Rådgivning i 2005 ved investering i ScandiNotes III Mezzanine.
| Sagsnummer: | 847/2009 |
| Dato: | 30-08-2010 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Søren Geckler, Carsten Holdum, Niels Bolt Jørgensen og Astrid Thomas. |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Rådgivning i 2005 ved investering i ScandiNotes III Mezzanine. |
| Indklagede: | Spar Nord Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne sag vedrører, om Spar Nord Bank i 2005 har ydet mangelfuld rådgivning i forbindelse med klagerens køb af ScandiNotes III Mezzanine obligationer.
Sagens omstændigheder.
Klageren er kunde i Spar Nord Bank.
I 1999 indgik klageren en aftale med banken benævnt "Aftale om formuepleje" vedrørende bl.a. et åbent depot. Af aftalen fremgår:
"…
Mellem ovennævnte og Spar Nord Bankaktieselskab er der indgået aftale om formuepleje, hvor Spar Nord forpligter sig til at efterse følgende depoter:
…
[Et åbent depot]
[Et kapitalpensionsdepot]
[Evt. et nyt ratepensionsdepot]
…
Spar Nord vil efter hvert depoteftersyn orientere Dem skriftligt om værdipapirbeholdning samt eventuelle købs- og salgsanbefalinger.
Enhver disposition, der vedrører handel med værdipapirer, vil kun blive foretaget efter Deres forudgående godkendelse.
…"
Af aftalen fremgår klagerens risikovillighed for det åbne depot registreret som "mellem". Klageren har anført, at banken har registreret hendes risikovillighed ud fra salget af produkter til hende. Registreringen er ikke baseret på hendes udtalelser om risikovillighed.
Banken har oplyst, at klageren den 22. december 2005 købte Sparinvest Value Aktier for ca. 200.000 kr. og s.d. solgte BankInvest Virksomhedsobligationer for et tilsvarende beløb.
Banken har oplyst, at klageren den 30. december 2005 solgte Bankinvest Lange Danske Obligationer for ca. 340.000 kr. og købte nominelt 240.186,05 ScandiNotes III Mezzanine obligationer til kurs 91,1. Klageren har anført, at hun forud for købet var til møde i banken, da hun var bekymret over, at en stor del af hendes midler var placeret i virksomhedsobligationer. Banken anbefalede køb af ScandiNotes obligationerne. Kursværdien af depotet var ca. 1.470.000 kr. fordelt på forskellige obligationer, investeringsbeviser og aktier. Banken har anført, at det var praksis at udlevere informationsmateriale om ScandiNotes III Mezzanine i forbindelse med kundemøder. Klageren bestrider at have modtaget materiale om obligationerne. Af informationsmaterialet fremlagt af banken fremgår:
"…
Attraktive 2% obligationer til private investorer.
Vi anbefaler køb af ScandiNotes®IIIMezzanine tranchen til den medium risikovillige investor, den har efter vores opfattelse det bedste forhold mellem afkast og risiko. Mezzanine obligationen giver ca. 1,0% mere end stater med samme løbetid. Desuden dækker Junior tranchen de første 12% i evt. tab hvis nogen af de medvirkende pengeinstitutter skulle komme i problemer.
Introduktion
I forlængelse af de foregående to års udstedelser kan vi nu tilbyde ScandiNotes®III2010/2015, som i lighed med de tidligere udstedelser er en statisk CLO baseret på supplerende lånekapital til 22 banker. Til forskel fra tidligere år er den geografiske dækning i ScandiNotes®IIIudvidet til hele Norden og samtidig er den opdelt i tre trancher for at imødekomme flere investorsegmenters ønsker.
ScandiNotes®IIIer derfor opdelt i tre obligationsserier: ScandiNotes®IIISenior, ScandiNotes®IIIMezzanine og ScandiNotes®IIIJunior, hvor Senior er variabelt forrentet i EUR, mens Mezzanine og Junior er 2%-obligationer i DKK og dermed blåstemplede. Alle obligationer har en officiel løbetid på 10 år, men forventes førtidsindfriet efter 5 år. Førtidsindfries obligationerne mod forventning ikke efter 5 år, vil kuponrenterne blive tillagt en "step-up" marginal, der er afhængig af 6 mdr. Euribar og kursen på EUR mod DKK på tidspunktet for rentebetalingerne.
Markedet for supplerende bankkapital i Norden
Banksektoren i de nordiske lande er gennem de seneste år styrket markant og har draget stor nytte af den generelle samfundsøkonomiske fremgang. For mange regionale bankers vedkommende har det ene rekordresultat afløst det andet, ligesom øget vækst og forbedret kreditkvalitet har været en gennemgående tendens.
