Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om nedsættelse af stiftelsesomkostninger i forbindelse med et finansieringsselskabs finansiering af køb af en bil i et oprindeligt trepartsforhold.

Sagsnummer: 38/2026
Dato: 21-04-2026
Ankenævn: Bo Østergaard, Jonas Thestrup Nielsen, Iben Leisner, Rolf Høymann Olsen og Martin Hare Hansen.
Klageemne: Kreditaftaleloven - gebyr, stiftelsesomkostninger
Kreditaftaleloven - trepartsforhold
Udlån - stiftelsesomkostninger
Ledetekst: Krav om nedsættelse af stiftelsesomkostninger i forbindelse med et finansieringsselskabs finansiering af køb af en bil i et oprindeligt trepartsforhold.
Indklagede: Jyske Finans
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav om nedsættelse af stiftelsesomkostninger i forbindelse med et finansieringsselskabs finansiering af køb af en bil i et oprindeligt trepartsforhold.

Sagens omstændigheder

Ved slutseddel af den 25. oktober 2024 købte klageren en bil hos bilforhandler A for i alt 174.900 kr. med en kontant udbetaling på 34.980 kr. Resten af købesummen på 139.920 kr. skulle finansieres med et lån i Jyske Finans, som A formidlede. Af slutsedlen fremgik herudover, at bilen skulle leveres til klageren den 1. november 2024.

Klageren har oplyst, at han på underskriftstidspunktet ikke havde modtaget forbrugerkreditoplysninger, herunder ”Standardiserede Europæiske Forbrugerkreditoplysninger” (SECCI-skema), oplysninger om ÅOP, samlede kreditomkostninger eller stiftelsesomkostninger.  

Den 28. oktober 2024 kl. 12.24 sendte finansieringsselskabet et lånetilbud til klageren, hvoraf blandt andet fremgik, at det samlede kreditbeløb inklusive stiftelsesomkostninger udgjorde 158.115 kr., og at finansieringsselskabet ville få ejendomsforbehold i bilen. Et SECCI-skema var vedlagt lånetilbuddet. Af lånetilbuddet fremgik blandt andet:

”Stiftelsesomkostninger (inkl. eventuel formidlingsprovision til sælger/kreditformidler) tillægges det samlede kreditbeløb

Stiftelsesprovision                                       8.000,00   kr.

Ekspeditionsgebyr                                      4.995,00   kr.

Forsikringsadministration jf. § 6 B                 950,00   kr.

Fast afgift (tinglysning)                               1.850,00   kr.

Variabel afgift (tinglysning)                         2.400,00   kr.

Stiftelsesomkostninger i alt                         18.195,00 kr.”

Løbetiden på låneaftalen var 60 måneder, og de månedlige låneydelser udgjorde 3.004 kr. med undtagelse af den første og sidste ydelse, som udgjorde henholdsvis 3.024,53 kr. og 3.010,09 kr. Rentesatsen var fast og udgjorde 4,74 %, og ÅOP udgjorde 10,96 %.

Samme dag kl. 14:04 underskrev klageren låneaftalen.

Den 18. december 2025 gjorde klageren indsigelse til finansieringsselskabet over, at han i forbindelse med underskriften af låneaftalen ikke fik udleveret de lovpligtige oplysninger om låneaftalen. Klageren krævede blandt andet, at alle uoplyste gebyrer blev tilbagebetalt, og at låneaftalen blev genberegnet uden disse gebyrer.

Den 5. januar 2026 afviste finansieringsselskabet klagen. 

Parternes påstande

Den 21. januar 2026 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Finans helt eller delvist skal tilbagebetale stiftelsesomkostninger, gebyrer og øvrige kreditomkostninger.

Jyske Finans har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har anført blandt andet, at finansieringsselskabet ikke overholdt sin oplysningspligt efter kreditaftaleloven, idet han ikke fik udleveret de lovpligtige kreditoplysninger i tilstrækkelig god tid, før han underskrev lånetilbuddet og bandt sig økonomisk.

Indgåelsen af låneaftalen var en forudsætning for bilkøbet. Da han den 25. oktober 2024 underskrev slutsedlen, havde han ikke modtaget SECCI-skema, oplysninger om ÅOP eller de samlede kreditomkostninger. Han havde således ikke mulighed for at gennemgå eller vurdere lånevilkårene forud for sin underskrift på slutsedlen.

Da han den 28. oktober 2024 modtog lånetilbuddet fra finansieringsselskabet, var han allerede bundet af bilkøbet, da slutsedlen var underskrevet, og udbetalingen var aftalt. Han kunne ikke frit træde tilbage fra bilkøbet.

Han modtog lånetilbuddet kl. 12:24 og underskrev kl. 14:04 samme dag. Han havde under to timer til at gennemgå et omfattende lånedokument med væsentlige økonomiske konsekvenser. Dette kan ikke anses for at være udlevering af kreditoplysninger “i god tid” før aftaleindgåelsen, jf. kreditaftalelovens § 7 a.

Jyske Finans har derfor ikke overholdt kreditaftalelovens oplysningskrav.

Det afgørende er ikke det formelle underskriftstidspunkt, men om han som forbruger havde mulighed for at overveje vilkårene, før han blev økonomisk bundet.

