Indsigelse mod manglende udbetaling af udbytte i 2024. Spørgsmål om rådgivning om investering og om rette valg af produkter i henhold til risiko og spørgsmål om erstatning.

Sagsnummer:188/2024
Dato:21-03-2025
Ankenævn:Kristian Korfits Nielsen, Christina Bryanth Konge, Janni Vi-sted Hansen, Morten Bruun Pedersen og Anna Marie Schou Ringive.
Klageemne:Afvisning - tvist § 5, stk. 3, nr. 2
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst:Indsigelse mod manglende udbetaling af udbytte i 2024. Spørgsmål om rådgivning om investering og om rette valg af produkter i henhold til risiko og spørgsmål om erstatning.
Indklagede:Nykredit Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod manglende udbetaling af udbytte i 2024. Spørgsmål om rådgivning om investering og om rette valg af produkter i henhold til risiko og spørgsmål om erstatning.

Sagens omstændigheder

Klagerne S og L var kunder i Nykredit Bank, Investeringsforeningen Nykredit Invest (Nykredit Invest) og Nykredit Portefølje Administration A/S (Værdipapirfonden NPA). Klagerne havde hver et depot i Nykredit Bank.

Klagerne har oplyst, at S og L’s bedsteforældre igennem en årrække indsatte et månedligt beløb på opsparingskonti til S og L, hvorefter indeståendet løbende blev investeret.

Da S fyldte 21 år i oktober 2018, blev opsparingskontoen vedrørende S’ opsparing overført til S. S indgik en aftale om depot med banken med investering i lavrisikoproduktet Nykredit Lange Obligationer under Nykredit Invest. S beholdning udgjorde 418 stk. investeringsbeviser i afdelingen Lange Obligationer KL (ISIN DK0060009405). S foretog ikke ændringer i produktets sammensætning. 

Da L fyldte 21 år i juli 2020, blev opsparingskontoen overført til L. L indgik en aftale om depot med banken med investering i et mellemrisikoprodukt, som omfattede aktieinvesteringer og investering i Nykredit Lange Obligationer. Banken har oplyst, at L havde en plejeaftale i investeringsproduktet OpsparingsInvest, hvorigennem der blev investeret i blandt andet Nykinv. Balance Moderat Porteføljepl. KL (ISIN DK0060816494) og i afdelingen Nykredit Invest Lange obligationer – Porteføljepleje KL (ISIN DK0060817385) under værdipapirfonden NPA.

Klagerne har oplyst, at der skete løbende udskiftning af værdipapirer, der blev varetaget af banken.

Klagerne har fremlagt en årsoversigt af 30. december 2020 vedrørende S’ investeringer. Det fremgår heraf blandt andet, at S havde 418 stk. investeringsbeviser i afdelingen Lange Obligationer KL (ISIN DK0060009405), som havde en kursværdi på 43.094,09 kr.

Klagerne har fremlagt en beholdningsoversigt af 4. januar 2021, hvoraf blandt andet fremgår, at S’ beholdning i Nykredit Invest Lange Obligationer (ISIN DK0060009405), havde en kursværdi på 43.158,50 kr.

Klagerne har fremlagt en oversigt over årlige investeringsomkostninger af 22. marts 2022, hvoraf blandt andet fremgår, at S for perioden 1. januar til 31. december 2021 skulle betale 170,91 kr. i omkostninger. Af disse omkostninger udgjorde 0,15 % provision, hvorfor S betalte 62,53 kr. i provision. Betalingen af provision gav S adgang til en række serviceydelser, såsom udvidede afkastoplysninger, adgang til rådgivning, udvalg af fonde fra andre udbydere end Nykredit, udvalg af Exchange Traded Funds og adgang til opdatering af investeringsprofil.

Banken har fremlagt en orientering om værdien af L’s depot i OpsparingsInvest af 20. juni 2022, hvoraf fremgår, at værdien af depotet var faldet med -10,99 % siden sidste rapportering.

