Krav om erstatning for tab på investering i Roskilde Bank aktier i 2002 eller før og 2005, samt spørgsmål om afvisning en del af klagen, der vedrører oplysninger, der er tilgået klagerne som aktionærer.
| Sagsnummer: | 660/2010 |
| Dato: | 09-10-2014 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Peter Stig Hansen, Morten Bruun Pedersen, Søren Geckler, Andreas Årsnes |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Krav om erstatning for tab på investering i Roskilde Bank aktier i 2002 eller før og 2005, samt spørgsmål om afvisning en del af klagen, der vedrører oplysninger, der er tilgået klagerne som aktionærer. |
| Indklagede: | Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører klagernes krav om erstatning for tab på investering i Roskilde Bank aktier i 2002 eller før og 2005 samt spørgsmål om afvisning af en del af klagen, der vedrører oplysninger, der er tilgået klagerne som aktionærer.
Sagens omstændigheder
Klagerne i denne sag er parret M og H, der var kunder i Roskilde Bank.
Ifølge Finansiel Stabilitets (Roskilde Banks) registreringer havde klagerne i 2002 hver et kapitalpensionsdepot, der indeholdt henholdsvis 13 styk og 10 styk aktier i Roskilde Bank.
Efter et aktiesplit i 2004 i forholdet 1:5 havde klagerne henholdsvis 65 styk og 50 styk Roskilde Bank aktier.
I 2005 købte H yderligere 6 styk aktier, således at hun herefter havde 55 styk.
Den 2. maj 2006 solgte H fire styk Roskilde Bank aktier til kurs 1.290, svarende til en kursværdi på 5.160 kr. H’s beholdning var herefter 51 styk aktier.
Efter et aktiesplit samme år i forholdet 1:2 havde klagerne henholdsvis 130 styk og 102 styk Roskilde Bank aktier. Ifølge en ændringsmeddelelse af 14. november 2006 havde M yderligere 10 styk Roskilde Bank aktier der blev ombyttet til 20 styk i et andet depot (nr. -934).
Den 21. december 2006 solgte H 6 styk Roskilde Bank aktier til kurs 650, svarende til en kursværdi på 3.900 kr.
I forbindelse med en aktieemission med tegningsperiode fra den 12. marts 2007 til den 3. april 2007 solgte H 96 styk tegningsretter til kurs 32,50, svarende til en kursværdi på 3.120 kr. Klagerne har fremlagt et uddrag af prospektet for emissionen.
Den 20. februar 2008 blev kapitalpensionerne og de tilknyttede depoter overført til et andet pengeinstitut. Kursen på Roskilde Bank aktier var da 375,75 kr. pr. styk.
Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Handlen med Roskilde Bank aktier blev herefter suspenderet. Banken blev erklæret konkurs den 3. marts 2009. Finansiel Stabilitet fik via et nyt selskab, der overtog navnet Roskilde Bank, til formål at afvikle den gamle Roskilde Banks aktiviteter.
Klagernes beholdninger af Roskilde Bank aktier på henholdsvis 130 styk og 96 styk aktier fremgår med en værdi på 0 kr. af to depotudskrifter pr. den 2. december 2010.
Den 8. december 2010 indgav klagerne en klage over Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) med krav om erstatning.
I december 2010 indledte Forbrugerombudsmanden en undersøgelse vedrørende omstændighederne omkring ”gammel” Roskilde Banks salg af egne aktier i perioden fra den 1. januar 2006 til bankens sammenbrud den 24. august 2008.
Klagesagen blev sat i bero med henblik på at afvente resultatet af undersøgelsen.
Den 2. december 2013 indgik Forbrugerombudsmanden en forligsaftale med Finansiel Stabilitet, hvorefter visse kunder fik tilbud om erstatning på 60 % af deres tab på aktier i Roskilde Bank. Af forligsaftalen fremgår blandt andet:
”...
På baggrund af denne undersøgelse har Forbrugerombudsmanden identificeret to aktiesalgskampagner i henholdsvis august-september 2006 og marts-april 2007, hvor der til et meget stort antal kunder er udsendt breve med ensartede opfordringer til at købe aktier i banken. Roskilde Banks rådgivning til kunderne i brevene fokuserede ensidigt på fordelene ved aktieinvesteringen, og kunderne fik ikke en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken. Samtidig var Roskilde Banks kunderådgivere blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning.
Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Banks aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 ikke var i overensstemmelse med reglerne om god skik i § 43 i lov om finansiel virksomhed, og at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner.
Forbrugerombudsmanden har herved lagt vægt på, at Roskilde Bank i de to aktiesalgskampagner har foretaget et særdeles aggressivt salg af egne aktier, og at banken ikke har ydet individuel rådgivning eller har ydet utilstrækkelig rådgivning i forbindelse med salget af aktier til kunderne ...”
Forligsaftalen medførte ikke, at klagerne blev tilbudt erstatning, hvilket var begrundet i, at de omtvistede køb var foretaget udenfor de perioder, der var nævnt i forligsaftalen.
Parternes påstande
Klagerne har nedlagt påstand om, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) skal betale erstatning.
Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har nedlagt påstand om delvis afvisning, delvis frifindelse.
Parternes argumenter
Klagerne har anført, at de er almindelige lønmodtagere med almindelig lønindkomst.
Investeringerne i Roskilde Bank aktier skete på bankens anbefaling. Hver gang de var til samtale i afdelingen talte bankrådgiveren varmt om, at de skulle sikre nogle af deres penge i bankens aktier, og at det var en god måde at spare op til pension på. Herudover blev de på generalforsamlinger og via tilsendt informationsmateriale informeret om bankens vækst, og om hvordan kursen på deres aktier steg.
I årsrapporten for 2006 omtales blandt andet en rekordindtjening for banken for 13. år i træk og en kursstigning på 32 % fra kurs 496 til kurs 657. Sammen med børsprospektet fik de et brev fra banken med ”rosenrød” information.
Omstændighederne ved deres aktieinvesteringer var de samme som de kunder, der har opnået erstatning i henhold til forligsaftalen.
Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har til støtte for afvisningspåstanden anført, at den del af klagen, der vedrører den information, som klagerne har modtaget som aktionærer ikke vedrører et privat kundeforhold, og derfor ikke er omfattet af Ankenævnets kompetence, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 2 og Ankenævnets afgørelse i sag nr. 558/2010.
Klagen bør endvidere afvises, fordi den efter sin karakter og usikkerheden om bedømmelsen af de fremkomne oplysninger er uegnet til behandling i Ankenævnet, jf. vedtægternes § 7.
Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klagernes aktiebeholdninger beror på aktiekøb i 2002 og 2005. Der er således ikke foretaget løbende investeringer i nye Roskilde Bank aktier på baggrund af anbefaling fra banken.
Det er ikke godtgjort, at bankens rådgivning af klagerne var ansvarspådragende.
Klagerne kan ikke have været ubekendt med risikoen ved at investere i aktier.
Klagerne har haft rig mulighed for at sælge aktierne.
Klagerne kan ikke få erstatning for skuffede forventninger i forbindelse med deres aktieinvestering.
Ankenævnets bemærkninger
Klagen vedrører Roskilde Banks rådgivning af klagerne i forbindelse med deres køb i henholdsvis 2002 eller før og i 2005 af Roskilde Bank aktier til deres kapitalpensionsdepoter i Roskilde Bank.
Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har nedlagt påstand om afvisning af den del af klagen, der vedrører de oplysninger, som klagerne har fået som aktionærer i banken. Ankenævnet finder, at den omstændighed, at klagerne som støtte for deres anbringender har henvist til det informationsmateriale, som banken udsendte til dem som aktionærer, ikke i sig selv medfører, at Ankenævnet er afskåret fra at afgøre spørgsmålet, om banken som følge af mangelfuld rådgivning af klagerne i forbindelse med investeringerne har pådraget sig et erstatningsansvar.
Ankenævnet finder heller ikke, at klagen skal afvises på andet grundlag.
Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) får derfor ikke medhold i påstanden om afvisning.
Der er ikke grundlag for at fastslå, at Roskilde Bank begik ansvarspådragende fejl eller forsømmelser ved sin rådgivning af klagerne i forbindelse med deres aktiekøb i henholdsvis 2002 eller før og i 2005.
Klagerne kunne ikke være uvidende om den risiko, der er forbundet med investering i aktier, og klagerne måtte indse, at bankens forventninger til kursudviklingen kunne vise sig ikke at holde, og at de selv måtte træffe den endelige beslutning og bære risikoen for denne.
Klagerne får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klagerne får ikke medhold i klagen.
">