Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om erstatning begrundet i indsigelse om brud på tavshedspligt. Klage over afslag på finansiering af køb af ejendom

Sagsnummer: 279 /2017
Dato: 01-02-2018
Ankenævn: Vibeke Rønne, Kjeld Gosvig-Jensen, Troels Hauer Holmberg og Poul Erik Jensen
Klageemne: Tavshedspligt - øvrige spørgsmål
Udlån - låneanmodning
Ledetekst: Krav om erstatning begrundet i indsigelse om brud på tavshedspligt. Klage over afslag på finansiering af køb af ejendom
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav om erstatning begrundet i indsigelse om brud på tavshedspligt. Klage over afslag på finansiering af køb af ejendom.

Sagens omstændigheder

Klagerne i sagen er M og H.

I maj 2000 købte H’s søster, S, og M en ejendom. M og S underskrev i den forbindelse et pantebrev på oprindeligt 141.479,59 kr. til BG Bank A/S (nu Danske Bank).

Banken har oplyst, at gælden i september 2010 blev overdraget til bankens inkassoafdeling som følge af restancer.

I 2013 foretog banken udlæg i ejendommen med henblik på at gennemføre en tvangsauktion. Tvangsauktionen blev dog ikke gennemført.

Ejendommen var efter det oplyste udlejet fra 2013 og frem til foråret 2017.

Klagerne har anført, at banken i oktober 2015 uberettiget videregav oplysninger om deres økonomi til lejerne af ejendommen. Banken har bestridt dette. Banken har oplyst, at klagerne rettede henvendelser herom til banken i oktober 2015 og i august 2017. I et brev til klagerne af 6. september 2017 anførte banken, at banken efter foretagne undersøgelser af sine systemer og samtale med relevante medarbejdere i banken ikke havde kunne få bekræftet, at banken havde videregivet oplysninger til lejerne eller sendt breve til ejendommens adresse i den periode, hvor klagerne ikke havde boet på ejendommen. Banken meddelte endvidere, at banken på baggrund af en sædvanlig kreditvurdering ikke ønskede at stille finansiering til rådighed for klagerne til køb af en ny ejendom.

Parternes påstande

Den 7. september 2017 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal betale en erstatning til dem samt stille finansiering til rådighed til køb af en ny bolig.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at banken har brudt sin tavshedspligt. Banken ringede til ejendommen, selvom banken vidste, at ejendommen var udlejet. Banken fortalte lejerne om deres økonomiske forhold, herunder restancer på pantebrevet. Banken truede med tvangsauktion. De er ikke i tvivl om, at banken ringede til lejerne. Lejerne har givet oplysninger til dem, som lejerne ikke havde kunnet få på anden vis. Banken har selv oplyst over for dem, at banken havde sendt breve til ejendommens adresse. Banken oplyste dem ikke om deres klagemuligheder. Lejerne videregav bankens oplysninger, som nu er kendt i hele byen. De kan derfor ikke få udlejet ejendommen. Efter dette forløb har de heller ikke selv lyst til at bo i ejendommen. Banken er skyld i, at de hverken selv kan bo i ejendommen eller leje den ud. Banken bør derfor hjælpe dem med at komme videre fra ejendommen og bør finansiere køb af en ny bolig til dem.

De er blevet påført et tab som følge af bankens strafbare brud på tavshedspligten. De bor til leje, men har længe kæmpet for at beholde ejendommen for at have den at ”falde tilbage på”, da lejemarkedet er meget ustabilt. De har nu reelt mistet ejendommen. Ejendommen kan ikke sælges i frit salg, men må afhændes på tvangsauktion. Banken bør dække differencen mellem gælden i ejendommen og salgsprisen.

De senere år har de forgæves forsøgt at indgå en aftale med banken om afvikling af gælden mod, at S blev udskiftet med H som debitor. S har aldrig haft noget med ejendommen at gøre. S fik at vide, at banken havde afskrevet gælden. De troede, at afskrivningen skyldtes bankens brud på tavshedspligten. I december 2016 blev de klar over, at banken ikke havde afskrevet gælden.

Danske Bank har anført, at banken ikke har videregivet økonomiske oplysninger om klagerne til tredjemand. Banken har desuden ikke kunnet konstatere, at der blev sendt breve til ejendommens adresse på et tidspunkt, hvor klagerne har haft anden folkeregisteradresse.

Banken har ikke handlet ansvarspådragende.

Klagerne har under alle omstændigheder ikke lidt et økonomisk tab.

Klagen angår ikke et konkret økonomisk mellemværende.

Det ligger uden for Ankenævnets kompetence at tage stilling til bankens afslag på at finansiere klagernes huskøb.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet finder ikke, at klagerne har godtgjort, at Danske Bank uberettiget har videregivet økonomiske oplysninger om dem til tredjemand, og at det har påført klagerne et økonomisk tab.

Banken afslog efter en almindelig kreditvurdering at yde klagerne et lån til køb af en ny ejendom. Ankenævnet kan ikke pålægge banken at yde klagerne et lån. Det beror på bankens egen afgørelse, om den ønsker at yde klagerne et lån.

Ankenævnet finder ikke, at der i øvrigt foreligger omstændigheder, der kan begrunde et erstatningsansvar for banken i sagen.

Klagerne får derfor ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.