Banken har fremlagt en beholdningsoversigt af 30. september 2022, hvoraf blandt andet fremgår, at S’ beholdning i Nykredit Invest Lange Obligationer (ISIN DK0060009405), havde en kursværdi på 33.322,96 kr.

Banken har fremlagt en beholdningsoversigt af 30. december 2022, hvoraf blandt andet fremgår, at S’ beholdning i Nykredit Invest Lange Obligationer (ISIN DK0060009405) havde en kursværdi på 35.379,52 kr.

Klagerne har fremlagt en beholdningsoversigt af 30. december 2022, hvoraf blandt andet fremgår, at L’s beholdning i værdipapirerne Nykinv. Balance Moderat Porteføljepl. KL (ISIN DK0060816494) og Nykredit Invest Lange obl. KL (ISIN DK0060817385) havde en kursværdi på i alt 41.064,62 kr.

Banken har fremlagt en udbyttemeddelelse af 10. februar 2023, hvoraf fremgår, at S den 10. februar 2023 modtog udbytte på 2.549,80 kr. 

Banken har fremlagt beholdningsoversigter af 31. marts, 30. juni, 29. september og 29. december 2023, hvoraf blandt andet fremgår, at S’ beholdning i Nykredit Invest Lange Obligationer (ISIN DK0060009405) havde en kursværdi på henholdsvis 33.139,04 kr., 32.470,24 kr., 31.926,84 kr. og 33.565,40 kr. 

Klagerne har fremlagt en beholdningsoversigt af 29. december 2023, hvoraf blandt andet fremgår, at L’s beholdning i værdipapirerne Nykinv. Balance Moderat Porteføljepl. KL og Nykredit Invest Lange obl. KL havde en kursværdi på i alt 43.711,33 kr.

Klagerne har fremlagt Investeringsforeningen Nykredit Invest’ årsrapport for 2023, hvoraf blandt andet fremgår:

”…

Generalforsamling 2024

Udlodning

For 2023 indstiller bestyrelsen til generalforsamlingens godkendelse de foreløbige udlodninger, som bestyrelsen besluttede at udbetale i februar 2024. Udlodningen i kr. pr. andel for de enkelte afdelinger er angivet i nedenstående tabel.

 

Afdeling

Udlodning

Lange obligationer KL

0,00 kr.

Lange obligationer KL

Udvikling i 2023

Afkastet findes ikke tilfredsstillende i forhold til benchmark.

Afdelingsprofil

Udbyttebetalende

Ja

Afkast og evaluering

Afkast i pct                            2,37

Benchmark i pct.                   7,19

Merafkast i pct.                      -4,82

…”

Banken har oplyst, at indstillingen, om at der ikke skulle udbetales udbytte, blev vedtaget af generalforsamlingen i 2024.

Banken har fremlagt en oversigt over de historiske resultater for Investeringsforeningen Nykredit Invests Lange obligationer KL (ISIN DK0060009405) og for værdipapirfonden NPAs Lange obligationer – Porteføljepleje KL (ISIN DK0060817385). Heraf fremgår blandt andet, at Lange obligationer KL i Nykredit Invest havde leveret et positivt resultat i otte ud af ti år, og at Nykredit Invest Lange obligationer – Porteføljepleje KL havde leveret et positivt resultat i fire ud af seks år. Herudover fremgår, at værdipapirerne visse år klarede sig bedre og andre år ringere end deres benchmark.

Banken har fremlagt vedtægter for Investeringsforeningen Nykredit Invest, hvoraf fremgår blandt andet:

”…

Afdelinger og andelsklasser

§ 6 Foreningen er opdelt i følgende afdelinger:

Stk. 3 Lange obligationer KL

Afdelingen er udloddende. Afdelingen er bevisudstedende.

Generalforsamling

§ 14 Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.

§ 16 Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal omfatte:

2. Forslag fremsat af investorer eller bestyrelsen

….

§ 17 […]

Stk. Generalforsamlingen træffer beslutninger ved almindelig stemmeflerhed, […]

Bestyrelsen

§ 20 Bestyrelsen har ansvaret for den overordnede ledelse af foreningens anliggende, herunder investeringerne til enhver tid.

