Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod debitering af hævetransaktion grundet manglende udbetaling af 3.000 kr.

Sagsnummer: 531 /2022
Dato: 13-06-2023
Ankenævn: Vibeke Rønne, Jonas Thestrup Nielsen, Jimmy Bak, Tina Thygesen og Finn Borgquist.
Klageemne: Betalingstjenester - manglende udbetaling fra automat
Ledetekst: Indsigelse mod debitering af hævetransaktion grundet manglende udbetaling af 3.000 kr.
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod debitering af hævetransaktion grundet manglende udbetaling af 3.000 kr.

Sagens omstændigheder

Klageren var ikke kunde i Danske Bank, men anvendte den 31. oktober 2022 sit kort (-008) i en af bankens hæveautomater.

Klageren har oplyst, at han prøvede at hæve 3.000 kr. Da han valgte hvilke sedler, beløbet skulle udbetales i, mislykkedes hævningen, hvorfor han ikke modtog sine 3.000 kr. Da han undersøgte sin netbank, konstaterede han, at banken havde reserveret 3.000 kr. til trækning på hans konto.

Klageren har fremlagt et skærmbillede fra hans netbank, hvoraf der fremgår:

”[Hæveautomatens adresse]

-3.000 kr.

31. oktober 4.49 PM

…”

Banken har fremlagt en udskrift af hæveautomatens journal over transaktioner af 31. oktober 2022. Af udskriften fremgår blandt andet:

”…

31.10.2022

16:49:17

 

[...]

         

Card inserted,

31.10.2022

16:49:21

 

[...]

[-008]

       

Bin check, [...]

31.10.2022

16:49:25

 

[...]

         

Pin entered,

31.10.2022

16:49:30

 

[...]

         

Withdrawal: [...]

31.10.2022

16:49:32

 

[...]

[-008]

3,000,00

   

Authorization, [...]

31.10.2022

16:49:39

 

[...]

         

Card presented,

31.10.2022

16:49:40

 

[...]

         

Card taken,

31.10.2022

16:49:55

 

[...]

         

Money presented,

31.10.2022

16:49:57

 

[...]

[-008]

       

Money taken,

31.10.2022

16:49:57

 

[...]

[-008]

3,000.00

3,000.00

DKK

[...]

Withdrawal note, (DKK 3000,00), error code 00 […]

…”

Banken har anført, at hævningen af de 3.000 kr. lykkedes, og har oplyst, at beskeden ”Error code 00” betød, at der ikke blev registeret fejl i transaktionen.

Klageren gjorde indsigelse til banken. Banken henviste klageren til hans eget pengeinstitut, pengeinstitut P1, som han gjorde indsigelse til.

Den 15. november 2022 skrev NETS et brev til banken. Heraf fremgik:

”…

Nets har modtaget en henvendelse fra en kortholder vedrørende en kontanthævning foretaget hos jer.

For at kunne undersøge sagen nærmere, har vi brug for bankens kopi af følgende transaktion fra jeres pengeautomat ATM nr. [-684]:

Sagsnummer                        [-224]

Kortnummer                          [-008]

Transaktionsnr.                     [-738]

Dato                                      31-10-2022 16:49:16

Beløb                                     3.000,00 DKK

Endvidere beder vi jer oplyse, om der har været difference i pengeautomaten i samme periode. I bekræftende fald beder vi jer overføre beløbet hurtigst muligt til kontonummer [-362], med angivelse af kortnummer, reference nummer samt dato for transaktionen, og meddele undertegnede dette.

…”

Den 16. november 2022 oplyste banken NETS, at hævningen af de 3.000 kr. den 31. oktober 2022 kl. 16:49:17 skete uden registrerede fejl, samt at beløbet blev udbetalt og taget fra automaten. Banken oplyste endvidere, at der ikke var en difference i hæveautomatens beholdning den 31. oktober 2022.

