Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om erstatning for tab på køb af aktier i Roskilde Bank i forbindelse med en aktiesalgskampagne i banken i 2006. Spørgsmål om særlig viden på baggrund af ansættelse i banken.

Sagsnummer: 383/2014
Dato: 18-03-2016
Ankenævn: Kari Sørensen, Karin Duerlund, Inge Kramer, Troels Hauer Holmberg, Finn Borgquist
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst: Spørgsmål om erstatning for tab på køb af aktier i Roskilde Bank i forbindelse med en aktiesalgskampagne i banken i 2006. Spørgsmål om særlig viden på baggrund af ansættelse i banken.
Indklagede: Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank)
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører klagerens krav om erstatning for tab på køb af Roskilde Bank aktier i forbindelse med en aktiesalgskampagne i banken i 2006.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde og ansat i Roskilde Bank. Klageren har oplyst, at han i forbindelse med en aktiesalgskampagne i Roskilde Bank i 2006 købte aktier i banken.

Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Handlen med Roskilde Bank aktier blev herefter suspenderet. Banken blev erklæret konkurs den 3. marts 2009. Finansiel Stabilitet fik via et nyt selskab, der overtog navnet Roskilde Bank, til formål at afvikle den gamle Roskilde Banks aktiviteter.

I december 2010 indledte Forbrugerombudsmanden en undersøgelse vedrørende omstændighederne omkring ”gammel” Roskilde Banks salg af egne aktier i perioden fra den 1. januar 2006 til bankens sammenbrud den 24. august 2008.

Den 2. december 2013 indgik Forbrugerombudsmanden en forligsaftale med Finansiel Stabilitet, hvorefter visse kunder fik tilbud om erstatning på 60 % af deres tab på aktier i Roskilde Bank. Af forligsaftalen fremgik bl.a.:

”...

På baggrund af denne undersøgelse har Forbrugerombudsmanden identificeret to aktiesalgskampagner i henholdsvis august-september 2006 og marts-april 2007, hvor der til et meget stort antal kunder er udsendt breve med ensartede opfordringer til at købe aktier i banken. Roskilde Banks rådgivning til kunderne i brevene fokuserede ensidigt på fordelene ved aktieinvesteringen, og kunderne fik ikke en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken. Samtidig var Roskilde Banks kunderådgivere blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning.

Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Banks aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 ikke var i overensstemmelse med reglerne om god skik i § 43 i lov om finansiel virksomhed, og at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner.

Forbrugerombudsmanden har herved lagt vægt på, at Roskilde Bank i de to aktiesalgskampagner har foretaget et særdeles aggressivt salg af egne aktier, og at banken ikke har ydet individuel rådgivning eller har ydet utilstrækkelig rådgivning i forbindelse med salget af aktier til kunderne ...

2.1.2 Særlig viden i kraft af ansættelsesforhold m.v.

En kunde omfattes ikke af tilbuddet om erstatning, hvis kunden som følge af sit ansættelsesforhold eller anden tilknytning til Roskilde Bank havde a) en særlig viden om bankens økonomiske forhold, og/eller b) en særlig viden om investeringer.

Kunder, der herefter ikke tilbydes erstatning, fordi de har en særlig viden i henhold til denne bestemmelse, er:

(i) bestyrelsesmedlemmer, registrerede direktører og eksterne revisorer i banken.

(ii) medarbejdere, der som følge af deres hverv i banken på tidspunktet for de to aktiesalgskampagner må forventes at have haft en særlig indsigt i bankens strategi og/eller drift, bankens økonomiske situation, kapitalforhold og/eller kreditgivning, herunder medarbejdere ansat på minimum chefniveau, medmindre varetagelsen af chefstillingen åbenlyst ikke forudsatte et sådan vidensniveau.

(iii) medarbejdere, der som følge af deres hverv i banken på tidspunktet for de to aktiesalgskampagner eller tidligere i deres professionelle virke og/eller som følge af deres uddannelsesmæssige baggrund må forventes at besidde en særlig viden om aktier og den med aktier forbundne risiko for tab, herunder medarbejdere der tidligere har solgt og rådgivet bankens kunder om køb af aktier.

Som bilag 1 vedlægges en anonymiseret oversigt over medarbejdere, jf. (ii) og (iii), som efter parternes viden har erhvervet aktier under de to kampagneperioder samt angivelse af, om medarbejderen er omfattet af det forligsmæssige tilbud…

7. Suspension af forældelse

Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet har forud for denne aftale indgået en suspensionsaftale med tillæg, jf. bilag 7.

For alle kunder, som er omfattet af suspensionsaftalen, er det aftalt, at alle frister for forældelse, passivitet og reklamation suspenderes yderligere i 24 uger efter denne aftales underskrivelse og i øvrigt på de i suspensionsaftalen anførte vilkår. Det gælder både for kunder, som tilbydes erstatning, og for kunder, som ikke tilbydes erstatning i medfør af denne aftale.