Stk. 2 Bestyrelsen skal sørge for, at foreningens virksomhed udøves forsvarligt i overensstemmelse med lovgivningen og vedtægterne og skal herunder påse, at bogføringen og formueforvaltningen kontrolleres på tilfredsstillende måde.

Årsrapport, revision og overskud

§ 26 Udloddende afdelinger foretager en udlodning, der opfylder de i ligningslovens § 16 C anførte krav til minimumsudlodning.

…”

Banken har fremlagt fondsbestemmelser for Værdipapirfonden NPA, hvoraf fremgår blandt andet:

”…

Afdelinger og andelsklasser

§ 6 Værdipapirfonden er opdelt i følgende afdelinger:

Stk. 1 Nykredit Invest Lange obligationer – Porteføljepleje KL

Afdelingen er udloddende. Afdelingen er bevisudstedende.

Administration

§ 15 Værdipapirfonden administreres af investeringsforvaltningsselskabet Nykredit Portefølje Administration A/S. Alle beslutninger om at indgå retshandler vedrørende værdipapirfonden eller dens afdelinger træffes af investeringsforvaltningsselskabet på vegne af værdipapirfonden eller dens afdelinger.

Årsrapport, revision og overskud

§ 20 Udloddende afdelinger foretager en udlodning, der opfylder de i ligningslovens § 16 C anførte krav til minimumsudlodning.

…”

Banken har oplyst, at S fra 2019 til 10. februar 2023 modtog i alt 4.807 kr. i udbytte for sin investering i Lange Obligationer KL, og at hun i 2024 ikke modtog udbytte for året 2023.

Banken har oplyst, at eventuelle udbytter i L’s plejeaftale blev geninvesteret, hvorfor L ikke modtog direkte udbytteudlodninger. Banken har oplyst, at selvom eventuelle udbytter i henhold til L’s plejeaftale almindeligvis blev geninvesteret, så blev der ikke udbetalt udbytte i Nykredit Invest Lange obligationer – Porteføljepleje KL eller foretaget geninvesteringer i 2024.

Klagerne har fremlagt markedsføringsmateriale for Lange Obligationer KL af 31. januar 2024, hvoraf blandt andet fremgår obligationernes historiske resultater og udvikling. Herudover fremgår blandt andet:

”…

Investeringsbeskrivelse

Med Lange Obligationer investerer du i lange og mellemlange stats- og realkreditobligationer. Investeringsstrategien har fokus på afkast optimering, men med en forholdsvis lav risiko. Vi anbefaler en mellemlang eller lang tidshorisont til fonden, for at undgå at sælge på et ugunstigt tidspunkt.

…”

Ved klageformular af 18. februar 2024 gjorde klagerne indsigelse mod manglende udbetaling af udbytte. Af klageformularen fremgår blandt andet:

”…

Hvad ønsker du at klage over?

Investeringsproduktet Nykredit Lange Obligationer

Resumé

Nykredits arbitrære beslutning om manglende udbetaling af udbytte på produktet er en skjult omkostning, der medfører, at produktet har negativt afkast. Dette er i strid med god skik for pengeinstitutter.

…”

Den 20. og 26. marts 2024 svarede banken på klagernes indsigelse.

Den 26. marts 2024 indbragte klagerne sagen for Ankenævnet.

Klagerne har oplyst, at L’s produkt fra bankens side blev opsagt pr. den 1. maj 2024.

Klagerne har fremlagt en fondsnota af 13. juni 2024, hvoraf fremgår, at L solgte 342 stk. Nykredit Invest Lange obl. KL (ISIN DK0060817385) til kurs 89,06, hvorfor L modtog 30.458,52 kr.

Parternes påstande

Ankenævnet har forstået klagerens påstand som, at Nykredit Bank, Nykredit Invest og/eller Værdipapirfonden NPA skal redegøre for, hvilket selskab der var ansvarligt for investeringerne, hvorfor der ikke blev udbetalt udbytte i 2024, og om de indklagede var bekendte med, at der ikke kunne opnås en balanceret gevinst svarende til markedsvilkår for L’s investeringer. Herudover skal de indklagede betale erstatning.

