Rådgivning ved køb af aktier i bl.a. Skjern Bank og selskabet Eurotrust.
| Sagsnummer: | 1044/2009 |
| Dato: | 28-12-2010 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Carsten Holdum, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen, Karin Sønderbæk |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Rådgivning ved køb af aktier i bl.a. Skjern Bank og selskabet Eurotrust. |
| Indklagede: | Skjern Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører, om Skjern Bank har ydet mangelfuld rådgivning og derved pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med køb af aktier for klagerens pensionsmidler og frie midler.
Sagens omstændigheder.
Den 24. januar 2006 blev der holdt møde hos klageren, hvor banken medbragte "pensionsoverblik" af 19. januar 2006. Klageren var da 62 år. Af pensionsoverblikket fremgik, at klagerens frie midler udgjorde ca. 3.770.000 kr. (åbent depot) samt ca. 3.700.000 kr. (friværdi i parcelhus og sommerhuse). Depotværdi af klagerens eksisterende ratepension hos Skjern Bank udgjorde pr. december 2005 ca. 1.299.000 kr., mens værdien af klagerens kapitalpensionskonti hos dels et andet pengeinstitut og dels et pensionsselskab udgjorde ca. 753.000 kr.
Banken har oplyst, at fremtidige investeringer og risikoen ved investering i aktier og obligationer blev drøftet på mødet. Tidshorisonten for investering blev i samarbejde med klageren vurderet til mellemlang for de frie midler og lang for pensionsmidlerne.
I marts 2006 overførte klageren i alt ca. 5 mio. kr. i kontanter og værdipapirer til nyoprettet indlånskonto, kapitalpension og to ratepensioner i Skjern Bank. Værdipapirerne blev herefter solgt. En del af midlerne blev i 2006-2007 geninvesteret i aktier anbefalet af klagerens rådgiver i Skjern Bank, mens en del af midlerne stod kontant.
Banken har oplyst, at der den 24. september 2007 blev holdt møde mellem klageren, en pensionsrådgiver og den bankrådgiver, der havde anbefalet investeringerne. Klagerens samlede pensionsordninger blev gennemgået på mødet. Udbetalingstidspunktet blev besluttet til tidligst 2013, og således at den ene ratepension først skulle udbetales i år 2018.
Af årsopgørelse pr. 31. december 2007 af klagerens konti og værdidepoter hos Skjern Bank fremgår, at ca. 47 % af de samlede frie midler på ca. 2,7 mio. kr. var investeret i aktier, mens resten stod kontant, og at ca. 88 % af de samlede pensionsmidler på i alt ca. 3,9 mio. kr. var investeret i aktier, mens resten stod kontant. Aktieandelen af de samlede midler på i alt ca. 6,5 mio. kr. udgjorde ca. 70 %.
Den 10. marts 2008 underskrev klageren en risikoprofil for sine frie midler og pensionsmidler. Risikoprofilen for både frie midler og pensionsmidler var høj risiko. Endvidere fremgår følgende af risikoprofilen:
"…
Ud fra dine besvarelser i spørgeskemaet kan du herunder se, hvorledes Skjern Bank A/S vil fastlægge din investeringsprofil samt hvorledes vi vil anbefale, du placerer dine midler:
Frie midler
Horisonten for investering af dine frie midler er fastlagt til at være mellemlang, hvilket A/S Skjern Bank definerer som værende mellem 3 og 7 år.
Risikoprofilen for dine frie midler er høj. En høj risiko kan betegnes ved, at der bliver lagt vægt på et højt afkast. Det vil være sandsynligt, at der kommer større kursudsving undervejs, og at tab kan forekomme. Der vil være gode muligheder for, at afkastet på lang sigt ligger over det gennemsnitlige afkast på obligationsmarkedet.
Pensionsmidler
Horisonten for investering af dine pensionsmidler er fastlagt til at være lang, hvilket A/S Skjern Bank definerer som værende over 7 år.
Risikoprofilen for dine pensionsmidler er høj. En høj risiko kan betegnes ved, at der bliver lagt vægt på et højt afkast. Det vil være sandsynligt, at der kommer større kursudsving undervejs, og at tab kan forekomme. Der vil være gode muligheder for, at afkastet på lang sigt ligger over det gennemsnitlige afkast på obligationsmarkedet.
