Spørgsmål om, hvorvidt kassekredit var forrentet i strid med aftale, og hvorvidt pengeinstituttet havde haft pligt til at medvirke ved omprioritering m.m.
| Sagsnummer: | 434/1995 |
| Dato: | 15-10-1996 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Leif Nielsen, Allan Pedersen, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
Afvisning - domstol § 5, stk. 1, litra e Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål Rente - udlån |
| Ledetekst: | Spørgsmål om, hvorvidt kassekredit var forrentet i strid med aftale, og hvorvidt pengeinstituttet havde haft pligt til at medvirke ved omprioritering m.m. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klagerne i denne sag er ægtefællerne A og B, som ejer en række selskaber. A har gennem en årrække været direktør for og drevet erhvervsmæssig virksomhed gennem selskaberne.
I 1990 blev såvel selskabernes som klagernes private engagement overført til indklagede, som ved skrivelse af 10. maj 1990 tilbød en belåning på op til 12 mio. kr. af gældsbreve udstedt af køberne af timesharelejligheder i et af klagernes selskaber.
Udover etablering af erhvervsengagementet blev der ved kreditaftale underskrevet af klagerne den 3. august 1990 etableret en kassekredit på 35.000 kr. til klagerne personligt. Renten var i kreditaftalen anført til p.t. 13% p.a. Kassekreditten blev fornyet ved klagernes underskrift på kreditaftale af 20. september 1991. Også i denne aftale var renten angivet til p.t. 13% p.a.
Ved skrivelse af 31. juli 1995 indbragte A på vegne klagernes holdingselskab en klage over indklagede til Ankenævnet vedrørende erhvervsengagementet. Ved skrivelse af 8. august 1995 afviste sekretariatet klagen med henvisning til, at Ankenævnet efter fast praksis ikke behandler klager fra aktie- eller anpartsselskaber.
Ved klageskema modtaget i Ankenævnet den 28. august 1995 indbragte klagerne en ny klage over indklagede med påstand om, at indklagede tilpligtes at godskrive for meget debiteret rente på den private kassekredit, opgjort til 148.010,60 kr. med tillæg af morarenter på 24.939,52 kr. eller i alt 172.950,12 kr., at betale erstatning for tab ved manglende gennemførelse af en omprioritering af en ejendom, i hvilken indklagede havde sikkerhed i form af håndpant i et ejerpantebrev på 1.200.000 kr., og at erstatte deres personlige formuetab, foreløbig opgjort til 25,8 mio. kr. som følge af indklagedes behandling af deres erhvervsengagement.
I
Vedrørende kassekreditten fremgår det af sagen, at indklagede ved etableringen af engagementet fik håndpant i et ejerpantebrev på 1.200.000 kr. i A's ejendom, der var klagernes bopæl. I september 1994 fremsendte indklagede nye dokumenter vedrørende både erhvervsengagementet og den private kassekredit til klagerne. Indklagede modtog dokumenterne retur med klagernes underskrift ultimo september 1994. Kassekreditten var forhøjet med 1.013.000 kr. til 1.048.000 kr., og rentesatsen var fastsat til "cibor 3 + 2,50%". Ved indklagedes skrivelse af 30. september 1994 adresseret til et af klagernes selskaber v/A som direktør, meddelte indklagede bl.a.:
"Idet vi bekræfter modtagelsen af de underskrevne kreditaftaler og sikkerhedsstillelsesdokumenter skal vi som nævnt i vor telefonsamtale g.d. meddele, at effektuering af kreditterne ikke vil ske, på grund af Deres rettelse i sikkerhedsstillelsesdokument nr. [...]."
Af kontoudskrift vedrørende kassekreditten dateret 31. marts 1995 for 1. kvartal s.å. fremgår, at maksimum fortsat var på 35.000 kr., mens den faktiske negative saldo på kontoen svingede mellem ca. 1.090.000 kr. og ca. 1.260.000 kr. Renten var angivet til 13,5% p.a.
Ved anbefalet skrivelse af 8. februar 1995 til klagerne opsagde indklagede med henvisning til tidligere afholdte møder kassekreditten til indfrielse pr. 15. februar 1995. Restgælden blev opgjort til 1.234.448,59 kr. Den 17. februar 1995 blev fordringen taget til inkasso hos indklagedes advokat, og den 15. marts 1995 indgav advokaten konkursbegæring mod B.