Nykredit Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Nykredit Invest har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Værdipapirfonden NPA har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har blandt andet anført, at S’ investerede 42.928 kr., som i 2019 steg til 43.973 kr. Primo 2024 havde investeringerne en værdi på 33.590 kr. S’ tab på depotet udgør derfor ca. 25 %. Hun modtog i perioden 2019 til 2024 udbytte på i alt 4.807 kr.

Det anbefalede produkt Lange Obligationer KL (ISIN DK0060009405) er ikke et lavrisikoprodukt. Produktet kan ikke kvalificeres som et lavrisikoprodukt, da der ikke er tale om en balanceret mulighed for indtjening på henholdsvis kurs og udbytteudlodning. Hvis det var tilfældet, ville produktet have været mindre volatilt i forhold til ændringer i markedet. De ville kunne have beskyttet deres indeståender ved at indsætte disse på en opsparingskonto med en rente på 0 %, da de herved ikke ville have lidt et tab på kursen. Markedet kan ændre sig, og klassifikationen af produkterne i forhold til MIFID-reglerne bør ændres tilsvarende. Produkterne skal løbende tilpasses den til enhver tid noterede risiko. Da det ikke er et lavrisikoprodukt, fik hun ikke den nødvendige rådgivning og blev ikke pålagt at udfylde en egnethedserklæring.

Bankens markedsføring i forbindelse med udbuddet af investeringsprodukterne var vildledende, og det var ikke gennemskueligt. De indklagede overtrådte kontrollovgivningen, da de ikke fremsendte lovpligtig dokumentation til dem, såsom oplysninger om de økonomiske forhold i de erhvervede produkter. De modtog årlige omkostningsoversigter over de omkostninger, de skulle afholde i forbindelse med investeringerne. Det er dog ikke på baggrund af de oplysninger muligt at se, om omkostningerne til varetagelsen af investeringerne var rimelige og svarede til, hvad der var acceptabelt i henhold til reglerne om god skik. Vurderes omkostningerne for høje, vil dette udgøre et tab.

L investerede 45.117 kr. i et mellemrisikoprodukt, som blandt andet indeholdt værdipapirerne Nykinv. Balance Moderat Porteføljepl. KL (ISIN DK0060816494) og Nykredit Invest Lange obl. KL (ISIN DK0060817385). Der var ikke konstateret et tab på L’s samlede depotværdi. L led et tab, da hun som følge af sin investering i de valgte værdipapirer ikke modtog forøget afkast i form af udbytte eller renter.

Af de indklagedes egen skematiske oversigt over produkternes sammensætning fremgår, at produkterne er udbyttegivende. Alligevel blev det arbitrært besluttet, at der ikke skulle være udbyttebetaling i 2024. Markedet påvirker investeringerne. For de valgte investeringer ville et tab på kursen normalt modsvares af en højere renteindtægt på produktet og dermed muligheden for en højere udbytteudbetaling. Dette skete ikke. De har lidt et tab, da de på grund af den manglende udbyttebetaling ikke opnåede den synergi, der normalt gælder for investeringer, som for eksempel ved investering i realkreditobligationer, hvor et tab i kursen modsvares af en indtægt i form af forhøjede renter – i dette tilfælde de omkostninger, som låntager med sikkerhed i de lange obligationer bliver pålagt.

L blev i forbindelse med oprettelsen af plejeaftalen med banken ikke oplyst om, at arbitrære beslutninger kunne medføre, at hun aldrig ville kunne opnå en gevinst på produktet.

Da de gjorde indsigelse, fik de en meget utilstrækkelig klagebehandling, der var under branchens fastsatte minimumsstandard. De indklagede har herved tilsidesat reglerne om god skik. De indklagede kunne ikke redegøre for, hvilke personer der var deres kontaktpersoner, og hvilket selskab der var ansvarlig for de forskellige produkter. Det er svært for dem som kunder at udrede, hvilket selskab i koncernen der er ansvarlig for det tab de har lidt.

