Spørgsmål om hæftelse i henhold til tredjemandspantsætning
| Sagsnummer: | 503/2011 |
| Dato: | 26-06-2012 |
| Ankenævn: | Eva Hammerum, Christian Bremer, Maria Hyldahl, Jørn Ravn, Karin Sønderbæk |
| Klageemne: |
Ejerpantebrev - frigivelse af håndpantsætning
Tredjemandspant - stiftelse |
| Ledetekst: | Spørgsmål om hæftelse i henhold til tredjemandspantsætning |
| Indklagede: | Arbejdernes Landsbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører spørgsmål om klagerens hæftelse med to ejerpantebreve til sikkerhed for et erhvervsengagement.
Sagens omstændigheder
Den 11. november 2008 underskrev klageren en håndpantsætningserklæring, hvorefter han håndpantsatte to ejerpantebreve på henholdsvis 500.000 kr. og 350.000 kr. til Arbejdernes Landsbank til sikkerhed for en kassekredit i banken med selskabet S som debitor.
Den 14. november 2008 underskrev klageren som pantsætter en kreditaftale med S, hvorefter kassekreditten blev forhøjet med 850.000 kr. til 2.950.000 kr. Kreditaftalen blev endvidere underskrevet af holdingselskabet H som kautionist.
Efter det oplyste var H medejer af S. Ejeren af H var klagerens revisor.
Efter det oplyste ydede klageren S et lån på 500.000 kr. Beløbet blev indsat på kassekreditten den 14. november 2008.
Ved brev af 5. oktober 2009 fra Arbejdernes Landsbank fik klageren meddelelse om, at S’ engagement med banken var opsagt til fuld indfrielse. Bankens tilgodehavende hos selskabet udgjorde 2.947.884,55 kr.
Efter det oplyste gik S efterfølgende konkurs.
Parternes påstande
Den 10. november 2011 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Arbejdernes Landsbank skal frigive de af ham stillede sikkerheder.
Arbejdernes Landsbank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at banken som følge af mangelfuld rådgivning og omstændighederne ved pantsætningen i øvrigt bør frigøre ham for hæftelsen i henhold til ejerpantebrevene.
Pantsætningen skete på foranledning af revisoren, som er hans kontaktperson, i et revisionsfirma, som han benytter privat og i sin erhvervsvirksomhed. Hans relation til revisoren var således begrænset og professionel. Han havde ingen relation til S.
Han blev på intet tidspunkt indkaldt til møde i banken, hverken i forbindelse med overvejelserne om sikkerhedsstillelsen eller underskrivelsen af dokumenterne. Han modtog heller ikke information fra banken om hverken S’ økonomiske forhold eller baggrunden for udvidelsen af kreditten og vilkårene herfor.
Han tilhørte ikke den personkreds, hvorfra en eventuel sikkerhedsstillelse naturligt kunne forventes.
Hans eneste baggrund for vurdering af risikoen var de oplysninger, som han fik af
revisoren. Han blev på intet tidspunkt bibragt den opfattelse, at der var tale om en risikabel forretning.
Han er landmand og hverken velhavende eller særligt vidende om økonomiske forhold.
Det er urimeligt og i strid med redelig handlemåde at gøre pantsætningen gældende.
Arbejdernes Landsbank har anført, at banken stillede krav om yderligere sikkerhed for at imødekomme en anmodning fra S om at forhøje kreditten. En medindehaver af S oplyste, at klageren, som var hans gode ven, ville stille sikkerhed. Efter det oplyste var klageren velhavende, idet han havde haft god indtjening på investeringer.
Baggrunden for forhøjelsen var et likviditetsbehov som følge af et øget aktivitetsniveau og etablering af et kinesisk datterselskab. Banken havde i forvejen et virksomhedspant i S samt kautioner fra ejerne. Banken tillagde kautionen fra den medindehaver, som etablerede kontakten til klageren, en særlig vægt, idet den pågældende var revisor, indehaver af et revisionsfirma og ifølge sine regnskaber havde en betydelig personlig formue.
Banken er ikke bekendt med klagerens motiver for at stille sikkerhed for S.
Lånet på 500.000 kr. fra klageren til S blev ydet uden bankens involvering.
Klageren er forpligtet ifølge pantsætningsaftalen. Det er hverken urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre aftalen gældende.
Der er tale om pant for en specificeret kassekredit, og forhøjelsen af kreditten blev tiltrådt af klageren.
Da forhøjelsen var betinget af sikkerheden, kunne klageren ikke være i tvivl om, at der var risiko for, at der ville blive gjort krav gældende under sikkerheden.
I november 2008, hvor aftalerne blev indgået, havde banken ikke kendskab til særlige risikoforhold, som klageren ikke kunne antages at være bekendt med, og som kunne have påvirket hans beslutning om at stille sikkerhed. Banken blev først bekendt med S’ økonomiske vanskeligheder i løbet af 2009.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet finder, at der ikke er godtgjort omstændigheder, som kan føre til, at klagerens håndpantsætning den 11. november 2008 af ejerpantebrevene på henholdsvis 500.000 kr. og 350.000 kr. til Arbejdernes Landsbank var uforbindende for klageren.
På baggrund af håndpantsætningen blev S tilført yderligere likviditet, svarende til ejerpantebrevenes pålydende værdi, idet S’ kassekredit, som pantsætningen skete til sikkerhed for, blev forhøjet med 850.000 kr.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.