Indsigelse om uansvarlig långivning og manglende vurdering af kreditværdighed i 2016. Sagen foretaget i fogedretten i 2017 og 2020.
| Sagsnummer: | 84/2021 |
| Dato: | 20-10-2022 |
| Ankenævn: | Bo Østergaard, Inge Kramer, Mette Lindekvist Højsgaard, Tina Thygesen og Finn Borgquist |
| Klageemne: |
Udlån - hæftelse
Kreditaftaleloven - øvrige spørgsmål Afvisning - domstol § 5, stk. 1, litra e |
| Ledetekst: | Indsigelse om uansvarlig långivning og manglende vurdering af kreditværdighed i 2016. Sagen foretaget i fogedretten i 2017 og 2020. |
| Indklagede: | Basisbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse om uansvarlig långivning og manglende vurdering af kreditværdighed i 2016.
Sagens omstændigheder
I september 2016 ansøgte klageren om et lån hos Basisbank gennem en af bankens kreditformidlere.
Banken har fremlagt en udskrift af de oplysninger, som den modtog fra klageren i forbindelse med låneansøgningen. Heraf fremgik, at klageren var gift, boede i en ejerlejlighed, havde et barn, ingen bil, og at klageren havde en årlig indkomst før skat på 324.000 kr. og en nettoindkomst pr. måned på 17.500 kr.
Banken har oplyst, at den i dag alene er i besiddelse af disse oplysninger, og den kan ikke nærmere redegøre for, hvorvidt der i 2016 er indhentet yderligere oplysninger.
Den 16. september 2016 underskrev klageren en aftale med banken om et lån på 32.400 kr., som skulle afvikles med 72 månedlige ydelser á 811,69 kroner. Renten var variabel, for tiden 21,7 % om året. Årlige omkostninger i procent var 28,32.
Klageren har i klagesagen fremlagt sin årsopgørelse for 2015, hvoraf det fremgik, at klagerens samlede gæld til realkredit, reallån og pengeinstitutter udgjorde 139.463 kr. Klageren har endvidere i klagesagen fremlagt sin lønseddel for november 2016, hvoraf det fremgik, at hans månedlige brutto- og netteløn var henholdsvis 26.500 kr. og 17.799 kr. Klageren har oplyst, at han har to børn, der er født i 2012 og september 2016.
Klageren har i klageskemaet oplyst, at han i årene 2011 til 2016 havde optaget ti lån, herunder fem lån i 2016 på i alt ca. 60.000 kr., tre lån i 2015 på i alt ca. 77.000 kr., et lån i 2011 på 87.000 kr. samt et boliglån i 2012. Af de fem lån optaget i 2016 var to af lånene på i alt ca. 39.000 kr. optaget senere end september 2016. Banken har bestridt klagerens opgørelse af gælden og har anført, at den af klageren ensidigt udarbejdede og i øvrigt udokumenterede oversigt ikke kan tillægges bevismæssig værdi.
Klageren misligholdt lånet optaget i Basisbank, hvorefter sagen blev sendt i fogedretten.
Den 27. juni 2017 blev sagen foretaget i fogedretten, uden at klageren kom med indsigelser mod fordringen. Banken fik udlæg i en ejendom, som klageren ejede en tredjedel af, og klageren indgik en afdragsordning på 700 kr. pr. måned. Det fremgår af fogedrekvisitionen, at fogedretten opgjorde fordringen til i alt 34.762,84 kr.
Sagen blev igen foretaget i fogedretten den 4. juni 2020, uden at klageren kom med indsigelser mod fordringen. Klageren indgik en afdragsordning på 800 kr. pr. måned. Det fremgår af fogedrekvisitionen, at fogedretten opgjorde fordringen til i alt 61.669,25 kr.
Den 12. februar 2021 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet.
Klageren har under sagen oplyst, at han gerne vil afdrage 800 kr. om måneden på lånets hovedstol, såfremt banken frafalder renter og omkostninger på lånet og modregner hans tidligere indbetalinger i hovedstolen.