De indklagede er som de professionelle parter nærmest til at belyse økonomien, idet det som forbruger ikke er muligt at gennemskue og belyse den integrerede økonomiske struktur, som de indklagede har valgt som en del af deres service til forbrugere.

Banken har ikke forklaret, hvorfor de formidlede produkter og afdelinger ikke foretog udlodning i 2024. Banken har ikke redegjort for, om salget af produktet til L skete med viden om, at der ikke kunne opnås en balanceret gevinst svarende til markedsvilkår, og om formidlingen til L var i strid med reglerne om god skik. De indklagede skal betale erstatning for det tab, de har lidt som følge af manglende udlodning af udbytte i 2024.

Finanstilsynet skal som tilsynsmyndighed involveres sideløbende med klagen.

Nykredit Bank har blandt andet anført, at den har formidlet investeringen i lange obligationer KL til S og Nykredit Invest Lange obligationer – Porteføljepleje KL til L. Banken har hverken ved distribution eller pleje af produkterne handlet ansvarspådragende.

Klagerne har fremlagt en række udokumenterede påstande om, at produkternes risikoklassifikation er højere end oplyst, og at banken har tilrettelagt sin indtjening på bekostning af klagerne, hvorved de er gået glip af udbytte. Dette er ikke korrekt. Ved udbytteudlodning falder værdien af investeringerne i investeringsforeningen og værdipapirfonden tilsvarende. Udbytterne betales i henhold til fastlagte krav i skattelovgivningen.

Hvis klagerne ønskede at gå helt eller delvist kontant frem for at være investeret, kunne de have solgt ud af investeringsforeningen eller opsagt plejeaftalen, hvilket klagerne ikke valgte at gøre. Det forhold, at klagerne forblev investeret har ikke medført et tab, da klagerne har opnået et positivt afkast i 2023. Klagerne har ikke lidt et tab.

Klagerne bør være indforstået med, at der er risici forbundet med investering, og at eventuelle gevinster og tab afhænger af markedsforholdene. Det er ikke korrekt, at det ikke er muligt at opnå en gevinst på de investerede produkter. Det er ikke korrekt, at der er en sammenhæng mellem manglende udbyttebetaling fra investeringsforeningen og værdipapirfonden og deres indtjening. Beslutningen om ikke at betale udbytte har ikke påført klagerne et tab, og gevinsten er ikke tilgået de indklagede.

Et positivt afkast afhænger ikke alene af udbyttebetalinger. En eventuel udbetaling af udbytte til investorerne medfører, at investeringsforeningens eller værdipapirfondens formue tilsvarende falder.

Nykredit Invest har til støtte for afvisningspåstanden blandt andet anført, at afdelingen Lange obligationer KL i henhold til vedtægterne for investeringsforeningen § 6, stk. 3 var udloddende, og at der i henhold til vedtægternes § 26 skulle ske udlodning i overensstemmelse med de i ligningslovens § 16 C anførte krav til minimumsudlodning.

Udlodningen i afdelingen Lange obligationer KL er styret af de fastsatte krav i ligningslovens § 16 C.

Da det er skattemyndighederne, der påser, om betingelserne for udlodning i henhold til ligningslovens § 16 C er sket korrekt, sammenholdt med at klagen ikke vedrører et konkret økonomisk mellemværende, er sagen ikke egnet til behandling i Ankenævnet, hvorfor sagen skal afvises, jf. § 5, stk. 3, nr. 2 og 4.

Til støtte for frifindelsespåstanden har investeringsforeningen blandt andet anført, at beslutningen om ikke at udbetale udbytte ikke var en arbitrær beslutning, men en beslutning som blev truffet på generalforsamlingen i 2024. Beslutningen om ikke at udlodde udbytte i 2024 er ikke et udtryk for, at S har lidt et tab. S har ikke lidt et tab. Der er ikke sammenhæng mellem investeringsforeningens performance og udbyttebetaling, som opstår på baggrund af forskellige grundlag.