Investeringserfaring
Du har angivet at have følgende erfaring med nedenstående investeringstyper:
Obligationer | Mindre erfaring |
Aktier | Mindre erfaring |
Investeringsforeninger | Mindre erfaring |
Underskrift
Jeg bekræfter at den fastlagte investeringsprofil beskriver min risikoprofil samt investeringshorisont korrekt. Jeg er bekendt med, at A/S Skjern Bank anvender oplysningerne som udgangspunkt for rådgivning, men at den endelige beslutning omkring handel med værdipapirer træffes af mig – med eller uden rådgivning fra A/S Skjern Bank.
Jeg er indforstået med, at jeg bærer hele risikoen, hvis investeringen giver tab. Handler foretaget via Netbank sker uden rådgivning fra banken. Hvis der sker væsentlige ændringer i ovennævnte forhold, er jeg opmærksom på, at give A/S Skjern Bank besked, så investeringsprofilen kan blive ændret.
…"
Af investeringsprofilen af 10. marts 2008 fremgår endvidere, at banken anbefalede en porteføljesammensætning for såvel frie midler som for pensionsmidler på 80 % aktier og 20 % obligationer.
Af årsopgørelse pr. 31. december 2008 af klagerens konti og værdidepoter hos banken fremgår, at ca. 37 % af de samlede frie midler på ca. 1,4 mio. kr. var investeret i aktier, mens resten stod kontant, og at ca. 52 % af de samlede pensionsmidler på ca. 2,2 mio. kr. var investeret i aktier, mens resten stod kontant. Aktieandelen af de samlede midler på i alt ca. 3,6 mio. kr. udgjorde ca. 47 %.
Klageren skiftede bank primo oktober 2009.
Af konto- og depotudskrifter pr. 19. oktober 2009 fremgår, at ca. 51 % af de frie midler på i alt ca. 1,4 mio. kr. var investeret i aktier, mens resten stod kontant, og at ca. 59 % af pensionsmidlerne på i alt ca. 2,7 mio. kr. var investeret i aktier, mens resten stod kontant. Aktieandelen af de samlede midler på i alt ca. 4,1 mio. kr. udgjorde ca. 56 % pr. 19. oktober 2010.
Klageren har opgjort realiseret og ikke realiseret samlet tab på hele aktieporteføljen til ca. 2,1 mio. kr. Hun har særligt fremhævet tab på Eurotrust aktier og Skjern Bank aktier, som i sig selv udgjorde ca. 900.000 kr.
Banken har oplyst, at klagerens tab på de købte aktier udgjorde ca. 1,9 mio. kr. primo oktober 2009.
Parternes påstande.
Klageren har den 28. september 2009 indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet forstår klagerens påstand således, at Skjern Bank skal tilbagekøbe ikke realiserede værdipapirer og erstatte tabet for de realiserede værdipapirer.
Skjern Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har bl.a. anført, at hendes primære formål med at blive i kunde Skjern Bank var at få investeringsrådgivning om hendes pensionsordninger.
Hun tilkendegav flere gange, at hun var en forsigtig investor med ønske om "livrem og seler".
Hun blev aldrig præsenteret for en risikovurdering eller modtog skriftligt oplæg om placeringen af hendes midler.
Banken oplyste, at der var obligationer i værdipapirerne fra Independent Invest, men hun har efterfølgende konstateret, at det ikke var tilfældet.
Bankens vurdering i januar 2006 var, at investeringerne kunne foretages med "overvægt i aktier". Tilsyneladende er 100 % af de investerede midler placeret i aktier, hvilket hun aldrig ville have godkendt, hvis hun havde været vidende om det.
Hun har bl.a. tabt ca. 400.000 kr. på aktier i Skjern Bank og et tilsvarende beløb på Eurotrust aktier.
Hvis hun var blevet bedre informeret undervejs, ville hun aldrig have ladet det komme så vidt, at hun ville have tabt ca. 2 mio. kr. på investeringerne.
Hun erindrer ikke at have medvirket til udarbejdelse af risikoprofilen fra marts 2008, men alene at den blev sendt til hendes underskrift i marts 2008, hvor alle papirerne var købt.