Af et brev af 21. april 2022 fra Lowell til klageren fremgik, at klagerens gæld til Basisbank, der på daværende tidspunkt kunne opgøres til 88.394,32 kr., var overdraget til Lowell til eje.
Basisbank har over for Ankenævnet oplyst, at banken er ophørt med at drive virksomhed i Danmark fra udgangen af juni måned 2022 og har afleveret sin banklicens. Det er aftalt, at den verserende klagesag ved Ankenævnet fortsættes med Lowell som repræsentant for banken.
Parternes påstande
Klageren har nedlagt påstand om, at Basisbank skal frafalde renter og omkostninger på lånet, således at han alene skal tilbagebetale hovedstolen med fradrag af allerede indbetalte ydelser
Basisbank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at banken ikke burde have bevilget ham lånet.
Han var ikke kreditværdig til at optage lånet. Banken lavede ikke den fornødne kreditværdighedsvurdering af ham. Han havde forskellige kviklån. Han havde optaget ti lån inden optagelsen af lånet i banken. Nogle af de ti lån var misligholdt. Ud fra hans indtægter, jf. hans lønseddel for november 2016, og hans udgifter, havde han ikke økonomi til at optage lånet. Banken interesserede sig kun for hans indtægter og ikke for hans udgifter/gæld. Banken krævede hverken årsopgørelser, budget eller lignende.
Hans økonomi var så ringe på tidspunktet for bevilling af lånet, at han ikke var i stand til at betale ydelserne på lånet og kom i misligholdelse fra starten. Han ejer en tredjedel af en ejendom, har to børn og havde en løn efter skat på ca.17.000 kr.
Han fik udbetalt lånet fem timer efter, at han havde søgt om det.
Banken lovede begge gange i fogedretten, at hvis han betalte seks måneders afdrag, ville den slette renter. Han startede derfor med afbetaling. Efter de seks måneder henvendte han sig til banken, der ikke overholdt det lovede.
Banken har hver gang i retten lovet ham ting, som den ikke har overholdt. Banken lovede i fogedretten i 2020, at den efter otte måneders betaling af 800 kr. ville sænke renten. Af de 800 kr. var 62 kr. afdrag, resten var renter. Hvis banken fastholder renten, kommer han aldrig af med lånet.
Han kom ikke med indsigelser i fogedretten, da han på daværende tidspunkt ikke havde nok viden til at gøre dette.
Han er studerende nu og modtager SU. Hans ægtefælle er på sygedagpenge. Han arbejder ved siden af sin uddannelse og betaler husleje for to adresser.
Basisbank har blandt andet anført, at fordi klageren ikke kom med indsigelser under fogedsagerne i 2017 og 2020 og ventede lang tid med at komme med indsigelser samt flere gange har anerkendt gælden og indgået afdragsordninger, har klageren udvist retsfortabende passivitet og dermed fortabt retten til at gøre indsigelsen om manglende opfyldelse af kreditaftalelovens § 7 c gældende.
Derudover kan fogedrettens afgørelse af 27. juni 2017 tillægges retskraft, således at oprindelige indsigelser, der kunne være gjort gældende på det første fogedretsmøde, ikke kan gøres gældende senere. Det følger af en kendelse afsagt af Vestre Landsret den 28. august 2020 i sag B-0245-20, at en indsigelse efter kreditaftalelovens § 7 c som udgangspunkt ikke kunne fremsættes efter fogedrettens behandling af sagen, idet fogedrettens kendelse tillægges retskraft, når sagen ikke efterfølgende har været kæret.
Et eventuelt erstatningskrav for mangelfuld rådgivning er forældet efter forældelseslovens § 3, stk. 1, hvorefter forældelsesfristen er tre år.
Banken har ikke tilsidesat sine forpligtelser i henhold til kreditaftaleloven.