I otte af de seneste ti år har investeringsforening haft et positivt afkast.

Værdipapirfonden NPA har til støtte for afvisningspåstanden blandt andet anført, at afdelingen Nykredit Invest Lange obligationer – Porteføljepleje KL i henhold til fondsbestemmelsernes § 6, stk. 1 er udloddende. Afdelingen foretager i henhold til fondsbestemmelsernes § 20 udlodning, der opfylder de i ligningslovens § 16 C anførte krav til minimumsudlodning. 

Udlodningen i afdelingen Nykredit Invest Lange obligationer - Porteføljepleje KL er styret af de fastsatte krav i ligningslovens § 16 C.

Da det er skattemyndighederne, der påser, om betingelserne for udlodning i henhold til ligningslovens § 16 C er sket korrekt, sammenholdt med at klagen ikke vedrører et konkret økonomisk mellemværende, er sagen ikke egnet til behandling i Ankenævnet, hvorfor sagen skal afvises, jf. § 5, stk. 3, nr. 2 og 4.

Værdipapirfonden har til støtte for frifindelsespåstanden blandt andet anført, at der ikke er en sammenblanding af økonomisk interesse mellem værdipapirfonden og øvrige selskaber i koncernen, når der udbydes produkter, som værdipapirfonden investerer i. Værdipapirfonden handler ikke i strid med reglerne om god skik. Værdipapirfonden er en selvstændig enhed med egen bestyrelse, som træffer beslutninger i henhold til fastsatte rammer inden for lovgivningen og de offentligt tilgængelige fondsbestemmelser. Herudover er fonden underlagt lov om investeringsforeninger mv., der indeholder krav om spredningsregler, herunder begrænsninger for værdipapirfondens mulighed for at placere formuen i værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter udstedt af emittenter i samme koncern, som værdipapirfonden investerer i overensstemmelse med.

Beslutningen om ikke at udbetale og geninvestere udbytte var ikke en arbitrær beslutning. Beslutningen om ikke at udlodde udbytte i 2024 er ikke et udtryk for, at L har lidt et tab. L har ikke lidt et tab, hvilket L selv har bekræftet. Der er ikke sammenhæng mellem værdipapirfondens performance og udbyttebetaling, som opstår på baggrund af forskellige grundlag.

I fire af de seneste seks år har værdipapirfonden haft et positivt afkast.

Ankenævnets bemærkninger

Klagerne, S og L var kunder i Nykredit Bank.

Klagerne har oplyst, at S og L’s bedsteforældre igennem en årrække indsatte et månedligt beløb på opsparingskonti til S og L, hvorefter indeståendet løbende blev investeret.

Da S fyldte 21 år i oktober 2018, blev opsparingskontoen overført til S. S indgik en aftale om depot i banken med investering i lavrisikoproduktet Nykredit Lange Obligationer under investeringsforeningen Nykredit Invest. Banken har oplyst, at S havde en beholdning på 418 stk. investeringsbeviser i afdelingen Lange Obligationer KL (ISIN DK0060009405). S foretog ikke ændringer i produktets sammensætning. 

Da L fyldte 21 år i juli 2020, blev opsparingskontoen overført til L. L indgik en aftale om depot i banken med investering i et mellemrisikoprodukt, som omfattede aktieinvesteringer og investering i Nykredit Lange Obligationer. Banken har oplyst, at L havde en plejeaftale i investeringsproduktet OpsparingsInvest, hvorigennem der blev investeret i blandt andet Nykinv. Balance Moderat Porteføljepl. KL (ISIN DK0060816494) og i afdelingen Nykredit Invest Lange obligationer – Porteføljepleje KL (ISIN DK0060817385) under værdipapirfonden NPA. Klagerne har oplyst, at der skete løbende udskiftning af værdipapirer, der blev varetaget af banken.

Banken har oplyst, at S fra 2019 til 10. februar 2023 modtog i alt 4.807 kr. i udbytte for sin investering i Lange Obligationer KL, og at hun i 2024 ikke modtog et udbytte for året 2023.

