Spørgsmål om gearet investering ville blive overvåget af personlig Portfolio Manager.
| Sagsnummer: | 445/1995 |
| Dato: | 28-06-1996 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Jørn Rytter Andersen, Peter Møgelvang-Hansen, Peter Nedergaard, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Modregning - øvrige spørgsmål
Værdipapirer - gearet/ lånefinansieret investering |
| Ledetekst: | Spørgsmål om gearet investering ville blive overvåget af personlig Portfolio Manager. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved skrivelse af 25. august 1993 orienterede indklagede klageren om JB Euro-Invest. Af skrivelsen fremgår bl.a.:
"In addition, investment in J. B. EURO-INVEST ensures a broad spread of risk and professional management. You participate, together with other investors having common interests, in a mutual fund managed by professional portfolio managers who are in close contact with the market, and thus able to react quickly and efficiently when opportunities present themselves."
Klageren modtog endvidere brochuremateriale om "Dollar Investment Package". Af brochurematerialet fremgik bl.a.:
"The investment is made through .... Invest - an investment trust which has links with [indklagede], but is owned by the investors themselves in a ratio reflecting their individual deposits."
Af brochuren "Questions and answers on Dollar Investment Package" fremgår bl.a.:
"Individual wishes regarding loan and investment currencies cannot be met."
Den 4. november 1993 underskrev klageren, der er engelsk statsborger, i indklagedes London afdeling en låneaftale på 150.000 USD til investering i "Dollar Investment Package". Af låneaftalen fremgår bl.a.:
"D. Satisfaction
..........
b) Where the market price of the security falls below 105% of the market price of the Loan, the Bank shall be entitled to dispose of the security lodged with the Bank immediately and without notice and without the consent of the Debtor in a manner considered appropriate by the Bank, including by private sale.
..........
Futhermore, I declare that I have been made aware that the Dollar Investment Package involves an element of risk of loss."
Af tillæg til låneaftalen fremgår bl.a.:
"I, the undersigned, having entered into and signed a "Dollar Investment Package" with [indklagede] have been informed that said contract is a long-term investment with an expectet relatively high yield but also with a specific high risk, thus situations may occur where the deposited amount will be lost in whole or in part."
I november 1993 overførte klageren til indklagedes Private Banking International afdeling 20.000 GBP, hvorfra 25.000 USD blev investeret i "Dollar Investment Package", mens restprovenuet blev investeret i J. B. International investeringsbeviser. Indskuddet i "Dollar Investment Package" blev gearet seks gange, således at investeringen udgjorde i alt 175.000 USD. Beløbet blev den 12. november 1993 investeret i investeringsbeviser udstedt af en af indklagede administreret investeringsforening; beviserne blev pantsat til sikkerhed for engagementet.
Ved skrivelse af 24. maj 1994 til klageren, sendt til dennes mors adresse i England, meddelte afdelingen, at udviklingen af "Dollar Investment Package" indtil da havde været negativ.
Ved skrivelse af 20. januar 1995 meddelte afdelingen på ny, at investeringen havde udviklet sig i negativ retning. Samtidig meddeltes, at sikkerhedsmarginen udgjorde 102,61%.
Ifølge indklagede forsøgte man i april 1995 at kontakte klageren telefonisk på moderens adresse i England, idet man agtede at lukke investeringen.
Afdelingen lukkede investeringen i april 1995. Resultatet af investeringen var foruden tab af indskuddet på 25.000 USD et negativt udbytte på 2.934,28 USD. Dette beløb omregnet til 15.917,30 kr. debiterede afdelingen på en anden konto tilhørende klageren, konto nr. -742, hvorved denne kom i overtræk med 15.814,30 kr.
Ved skrivelse af 1. maj 1995 meddelte afdelingen, at man havde lukket investeringen på grund af, at sikkerhedsmarginen var faldet til et uacceptabelt niveau. Samtidig anmodedes klageren om at afregne debetbalancen på hans "settlement account" ved at overføre 2.934,28 USD.
Ved skrivelse af 6. juli 1995 anmodede klageren indklagede om at sælge hans J. B. International investeringsbeviser og overføre provenuet til hans konto i Lloyds Bank. Indklagede solgte investeringsbeviserne den 10. juli 1995 og overførte provenuet 27.198,75 kr. til konto nr. -742, hvorved overtrækket på denne konto blev inddækket. Kontoens saldo udgjorde herefter 11.384,45 kr.
Klageren har ved klageskema af 22. juli 1995 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at erstatte hans investering på 20.000 GBP.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han, da han oprettede investeringen, blev lovet, at hans investering ville blive overvåget af en personlig "Portfolio Manager", men hans "portfolio" blev overhovedet ikke "managed" personligt. Det var ren og skær forsømmelighed, at investeringen fortsat og konsekvent tabte i værdi over et helt år, uden at noget blev foretaget for at stoppe tabene. Indklagedes egen beskrivelse af "Portfolio Management" fremgår af en skrivelse fra indklagedes Schweiz-afdeling:
"By entering into a portfolio management contract with us you ensure that your assets are managed actively with due regard to market trends, which ar constantly monitored by us."
