Spørgsmål om hæftelse for korttransaktioner foretaget i Athen. Kort bortkommet.
| Sagsnummer: | 83/2025 |
| Dato: | 22-01-2026 |
| Ankenævn: | Katrine Waagepetersen, Inge Kramer, Majken Christoffersen, Rolf Høymann Olsen og Anna Marie Schou Ringive. |
| Klageemne: |
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger |
| Ledetekst: | Spørgsmål om hæftelse for korttransaktioner foretaget i Athen. Kort bortkommet. |
| Indklagede: | Lån & Spar Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører spørgsmål om hæftelse for korttransaktioner foretaget i Athen. Kort bortkommet.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Lån & Spar Bank, hvor han havde en konto med et tilknyttet Visa/Dankort -013.
Den 27. december 2023 fra kl. 22:25 blev der med klagerens Visa/dankort -013 foretaget tre transaktioner for i alt 4.000 EUR, som klageren ikke kan vedkende sig.
Banken har oplyst, at der blev benyttet pinkode ved alle tre transaktioner.
Den 28. december 2023 blev klagerens Visa/dankort spærret af Nets.
Klageren har oplyst, at han opholdt sig i Athen i december 2023, hvor han fik stjålet sit Visa/dankort. Han havde været i byen den pågældende juledag. Da han skulle hjem erfarede han, at metroen var lukket, selvom det ikke var særlig sent om aftenen. Han tog derfor en taxa i stedet. Taxachaufføren sagde først, at han godt kunne betale med Visa/dankort, men da han skulle betale, kunne det alligevel ikke lade sig gøre. I stedet kørte chaufføren ham til flere hæveautomater, hvor chaufføren gik med ham hen for at hæve. Det kunne dog ikke lade sig gøre. Taxachaufføren kørte ham alligevel de sidste meter til hans destination. Hvordan Visa/dankortet endte i taxachaufførens varetægt, ved han ikke. Han kom efterfølgende i tanke om, at taxachaufføren havde haft rigelig mulighed for at aflure hans pinkode, hver gang chaufføren fulgte ham til hæveautomaterne. De følgende fire dage forsøgte han forgæves at få fat i taxachaufføren.
Banken har fremlagt et græsk dokument, som klageren tidligere under sagen har sendt til banken. Banken har oplyst, at dokumentets overskrift kan oversættes til ”Ansvarserklæring” eller ”Erklæring under ansvar”, og at der er tale om et græsk dokument, der benyttes til at afgive erklæringer eller bekræfte oplysninger. Dokumentet er dateret den 30. december 2023, og klageren har heri blandt andet oplyst, at han den 25. december 2023 mistede ”Danish Bank: Lån og Spar bank”.
Ved tro- og loveerklæring gjorde klageren indsigelse over for banken vedrørende de tre transaktioner. I indsigelsesblanketten anførte klageren blandt andet, at det kun var ham, der havde adgang til hans Visa/dankort, at han opbevarede kortet i sin jakke, og at han den 29. januar 2024 fandt ud af, at kortet var blevet misbrugt. Han skrev endvidere:
”… Undertegnede mistede sit visa/dankort i Grækenland! Samtidig blev mit id også spærret. Derfor har jeg først i tirsdags erfaret, at der d. 27/12 2024 er blevet hævet tre beløb på henholdsvis 1500, 1500 og 1000 euro på min lønkonto, i en radio og TV forretning i Athen. Dagen efter blev mit kort spærret af banken, således at jeg var nødt til at tage hjem, og få ordnet mine økonomiske forhold! Jeg har først haft tid på borgerservice i tirsdags, så det er med nogen forsinkelse, at min indsigelse kommer frem! Før jeg tog fra Athen har jeg dog meldt kortet stjålet hos det græske politi, hvilket jeg fik kvittering for, som jeg dog ikke har kunnet finde. …”
Banken stillede klageren nogle uddybende spørgsmål til indsigelsesskemaet, hvortil klageren svarede, at han senest anvendte sit Visa/dankort i metroen i Athen den 2. januar 2024, at han sidst registrerede at have kortet i sin besiddelse om aftenen samme dag, og at han opdagede, at kortet var væk den 10. januar 2024. Han oplyste endvidere, at han anmeldte kortet stjålet den 30. december 2023, at han ikke havde sin pinkode nedskrevet, og at han ikke havde fortalt koden til andre.
