Spørgsmål om overvågning af kursudvikling på aktier.
| Sagsnummer: | 303/2009 |
| Dato: | 30-06-2010 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Hans Daugaard, Troels Hauer Holmberg, Peter Stig Hansen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om overvågning af kursudvikling på aktier. |
| Indklagede: | Sparbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører, om Sparbank i efteråret 2008 burde have overvåget kursudviklingen på klagerens Rockwool aktier.
Sagens omstændigheder.
Klageren, der er kunde i Sparbank, købte den 27. august 2007 530 stk. Rockwool aktier til kurs 1.878,19. Den 29. august 2007 blev aktierne solgt til kurs 1.998,75, hvorved klageren realiserede en kursgevinst på ca. 63.000 kr.
Den 29. august 2007 underskrev klageren et kundeprofilskema vedrørende sine to ratepensioner og sit åbne depot i Sparbank. For så vidt angår de frie midler var klagerens risikovillighed høj risiko, og tidshorisonten var mellemlang. Investeringserfaringen omfattede såvel aktier som obligationer og investeringsbeviser.
Den 31. august 2007 købte klageren 530 stk. Rockwool aktier til kurs 1.871,41, svarende til en kursværdi 991.847,30 kr. Aktierne blev indlagt i klagerens åbne depot.
Af et mødereferat udarbejdet af banken den 26. september 2007 fremgår, at aftalen mellem klageren og banken om investeringen i Rockwool aktier uændret var at sælge aktien, hvis kursen igen kom over 2.000.
Efter det oplyste faldt kursen på Rockwool aktier med over 500 kurspoint i løbet af en periode på 14 dage efter den 8. oktober 2007.
I november 2007 købte klageren en fast ejendom og optog i den forbindelse et lån i schweizerfranc (CHF).
Den 29. november 2007 underskrev klageren en aftale med banken om en aktieinvesteringskredit med et maksimum på 850.000 kr.
Ifølge en beholdningsoversigt pr. den 31. december 2007 for det frie depot var der et urealiseret tab på Rockwool aktierne på ca. 366.000 kr.
Den 13. juni 2008 underskrev klageren en investeringsaftale, der skulle danne grundlag for bankens investeringsrådgivning til klageren. Det fremgår bl.a., at klagerens risikoprofil generelt var høj risiko. For de frie midler var tidshorisonten 0-3 år.
I begyndelsen af juli 2008 blev klagerens lånefinansierede aktier solgt. Efter det oplyste realiserede klageren herved et tab på ca. 115.000 kr.
Den 19. marts 2009 indgav klageren en klage over Sparbank til Ankenævnet.
Ifølge en beholdningsoversigt pr. den 6. maj 2010 var klagerens urealiserede tab på Rockwool aktierne ca. 720.000 kr.
Parternes påstande.
Klageren har nedlagt påstand om, at Sparbank skal betale erstatning.
Sparbank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at Sparbank som følge af manglende overholdelse af indgåede aftaler og som følge af mangelfuld rådgivning bør erstatte hans tab på investeringen i Rockwool aktier.
Investeringen blev anbefalet af banken. Købet af aktierne skete for midler, der var blevet frigjort i forbindelse med hans salg af en fast ejendom. Han gjorde det klart for banken, at han ikke var interesseret i langsigtede investeringer, idet han skulle bruge pengene til køb af en ny fast ejendom. På grund af et hårdt arbejdspres havde han ikke tid til selv at følge op på investeringen. Det var derfor en betingelse, at banken påtog sig at følge investeringen og kontakte ham omgående, hvis der skete kursudsving, ligesom banken blev bemyndiget til at sælge aktierne ved pludseligt kursfald. Banken accepterede dette ansvar og placerede ca. 1 mio. kr. i Rockwool aktier.
Han havde aldrig tidligere investeret større beløb i aktier og havde heller ikke noget ønske herom. Ifølge banken var det en sikker investering.
Banken levede ikke op til sine forpligtelser ifølge aftalen, navnlig i oktober 2007 hvor kursen på Rockwool aktier faldt betydeligt.
Kundeprofilskemaet blev oprettet i tilknytning til hans pensionsordninger og havde ingen sammenhæng med hverken investeringen i Rockwool aktier eller aktieinvesteringskreditten. Kundeprofilskemaet viste i første omgang, at hans risikoprofil var lav risiko. Da banken ikke kunne acceptere dette, måtte han lave skemaet om og tilbagedatere det.