For følgende kunder kan der blive tale om yderligere suspension:

For kunder, som tilbydes erstatning efter punkt 2 eller punkt 3, eller som har klaget til Forbrugerombudsmanden, Finansiel Stabilitet og/eller Pengeinstitutankenævnet inden denne aftales indgåelse, er det aftalt, at fristen i henhold til suspensionsaftalen udløber tidligst 12 uger efter Finansiel Stabilitets udsendelse af brev til de pågældende kunder. Det gælder, selvom det fører til en suspension på mere end 24 uger efter denne aftales indgåelse, men kan ikke medføre suspension på mere end 42 uger efter denne aftales indgåelse. …”

Af den som bilag 7 til forligsaftalen vedlagte suspensionsaftale af 17. december 2010 fremgår bl.a.:

”… 2. Ny Roskilde Bank erklærer herved over for Forbrugerombudsmanden, at alle frister for forældelse og passivitet, herunder i relation til eventuel manglende reklamation, suspenderes indtil den 1. januar 2012 for private kunders krav om erstatning, tilbagebetaling og andre beføjelser, der udspringer af Gammel Roskilde Banks salg af egne aktier, herunder i forbindelse med Gammel Roskilde Banks administration af kunders midler, i perioden 1. januar 2006 til den 24. august 2008 …”

Suspensionsaftalen blev løbende forlænget.

Forligsaftalen medførte ikke, at klageren blev tilbudt erstatning, hvilket blev begrundet med, at klageren i kraft af sin ansættelse i banken ikke kunne sidestilles med en sædvanlig privatkunde.

Klageren gjorde indsigelse mod, at han ikke var omfattet af forligsaftalen. Ved brev af 30. oktober 2014 til klageren fastholdt Finansiel Stabilitet, at klageren ikke var omfattet af forligsaftalen. Ifølge brevet havde klageren siden 2002 været ansat i banken, hvor han havde arbejdet som kunderådgiver og erhvervskonsulent. Af brevet fremgik endvidere blandt andet:

Klageadgang og forældelse

For god ordens skyld skal jeg i den forbindelse gøre opmærksom på, at forældelse vedrørende aktiekøb i perioden 1. januar 2006 – 24. august 2008 indtræder senest 14 dage efter datoen for nærværende skrivelse….”

Ved et klageskema dateret den 13. november 2014 sendte klageren en klage elektronisk til Ankenævnet. Klagen blev registreret modtaget elektronisk i Ankenævnet fredag den 14. november 2014.

Finansiel Stabilitet har oplyst, at et gruppesøgsmål mod Finansiel Stabilitet vedrørende erstatning for tab på Roskilde Bank aktier blev afvist i august 2015.

Under henvisning til, at klageren havde deltaget i gruppesøgsmålet frafaldt Finansiel Stabilitet ved brev af 26. januar 2016 til Ankenævnet et anbringende om forældelse, som Finansiel Stabilitet havde fremsat under klagesagen i Ankenævnet.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Finansiel Stabilitet skal betale erstatning.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han tegnede aktier i Roskilde Bank under aktiesalgskampagnen i 2006.

Han fik hverken fornøden rådgivning eller oplysninger om bankens situation, som banken burde være bekendt med på daværende tidspunkt.

Både Forbrugerombudsmanden og dennes juridiske rådgiver, Kammeradvokaten, har vurderet, at den særlige aggressive markedsføring i salgskampagnen samt den fraværende eller mangelfulde rådgivning af aktiekøberne var ansvarspådragende og burde udløse erstatning.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har anført, at banken ikke har handlet ansvarspådragende over for klageren i forbindelse med klagerens aktiekøb.

Klageren er ikke omfattet af forliget mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet vedrørende erstatning for køb af Roskilde Bank aktier.

Erstatning i henhold til forligsaftalen er et forligstilbud og ikke en anerkendelse af, at alle kunder, der er omfattet af forligsaftalen, beviseligt har modtaget utilstrækkelig rådgivning men alene en anerkendelse af, at kampagnebrevene, der blev udsendt til privatkunder, fokuserede ensidigt på fordelene ved aktieinvestering, og at kunderne ikke nødvendigvis fik en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken på baggrund af brevet alene.

Klageren har ikke dokumenteret præcist hvilke fejl eller forsømmelser, der kan tilregnes banken som ansvarspådragende.

Klageren ikke har løftet bevisbyrden for, at banken har pådraget sig et erstatningsansvar.

Klageren har erhvervet aktierne med egen vilje og efter eget ønske, og klageren har været bekendt med den risiko, der er forbundet med investering i finansielle virksomheder.

Ankenævnets bemærkninger

Efter det oplyste købte klageren aktier i Roskilde Bank i forbindelse med en aktiesalgskampagne i banken i 2006.

Det fremgår af forligsaftalen mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet, at Roskilde Bank i forbindelse med aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 fokuserede ensidigt på fordelene ved investering i bankens aktier, at kunderne ikke fik en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken, og at Roskilde Banks kunderådgivere var blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning. Det fremgår endvidere af forligsaftalen, at det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner. Ankenævnet tiltræder denne vurdering.

Ifølge forligsaftalens pkt. 2.1.2 var kunder, som i kraft af deres ansættelsesforhold eller anden tilknytning til banken havde en særlig viden om bankens økonomiske forhold, og/eller særlig viden om investeringer ikke omfattet af tilbuddet om erstatning.

Klageren var kunde i Roskilde Bank og havde på købstidspunktet efter det oplyste i cirka fire år været ansat i banken, hvor han havde arbejdet som kunderådgiver og erhvervskonsulent. Ankenævnet lægger herefter til grund, at klageren var bankuddannet, og at han havde en sådan viden om investering i aktier, at den mangelfulde markedsføring under aktiesalgskampagnen i 2006 ikke kan anses at have været bestemmende for aktiekøbet.

Ankenævnet finder ikke, at klageren har godtgjort, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) på andet grundlag har handlet ansvarspådragende over for ham.

Under disse omstændigheder finder Ankenævnet ikke grundlag for at pålægge Fi-nansiel Stabilitet (Roskilde Bank) erstatningsansvar over for klageren.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse ">Klageren får ikke medhold i klagen.