Efter bevisførelse og procedure nægtede skifteretten ved kendelse af 3. november 1995 at fremme begæringen. Det fremgår, at klager B bl.a. gjorde gældende, at der var beregnet 172.950,12 kr. for meget i rente, idet der herved henvistes til, at der var krævet mere end Cibor 3 + 2,5%. I kendelsens præmisser hedder det:
"Det lægges ved sagens afgørelse til grund, at [B og A] havde et engagement hos [klagernes tidligere pengeinstitut] i form af en kassekreditkontrakt på kr. 35.000,00, hvilken kredit var sikret ved ejerpantebrev stort oprindelig kr. 1.200.000,00 med pant i den A tilhørende ejendom beliggende [...].
Det lægges videre til grund, at dette engagement blev overtaget af [indklagede] i forbindelse med, at [indklagede] overtog engagementerne for selskaberne [...] og [...], og at A har stillet ejerpantebrevet til sikkerhed for selskabernes engagementer med [indklagede], og at ejerpantebrevet ikke har den fornødne værdi til at dække disse engagementer.
Efter den af [indklagedes direktør] afgivne forklaring, herunder at [indklagede] ikke handlede som om den planlagte opdeling reelt fandt sted, sammenholdt med det af [B] forklarede, herunder at hun forventede, at ejerpantebrevet dækkede hele gælden, finder skifteretten ikke, at der kan lægges vægt på den af [B og A] underskrevne kassekreditkontrakt af 29. september 1994 på kr. 1.048.000,00, således at denne skal tages som udtryk for erkendelse af, at der skyldtes et beløb svarende til kreditten, eller at kreditten var blevet udvidet.
Det er ikke overfor skifteretten af [indklagede] dokumenteret, at [A] var berettiget til uden [B's] medvirken at råde over den oprindelige kredit. Skifteretten finder derfor ikke, at [indklagedes] krav for så vidt angår beløb, der er anvendt til betaling af driftsudgifter vedrørende A's ejendom, hvilket ubestridt er opgjort til kr. 768.167,37 excl. renteregulering, har en sådan klarhed, at dette kan danne grundlag for afsigelse af konkursdekret, også selvom det ikke af [B] er dokumenteret, at der er reklameret.
Da den i den oprindelige kredit anførte rentesats svarer til den rente, som [indklagede] har beregnet, findes der ikke at kunne fremsættes indsigelser, der af denne grund kan medføre en nedsættelse af de beregnede rentebeløb.
[Indklagedes] krav fratrukket udgifter vedrørende driften af ejendommen udgør herefter kr. 175.687,88. Hertil kommer eventuelle krav i anledning af omstødelse af betalinger. Disse krav findes imidlertid at have en sådan uklarhed, at de ikke kan indgå i bedømmelsen af, hvorvidt der kan afsiges konkursdekret.
Driftsudgifterne vedrørende ejendommen, der er opgjort over en periode på 5 år, er som nævnt opgjort uden renteregulering. Da skifteretten ikke kan afvise, at en sådan skal finde sted, og da denne må antages at udgøre et betydeligt beløb, finder skifteretten, at der består en sådan usikkerhed med hensyn til opgørelsen af fordringshaverens krav, at dette ikke har den fornødne klarhed til at kunne danne grundlag for afsigelse af konkursdekret ..."
B rejste over for indklagede krav om erstatning for tab og godtgørelse for tort, jf. konkurslovens § 28. Indklagede kærede skifterettens kendelse.
Efterfølgende anmeldte B betalingsstandsning, og den 20. marts 1996 blev der i skifteretten indgået følgende aftale mellem B og indklagede:
"[B] erkender at skylde indklagede i hvert fald 175.687,88, og B frafalder at rejse erstatningskrav mod indklagede i anledning af den indleverede konkursbegæring.
På vegne indklagede tilbagekaldte [indklagedes advokat] herefter den mod [B] indleverede konkursbegæring og hævede kæresagen, idet det fortsat forbeholdes at gøre et større krav end det ovenfor anførte gældende mod [B].
Parterne henstiller til Østre Landsret, at hver part skal bære egne omkostninger i forbindelse med kæresagen."
