede konto.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hun i september 1991 rettede henvendelse hos indklagede, da hun ønskede at optage et kreditforeningslån. En medarbejder hos indklagede meddelte hende imidlertid, at hendes ejendom var uden værdi. Klageren blev så skuffet, at hun malede den omhandlede tekst på sin ejendom. Efter at klageren havde rettet henvendelse til TV-Midtvest, tilbageførte indklagede det modregnede beløb på 8.500 kr. til en spærret konto og meddelte klageren, at beløbet ville blive udbetalt, såsnart hun havde fjernet teksten på sin ejendom. Klageren bestrider, at hun på noget tidspunkt skulle have indgået en aftale med indklagede om, at indeståendet på hendes indlånskonti skulle modregnes i udlånet. Klageren finder ikke, at indklagede har været berettiget til at opsige udlånet som følge af, at klageren har skrevet på sin ejendom, ligesom klageren har anført, at lånet er opsagt med kun 16 dages varsel, mod det i kontrakten anførte varsel på 30 dage.
Indklagede har anført, at man frarådede klageren at forsøge at optage et kreditforeningslån, idet der ikke var tilstrækkelig friværdi i klagerens ejendom, og klageren, såfremt hun ønskede ejendommen vurderet, ville blive pålagt et gebyr af kreditforeningen. Indklagede forsøgte flere gange at formå klageren til at overmale den omhandlede tekst på klagerens ejendom, hvilket klageren afviste. Efter at indklagede havde opsagt klagerens engagement til fuld indfrielse, og indklagede havde modtaget en overførselsanmodning fra Varde Bank vedrørende klagerens indlånsengagement, kontaktede en medarbejder hos indklagede klageren i slutningen af september 1991 og meddelte klageren, at man ikke ønskede hun at overføre indlånsengagementet, men at man var indstillet på at lade klageren fortsætte som helkunde, såfremt hun fjernede teksten på sin ejendom. Indklagede meddelte endvidere klageren, at man var indstillet på at acceptere, at alene udlånet blev ført hos indklagede, såfremt indeståendet på klagerens løn- og budgetkonto blev modregnet i lånet.
Klageren meddelte, at hun var indforstået hermed, og, efter at beløbet var modregnet i udlånet, fortsatte klageren med at afvikle dette som aftalt. Efter at klageren påny havde rettet henvendelse til indklagede, meddelte indklagede, at man var indstillet på at tilbageføre det modregnede beløb på 8.500 kr., såfremt klageren fjernede teksten på sin ejendom. Efter at klageren har foranlediget sagen nævnt i TV-Midtvest, har indklagede tilbageført beløbet fra lånet og indsat beløbet på en konto, der er spærret, indtil klageren har fjernet den omhandlede tekst. Klageren har tiltrådt den omhandlede modregning, og dette var en betingelse for, at indklagedes opsigelse af klagerens engagement blev frafaldet. Indklagede erkender, at lånet er opsagt med for kort varsel, idet dette er sket med 14 dage mod de i kontrakten nævnte 30 dage.
Ankenævnets bemærkninger:
Således som sagen er oplyst, findes den af indklagede foretagne modregning i og senere spærring af klagerens indlånskonti at have været uberettiget. Spærringen bør derfor ophæves.
Det bemærkes, at den af klageren over for indklagede udviste adfærd findes efter alt foreliggende at kunne begrunde en opsigelse med lovligt varsel af klagerens boliglån.
Som følge heraf
Indklagede bør inden 4 uger ophæve spærringen af den i sagen omhandlede konto. Klagegebyret tilbagebetales klageren.