På slutsedlen fremgik en fast rente på 4,75 %, men ÅOP i låneaftalen udgør ca. 11 %, hvilket han som førstegangslåntager ikke blev gjort tilstrækkeligt opmærksom på forud for aftaleindgåelsen. De væsentlige forskelle mellem den oplyste rente og de samlede kreditomkostninger blev ikke forklaret klart for ham.

De samlede kreditomkostninger skal bringes i overensstemmelse med de vilkår, som han med rimelighed kunne forvente ud fra den faste rente.

Hans underskrift på låneaftalen dokumenterer ikke i sig selv, at han har haft mulighed for at gennemgå og forstå de økonomiske konsekvenser forud for aftalens indgåelse.

Jyske Finans har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at fremsendelsen af lånetilbuddet skete i overensstemmelse med kreditaftalelovens § 7a samt Forbrugerdirektivets art. 5. Alle lovpligtige oplysninger fremgik af lånetilbuddet.

Klageren modtog lånevilkårene i god tid, så han kunne sætte sig ind i det dem, før han underskrev. Klageren var ikke forpligtet til at underskrive lånetilbuddet samme dag, som han modtog det. Han havde mulighed for at sammenligne lånetilbuddet med andre finansieringsmuligheder.

Klageren havde også mulighed for at kontakte finansieringsselskabet og få forklaret de elementer i lånetilbuddet, han mener, ikke blev forklaret grundigt.

Slutsedlen regulerer udelukkende aftalen mellem bilforhandleren og klageren, og er derfor finansieringsselskabet uvedkommende. I forholdet mellem finansieringsselskabet og klageren er det låneaftalen og tidspunktet for dennes indgåelse, der er afgørende.

Finansieringsselskabet har til støtte for afvisningspåstanden anført, at Ankenævnet skal afvise sagen i medfør af § 5, stk. 3, nr. 4, i Ankenævnets vedtægter, da en stillingtagen i sagen forudsætter yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene.

Ankenævnets bemærkninger

Ved slutseddel af den 25. oktober 2024 købte klageren en bil hos bilforhandler A for i alt 174.900 kr. med en kontant udbetaling på 34.980 kr. Resten af købesummen på 139.920 kr. skulle finansieres med et lån i Jyske Finans, som A formidlede.

Den 28. oktober 2024 kl. 12.24 sendte finansieringsselskabet et lånetilbud til klageren, hvoraf blandt andet fremgik, at det samlede kreditbeløb udgjorde 158.115 kr., og at finansieringsselskabet ville få ejendomsforbehold i bilen. De samlede stiftelsesomkostninger udgjorde 18.195 kr., rentesatsen var fast og udgjorde 4,74 % om året, og ÅOP udgjorde 10,96 %. Dokumentet ”Standardiserede Europæiske Forbrugerkreditoplysninger” (SECCI-skema) var vedlagt lånetilbuddet.

Tre medlemmer – Bo Østergaard, Jonas Thestrup Nielsen og Iben Leisner – udtaler:

Klageren accepterede med sin underskrift af låneaftalen, at Jyske Finans beregnede sig stiftelsesomkostninger på i alt 18.195 kr.

Vi finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte låneaftalen som ugyldig.

Vi finder herudover, at der ikke er grundlag for at nedsætte de opkrævede stiftelsesomkostninger. Det bemærkes herved, at de samlede kreditomkostninger udtrykt som de årlige omkostninger i procent (ÅOP) på 10,96 % ikke kan anses for urimelige.

Vi stemmer derfor for, at klageren ikke gives medhold i klagen.

To medlemmer – Rolf Høymann Olsen og Martin Hare Hansen – udtaler:

Uanset at vi ikke finder, at de samlede omkostninger udtrykt i årlige omkostninger i procent (ÅOP) er urimelige, finder vi i medfør af aftalelovens § 38 c, jf. § 36, at aftalevilkåret vedrørende stiftelsesomkostningernes størrelse er urimeligt.

Vi lægger til grund, at en stiftelsesprovision i første række skal give dækning for arbejdet med kreditvurdering mv., og at et ekspeditionsgebyr i første række skal dække arbejdet med udfærdigelse af dokumenterne og eventuelt tillige det arbejde, der er forbundet med fremsendelse til tinglysning. På denne baggrund finder vi, at de af Jyske Finans opkrævede beløb på i alt 18.195 kr. i stiftelsesomkostninger væsentligt overstiger det rimelige, jf. aftalelovens § 38 c, jf. § 36.

Vi lægger vægt på, at den af finansieringsselskabet anvendte fremgangsmåde indebærer en vildledning af kunden, idet den nominelle rente holdes kunstigt nede.

Vi finder herefter, at stiftelsesprovisionen i medfør af aftalelovens § 38 c, jf. § 36, skønsmæssigt bør nedsættes fra 8.000 kr. til 3.500 kr., og at ekspeditionsgebyret i medfør af de samme bestemmelser skønsmæssigt bør nedsættes fra 4.995 kr. til 2.500 kr., således at stiftelsesomkostningerne nedsættes til i alt 11.200 kr.

Sagen afgøres efter stemmeflertallet.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.