Parternes påstande
Den 7. februar 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der har forstået hans påstand således, at Lån & Spar Bank skal tilbageføre beløbet.
Lån & Spar Bank har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at han fik sit kort stjålet i en taxa.
Banken anfører, at det ikke med sikkerhed kan konkluderes, at han har været udsat for tredjemandsmisbrug. Det er for ham uforståeligt og samtidig en grov anklage.
I både den græske og den internationale presse skrives om de omfattende røverier af ældre menneskers visakort, som taxachauffører har kunnet hæve store summer på hos en navngiven tankstation i Grækenland. Der er i TV blevet vist omfattende situationer optaget af videokameraer, hvor ældre mennesker er blevet skubbet ud af taxaer uden deres visakort, og der er foretaget omfattende fængslinger af disse taxachauffører. Det er en sag med stor opmærksomhed i Grækenland.
Det var det samme, der skete for ham en af juledagene, nærmere bestemt den 27. december 2021. I hans tilfælde kostede det ham 4.000 EUR plus påløbne omkostninger i forhold til at betale regninger og problemer med, at hans konto var i overtræk.
Han meldte straks tyveriet til politiet. Banken fortalte, at svindelen var foregået omkring førnævnte tankstation, og han opstøvede derfor åstedet og tilbød banken at politianmelde tankstationen. Men desværre sad banken hans tilbud totalt overhøring, hvilket ikke har gjort sagen mindre kompliceret.
Hans sag blev på ingen måde retfærdigt behandlet hos banken, hvor han har været kunde i mere end 30 år. Banken hang sig i bagatelagtige småting, blandt andet en fejlagtig oplysning om datoen for tyveriet, som han havde taget fra sit kontoudtog, som jo altid er cirka syv dage forsinket. Han brugte datoerne fra sine kontoudtog, fordi han ikke havde kopi af de to spørgeskemaer, som han skulle besvare fra Nets og banken. Alle hans papirer var på hans båd, hvortil han ikke havde adgang. Det er selvfølgelig en fejl, men han var ude at rejse, så han havde ikke adgang til alle sine ejendele og papirer.
Han rettede efterfølgende datoen – tyveriet var jo helt klart ikke foregået på den pågældende dato, der var senere end politianmeldelsen. Man kan jo ikke foretage en anmeldelse af et tyveri, før tyveriet er foregået. Det er tåbeligt at hænge sig i sådanne fejltagelser, når den sammenhængende sandhed er indlysende.
Hans kort blev spærret den 28. december 2023, og politianmeldelsen skete den 30. december 2023. Datoen for taxaturen var en af juledagene, hvor metroen pludselig var lukket meget tidligt. Det var ikke juleaften, hvor han var sammen med sin veninde. Det har så været den 25., 26. eller 27. december 2023. Men den 27. december 2023 har det nok ikke været, eftersom kortet blev spærret den 28. december 2023. Han skønner derfor, at tyveriet er sket den 25. eller 26. december 2023.
Banken skrev til ham den 28. december 2023, at hans betalingskort var blevet spærret. Hvordan kunne han så anvende det i metroen den 2. januar 2024?
At banken ikke har erstattet hans tab ved tyveriet, har kostet ham mange penge, idet hans båd har været uden reparation, så han i lang tid ikke har haft noget sted at bo og i stedet har måttet bo på hoteller til ofte mere end 40 EUR i døgnet. Ejeren af bådehavnen, hvor han har sin båd, har forment ham adgang til båden, eftersom han ikke har penge til at betale for ophold og håndtering af fartøj blandt andet på grund af, at denne sag er blevet forhalet.
Banken anfører, at sagen skal behandles ved domstolene. Det har han intet imod, bortset fra, at det vil forhale sagens behandling og koste mange penge. Men han er sikker på en afgørelse i hans favør, og han er ganske sikker på, at han i så fald vil blive tilkendt en rimelig erstatning for tort og svie. Hændelsesforløbet er der aldeles ingen usikkerhed omkring.
Lån & Spar Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagen vil kræve en bevisførelse, der ikke kan ske for Ankenævnet, men bør finde sted ved domstolene.
