Provenu fra klagers omprioritering anvendt delvis til modregning i gæld vedrørende andelsboligforening, hvor klager var andelshaver.
| Sagsnummer: | 8/1997 |
| Dato: | 26-06-1997 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Niels Busk, Peter Stig Hansen, Niels Bolt Jørgensen, Peter Møgelvang-Hansen |
| Klageemne: |
Modregning - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Provenu fra klagers omprioritering anvendt delvis til modregning i gæld vedrørende andelsboligforening, hvor klager var andelshaver. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ultimo 1993 henvendte klageren og dennes ægtefælle sig til indklagede med anmodning om, at indklagede forestod en omprioritering af deres faste ejendom. I denne forbindelse oprettedes en konto (-502) i ægtefællens navn.
I forbindelse med omprioriteringen ydede indklagede klageren og ægtefællen et lån på 48.772,75 kr., der anvendtes til indfrielse af en privat panthaver, der ikke ville rykke i forbindelse med omprioriteringen. Klageren og ægtefællen underskrev den 4. august 1994 lånedokumentet vedrørende lånet på 48.772,75 kr., som skulle afvikles med en kvartalsvis ydelse på 2.101,83 kr., første gang 1. september 1994. Til sikkerhed modtog indklagede et ejerpantebrev på 70.061,07 kr. med pant i klagerens og ægtefællens faste ejendom. Af gældsbrevets fortrykte tekst fremgår:
"Det af debitor stillede pant hæfter tillige sekundært for hvad debitor iøvrigt er eller måtte blive Sparekassen skyldig."
Omprioriteringen afsluttedes i september 1994, hvor indklagede debiterede konto -502 for 1.000 kr. for gebyr for låneomlægningen. Kontoens saldo var pr. 31. december 1994 7.377,02 kr. (positiv).
Indklagede gennemførte i første halvår 1995 en omprioritering af en fast ejendom tilhørende en andelsboligforening. Af andelsboligforeningens vedtægter fremgår:
"§ 6.
Foreningens indskudskapital udgør kr. 111.000,00 skriver kroner ethundredeellevetusinde 00/100.
I ovennævnte formue udgør medlemmernes andele følgende procentsatser:
[Klagerens søn] 66 2/3 [Klageren] 33 1/3
Nævnte andele er bestemmende i enhver henseende både hvad angår rettigheder og pligter, med mindre nærværende vedtægt bestemmer andet."
Indklagede har oplyst, at andelsboligforeningen er debitor på et pantebrev med pant i foreningens ejendom. Klagerens ægtefælle er kreditor ifølge pantebrevet, som er lagt i depot hos indklagede. Det er aftalt, at ydelserne for pantebrevet indsættes på konto - 502, ligesom der fra denne konto sker betaling af ydelser på et lån til ægtefællen ydet af indklagede (konto -919). Indklagede opkræver et gebyr på 40 kr. pr. modtaget pantebrevsydelse.
Indklagede har oplyst, at gennemførelsen af omprioriteringen af andelsboligforeningens ejendom belastede konto -502 med netto 20.729,29 kr. Den 20. april 1995 hævede indklagede gebyr for omprioriteringens gennemførelse, hvorefter kontoens saldo var 20.000,13 kr. (negativ). Af kontoudtog fremgår, at der fra 15. marts til 10. april 1995 ved anvendelse af checks er hævet 19.339,65 kr., ligesom der den 2. marts 1995 er indsat 20.000 kr.
Den 9. maj 1995 modtog indklagede meddelelse om, at klagerens ægtefælles bo var taget under konkursbehandling ved dekret afsagt den 22. marts 1995.
Indklagede anmeldte ved skrivelse af 22. maj 1995 sit krav i konkursboet, herunder den negative saldo på konto -502. Indklagede har oplyst, at konkursboet forventes afsluttet ultimo 1997. Det er uvist, om der opnås dividende til simple kreditorer.
Ved endeligt skøde af 4. marts 1996 overdrog ægtefællens konkursbo til klageren boets ideelle anpart af klagerens og ægtefællens ejendom, således at klageren herefter var eneejer. Overtagelsesdagen var aftalt til den 2. marts 1995.
Klageren rettede i efteråret 1996 henvendelse til indklagede med henblik på hjemtagelse af et kreditforeningslån som tillægslån. I denne forbindelse skulle lånet på oprindelig 48.772,75 kr. til indklagede indfries. Ifølge indklagede blev det i denne forbindelse aftalt, at forudsætningen for hjemtagelsen af tillægslånet og frigivelsen af indklagedes ejerpantebrev var, at den negative saldo på konto -502 (pr. 30. juni 1996 25.411,84) blev indfriet. Ifølge klageren blev hendes mands engagement med indklagede ikke berørt.
Den 21. november 1996 anvendte indklagede provenuet fra tillægslånet til bl.a. at indfri -502, der blev opgjort til 26.915,61 kr. Ved skrivelse af 28. samme måned protesterede klageren herimod. Indklagede fastholdt den foretagne ekspedition.
Klageren har den 9. januar 1997 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 26.915,61 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at i forbindelse med omprioriteringen i efteråret 1996 blev det ikke aftalt, at saldoen på konto -502 samtidig skulle indfries. Den negative saldo på konto -502 er en følge af låneomlægningen vedrørende andelsboligforeningens ejendom, og dette er hende uvedkommende.
Indklagede har anført, at klageren og dennes ægtefælle ved deres underskrift på gældsbrevet vedrørende lånet på 48.772,75 kr. tiltrådte, at det samtidig håndpantsatte ejerpantebrev sekundært skulle tjene til sikkerhed for, hvad de senere måtte blive indklagede skyldig. I forbindelse med omprioriteringen vedrørende andelsboligforeningen blev konto -502 belastet med ca. 20.000 kr. samt renter heraf. Ifølge vedtægterne for andelsboligforeningen ejes denne af klageren og dennes søn. Den negative saldo på konto -502 vedrører således klagerens gæld. Af denne grund var indklagedes anvendelse af provenuet ved omprioriteringen i efteråret 1996 berettiget, idet ejerpantebrevet sekundært var stillet til sikkerhed for klagerens gæld. Hertil kommer, at det mundtligt med ægtefællerne blev aftalt, at saldoen på konto -502 skulle indfries i forbindelse med optagelsen af tillægslånet.
Ankenævnets bemærkninger:
Det lægges til grund, at det var en forudsætning for, at klageren kunne opnå tillægslånet i kreditforeningen, at indklagede frigav ejerpantebrevet.
Ved omprioriteringen af andelsboligforeningens ejendom i første halvår af 1995 anvendtes konto -502, idet kontoen netto blev belastet med 20.729,29 kr., således at kontoens saldo ved omprioriteringens afslutning var 20.013 kr. (negativ). Kontoens saldo på modregningstidspunktet i november 1996 findes at kunne henføres til denne gæld alene tillagt renter. Kontoen var oprettet i klagerens ægtefælles navn, og Ankenævnet finder ikke grundlag for at statuere, at klageren hæftede personligt for overtrækket på kontoen.
Afgørende for, om det var berettiget af indklagede at modregne kontoens negative saldo i provenuet for tillægslånet, beror herefter på, om dette var aftalt mellem klageren og indklagede, eller om det måtte stå klageren klart, at frigivelsen af ejerpantebrevet skete under den forudsætning, at man havde adgang til at foretage modregning.
Da en afgørelse af dette spørgsmål beror på en bevisførelse, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må ske ved domstolene, afviser Ankenævnet klagen i medfør af § 7, stk. 1, i Ankenævnets vedtægter, således at det
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.