Historisk har det nordiske marked for supplerende lånekapital været præget af høj illikviditet og bilaterale låneaftaler. Udstedelserne af ScandiNotes®Ii 2003 og ScandiNotes®II i 2004 ændrede dog dette mønster på det danske marked, idet disse udstedelser tilskyndede et aktivt handlet marked for denne aktivklasse. Blandt andet som følge heraf er priserne på supplerende kapital for danske banker blevet mindsket i takt med de sidste par års generelle indsnævringer af kreditspænd, hvilket har været til glæde for både investorer og lånetagere.
Rationale bag ScandiNotes®III
Ved investering i ScandiNotes®IIIopnår investor afdgang til en unik aktivklasse, der dækker supplerende lånekapital til nordiske banker. Obligationen er således sektorfokuseret, men med en bredere geografisk spredning end i sammenlignelige udstedelser. Blandt andet derfor forventes Moody’s Investors Service at indikere en meget stærk rating for ScandiNotes®IIIsenior, hvilket senest forventes bekræftet på udstedelsesdagen, hvor ratingen ligeledes forventes offentliggjort for ScandiNotes®IIIMezzanine.
ScandiNotes®IIISenior er foranstillet de to øvrige obligationsserier, mens ScandiNote®IIIMezzanine er efterstillet Senior og foranstillet Junior. Denne opdeling giver derfor investor en bedre mulighed for at investere i netop den afkast-/risikoprofil, der ønskes.
I forhold til andre alternativer synes alle tre obligationsserier at tilbyde investor en attraktiv merrente, jf. neden stående tabel. Især synes ScandiNotes®IIIMezzanine ScandiNotes®IIIJunior interessante for private investorer i en efter skat betragtning.
…"
Efter en beholdningsoversigt pr. 27. december 2007 indeholdt klagerens åbne depot værdipapirer til en markedsværdi af 1.651.046,34 kr. Heraf udgjorde danske realkreditobligationer 1.345.891,60 kr. svarende til 81,5 % af porteføljen, Scandinotes Mezzanine 223.149,29 kr. svarende til 13,5 % og bankaktier 81.801,45 kr. svarende til 5 %.
I en investeringsaftale underskrevet af klageren den 27. december 2007 er klagerens risikovillighed angivet som "mellem". Af aftalen fremgår:
"…
Stabilitet har stor betydning. Der kan forventes moderate kursudsving, men der er også forventning til et lidt større afkast på sigt.
Obligationer vil normalt udgøre omkring halvdelen af investeringerne. En mindre del af obligationsinvesteringerne kan være obligationer med højere kredit- og/eller valutarisiko. Strukturerede obligationer kan indgå med en mindre andel.
…"
I efteråret 2008 udtrykte klageren overfor banken nervøsitet angående investeringen i ScandiNotes III Mezzanine obligationerne og et ønske om at forsøge at sælge dem. Banken oplyste, at der ikke var nogen handel med obligationerne.
Den 18. maj 2009 oplyste udstederen af ScandiNotes III Mezzanine obligationerne, at de var nedskrevet med 54,23 %.
Ved brev af 9. juni 2009 anmodede klageren på grund af dårlig rådgivning banken om at tilbagekøbe ScandiNotes III Mezzanine obligationerne til den oprindelige anskaffelseskurs.
Ved brev af 25. juni 2009 afviste banken kravet.
Den 29. juni 2009 oplyste udstederen af ScandiNotes III Mezzanine obligationerne, at de var nedskrevet til 0 %.
Parternes påstande.
Klageren har den 24. juli 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Spar Nord Bank tilpligtes at tilbagekøbe ScandiNotes III Mezzanine obligationerne til den oprindelige anskaffelseskurs fratrukket udbetalte renter.
Spar Nord Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har bl.a. anført, at hun før mødet i 2005 var bekymret over, at en stor del af hendes midler var placeret i virksomhedsobligationer, hvilket hun oplyste rådgiveren om.
Rådgiveren anbefalede køb af ScandiNotes III Mezzanine obligationer, som var garanteret af pengeinstitutterne, og dermed kunne det næsten ikke være mere sikkert. Hun stolede på denne rådgivning.
Hun fik ikke udleveret noget informationsmateriale om obligationerne.
Banken valgte, at hendes risikovillighed var "middel".
Da hun ønskede at sælge papirerne, var der ingen handel med dem.