Han bestrider, at indklagede investerede i de obligationer, hvor man fandt, at det største potentiale var, idet investeringen overhovedet ikke blev overvåget. Han opholdt sig i New Zeeland i et år uden at modtage nogen henvendelser fra indklagede, selv om han havde meddelt adresseændring til London-afdelingen, som solgte ham investeringen. Indklagede var uberettiget til at modregne det negative udbytte på investeringen i en anden ham tilhørende konto. Indklagede har tilsidesat hans instruktion om at overføre provenuet fra salget af J. B. International investeringsbeviserne til hans konto i Lloyds Bank.
Indklagede har bestridt, at klageren skulle være blevet lovet, at hans investering ville blive overvåget af en personlig "Portfolio Manager". Investeringerne foretages gennem en af indklagede administreret investeringsforening, der er ejet af investorerne selv i forhold til deres individuelle investeringer. Der har således ikke været tale om personlig formuepleje, hvilket klageren har været bekendt med. Klageren har været gjort bekendt med og accepteret, at hans investering har været forbundet med en vis risiko, hvorfor man ikke er ansvarlig for hans tab på investeringen. Indklagede var berettiget til at lukke investeringen i overensstemmelse med låneaftalens bestemmelser herom. Indklagede investerede i de obligationer, hvor man vurderede, at det største potentiale var. Vurderingen heraf beror på et skøn, men indklagede har al mulig grund til at arbejde for at sikre kunderne det størst mulige afkast. Indklagede har ikke begået ansvarspådragende fejl eller i øvrigt handlet i strid med god bankskik. Indklagedes Private Banking International-afdeling opererer ikke med begrebet "Portfolio Management", idet kunden ved deltagelse i "Dollar Investment Package" selv disponerer over sine midler og selv overvåger udviklingen i investeringerne. Indklagedes enhed i Schweiz tilbød sine kunder "portfolio management", hvor der aftaltes rammer for investeringen, men et sådant produkt tilbydes ikke af Private Banking International-afdelingen. Selve investeringen er "portfolio managed", dog ikke på en sådan måde, at den enkelte investor har sin egen personlige "Portfolio Manager". Det er indklagedes "Portfolio Managers", der investerer alle investorernes penge kollektivt udelukkende ud fra markedsmæssige forhold. Det bestrides, at klageren har meddelt Private Banking International afdelingen, at han opholdt sig midlertidigt i New Zeeland. Derimod anmodede klageren i april 1994 afdelingen om fremover at sende al korrespondance til hans mors adresse i England. Post sendt til klagerens mors adresse er ikke modtaget retur. Klageren burde være opmærksom på, at en meddelelse om adresseændring til en af indklagedes enheder ikke automatisk meddeles til alle indklagedes enheder. Det ville ikke være i overensstemmelse med lovgivningen, hverken i Danmark eller i Schweiz, hvis der blev udvekslet kundeoplysninger mellem Private Banking International og indklagedes Schweiz enhed. Indklagede har i henhold til almindelig modregningsregler og indklagedes forretningsbetingelser været berettiget til at modregne det negative udbytte fra "Dollar Investment Package" i provenuet fra salget af klagerens investeringsbeviser i J. B. International.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder det ikke sandsynliggjort, at de tab, som klageren har lidt, skyldes forsømmelighed fra indklagedes side, men lægges til grund, at de skyldes dispositioner, som indklagede har kunnet træffe inden for de rammer, som er afstukket i det aftalte investeringsarrangement. Klageren var klar over, at investeringen var forbundet med en risiko, og det kan ikke gøre indklagede erstatningsansvarlig, at investeringen viste sig at blive tabsgivende. Ankenævnet finder det i denne forbindelse uden betydning, om den eller de "Portfolio managers", som disponerede på investeringsforeningen vegne, ikke specielt påså, at klagerens personlige interesser blev varetaget, idet det må formodes, at investeringsforeningens og klagerens personlige interesser var sammenfaldende.
Ankenævnet lægger efter de foreliggende oplysninger til grund, at indklagedes skriftlige meddelelser om investeringens forløb blev modtaget på den adresse, som klageren havde opgivet til indklagede i april 1994 til brug ved korrespondance om investeringen. Det kan herefter ikke medføre erstatningsansvar for indklagede, såfremt klageren på grund af sit ophold i New Zeeland ikke har set disse meddelelser, da de blev modtaget på adressen.
Efter det oplyste lægges det til grund, at investeringen ud over tabet af indskuddet på 25.000 USD medførte et tab på 2.934,28 USD. Ankenævnet finder, at indklagede var berettiget til at modregne dette tab som sket.
Herefter
Klagen tages ikke til følge.