Ved skrivelse af 26. juni 1996 gentog klagerne over for Ankenævnet deres påstand om, at indklagede tilpligtes at godskrive for meget debiteret rente. Klagerne har endvidere ved 7 spørgsmål til Ankenævnet forespurgt, om indklagedes handlemåde har været i overensstemmelse med redelig forretningsskik, god pengeinstitutpraksis og bank- og sparekasseloven.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Den 16. juli 1996 indgav indklagede ny konkursbegæring mod B.
Klagerne har anført, at formålet med oprettelsen af kassekreditten på 35.000 kr. var at sætte B i stand til at foretage normale betalinger i forbindelse med den daglige husholdning. Trækket på kontoen blev i 1994/95 væsentligt større på grund af indklagedes uberettigede debiteringer af udgifter vedrørende den ejendom, i hvilken indklagede havde håndpant i et ejerpantebrev på 1.200.000 kr. Debiteringerne var B uvedkommende, hvilket også fremgår af skifterettens kendelse. Uanset om kreditaftalerne af 1990/91 eller kreditaftalen af september 1994 lægges til grund, har indklagede beregnet sig for meget i rente. Ved engagementets etablering blev de tilbudt en rentefavør på 2,5% i forhold til rentesatsen i det tidligere pengeinstitut. Indklagede tilbød derved en lav rentesats med henblik på at erhverve dem som kunder for siden at lade renten stige. Ved underskrivelsen af kreditaftalen af september 1994 blev der aftalt en rente svarende til cibor 3 + 2,5%. Indklagede var ikke berettiget til at opsige kassekreditten, som ikke var misligholdt. Erhvervsengagementet har ligeledes været for højt forrentet, hvilket har medført et personligt formuetab for dem.
Indklagede har anført, at klagernes erhvervsmæssige og private engagement blev drøftet i 1994, herunder også rentesatsen. Der udfærdigedes nye dokumenter vedrørende engagementet, og der blev i kassekreditaftalen anført en rente på cibor 3 + 2,5%. Ved modtagelsen af de underskrevne dokumenter blev det konstateret, at A havde foretaget rettelser i et sikkerhedsstillelsesdokument vedrørende et af selskaberne, hvorfor man ved skrivelse af 30. september 1995 meddelte, at betingelserne for rentenedsættelsen ikke var opfyldt. Betingelserne blev heller ikke efterfølgende opfyldt, hvorfor det afvises at foretage godskrivning af nogen del af den debiterede rente. Af skifterettens kendelse af 3. november 1995 fremgår, at der ikke kan fremsættes indsigelser mod de beregnede rentebeløb.
II
Ved skrivelse af 17. marts 1995 - umiddelbart efter at indklagede havde indgivet konkursbegæring mod B, jf. ovenfor under I - anmodede A indklagede om at gennemføre en omprioritering af den ejendom, i hvilken indklagede havde håndpant i et ejerpantebrev på 1.200.000 kr. A meddelte, at tinglyst pantebrev på 1.820.000 kr. var indleveret til BRF Kredit den 13. oktober 1994. Klageren anslog et overskydende provenu på 715.000 kr. efter indfrielse af eksisterende prioriteter med 1.095.000 kr. A ønskede provenuet krediteret på klagernes private kassekredit.
Ved telefax af 21. marts 1995 meddelte indklagede følgende:
"Med henvisning til den modtagne omprioriteringssag på ovennævnte ejendom skal vi gøre opmærksom på, at lånebetingelserne forudsætter hjemtagelse senest den 23. januar 1995, da BRF i modsat fald kan/vil kræve en fornyet sagsbehandling.
Forespørgsel herom er rettet til BRF, som har lovet hurtigt svar.
Det skal endvidere bemærkes, at ekspedition af sagen bl.a. forudsætter fuldmagt til [indklagede], ny tingbogsattest samt nye indfrielsesopgørelser, ligesom original (læselig) lånetilbud med alle bilag må tilsendes os.
Når svar fra BRF foreligger, vil vi kontakte Dem."
Ved telefax af s.d. meddelte BRF Kredit, at udbetalingen af lånet kunne udsættes til 26. juni 1995. I telefaxen var et af klagernes selskaber anført som ejendommens ejer.