Spar Nord Bank har bl.a. anført, at klagerens risikovillighed var "mellem", hvilket er angivet i formueplejeaftalen fra 1999 og bekræftet i 2007.
I forbindelse med kundemøder var det praksis at udlevere informationsmateriale om ScandiNotes III Mezzanine.
Af materialet fremgår, at Mezzanine-tranchen fandtes velegnet til den mellem risikovillige investor på grund af et bedre afkast end statsobligationer med samme løbetid, ligesom Junior-tranchen dækker de første 12 %’s tab, hvis medvirkende pengeinstitutter skulle komme i problemer.
Investeringen passede til klagerens risikovillighed, og hun var bekendt med de væsentligste risici.
I relation til klagerens bemærkninger om sin bekymring ved virksomhedsobligationer i 2005 henledes opmærksomheden på, at hendes depot også efter investeringen i ScandiNotes obligationer indeholdt virksomhedsobligationer.
Banken er ikke erstatningsansvarlig for klagerens tab ved investeringen i ScandiNotes III Mezzanine obligationer.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Tre medlemmer – John Mosegaard, Carsten Holdum og Søren Geckler – udtaler:
Vi lægger til grund, at klagerens risikovillighed var middel. Vi finder, at klageren i 2005 måtte indse, at de af Spar Nord Bank anbefalede ScandiNotes III Mezzanine obligationer, var forbundet med en større risiko end sædvanlige stats- og realkreditobligationer. Investeringen indebærer dog en særlig risiko.
Denne særlige risiko udspringer af, at den samlede mængde af ScandiNotes III obligationer er rangordnet i tre kategorier, hvoraf Mezzanine er den mellemste. Dette indebærer, at ethvert tab, der opstår som følge af manglende betalingsevne hos et af de 22 låntagende pengeinstitutter, i første række skal bæres af indehavere af Junior obligationerne. Værdien af Mezzanine obligationerne påvirkes, hvis det samlede tab ikke alene kan bæres af Junior tranchen.
Vi finder ikke, at det kan bebrejdes klageren, at hun - også selvom hun måtte have modtaget bankens informationsmateriale om ScandiNotes III Mezzanine - ikke forstod denne særlige risiko.
Banken har ikke i øvrigt dokumenteret eller sandsynliggjort, at klageren blev rådgivet om den særlige risiko ved investering i ScandiNotes III Mezzanine obligationer, (og at hun accepterede denne særlige risiko).
Vi lægger herefter til grund, at banken ikke gjorde klageren opmærksom på den særlige risiko, som er forbundet med investering i disse obligationer. Banken begik således en ansvarspådragende fejl ved sin rådgivning af klageren forud for hendes beslutning om køb af ScandiNotes III Mezzanine obligationerne.
Det kan ikke bebrejdes banken, at den ikke på rådgivningstidspunktet i 2005 eller senere forudså den finansielle krise, der udløste klagerens tab. Dette forhold kan imidlertid ikke medføre, at banken er uden ansvar for, at rådgivningen som ovenfor anført må anses for mangelfuld.
Henset til bankens oplysninger i efteråret 2008 om manglende omsætning i markedet af obligationerne ses et spørgsmål om tabsbegrænsning ikke konkret at have haft betydning.
Vi stemmer herefter for, at klageren gives medhold, således at banken uden kurtageberegning skal tilbagekøbe nominelt 240.186,05 ScandiNotes III Mezzanine obligationer til den oprindelige anskaffelseskurs.
Der er ikke grundlag for, at banken skal dække noget rentetab, eller at klagerens skal refundere eventuel modtaget rente af obligationerne, idet afkastet ikke skønnes at afvige fra, hvad klageren ellers kunne have opnået.
To medlemmer – Niels Bolt Jørgensen og Astrid Thomas – udtaler:
Vi finder ikke, at klageren har godtgjort ansvarspådragende forhold i bankens rådgivning ved hendes investering i ScandiNotes III Mezzanine obligationer. Vi har herunder lagt til grund, at klagerens risikovillighed var "mellem", og at klagerens investering var fordelt som angivet i beholdningsoversigten af 27. december 2007.
Vi stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.
Vi er i øvrigt enige i, at spørgsmålet om tabsbegrænsning ikke konkret har haft betydning.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf træffes følgende
a f g ø r e l s e :
Såfremt klageren inden 8 uger fra denne afgørelse fremsætter anmodning herom, skal Spar Nord Bank inden 4 uger af klageren uden kurtageberegning tilbagekøbe nominelt 240.186,05 ScandiNotes IIIMezzanine obligationer. Tilbagekøbet sker til kurs 91,1.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.