Det er klageren selv, der har udfyldt de oplysninger, der fremgår af den af banken fremlagte udskrift af de oplysninger, som den modtog fra klageren i forbindelse med låneansøgningen. Banken havde ikke mulighed for – og heller ikke pligt til – at undersøge, om det var korrekt, at klageren havde et barn. Det var først under fogedretsmødet i 2017, at klageren oplyste, at han havde to børn.
Banken er i dag alene i besiddelse af den udskrift af de oplysninger, som den modtog fra klageren i forbindelse med låneansøgningen. Banken kan ikke på nuværende tidspunkt redegøre for, hvorvidt der i 2016 er indhentet yderligere oplysninger.
Det følger af EU-domstolens praksis, at forbrugerdirektivet giver kreditgiveren en skønsmargin med henblik på at afgøre, om de indhentede oplysninger er fyldestgørende. I dette skøn skal kreditgiveren inddrage en række forhold, herunder omstændighederne i forbindelse med indgåelsen af kreditaftalen, låneansøgerens personlige situation og det beløb, der anmodes om.
Endvidere fremgår det af EU-Domstolens praksis, at forbrugerdirektivet ikke pålægger kreditgivere at foretage en systematisk efterprøvelse af rigtigheden af de oplysninger, som låneansøgeren fremkommer med.
Det kan på det foreliggende grundlag ikke lægges til grund, at banken med baggrund i kreditaftalelovens § 7 c burde have undladt at yde klageren lån. Banken har både indhentet og modtaget tilstrækkelige oplysninger til brug for vurderingen af klagerens kreditværdighed og har ikke derved handlet groft uagtsomt, jf. Østre Landsrets kendelser af 15. april 2021 i sagerne B-833-20 og B-14-21. Klageren har bevisbyrden for, at banken har handlet groft uagtsomt, og den bevisbyrde har han ikke løftet.
Det, der normalt indgår i kreditværdighedsvurderinger, er årsopgørelsen, e-skatteoplysninger m.v. for tiden indtil låneoptagelsen. Klageren har ikke ved fremlæggelsen af skatteoplysningerne fra 2015 løftet bevisbyrden for, at lånet ikke – i henhold til kreditaftalelovens § 7 c – skulle bevilliges på tidspunktet for lånets optagelse den 16. september 2016.
Derudover har klageren oplyst, at han har optaget lån efter nærværende låneoptagelse.
Det følger i øvrigt af klagerens indlæg i sagen, at han har betalingsevnen til at afdrage på lånet. At klageren ikke ønsker at betale renter har intet med hans betalingsevne at gøre.
Ankenævnets bemærkninger
Den 16. september 2016 optog klageren et lån på 32.400 kr. i Basisbank, som skulle afvikles med 72 månedlige ydelser á 811,69 kroner. Renten var variabel, for tiden 21,7 % om året. Årlige omkostninger i procent var 28,32.
Klageren misligholdt lånet optaget i Basisbank, hvorefter sagen blev sendt i fogedretten.
Den 27. juni 2017 blev sagen foretaget i fogedretten, uden at klageren kom med indsigelser mod fordringen. Banken fik udlæg i en ejendom, som klageren ejede en tredjedel af, og klageren indgik en afdragsordning på 700 kr. pr. måned. Det fremgår af fogedrekvisitionen, at fogedretten opgjorde fordringen til i alt 34.762,84 kr.
Sagen blev igen foretaget i fogedretten den 4. juni 2020, uden at klageren kom med indsigelser mod fordringen. Klageren indgik en afdragsordning på 800 kr. pr. måned. Det fremgår af fogedrekvisitionen, at fogedretten opgjorde fordringen til i alt 61.669,25 kr.
Af § 5, stk. 1, litra e, i Ankenævnets vedtægter fremgår, at Ankenævnet skal afvise at behandle en klage, hvis klagen hører under, er under behandling ved, eller har været behandlet af en domstol. Som følge heraf kan Ankenævnet ikke behandle sagen.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.