Den 9. december 2022 afviste NETS klagerens indsigelse. Klageren har fremlagt afvisningen, hvoraf fremgår:

”…

NETS har haft din indsigelse på kort [-008] til behandling, og sagen er desværre afvist. Afvisningen skyldes at Banken der er hævet penge i, har dokumenteret, at beløbet er udbetalt fra automaten.

…”

Parternes påstande

Den 16. december 2022 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal godtgøre ham 3.000 kr.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han ikke fik sine penge udbetalt fra hæveautomaten.

Han hævede efter det mislykkede hævningsforsøg 2.000 kr., og fik dette beløb udbetalt. Han er ikke tilfreds med bankens behandling.  

Banken burde tjekke automaten og kameraovervågningen, hvilket den ikke har gjort.

Danske Bank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klageren i forbindelse med hævningen af 3.000 kr. i bankens hæveautomat den 31. oktober 2022 kl. 16:49:17 anvendte sit kort og den korrekte pinkode.

Bankens hæveautomat var ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl. Udbetalingen af de 3.000 kr. fra hæveautomaten den 31. oktober 2022 er korrekt registreret og bogført. Transaktioner, der blev foretaget i bankens hæveautomat før og efter klagerens hævning kl. 16:49:17, blev gennemført uden registrerede fejl. Klagerens kort blev returneret den 31. oktober 2022 kl. 16:49:39 og fjernet fra hæveautomaten kl. 16:49:40. Pengene blev udbetalt kl. 16:49:55 og fjernet fra hæveautomaten kl. 16:49:57.

Der er en formodning for, at klageren den 31. oktober 2022 faktisk modtog beløbet på 3.000 kr. i forbindelse med hævningen i bankens hæveautomat.

På dagen for hævningen var der efter en gennemgang af dagens kontantbeholdning og udbetalinger ikke en difference i pengebeholdning i hæveautomaten. Banken kunne ikke tilgå videooptagelser af den 31. oktober 2022, da banken kun gemte sådanne optagelser i 30 dage.

Banken har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagerens påstand om, at han ikke modtog de 3.000 kr. fra bankens hæveautomat, ikke hænger sammen med det faktiske hændelsesforløb, herunder transaktionsjournalens oplysning om at de 3.000 kr. blev udbetalt fra hæveautomaten og umiddelbart efter fjernet fra hæveautomaten. Påstanden hænger heller ikke sammen med, at der ikke blev konstateret en difference i hæveautomaten efter en gennemgang af kontantbeholdningen og udbetalingerne.

En vurdering af sagen vil derfor kræve yderligere bevisførelse i form af vidne- og partsafhøring, der ikke kan ske for Ankenævnet, hvorfor Ankenævnet bør afvise at behandle klagen, jf. vedtægternes § 5, stk. 3, nr. 4.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren var ikke kunde i Danske Bank, men anvendte den 31. oktober 2022 sit kort (-008) i en af bankens hæveautomater for at hæve 3.000 kr.

Klageren har anført, at han ikke modtog det hævede beløb på 3.000 kr. Banken har anført, at klageren anvendte sit kort (-008) og korrekte PIN-kode, at hæveautomaten ikke var ramt af tekniske svigt eller andre fejl, at udbetalingen blev korrekt registreret og bogført, at beløbet ifølge hæveautomatens transaktionsjournal blev fjernet fra hæveautomaten kl. 16:49:57, og at der ikke var en difference i hæveautomaten efter en gennemgang af dagens kontantbeholdning og udbetalinger.

Af betalingslovens § 98 følger, at registrering af brug af et betalingsinstrument ikke i sig selv er bevis for, at betaleren har godkendt transaktionen, at betaleren har handlet svigagtigt, eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser, jf. betalingslovens § 93.

Ankenævnet finder det godtgjort, at klageren har foretaget transaktionen den 31. oktober 2022, og at den er korrekt gennemført. Ankenævnet har herved navnlig lagt vægt på udskrift af hæveautomatens journal vedrørende transaktionen og bankens besvarelse af henvendelsen fra Nets af 16. november 2022.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.