Ved telefax af 31. marts 1995 til A og det selskab, som var anført som ejer af ejendommen, meddelte indklagedes advokat, at indklagede ikke ville kunne gennemføre omprioriteringen som ønsket af klagerne, idet ejendommen ved betinget skøde af 29. november 1990 var overdraget til selskabet for 4 mio. kr. Advokaten anførte, at indklagede ikke kunne medvirke til en omprioritering, hverken i selskabets navn som følge af, at dette ville konstituere en overtrædelse af anpartsselskabslovens § 84, eller i A's navn, uden at der var sket betaling af selskabets krav i forbindelse med en annullering af ejendomshandelen, idet også dette ville være medvirken til en forringelse af selskabets rettigheder. Indklagede havde endvidere ikke taget endelig stilling til, om man som håndpanthaver ville acceptere en omprioritering uden fuld indfrielse af de engagementer, for hvilke ejerpantebrevet tjente til sikkerhed.
Den 4. april 1995 afgav A's statsautoriseret revisor følgende erklæring:
"På given foranledning skal jeg hermed bekræfte, at der efter min formening intet er til hinder for, at der foretages en omprioritering af ejendommen [...], ejet på betinget skøde af [selskabet], og at der af provenuet udbetales 1.150.000 til [A] personligt. Der vil efter min formening ikke derved ske en overtrædelse af Anpartsselskabslovens § 84."
Ved skrivelsen af 26. juni 1996 har klagerne nedlagt endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at konkursbegæring mod B strider mod redelig forretningsskik og god pengeinstitutpraksis, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kravene for at medvirke til B's betalingsstandsning strider mod redelig forretningsskik og god pengeinstitutpraksis, og at indklagede tilpligtes at gennemføre omprioriteringen og meddele B saldokvittering.
Klagerne har samtidig ved 6 generelle spørgsmål til Ankenævnet forespurgt, om indklagedes handlemåde har været i overensstemmelse med redelig forretningsskik, god pengeinstitutpraksis og bank- og sparekasseloven.
Indklagede har påstået frifindelse.
Klagerne har anført, at indklagede uberettiget nægtede at gennemføre omprioriteringen, hvorved der kunne være fremkommet et tilstrækkeligt provenu til indfrielse af kassekreditten. B havde ikke accepteret, at ejerpantebrevet tillige lå til sikkerhed for erhvervsengagementet, og kunne derfor med rette stille krav om, at provenuet af omprioriteringen blev krediteret kassekreditten. Alle betingelser for at hjemtage lånet var opfyldt, og indklagedes reelle begrundelse for at nægte at gennemføre omprioriteringen var at forhindre en indfrielse af kassekreditten, hvorved grundlaget for konkursbegæring mod B bortfaldt. Indklagede stillede uberettiget som betingelse for at medvirke til B's betalingsstandsning krav om, at B skulle anerkende indklagedes krav på 175.687,88 kr. som anført i skifterettens kendelse og give afkald på erstatning for den tort, hun havde lidt. Den 25. marts 1996, umiddelbart efter at B havde været nødsaget til at indgå på indklagedes betingelser, blev ejendommen solgt for 2.541.000 kr. Til trods herfor har indklagede undladt at frigøre dem for privatengagementet eller at tilbagekalde de betingelser, der blev stillet for at medvirke til betalingsstandsningen. Både opsigelsen af kassekreditten og indgivelsen af konkursbegæringen mod B blev således afgivet uden saglig begrundelse.
Indklagede har henholdt sig til det anførte i advokatens skrivelse af 31. marts 1995.
III
Klagerne har yderligere ved skrivelsen af 26. juni 1996 - i tilslutning til påstanden vedrørende et formuetab på 25,8 mio. kr. - nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at opsigelsen af engagementet ikke var sagligt begrundet, at tilbagekalde opsigelsen og at genetablere den stillede sikkerhed.
I forbindelse hermed har klagerne ved 14 generelle spørgsmål forespurgt, om indklagedes handlemåde har været i overensstemmelse med redelig forretningsskik, god pengeinstitutpraksis og bank- og sparekasseloven.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Det er oplyst, at A på indklagedes begæring blev erklæret personlig konkurs den 5. september 1995, og at baggrunden for konkursen var indklagedes opsigelse af dels den private kassekredit, dels erhvervsengagementet, som A havde kautioneret for.
Det fremgår bl.a. af sagen, at erhvervsengagementet i 1990 blev etableret mod sikkerhed i bl.a. selvskyldnerkaution fra en advokat, og at der efter udvidelse af erhvervsengagementet opstod en tvist mellem indklagede og kautionisten. Den 1. november 1994 indgav indklagede stævning mod kautionisten ved Østre Landsret vedrørende kautionen. Det fremgår også, at der opstod uenighed mellem A og indklagede vedrørende værdien og belåningen af beholdningen af gældsbreve.
