Klage vedrørende indgåelse af kreditaftaler med personlig ejet erhvervsvirksomhed samt lukning og afvikling af erhvervsengagement
| Sagsnummer: | 362/2014 |
| Dato: | 12-05-2015 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Lani Bannach, Troels Hauer Holmberg, Anita Nedergaard og George Wenning |
| Klageemne: |
Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
|
| Ledetekst: | Klage vedrørende indgåelse af kreditaftaler med personlig ejet erhvervsvirksomhed samt lukning og afvikling af erhvervsengagement |
| Indklagede: | Arbejdernes Landsbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører klagerens indsigelse mod bankens indgåelse af kreditaftaler med hans personligt ejede erhvervsvirksomhed samt lukning og afvikling af erhvervsengagement.
Sagens omstændigheder
Klageren havde startet en personligt ejet virksomhed, der solgte kaffe og lignende produkter. Klageren og hans erhvervsvirksomhed blev kunde i Østjydsk Bank (nu Arbejdernes Landsbank) i februar 2012.
Klageren har oplyst, at han lavede en aftale og forretningsplan med banken og sin bopælskommune, da han havde været ude for en ulykke og kunne få noget hjælp/revalidering det første halve år. Det var meningen, at han efter opstarten af virksomheden skulle blive ”selvforsørgende”.
Erhvervsvirksomheden v/ klageren og hans ægtefælle fik den 16. februar 2012 en kassekredit på 75.000 kr. i Østjydsk Bank. Samtidig fik virksomheden et bevilget overtræk på 75.000 kr.
Banken har oplyst, at den i bevillingsansøgningen for overtrækket noterede: ”Likviditetshjælp ifølge likviditetsbudget. Efter 3 mdr. skulle behovet ikke være der længere.”
Den 31. maj 2012 blev det bevilgede overtræk til virksomheden forlænget yderligere tre måneder.
Banken har oplyst, at det fremgik af et internt notat, at debitor forventede at kunne arbejde de 75.000 kr. af.
Da overtrækket ikke var blevet indfriet den 1. september 2012, blev det herefter omlagt til et erhvervslån på 90.000 kr. til erhvervsvirksomheden v/ klageren og hans ægtefælle.
I løbet af efteråret 2012 oparbejdede virksomheden et yderligere overtræk. Den 7. marts 2013 bevilgede banken virksomheden et overtræk på 90.000 kr. indtil den 30. april 2013.
Banken har oplyst, at følgende fremgik af bevillingsansøgningen:
”…
Forholdsvis ny kunde overtaget fra [pengeinstituttets navn]. Ny virksomhed, hvor opstart ikke er gået som forventet. Vi er efter rådgiverskifte kommet i dialog med kunderne omkring drift, rapportering og styring. Vi laver tidsbestemt handlingsplan. Opnår der ikke tilfredsstillende indtjening i virksomheden skal den afvikles.
…”
I juni 2013 overtog Arbejdernes Landsbank tre af Østjydsk Banks filialer, hvorved klageren og hans erhvervsvirksomhed blev kunder i Arbejdernes Landsbank. På et ikke nærmere oplyst tidspunkt i løbet af sommeren 2013 var klageren til møde i banken vedrørende erhvervsvirksomheden.
Banken har oplyst, at den meddelte klageren, at den var indstillet på at fortsætte kreditten på 75.000 kr., men at overtrækket ikke længere kunne accepteres, og at dette skulle afvikles.
Klageren har oplyst, at hans bogholder ligeledes deltog i mødet i banken. I forbindelse med at engagementet var blevet overført fra Østjydsk Bank til Arbejdernes Landsbank, havde virksomheden og han selv fået nye kontonumre og ny netbank. Dette gav store problemer, idet netbanken ikke virkede. Banken oplyste, at virksomhedens kassekredit fremover ville være på 165.000 kr. Han spurgte, om der på kreditten var plads til betaling af to mindre fakturaer på i alt 7.000 kr., og banken oplyste, at han bare skulle lægge fakturaerne til betaling. Da han kom hjem fra ferie, konstaterede han, at fakturaerne ikke var blevet betalt. Det forhold, at de to fakturaer blev betalt for sent medførte, at to leverandører fremover alene ville levere varer til klagerens virksomhed mod kontant betaling.
Banken har bestridt, at den på mødet oplyste, at der var plads til betaling af fakturaer på virksomhedens kassekredit.
Banken har oplyst, at den afholdt et nyt møde med klageren den 16. januar 2014. Klageren oplyste, at han forsøgte at afhænde virksomheden. Banken var enig i beslutningen, idet virksomhedens regnskaber viste negative resultater og en negativ egenkapital.
Banken har fremlagt regnskab for klagerens erhvervsvirksomhed for 2013, hvoraf fremgår at gælden på virksomhedens kassekredit pr. 31. december 2013 udgjorde 179.431 kr. Endvidere fremgår følgende:
”…
Supplerende oplysninger
Der er efter regnskabsårets afslutning truffet beslutning om at afhænde firmaet til anden side pga. den dårlige økonomi.
…”
Klageren har bestridt, at han havde ønske om at afhænde virksomheden. Det var banken, der meddelte, at den ikke ville mere.
Den 24. januar 2014 solgte klageren sin erhvervsvirksomhed.
Efterfølgende var der drøftelser mellem klageren og banken om det fremtidige engagement. Klageren var i den forbindelse repræsenteret af en advokat.
