Indlånskonto.
| Sagsnummer: | 114/1990 |
| Dato: | 09-08-1990 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Hans Rex Christensen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Modregning - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Indlånskonto. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 1. november 1989 indfandt klageren sig i indklagedes Frederikssund afdeling medbringende en sparekassebog lydende på hans hustrus navn og bad om at få saldobeløbet 3.887,51 kr. udbetalt samt at få bogen opgjort. Beløbet, der var indgået 30. oktober 1989, udgjorde klagerens vederlag for aftenskoleundervisning. Beløbet var ved en fejl indgået på hustruens sparekassebog.
Afdelingen afviste at udbetale beløbet, som blev modregnet i et forfaldent tilgodehavende, indklagede havde hos klageren og dennes ægtefælle. Tilgodehavendet hidrørte fra en udlægskonto på 282.500 kr. bevilget klageren og dennes hustru i april 1988. Engagementet var overgået til inkasso den 29. maj 1989.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at udbetale det modregnede beløb.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at beløbet ved en fejltagelse var indsat på hans fraseparerede hustrus konto. Klageren var på intet tidspunkt blevet rykket for betaling af restancen, ligesom han ikke var oplyst om, at lånet var i restance.
Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand anført, at engagementet blev opsagt til fuld indfrielse overfor begge debitorer ved anbefalet skrivelse af 9. april 1989. Klageren har herefter deltaget i møder i afdelingen, dels den 13. april 1989 og den 16. maj 1989 vedrørende tilbagebetaling af lånet. Den 16. maj 1989 indbetalte klageren 100.000 kr. på udlægskontoen. Indklagede tilbageviser, at klageren ikke var bekendt med, at udlægskontoen var i restance, samt at han ikke var blevet rykket for beløbet. Klageren afviste ved fremmødet i afdelingen den 1. november 1989 at oplyse afdelingen om, på hvilket grundlag indbetalingen var sket, men uanset det nu er dokumenteret, at indbetalingen er vederlag for undervisningsarbejde, er modregning sket med rette, da klagerens oppebærelse af beløbet ikke kan betragtes som en velfærdssag for ham.
Ankenævnets bemærkninger:
Det findes ved sagens afgørelse at kunne lægges til grund, at indklagede på tidspunktet for klagerens henvendelse i indklagedes Frederikssund afdeling havde et forfaldent tilgodehavende mod klageren og dennes ægtefælle. Den foretagne modregning anses herefter foretaget med rette, hvorfor
Den indgivne klage tages ikke til følge.