Der er stor usikkerhed om hændelsesforløbet, herunder særligt hvordan klagerens betalingskort er bortkommet/stjålet, og hvordan en potentiel gerningsmand har været i stand til at opnå kendskab til kortets pinkode.
Sagen bør derfor afvises i henhold til § 5, stk. 3, nr. 4, i Ankenævnets vedtægter samt Ankenævnets praksis i tilsvarende sager.
Til støtte for frifindelsespåstanden har banken blandt andet anført, at det er uklart, hvorledes pinkoden er kommet i andres besiddelse.
Klageren har afgivet modstridende oplysninger undervejs i forløbet. Klageren har oplyst, at datoen, hvor han mistede sit kort, var den 25. december 2023, den 28. december 2023, den 2. januar 2024 og den 10. januar 2024. Klageren har desuden oplyst, at han senest benyttede Visa/dankortet den 2. januar 2024, hvilket han senere har ændret. I sit seneste indlæg om hændelsesforløbet har klageren anført, at svindlen foregik den 27. december 2021, hvilket yderligere understøtter usikkerheden om det faktiske hændelsesforløb.
De tre omtvistede transaktioner er alle korrekt registreret og gennemført med anvendelse af den til betalingskortet hørende pinkode. Det er fortsat uklart, hvordan en tredjemand skulle have opnået kendskab til koden, og hændelsesforløbet er ikke sandsynliggjort.
Klageren spærrede ikke straks sit betalingskort, da han blev bekendt med det påståede misbrug, hvorfor han hæfter uden beløbsbegrænsning, jf. betingelser for Visa/dankort og betalingslovens § 100, stk. 2, jf. § 93 og § 100, stk. 4, nr. 1.
Det er atypisk svindleradfærd at aflure en pinkode, stjæle et betalingskort og så først foretage transaktioner to døgn efter, hvilket taler imod, at tredjemandsmisbrug har fundet sted. En typisk svindler har meget travlt med at benytte betalingskortet med det samme, inden offeret finder ud af, at betalingskortet er væk og spærrer det.
Det er atypisk kortholderadfærd, at man først, efter så lang tid, melder sit kort bortkommen.
Det kan ikke med sikkerhed konkluderes, at klageren har været udsat for tredjemandsmisbrug.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Lån & Spar Bank, hvor han havde en konto med et tilknyttet Visa/Dankort -013.
Den 27. december 2023 fra kl. 22:25 blev der med klagerens Visa/dankort -013 foretaget tre transaktioner for i alt 4.000 EUR, som klageren ikke kan vedkende sig. Banken har oplyst, at der blev benyttet pinkode ved alle tre transaktioner.
Klageren har oplyst, at han opholdt sig i Athen i december 2023, hvor han fik stjålet sit Visa/dankort. I en græsk erklæring dateret den 30. december 2023 har klageren oplyst, at han mistede ”Danish Bank: Lån og Spar bank” den 25. december 2023.
Af tro- og loveerklæring fremgår, at klageren den 29. januar 2024 opdagede, at hans Visa/dankort var blevet misbrugt, og til nogle uddybende spørgsmål fra banken svarede klageren, at han senest anvendte sit Visa/dankort den 2. januar 2024, at han sidst registrerede at have kortet i sin besiddelse om aftenen samme dag, og at han opdagede, at kortet var væk den 10. januar 2024. Han oplyste endvidere, at han anmeldte kortet stjålet den 30. december 2023, at han ikke havde sin pinkode nedskrevet, og at han ikke havde fortalt koden til andre.
Pinkoden var en personlig sikkerhedsforanstaltning til kortet, jf. betalingslovens § 7, nr. 31. Ved transaktionen blev der anvendt stærk kundeautentifikation, jf. betalingslovens § 7, nr. 30.
Ankenævnet lægger til grund, at transaktionerne er korrekt registrerede og bogførte. Af betalingslovens § 98 følger, at registrering af brug af et betalingsinstrument ikke i sig selv er bevis for, at betaleren har godkendt transaktionen, at betaleren har handlet svigagtigt, eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser, jf. betalingslovens § 93.
Afgørelsen af sagen beror på, om der må antages at være tale om tredjemandsmis-brug.
Ankenævnet finder, at en stillingtagen hertil forudsætter en yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted ved domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.