Den 20. november 2014 blev der indgået nye låneaftaler vedrørende det tidligere erhvervsengagement i banken. Klageren underskrev en kreditaftale vedrørende et lån på 186.000 kr., og klageren og hans ægtefælle underskrev en kreditaftale vedrørende et lån på 302.000 kr.
Klageren klagede herefter til banken over den store gæld, som han havde pådraget sig. Den 14. december 2014 blev der afholdt et møde mellem klageren og banken for at finde en løsning på sagen. Mødet endte uden resultat.
Parternes påstande
Den 3. november 2014 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der har forstået klagerens påstand således, at Arbejdernes Landsbank skal annullere klagerens gæld vedrørende erhvervsvirksomheden og/eller betale en rimelig erstatning.
Arbejdernes Landsbank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at han aldrig modtog papirerne vedrørende virksomhedens kassekredit på 165.000 kr. efter, at engagementet var blevet overført til Arbejdernes Landsbank. Han har gennem hele forløbet overholdt de aftaler, som han og virksomheden havde med banken, og han er uforstående over for det af banken oplyste om, at virksomheden i længere perioder skulle have overtrukket kassekreditten betydeligt. Han har ikke bedt om større kreditter end det aftalte.
De tekniske udfordringer ved overførslen af engagementet gav ham store problemer. Forsinkelsen af betaling af virksomhedens to fakturaer medførte, at han ikke længere kunne opnå kredit hos sine to leverandører og derfor var nødt til at betale kontant.
Han havde ikke noget ønske om at afhænde virksomheden. Bankens meddelelse om, at den lukkede kreditten medførte, at han var nødt til at afhænde virksomheden og sælge varelageret til ”foræringspris”.
Efter afhændelsen forsøgte banken at presse ham til at indgå nye aftaler om den fremtidige gæld. Han var nødsaget til at antage en advokat for at indgå nye aftaler med banken, herunder at få afklaret hvad hans ægtefælle hæftede for. Dette kostede ham 15.000 kr.
Banken har handlet erstatningspådragende og har ødelagt hans mulighed for at blive selvforsørgende. Derfor bør banken annullere virksomhedens gæld og/eller betale en rimelig erstatning.
Arbejdernes Landsbank har anført, at selv om klagen vedrører et erhvervsengagement, er banken indstillet på, at sagen realitetsbehandles.
Banken har ikke handlet erstatningspådragende, og klageren har ikke godtgjort at have lidt et økonomisk tab, der kan bebrejdes banken.
Det forhold, at klageren fra sin bopælskommune fik revalidering de første seks måneder efter opstart af erhvervsvirksomheden, havde ikke betydning for den kreditaftale, der blev indgået mellem klagerens erhvervsvirksomhed og banken. Der var tale om en sædvanlig kreditaftale på samme vilkår, som gjaldt for andre erhvervsvirksomheder.
Konverteringen fra Østjydsk Banks systemer til systemerne i Arbejdernes Landsbank gav en del tekniske udfordringer. Dette medførte dog ikke et økonomisk tab for klageren.
Virksomheden var på intet tidspunkt rentabel, og driften var kun mulig, fordi Østjydsk Bank bevilgede klageren et erhvervslån samt overtræk. Såfremt driften havde fortsat, havde klageren oparbejdet yderligere gæld. Det er således ikke korrekt, når klageren oplyser, at han var på vej til at blive selvforsørgende.
Det fremgår af bevillingsansøgningen vedrørende det midlertidige overtræk på 90.000 kr. indtil 30. april 2013, at der var en dialog mellem klageren og banken omkring drift, rapportering og styring. Klageren kan derfor ikke have været uvidende om, at virksomheden gav underskud, og at banken mente, at der skulle ske en forbedring af driften.
Banken er ikke enig i, at den i sommeren 2013 skulle have lovet klageren en kredit på 165.000 kr. til virksomheden. Banken var indstillet på at fortsætte kreditten på 75.000 kr., men den ville ikke bevilge overtræk, og den gjorde det klart, at overtrækket skulle afvikles.
Det forhold, at klageren forsøgte at gennemføre to betalinger, som først på et senere tidspunkt blev betalt, hvorefter klageren ikke kunne opnå kredit hos sine leverandører, medførte ikke, at klageren måtte lukke sin virksomhed. Der er ikke årsagssammenhæng mellem de manglende betalinger og nedlukning af virksomheden.
Det var klagerens egen beslutning at lukke virksomheden. Banken har ikke presset klageren til at lukke virksomheden.
Banken har ikke en rådgivningsforpligtelse i forhold til, hvordan en kunde skal drive sin erhvervsvirksomhed.
De aftaler, som klageren indgik med klageren i november 2014, blev godkendt af klagerens advokat. Banken prøvede flere gange og over en længere periode at kontakte både klageren og dennes advokat for at finde en løsning. Banken bestrider, at den forsøgte at presse klageren til at indgå aftalerne.
Ankenævnets bemærkninger
Klagen vedrører et påstået tab i forbindelse med indgåelse af kreditaftaler til brug for driften af klagerens personligt ejede virksomhed samt i forbindelse med lukning og afvikling af erhvervsengagementet som må bero på vurdering af virksomhedens forhold. Klagen angår således et erhvervsmæssigt kundeforhold og kan ikke sidestilles med en klage vedrørende et privat kundeforhold. Den omstændighed, at banken har erklæret sig indforstået med, at sagen realitetsbehandles i Ankenævnet, kan ikke medføre et andet resultat. Ankenævnet finder derfor, at klagen falder uden for Ankenævnets kompetence, jf. § 2, stk. 2 og 3 i nævnets vedtægter.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.