Afgørelse

Rådgivning i forbindelse med låneomlægning. Låntype, renteprocent, kurssikring.

Klageren skulle overtage ejendommen som eneejer og ansøgte i januar 1994 instituttet om gældsovertagelse samt låneomlægning med henblik på at opnå lavest mulige ydelse. Instituttet fremsendte omlægningsberegninger til klageren og i maj 1994 tillige lånetilbud og pantebrev vedrørende et kontantlån, som var beregnet ved kurs 81,05. Obligationshovedstolen fremgik af lånetilbudet. Det fremgik endvidere, at lånets endelige rente ville være afhængig af obligationskurserne på salgsdagen. Pantebrevet indeholdt en beskrivelse af indfrielsesvilkårene for kontantlån. Efter anmodning bistod klagerens pengeinstitut hende med låneomlægningen, i hvilken forbindelse klageren i juni 1994 underskrev et omprioriteringsdokument, hvoraf det bl.a. fremgik, at klageren var vidende om konsekvenserne ved ikke at kurssikre. Låneomlægningen blev gennemført i oktober 1994 ved salg af 6 pct. obligationer til kurs 73,15. Klageren henvendte sig i maj 2000 til instituttet, idet hun var utilfreds med låneomlægningen, herunder den valgte låntype/renteprocent. Instituttet afviste, at rådgivningen havde været mangelfuld.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle yde hende kompensation for den mangelfulde og uetiske rådgivning ved låneomlægningen. Instituttet påstod frifindelse.

Klageren anførte over for Nævnet yderligere, at lånet i lyset af renteudviklingen burde have revurderet, at hun havde bedt om, at det nye lån var konverterbart, så hun senere kunne foretage nye omlægninger, og at hun burde være anbefalet kurssikring.

Nævnet henviste til, at det ikke af klagerens henvendelse til instituttet fremgik, at hun ønskede et konverteringsegnet lån, men tværtimod den lavest mulige ydelse, at det af det fremsendte materiale fremgik, at lånets rente var kursafhængig, ligesom kurser og obligationshovedstol blev anført, og at sammenhængen mellem kontant- og obligationsrestgæld tillige fremgik af pantebrevet. Nævnet fandt, at instituttet derved på tilstrækkelig tydelig måde havde beskrevet kontantlånskonstruktionen. Nævnet bemærkede, at rådgivningen skulle ses ud fra forholdene i 1994, hvor det ikke i sig selv fremstod som uforsvarlig at tilbyde 6 pct. kontantlån. Da låneomlægningen blev ekspederet af klagerens pengeinstitut, kunne det ikke kritiseres, at realkreditinstituttet ikke selvstændigt havde taget initiativ til en revurdering af lånetilbudet. Det kunne heller ikke kritiseres, at instituttet ikke gav en egentlig anbefaling af kurssikring. Nævnet frifandt derfor instituttet.