Risikoprofilen fra marts 2008 anbefaler 20 % obligationer. Til trods for dette skete investeringen udelukkende i aktier.
Hendes nye pengeinstitut anbefaler højest 25 % placering i aktier, og resten i obligationer.
Det fremgik ikke klart af handelsnotaerne, om der var tale om aktie- eller obligationskøb.
Hun er ikke enig i, at alle handler blev drøftet, og at hun således skulle have godkendt handlerne. Hun ville aldrig have godkendt handlerne, hvis hun havde forstået risikoen.
Hun fik først i september 2009 kendskab til, at Eurotrust var en høj-spekulativ investering. Først da hun viste sin beholdningsoversigt til sin nye bank, fik hun kendskab til, at Independent Invest var en aktiebaseret investeringsforening.
Skjern Bank har bl.a. anført, at banken efter møde med klageren i januar 2006 vurderede, at investeringerne kunne foretages med overvægt af aktier.
Klageren fik udarbejdet en risikoprofil i marts 2008 og blev dermed præsenteret for en skriftlig risikovurdering.
Derudover blev der foretaget mundtlige risikovurderinger på flere møder med klageren.
På møde den 24. september 2007 blev risikoen ved investeringerne drøftet, og der blev ikke fundet anledning til at ændre på investeringerne.
Klageren var vidende om, at der var investeret i aktier. Klageren modtog handelsnotaer fra samtlige investeringer, årsopgørelser, løbende depotoversigter samt materiale sendt direkte fra virksomheder og investeringsforeninger.
Klageren blev af sin rådgiver i banken informeret om risikoen ved aktieinvestering på møder og ved flere telefonsamtaler.
Risiciene ved Eurotrust aktier og aktier i Skjern Bank blev diskuteret med klageren forud for købene. Bankens anbefaling af disse aktier skete ud fra en vurdering af deres potentiale.
Af pensionsgennemgangen i september 2007 fremgik det, at tidshorisonten var lang for klagerens pensionsmidler. Risikoprofilen underskrevet af klageren i marts 2008 bekræftede, at tidshorisonten for pensionsmidlerne var lang.
Klageren gav i sin klage til Ankenævnet udtryk for sit kendskab til Independent Invest som en aktiebaseret investeringsforening samt sin holdning til Eurotrust som et meget spekulativt selskab, men ønskede på trods heraf ikke at sælge disse eller andre papirer.
Når der er udarbejdet en risikoprofil for frie midler samt pensionsmidler, beregnes den procentuelle andel af aktier som et tværsnit af alle depoter og konti.
Klagerens investeringsprofil blev bekræftet ved underskrift af profilen den 10. marts 2008. Klagerens aktiebeholdning har på intet tidspunkt herefter været for høj i forhold til risikoprofilens anbefalinger, hverken for frie midler eller for pensionsmidler.
Kontant indestående på pensionskonto sidestilles med obligationer.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Efter investeringsprofilen af 10. marts 2008 udgjorde den af banken anbefalede porteføljesammensætning for såvel frie midler som for pensionsmidler 80% aktier og 20% obligationer.
Aktiebeholdningen udgjorde 88,40% af pensionsmidlerne pr. 31. december 2007 og 52,07% pr. 31. december 2008.
Det er ikke oplyst hvilken procentdel aktiebeholdningen udgjorde, da investeringsprofilen af 10. marts 2008 blev udarbejdet.
Ankenævnet finder, at Skjern Bank på baggrund af investeringsprofilen har været forpligtet til at rådgive klageren om nedbringelse af aktiebeholdningen på pensionsmidlerne til 80%, og ved at undlade dette har pådraget sig et erstatningsansvar.
Såfremt aktiebeholdningen pr. 10. marts 2008 oversteg 80% af pensionsmidlerne pr. 10. marts 2008 skal Skjern Bank stille klageren som om aktiebeholdning den 24. marts 2008 var nedbragt til 80%.
Som følge heraf træffes følgende
afgørelse:
Skjern Bank skal stille klageren som om aktiebeholdningen af pensionsmidlerne den 24. marts 2008 var nedbragt til 80%.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.