Banken har oplyst, at eventuelle udbytter i L’s plejeaftale blev geninvesteret, hvorfor L ikke modtog direkte udbytteudlodninger. Banken har oplyst, at selv om eventuelle udbytter i henhold til L’s plejeaftale almindeligvis blev geninvesteret, så blev der ikke udbetalt udbytte i Nykredit Invest Lange obligationer – Porteføljepleje KL eller foretaget geninvesteringer i 2024.

Ved klageformular af 18. februar 2024 gjorde klagerne indsigelse over, at der ikke var udbetalt udbytte.

Den 20. og 26. marts 2024 afviste banken klagernes indsigelse.

Ankenævnet kan ikke pålægge banken, investeringsforeningen eller værdipapirfonden at afgive yderligere redegørelse for hvilket selskab, der var ansvarligt for investeringerne, hvorfor der ikke blev udbetalt udbytte i 2024, og om der kunne opnås en balanceret gevinst svarende til markedsvilkår for L’s investeringer. Ankenævnet finder herudover, at krav om yderligere redegørelse ikke udgør et konkret økonomisk mellemværende, hvorfor disse krav falder udenfor Ankenævnets kompetence, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3 nr. 2. 

Ankenævnet kan ikke på vegne af en part foretage en henvendelse til Finanstilsynet vedrørende forhold i en klage.

Vedrørende Nykredit Bank:

Ankenævnet finder, at det ikke er godtgjort, at banken har handlet ansvarspådragende i forbindelse med sin formidling og rådgivning af klagerne i forbindelse med investeringerne i blandt andet Lange Obligationer KL (ISIN DK0060009405) og Nykinv. Balance Moderat Porteføjepl. KL (ISIN DK0060816494) og Nykredit Invest Lange obl. KL (ISIN DK0060817385). Ankenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at de anførte produkter udgør lav- og mellemrisikoprodukter i overensstemmelse med klagernes risikoprofiler.

Ankenævnet finder ikke, at banken har handlet ansvarspådragende i forbindelse med beslutningen om ikke at udbetale udbytte i 2024.

Ankenævnet finder, at det ikke i øvrigt kan anses for godtgjort, at banken har handlet ansvarspådragende overfor klagerne.

Klagerne får derfor ikke medhold i klagen over banken.

Vedrørende Nykredit Invest:

Det fremgår af § 6 i vedtægterne for Investeringsforeningen Nykredit Invest, at afdelingen for lange obligationer KL er udloddende. Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at bestemmelsen er til hinder for, at der i et bestemt år ikke sker udlodning af udbyttet. Bestyrelsen i investeringsforeningen indstillede til generalforsamlingen, at der ikke skulle ske udlodning af udbytte i 2024. Generalforsamlingen besluttede i 2024, at der ikke skulle ske udlodning af udbytte i 2024.

Ankenævnet finder, at Nykredit Invest ikke herved har handlet ansvarspådragende. Ankenævnet finder herudover, at klagerne ikke har godtgjort at have lidt et tab.

Klagerne får derfor ikke medhold i klagen over Nykredit Invest.

Vedrørende Værdipapirfonden NPA:

Det fremgår af § 6 i fondsbestemmelserne for Værdipapirfonden NPA, at afdelingen for Nykredit Invest Lange obligationer – Porteføljepleje KL var udloddende. Udbyttet skulle i henhold til plejeaftalen geninvesteres. Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at bestemmelsen er til hinder for, at der i et bestemt år ikke sker udlodning af udbyttet. Det blev besluttet, at der ikke skulle ske udlodning af udbytte i 2024.

Ankenævnet finder, at Værdipapirfonden NPA ikke herved har handlet ansvarspådragende. Ankenævnet finder herudover, at klagerne ikke har godtgjort at have lidt et tab.

Klagerne får derfor ikke medhold i klagen over Værdipapirfonden NPA.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen over Nykredit Bank.

Ankenævnet afviser at behandle den øvrige del af klagen.