Klagerne har bl.a. anført, at engagementet blev opsagt uden begrundelse, og at der ikke bestod en saglig grund til at opsige engagementet. Indklagedes reelle formål med opsigelsen var at lægge pres på kautionisten for at formå denne til at tage bekræftende til genmæle i retssagen. Engagementet var ikke misligholdt og var i øvrigt sikret fuldt ud. Gældsbrevsbeholdningen blev bevidst værdiansat for lavt, og indklagede undlod at efterkomme A's anmodning om udlevering af ikke belånte gældsbreve. Indklagedes reelle begrundelse herfor var ønsket om afsigelse af konkursdekreter over både dem og selskaberne, for derigennem at opnå kontrol over såvel selskaber som værdier. Indklagedes handlinger er i strid med redelig forretningsskik og god pengeinstitutpraksis og bank- og sparekasseloven og har medført et personligt formuetab for dem på 25,8 mio. kr.
Indklagede har undladt at fremkomme med bemærkninger til dette klagepunkt. Klagerne har på den baggrund anført, at indklagede dermed i princippet har bekræftet deres sagsfremstilling og taget bekræftende til genmæle.
Ankenævnets bemærkninger:
Klagerne har med hensyn til spørgsmålet om forrentningen af deres private kassekredit principalt gjort gældende, at der var aftalt en rente svarende til Cibor 3 + 2,5%, jf. kreditaftalen af september 1994. Dette spørgsmål har skifteretten taget stilling til i kendelsen af 3. november 1995 vedrørende konkursbegæringen mod klager B. Ankenævnet finder, at det herefter må følge af § 5, stk. 1, i nævnets vedtægter eller princippet i denne bestemmelse, at nævnet er afskåret fra at tage stilling til dette spørgsmål. Sagen afvises derfor for så vidt angår dette.
For Ankenævnet har klagerne yderligere gjort gældende, at forrentningen har været i strid med det tilbud, der blev fremsat af indklagede i forbindelse med klagernes skift af pengeinstitut i 1990. Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at dette har været tilfældet.
Ankenævnet finder heller ikke grundlag for at fastslå, at indklagede har været uberettiget til at opsige den private kassekredit, eller at indklagede har handlet ansvarspådragende i forbindelse med indgivelsen af konkursbegæringen mod klager B eller i forbindelse med indgåelsen af retsforliget af 20. marts 1996 mellem indklagede og klager B.
Det er ikke godtgjort, at indklagede har givet klagerne tilsagn om at medvirke ved den påtænkte omprioritering af den ejendom - klagernes bolig - i hvilken indklagede havde pant i form af et ejerpantebrev på 1.200.000 kr. Indklagede var som panthaver ikke forpligtet til at acceptere omprioriteringen, hvortil kommer, at de betænkeligheder ved at medvirke hertil, som indklagedes advokat gav udtryk for i sin telefaxskrivelse af 31. marts 1995, ikke kan afvises som ubegrundede. Ankenævnet finder derfor, at indklagede var berettiget til at afslå at medvirke ved omprioriteringen.
Det falder uden for Ankenævnets kompetence at tage stilling til de klagepunkter, der angår det erhvervsmæssige engagement med klagernes selskaber, jf. § 2, stk. 2 og 3, i nævnets vedtægter. Dette gælder, selv om klagerne gør gældende, at de som indehavere af selskaberne har lidt et personligt tab ved indklagedes dispositioner. For så vidt angår disse klagepunkter afviser Ankenævnet derfor sagen.
Ankenævnet behandler alene konkrete tvister af formueretlig karakter. De af klagerne stillede spørgsmål om, hvorvidt et pengeinstitut (indklagede) i nærmere beskrevne situationer har handlet i strid med god pengeinstitutskik m.v., besvares derfor ikke.
Som følge af det anførte
For så vidt angår de spørgsmål, som angår det erhvervsmæssige engagement med klagernes selskaber, kan Ankenævnet ikke behandle klagen. Det samme gælder spørgsmålet om, hvorvidt klagerne har haft krav på, at deres private kassekredit blev forrentet med en rente svarende til Cibor 3 + 2,5%. For så vidt angår de øvrige klagepunkter tages klagen ikke til følge.