Bankens telefonopringninger i september og oktober 2007 var ganske korte og drejede sig udelukkende om salg af bankens standardprodukter.
Som følge af bankens forsømmelser blev tabet på Rockwool aktierne så stort, at han reelt blev afskåret fra at sælge dem. Ejendomskøbet blev finansieret ved et valutalån med henblik på at undgå en realisation af tabet. Banken foreslog, at han oprettede en aktiekredit, således at han for lånte midler kunne vinde det tabte tilbage. Det blev også i den forbindelse aftalt, at banken skulle følge investeringerne og tage kontakt ved kursudsving. Banken forsømte også denne aftale.
Da der opstod kurstab på de lånefinansierede investeringer, beklagede banken, at han ikke var blevet kontaktet som aftalt. Banken anbefalede at realisere tabet, idet man forventede yderligere store kursfald.
Bankens bemyndigelse til at sælge hans aktier blev udnyttet ved flere lejligheder, hvor banken på eget initiativ solgte aktier og underrettede ham efterfølgende.
Banken har ikke på noget tidspunkt rådet ham til at sælge Rockwool aktierne. Han fik heller ikke rådgivning om at sprede risikoen.
I korrespondancen mellem ham og banken i sommeren 2008, der er fremlagt under sagen, benægtede banken ikke hans påstand om, at banken havde påtaget sig at følge investeringerne og reagere, hvis der skete udsving i kursen.
Sparbank har anført, at baggrunden for investeringen i Rockwool aktier var, at klageren på et møde om fremtidigt samarbejde oplyste, at han havde 1 mio. kr., som han ikke skulle anvende på kort sigt.
Det bestrides, at der blev indgået en aftale om, at klageren skulle kontaktes ved ændringer i kurserne, ligesom der ikke blev indgået nogen form for porteføljeplejeaftale.
Der var efterfølgende mange samtaler med klageren, hvor Rockwool aktien blev drøftet, herunder den 7. og 17. september 2007, hvor tabet på Rockwool aktien var henholdsvis ca. 36.000 kr. og ca. 57.000 kr., og den 8. oktober 2007, hvor tabet var ca. 71.500 kr.
Det var klageren selv, der tog initiativ til etablering af valutalånet til finansiering af ejendomskøbet med henblik på at undgå at realisere det efterfølgende større tab på Rockwool aktierne, ligesom klageren selv tog initiativ til oprettelsen af aktieinvesteringskreditten. Banken anbefalede i den forbindelse en større risikospredning.
Rockwool aktierne stemte med klagerens risikoprofil, som var høj risiko. Det kan ikke bebrejdes banken, at klageren ønskede at fastholde papirerne i troen på, at markedet ville vende.
Udviklingen i Rockwool aktien og investeringerne via aktieinvesteringskreditten blev drøftet løbende. I begyndelsen af juli 2008 blev klageren anbefalet at realisere tabet på aktieinvesteringskreditten på ca. 115.000 kr. Klageren ønskede ikke at realisere tabet på Rockwool aktierne.
Banken har overholdt de indgåede aftaler. Alle handler er blevet foretaget på klagerens foranledning. Banken var ikke bemyndiget til at sælge aktierne ved pludseligt kursfald. Dog er det forekommet, at der har været handlet papirer efter forudgående bemyndigelse eller på bankens foranledning med efterfølgende orientering til klageren.
Klagerens underskrift på investeringsaftalen trak ud, idet klageren oplyste, at han ikke havde tid til at gennemgå MiFID skemaet. Handlerne blev derfor gennemført på grundlag af kundeprofilskemaet, som viste en høj risikovillighed. Da klageren returnerede MiFID skemaet, gav han udtryk for, at han ikke vidste hvad aktier, investeringsbeviser eller obligationer var. På den baggrund så man dig nødsaget til straks at lukke investeringskreditten. Klageren udfyldte herefter et skema, der dannede grundlag for aftalen af 13. juni 2008.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det findes ikke godtgjort, at Sparbank i forbindelse med klagerens investeringer i 2007 og 2008 påtog sig at overvåge kursudviklingen, herunder navnlig af klagerens beholdning af Rockwool aktier.
Ankenævnet finder ikke, at der i øvrigt er godtgjort omstændigheder, der kan medføre, at Sparbank har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren i forbindelse med dennes investeringer, hvorved bemærkes, at klagerens risikovillighed ifølge kundeprofilskemaer af 29. august 2007 og 13. juni 2008 er høj.
Som følge heraf træffes følgende
afgørelse:
Klagen tages ikke til følge.